Eksempler på indsamlingssystemer for papir og pap fra husholdninger

7. Anbefalinger

På baggrund af de i dette projekt gennemgåede 8 indsamlingsordninger (5 henteordninger og 3 bringeordninger) kan det i forhold til ordningernes indsamlingseffektivitet anbefales at anvende en henteordning med fast opsamlingsmateriel, der afhentes på standplads. Påtænker man at ændre sin indsamlingsordning for papir, kan man overveje at etablere en henteordning.

Det er dog ikke muligt i dette projekt at konkludere på landsplan, idet opmærksomheden endnu en gang skal henledes på, at de beskrevne indsamlingsordninger ikke nødvendigvis er repræsentative for de indsamlingsordninger, der i Danmark praktiseres for papir. Endvidere er antallet af beskrevne indsamlingsordninger ikke tilstrækkeligt til at sikre statistisk sikkerhed for resultaterne. De beskrevne indsamlingsordninger er udvalgt ud fra en forhåndsidé om, at der for både henteordninger og bringeordninger er tale om effektive indsamlingsordninger. Der er dog tale om antagelser, og der er ikke foretaget en analyse, der kan be- eller afkræfte denne antagelse.

Ved indførelse af en henteordning eller ved optimering af en eksisterende henteordning bør man være opmærksom på følgende forhold:
Information. Det er vigtigt til stadighed at gøre opmærksom på de afleveringsmuligheder for papir til genanvendelse, der er i den enkelte kommune
Generelt fokus på affald. Generelt har fokus på en del af affaldsområdet (fx indsamling af organisk affald, kampagner om hjemmekompostering etc.) en afsmittende virkning på øvrige fraktioner
Fast opsamlingsmateriel, der afhentes på standplads. De i dette projekt gennemgåede henteordninger viser en væsentligt højere indsamlingseffektivitet, når der i henteordninger anvendes fast opsamlingsmateriel, end når husstandene selv skal sætte papiret frem på forud annoncerede indsamlingsdatoer
Tilstrækkeligt opsamlingsvolumen. Forholdet mellem opsamlingsmateriellets størrelse og afhentningshyppigheden (opsamlingsvolumen, der er til rådighed hos den enkelte husstand) har betydning for indsamlingseffektiviteten, og man skal ved dimensionering af opsamlingsmateriellet være opmærksom på, at de gennemsnitlige potentialer (som fremgår af Miljøprojekt fra Miljøstyrelsen nr. 490, 1999) kan dække over endog meget store udsving de enkelte husstande imellem

Hvis man ønsker at fastholde en bringeordning, kan denne optimeres ved at være opmærksom på følgende forhold:
Information. Det er vigtigt til stadighed at gøre opmærksom på de afleveringsmuligheder for papir til genanvendelse, der er i den enkelte kommune
Generelt fokus på affald. Generelt har fokus på en del af affaldsområdet (fx indsamling af organisk affald, kampagner om hjemmekompostering etc.) en afsmittende virkning på øvrige fraktioner
Beholdervolumen. Overfyldt opsamlingsmateriel kan få borgerne til at føle sig afvist og dermed aflevere mindre papir til genanvendelse
Optimering af opstillingsstedernes lokalisering. Opsamlingsmateriel placeres centralt i forhold til bevægelsesmønstre i kommunen. Endvidere kan det anbefales at etablere opstillingssteder i etagebebyggelser
Synlighed. Såfremt borgerne i deres daglige færden ser opsamlingsmateriel til papir, kan dette fungere som en påmindelse om at frasortere papir til genanvendelse
Opstillingstæthed. En vis opstillingstæthed giver både øget mulighed for aflevering af papir til genanvendelse og synliggør muligheden herfor
Indkastets størrelse. En ikke for stor indkastningsmulighed i opsamlingsmateriellet kan være med til at minimere forureningen af papirfraktionen
Opsamlingsmateriel til flere fraktioner sammen. Der kan eventuelt være tale om syenergi ved, at flere fraktioner er samlet på samme opstillingssted

Mange kommuner har gode erfaringer med at kombinere henteordninger og bringeordninger, og en sådan kombination er også en mulighed, som kommuner bør/kan overveje.

Vedr. indsamlingsordninger for pap kan det på basis af de oplysninger, der foreligger i nærværende projekt, konstateres, at storskraldsindsamling ikke synes at være en effektiv indsamlingsmetode. Kommunerne, der i nærværende projekt har en indsamlingsordning for pap i form af en storskraldsindsamling, indsamler meget begrænsede mængder på denne måde.

Af de kommuner i nærværende projekt, hvor erhvervsvirksomheder ikke må benytte genbrugsstationerne (og det derfor må antages, at pap afleveret her stammer fra private husstande), er Holbæk Kommune den kommune, hvor der indsamles den største mængde pap. Indsamlingen i Holbæk Kommune foregår her dels via genbrugsstation, dels via storskraldsindsamling foretaget 3 gange pr. år, og dels via bure, der er opstillet ved 10 af kommunens opstillingssteder for containere til papir (primært ved opstillingssteder i tilknytning til store indkøbscentre).

Vedr. økonomi må det anbefales i den enkelte kommune at tage udgangspunkt i den aktuelle situation med eksisterende lokale forhold.

Vedr. økonomiske styringsmidler kan fx gebyrdifferentierede indsamlingsordninger i form af eksempelvis volumenbaseret renovationsafgift medføre et økonomisk incitament hos borgerne til at frasortere papir til genanvendelse.