Omkostninger og økonomiske sikkerhedsstillelse ved deponering af affaldtIndholdSammenfatning og
konklusioner
2.
Typer af miljøpåvirkninger på danske deponeringsanlæg 2.2 Kritiske elementer og deres holdbarhed 2.3 Risikoprofil for forskellige kategorier af deponeringsenheder 2.3.1 Deponeringsenheder for inert affald 2.3.2 Deponeringsenheder for mineralsk affald 2.3.3 Deponeringsenheder for blandet affald 2.3.4 Deponeringsenheder for farligt affald
2.4.1 Potentielle miljøpåvirkninger 2.4.2 Relevans af miljøpåvirkninger
3.1 Omkostninger der ligger til grund for deponeringsgebyr 3.1.1 Forudsigelige omkostninger 3.1.2 Uforudsigelige omkostninger
4. Forskellige former for sikkerhedsstillelse 4.1.2 Konkurrenceretlige aspekter 4.1.3 Forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger 4.2 Typer af sikkerhedsstillelse 4.2.1 Kriterier for vurdering af forskellige typer sikkerhedsstillelse 4.2.5 Oliebranchens Forsikringsordning 4.2.6 Den Almindelige Erhvervs- og Produktansvarsforsikring 4.2.8 Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring 4.2.9 Sammenfatning, forsikringsordninger 4.4 Vurdering af sikkerhedstypernes egnethed 4.4.5 Sammenfatning af sikkerhedsstillelsestypernes egnethed 5. Gebyrfastsættelse og betalingsstrømme i puljeordning 5.1 Gebyrfastsættelse for en standard deponeringsenhed 5.2 Betalingsstrømme i puljeordning 5.2.1 Puljeordning til dækning af forudsigelige omkostninger 5.2.2 Puljeordning til dækning af uforudsigelige omkostninger
Bilag
1: Gebyrfastsættelse og betalingsstrømme Bilag 2: Prognose for samlet sikkerhedsstillelse ForordProjektet har været fulgt af en styregruppe med følgende medlemmer:
Projektet er gennemført af en projektgruppe bestående af: Roald Thor Jørgensen, Carsten Christiansen, Søren Axelsen og Carsten Skov fra Carl Bro as, samt af Jens Rostock-Jensen, Jens Munk Plum, Flemming Horn Andersen og Niels Balslev fra Kromann Reumert. Projektledelsen er varetaget af Carsten Skov.
Sammenfatning og konklusionerRapporten
er udarbejdet til brug for dansk implementering af Rådets direktiv
1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, idet rapporten
specielt vedrører direktivets artikler om henholdsvis sikkerhedsstillelse
og omkostninger ved affaldsdeponering (gebyrer) i forbindelse med planlægning,
etablering, drift, nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg,
herunder omkostninger til sikkerhedsstillelse. Målet
med projektet har været at undersøge muligheder og former for
sikkerhedsstillelse samt at klarlægge, hvilke omkostninger der i øvrigt
skal medregnes for at opfylde direktivets krav vedrørende gebyrfastsættelse. Forudsætninger Ifølge
Rådets direktiv 1999/31/EF om deponering af affald artikel 10 skal det
sikres, at alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg,
herunder så vidt muligt omkostninger ved sikkerhedsstillelse og de anslåede
omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i
en periode på mindst 30 år, er dækket af den betaling, operatøren
forlanger for deponering af affald (deponeringsgebyret). I
direktivets artikel 8 fastsættes det endvidere, at et deponeringsanlæg
kun må godkendes, hvis ansøgeren, inden deponeringen påbegyndes, har
truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af
sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de
forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger
af godkendelsen, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i art. 13 følges.
Denne sikkerhed eller tilsvarende tilbageholdes, så længe anlægget er
genstand for overvågning og monitering i overensstemmelse med art. 13,
litra d). Det
har været udgangspunktet, at sikkerhedsstillelsen skal omfatte alle
uforudsigelige omkostninger forbundet med miljømæssige påvirkninger fra
det tidspunkt, hvor 1. læs affald er modtaget på et deponeringsanlæg,
til udløbet af efterbehandlingsperioden. Endvidere skal alle
forudsigelige omkostninger i forbindelse med nedlukning og efterbehandling
være omfattet. Ved beregning af omkostningernes størrelse skelnes mellem
4 forskellige affaldskategorier, for hvilke individuelle beregninger er
foretaget. Et
deponeringsanlæg forudsættes opdelt i særskilte deponeringsenheder, som
håndteres individuelt i relation til sikkerhedsstillelse. Driftsperioden
for en deponeringsenhed er her beregningsmæssigt sat til 10 år;
nedlukning er forudsat at ske i en kort periode ved driftsperiodens ophør.
Efterbehandlingsperioden
forudsættes generelt at være 30 år. I henhold til Direktivets artikel 8
litra a, iv) kan medlemsstaterne efter eget valg beslutte, at
sikkerhedsstillelse ikke finder sted på deponeringsanlæg for inert
affald. Under hensyntagen til karakteren af inert affald som affald, der
kan formodes ikke at medføre forurening af miljøet, forudsættes for
inert affald derfor kun en efterbehandlingsperiode på 5 år. Risikoaspekter Med
henblik på at vurdere størrelsesordenen for de omkostninger, der skal være
omfattet af sikkerhedsstillelsen, beskrives først kritiske forhold ved
affaldsdeponering. Risikoprofil og uheldsscenarier for forskellige
kategorier af deponeringsanlæg gennemgås. Det konkluderes, at for
deponeringsenheder for blandet affald vil der være en vis brand- og
eksplosionsfare samt risiko for vegetationsskader på tilstødende
arealer. Ellers er den største risiko for uheld knyttet til potentiel
forurening af grundvand, hvilket kan forekomme for deponeringsenheder for
mineralsk, blandet og farligt affald. Forudsigelige
og uforudsigelige omkostninger Omkostninger,
som anses for relevante i relation til sikkerhedsstillelse, opdeles i
forudsigelige og uforudsigelige omkostninger, idet såvel omkostningernes
karakter som relevansen af sikkerhedsstillelsesformerne afhænger af
forudsigeligheden. De forudsigelige omkostninger knytter sig især til
perkolatbortskaffelse samt til monitering, mens uforudsigelige
omkostninger dækker forskellige uheldssituationer, som beskrevet ovenfor. Omkostningernes
størrelse er beregnet ud fra en række antagelser vedrørende indretning
og drift af deponeringsenheder for de forskellige affaldskategorier. Størrelsesordenen
af såvel forudsigelige som uforudsigelige omkostninger ved deponering af
forskellige affaldskategorier er vist i følgende tabel. Beløbene fremkommer som
resultat af modelberegninger for hele levetiden af en deponeringsenhed. Endvidere er størrelsen
af typiske, gældende deponeringsgebyrer anført for at sætte de
beregnede omkostninger i relief.
Det
ses, at de beregnede forudsigelige omkostninger udgør en betydelig del af
de typiske deponeringsgebyrer for inert, mineralsk og blandet affald, hvilket
ikke i sig selv er et problem, idet de forudsigelige omkostninger jo netop
bør være medregnet ved fastsættelsen af deponeringsgebyrerne. Som det
endvidere ses, gælder dette ikke for farligt affald. Endvidere
ses det, at de uforudsigelige omkostninger er nærmest ubetydelige i
forhold til de typiske deponeringsgebyrer. Dette gælder dog kun ved en
gennemsnitsbetragtning for alle deponeringsanlæg. For det enkelte anlæg
kan omkostningerne ved uforudsigelige miljøpåvirkninger være særdeles
store og vanskelige at afholde. Blandt andet dette forhold peger i retning
af det fordelagtige ved etablering af en fælles, solidarisk
sikkerhedsstillelsesordning til dækning af forskellige uheldssituationer. Forskellige
former for sikkerhedsstillelse Efter
ovennævnte gennemgang af tekniske aspekter ved affaldsdeponeringsanlæg
samt fastlæggelse af størrelsesordener for omkostninger beskrives
forskellige former for sikkerhedsstillelse. Forskelle i risikoprofil samt
konkurrenceretlige aspekter for private og offentlige ejere af
deponeringsanlæg behandles. De
forskellige typer sikkerhedsstillelse vurderes med hensyn til deres
egnethed til dækning af forudsigelige og uforudsigelige omkostninger ved
affaldsdeponering. I
forhold til de uforudsigelige omkostninger kan det sammenfattende
fastslås, at både en ordning med miljøforsikring og en puljeordning
synes at kunne være operationel i relation til affaldsdeponering, dog med
det forbehold, at det ikke ligger helt klart, hvorvidt der kan laves et
forsikringsgrundlag, der i detaljer svarer til behovet. Det
kunne derfor overvejes at etablere en puljeordning med tvunget medlemsskab
og bidrag, men således, at puljeordningens administrative organ
bemyndiges til at lade (hele eller en del af) indbetalingerne afløse af
en forsikringsordning, i det omfang der kan opnås en helt tilsvarende dækning.
I
forhold til de forudsigelige omkostninger synes en individuel
opsparing i puljeordningen at være den mest ideelle form for sikring.
Betalingerne adskilles formelt fra indbetalinger til dækning af de
uforudsigelige omkostninger. Konsekvenser
for gebyrfastsættelse og betalingsstrømme Det
er analyseret, hvilke konsekvenser sikkerhedsstillelsen vil have for de
enkelte anlæg, specielt med henblik på gebyrniveau
og omfanget af sikkerhedsstillelse. Analysen tager udgangspunkt i
omkostninger for en standard deponeringsenhed med et areal på 2 ha og et
affaldsvolumen på 200.000 m3. Eventuelle
ekstraomkostninger på deponeringsanlægget som følge af kravet om
karakterisering af affaldet ifølge direktivets bilag 2 er ikke medtaget i
beregningerne. Konkluderende
kan det siges, at deponeringsgebyret kun vil stige moderat som følge af
kravet om, at det skal kunne dække hensættelser til forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger. Stigningen
i deponeringsgebyret (gebyr inkl. affaldsafgift) varierer fra 2 % for en
deponeringsenhed for inert affald til 9 % for en deponeringsenhed for
blandet affald. Stigningen i deponeringsgebyret for farligt affald er
beregnet til 28 kr./ton, hvilket skal ses i relation til de gebyrer, der
betales i dag (700-1.100 kr./ton). Det
fremgår endvidere af beregningerne, at det er ret betragtelige midler,
der skal hensættes på landsplan til at afholde de forudsigelige
omkostninger i efterbehandlingsperioden. Såfremt der etableres en
puljeordning til administration af omkostninger i forbindelse med
nedlukning og forudsigelige omkostninger i efterbehandlingsperioden,
kan puljens samlede størrelse efter en årrække beregnes til knap en
milliard kroner på baggrund af de opstillede forudsætninger. Administration
og beslutning om sikkerhedsstillelse Såfremt
der vælges en fælles puljeordning til sikkerhed for dækning af
forudsigelige og uforudsigelige omkostninger, vil den skulle administreres
af et overordnet, styrende organ. Et sådant organ vil kunne etableres som
Deponeringsbranchens Puljeordning i lighed med Oliebranchens Miljøpulje. Medlemskabet
af puljeordningen er pligtigt for enhver ejer, så længe et
deponeringsanlæg (der er godkendt i overensstemmelse med
direktivet/danske regler) er i drift og ikke er endeligt og korrekt
afviklet. Der skal derudover være solidarisk ansvar mellem de til enhver
tid værende medlemmer af puljeordningen over for uforudsigelige
omkostninger. Parterne
bag puljeordningen vil kunne bestå af ejere af deponeringsanlæg, de
kompetente miljømyndigheder og Miljøstyrelsen. Puljen vil skulle have en
bestyrelse bestående af repræsentanter fra de forskellige parter.
Formandsskabet vil kunne varetages af Miljøstyrelsen. Puljeordningen
kan endvidere have en rådgivende funktion over for medlemmerne, bl.a. på
baggrund af opsamlede erfaringer, med henblik på at reducere risikoen for
indtrædelse af uforudsigelige miljøpåvirkninger. En sådan funktion kan
medvirke til at reducere puljens omkostninger. Ved en puljeordning beslutter bestyrelsen for ordningen, i hvilke tilfælde der skal ske udbetalinger fra puljen til dækning af forudsigelige omkostninger i nedluknings- og efterbehandlingsperioden samt uforudsigelige omkostninger i tilfælde af miljøpåvirkninger. For såvel forudsigelige som uforudsigelige omkostninger bør beslutningen træffes efter indstilling fra den pågældende amtslige myndighed. Via sit detaljerede kendskab til det aktuelle deponeringsanlæg anbefaler den amtslige myndighed afhjælpende tiltag til finansiering via puljeordningen i tilfælde af uforudsigelige omkostninger.
Summery and conclusionsThis
report has been prepared for the purpose of Danish implementation of the
Council Directive 1999/31/EC of 26 April 1999 on the landfill of waste, as
the report in particular deals with the implementation of the
Directive’s articles on financial security or any other equivalent for
costs in relation with the planning, construction, operation, closure and
after-care of landfills. It
has been the purpose of the project to investigate options and types of
security and to determine the costs that must be included to comply with
the requirements of the directive. Background According
to the Article 10 of the Council Directive 199/31/EF on the landfill of
waste, it shall be ensured that all costs involved in the setting up and
operation of a landfill site, including as far as possible the cost of the
financial security and the estimated cost of closure and after-care of the
site for a period of at least 30 years shall be covered by the price to be
charged by the operator for disposal of waste (the landfill fee). In
Article 8 of the Directive, it is also stipulated that a landfill permit
is not issued, if the applicant, before adequate provisions, by way of
financial security or any other equivalent to ensure that the obligations
(including after-care provisions) arising under the permit are discharged
and that the closure procedures required by Article 13 are followed. This
security or its equivalent shall be kept as long as required by
supervision and monitoring of the site in accordance with Article 13 d). The
basis has been that the security shall include all unpredictable costs
resulting from environmental impacts from the time where the first load of
waste has been received on a landfill site to the expiry of the after-care
period. Furthermore, all predictable costs in connection with closure and
after-care shall be included. When calculating the size of the costs,
differentiation is made between four different categories of waste for
which individual calculations have been made. It
is assumed that a landfill is divided into separate cells that are handled
individually as to security. For each cell, the security must cover both
the operational phase and the closure as well as the after-care period.
The operational phase for a landfill cell is here assumed to last 10
years; the closure is assumed to take place within a short period at the
end of the operational phase. The after-care period is in general assumed
to last 30 years. According
to Article 8, a, iv) of the Directive, Member States may declare, at their
own option, that security does not apply to landfills for inert waste. In
consideration of the character of inert waste as waste which is not
expected to lead to contamination of the environment, an after-care period
of only 5 years has been assumed for inert waste. Risk
aspects At
first, critical aspects at the landfill of waste are described with a view
to estimating the size of the costs to be covered by the security. The
risk profile and scenarios on damage at different landfill categories are
described. It is concluded that for landfill
cells for non-hazardous waste, a certain risk exists for fire and
explosion and of vegetation damage on adjacent areas. Otherwise, the
largest risk for damage is related to groundwater contamination which
might happen both at landfills for hazardous waste and for non-hazardous
waste. Predictable
and unpredictable costs Costs
that are found relevant to security are divided into predictable and
unpredictable costs, as both the character of the costs and the relevance
of the security type depend on the predictability. The predictable costs
are in particular connected to handling of leachate and to monitoring,
whereas unpredictable costs cover different damage situations as described
above. The
cost levels have been calculated on the basis of a number of assumptions
on the design and operation of landfill cells for the different waste
categories. The size of both predictable and unpredictable costs at the
landfill of different waste categories is shown in the table below. The costs are a result of calculations covering
the whole lifetime of a landfill cell. Furthermore, the size of typical landfill fees in force is mentioned to
throw the calculated costs into relief.
It can be found from the table that the calculated predictable costs account for a considerable part of the typical landfill fees, which in it self is not a problem as the predictable costs should be included at determination of the fees. Furthermore,
it can be found that the unpredictable costs are nearly negligible
compared to the typical landfill fees. However, this only applies at an
average consideration of all landfills. For a single landfill, the costs
at a damage can be considerable and be hard to defray. This fact among
others points to the advantage of establishing a common joint and several
security system to meet different damage situations. Different types of security After the above description of technical aspects at landfills and
determination of the size of costs, different types of security are
described. Inequalities in risk profiles and aspects on competition
legislation for private and public landfill owners are discussed. The
suitability of the different security types is assessed with respect to
coverage of predictable and unpredictable costs at the landfill of waste. With
respect to the unpredictable costs it can be concluded that both an
arrangement based on environmental insurance and a pool arrangement seem
workable at the landfill of waste, with the reservation, however, that it
has not been clarified whether an insurance arrangement corresponding to
the need can be established. Thus,
it could be considered to establish a pool arrangement with compelled
membership and contribution, but in such a way that the administrative
organ of the pool is authorised to replace (part of or all of) the
payments by an insurance arrangement to the extent that a corresponding
coverage can be obtained. Individual
saving in a pool seems to be the most ideal type of security with respect
to the predictable costs. Payments are formally separated from
payments for coverage of the unpredictable costs. Consequences
for fee determination and cash flow The
consequences from the security for the individual landfill types have been
analysed, in particular with respect to the fee level and the extent of
security. The analyses take their point of departure at a standard
landfill cell with an area of 2 hectare and a waste volume of 200,000 m3. Any
additional costs on the landfill site resulting from the requirement of
classification of the waste in accordance with Annex II of the Directive
are not included in the calculations. It
can be concluded that the landfill fee will only rise moderately as a
result of the requirement that the fee must cover savings for coverage of
predictable and unpredictable environmental costs.
The
fee increase (fee incl. waste tax) varies from 2 % for an inert waste
landfill to 9 % for a non-hazardous waste landfill. The fee increase for
hazardous waste has been calculated to DKK 28 per ton which must be seen
in relation to the fees being paid today (DKK 700-1.100 per ton). Furthermore,
it appears from the calculations that considerable amounts must be saved
countrywide just to defray the predictable costs arising during the
after-care period. If a fund is established for the administration of this
money, after a number of years the total size of the pool will be approx.
one billion DKK, calculated on the basis of the assumptions made in the
report. Administration
and decision-making on security If
a common pool arrangement is chosen, a monitoring organ will be needed to
ensure that the required security is available at any time. This
monitoring organ can consist of the competent authority, typically the
Council, which already performs environmental supervision at the
landfills. It seems reasonable to link the environmental supervision to
the monitoring of the security as this monitoring demands detailed
knowledge of the operational and environmental conditions of the landfill. If
a common joint and several security system is chosen to meet predictable
and unpredictable costs, it should be administrated by an overall
controlling organ. The membership of such a pool arrangement is mandatory
for any landfill owner as long as the landfill is in the operational phase
and has not been closed and properly after-cared. Furthermore, there must
be a joint and several liability towards the relevant costs among the
members of the pool at any time. Parties
behind the pool arrangement could consist of landfill owners, competent
authorities and the Danish Environmental Protection Agency. The pool must
have a board, composed of representatives from the various parties. The
chairmanship could lie with the Danish Environmental Protection Agency. Furthermore,
the pool arrangement could include an advisory service for the members on
the basis of experience gained, with respect to reduction of the risk for
unpredictable environmental effects. Such an advisory function could
assist in keeping the expenses of the pool at a low level. In case of a pool arrangement, the board decides in what cases payments should be made from the pool for coverage of environmental effects. The decision should be made on the recommendation from the actual competent authority, which through detailed knowledge of the actual landfill recommends possible remedial actions to be financed by the pool 1 Indledning1.1 Baggrund for projektetGebyrfastsættelsen
på deponeringsanlæg er aktualiseret på grund af vedtagelsen af Rådets
direktiv af 26. april 1999 om deponering af affald /1/. I direktivets
artikel 10 fastsættes det, at det skal sikres, at alle omkostninger ved
etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt
omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende
samt de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning og
efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af det
deponeringsgebyr, anlægget forlanger for deponeringen. I
direktivets artikel 8 fastsættes det endvidere, at et deponeringsanlæg
kun må godkendes, hvis ansøgeren, inden deponeringen påbegyndes, har
truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af
sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de
forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger
af godkendelsen, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i art. 13 følges.
Denne sikkerhed eller tilsvarende tilbageholdes, så længe anlægget er
genstand for overvågning og monitering i overensstemmelse med art. 13,
litra d). På
baggrund heraf har Miljøstyrelsen besluttet at iværksætte et
udredningsarbejde om mulighederne for sikkerhedsstillelse i relation til
direktivets artikel 8 og 10. Som
et vigtigt element i udredningsarbejdet skal der foretages en analyse af
gebyrfastsættelse ved affaldsdeponering, herunder størrelsen af
omkostninger ved planlægning, etablering, drift, nedlukning og
efterbehandling af et deponeringsanlæg samt omkostninger til
sikkerhedsstillelse. 1.2
Projektets formål
Projektet
er udarbejdet til brug for dansk implementering af direktivet om
deponering af affald, specielt implementeringen
af direktivets artikel 8 og 10 i sammenhæng med artikel 13.
Danmark skal have implementeret direktivet inden den 16. juli 2001, jf.
direktivets artikel 18, stk. 1. Implementeringen kræver en ændring af
miljøbeskyttelsesloven, og endvidere skal der udarbejdes en ny bekendtgørelse
om affaldsdeponering. Implementeringsarbejdet er påbegyndt i efteråret
1999 og forventes afsluttet i foråret 2001. Formålet
med projektet har været at få undersøgt muligheder og former for
sikkerhedsstillelse – bankgaranti, fond-/puljeordninger, selvforsikring,
forsikringer – herunder kommunernes muligheder for sikkerhedsstillelse.
Endvidere har det været formålet at få lavet en udredning af, hvilke
omkostninger vedr. sikkerhedsstillelse, nedlukning og efterbehandling der
skal medregnes for at opfylde direktivets krav, herunder
sikkerhedsstillelsens størrelsesorden og sikring af gennemsigtighed heri.
Udgangspunktet
for projektet har været, at udredningen omfatter alle aspekter i
tilknytning til sikkerhedsstillelse, herunder inddragelse af ekspertise
inden for alle relevante fagområder, såsom teknisk, juridisk,
forsikringsmæssig og økonomisk ekspertise. Det har været målet, at Miljøstyrelsen på baggrund af projektet vil blive i stand til at udpege den mest anvendelige form for sikkerhedsstillelse til brug for implementeringen af direktivet. Endvidere giver rapporten retningslinier for bedømmelse af de omkostninger, der kræves sikkerhedsstillelse for. 1.3 ProjektafgrænsningAffaldskategorier,
kategorier af deponeringsenheder Deponeringsdirektivet
opererer med 3 kategorier af affald, svarende til 3 kategorier af
deponeringsenheder: ·
Inert affald /
deponeringsenhed for inert affald ·
Ikke-farligt
affald / deponeringsenhed for ikke-farligt affald ·
Farligt affald /
deponeringsenhed for farligt affald I
Danmark opdeles ikke-farligt affald yderligere i mineralsk affald og i
blandet affald. I relation til sikkerhedsstillelsesproblematikken vil der
således i nærværende rapport blive skelnet mellem følgende 4
affaldskategorier, som fremover forudsættes deponeret individuelt på
forskellige deponeringsenheder hver deres karakteristika: · Inert affald ·
Mineralsk affald ·
Blandet affald ·
Farligt affald Deponeringsanlæg
omfattet af direktivet og projektet I
direktivets artikel 14 er angivet, at alle bestående deponeringsanlæg
skal overholde kravene i direktivet med undtagelse af kravene i bilag I,
punkt 1 (krav til beliggenhed), senest otte år efter gennemførelsen af
direktivet i national ret. På
denne baggrund forudsættes det, at der skal stilles sikkerhed for alle
nye deponeringsanlæg samt hele eller dele af eksisterende anlæg, som opnår
godkendelse af amterne i overensstemmelse med direktivets/danske krav.
Endvidere forudsættes det, at der ikke skal stilles sikkerhed for
deponeringsanlæg, hvor affaldsdeponering er ophørt. Ligeledes forudsættes
det, at anlæg, der lukkes inden for overgangsperioden på maksimalt otte
år, heller ikke skal stille sikkerhed. I
1998 blev der ifølge /12/ deponeret affald på 55 deponeringsanlæg i
Danmark. Endvidere var der i 1994 registreret 49 fyldpladser ifølge /6/.
Hovedparten af anlæggene er offentligt ejede, kun få er privatejede.
Samtlige eksisterende anlæg forudsættes at skulle godkendes, jf.
direktivets/danske krav inkl. krav til sikkerhedsstillelse – alternativt
at anlæggene skal nedlukkes senest i 2009.
Omkostninger
der medregnes i sikkerhedsstillelsen Det
har været udgangspunktet, at sikkerhedsstillelsen skal omfatte alle
uforudsigelige omkostninger forbundet med miljømæssige påvirkninger fra
det tidspunkt, hvor 1. læs affald er modtaget på et deponeringsanlæg,
til udløbet af efterbehandlingsperioden. Endvidere skal alle
forudsigelige omkostninger i forbindelse med nedlukning og efterbehandling
være omfattet (for en definition af begreberne forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger se afsnit 1.4). Omkostninger
til planlægning og etablering af et deponeringsanlæg vil ikke blive
medregnet i sikkerhedsstillelsen. Forudsigelige omkostninger i
driftsperioden vil heller ikke blive medregnet i sikkerhedsstillelsen, da
de formodes at udgøre en integreret del af anlæggets driftsbudget. Det
forudsættes, at eksisterende deponeringsanlæg – der opnår godkendelse
af amterne - kun skal stille sikkerhed svarende til den mængde affald,
der deponeres efter det tidspunkt, hvor amtets godkendelse foreligger.
Denne forudsætning er baseret på direktivets artikel 10, hvor det
angives, at omkostningerne til sikkerhedsstillelse så vidt muligt skal dækkes
af den betaling, operatøren forlanger for deponering af affald. Således
skal der - i tilfælde af amternes godkendelse af ældre deponeringsanlæg,
hvor affald stadig deponeres - kun stilles sikkerhed svarende til en
mindre del af den samlede affaldsmængde deponeret på det pågældende
anlæg. Såfremt anlæggene ikke godkendes, vil der sandsynligvis ikke
blive krævet sikkerhedsstillelse, men derimod stillet krav om, at de pågældende
anlæg lukkes hurtigst muligt. Omkostninger
til faglig og teknisk oplæring og uddannelse af et deponeringsanlægs
operatører og personale er ikke medregnet i sikkerhedsstillelsen, idet sådanne
omkostninger forudsættes afholdt over den primære drift. Varighed
af efterbehandlingsperioden Efter
endt deponering og nedlukning af en deponeringsenhed er operatøren
fortsat ansvarlig for monitering, perkolatbortskaffelse mv. i
efterbehandlingsperioden, som varer, indtil enheden ikke længere udgør
en miljømæssig risiko. Længden af efterbehandlingsperioden er vanskelig
at fastsætte. Nærværende projekt tager udgangspunkt i en
efterbehandlingsperiode på 30 år, hvor der i direktivets artikel 10 er
angivet, at perioden skal være mindst 30 år. Drift
af deponeringsanlæg I
forbindelse med sikkerhedsvurderingen vil kvaliteten af driften af
deponeringsanlæg ikke blive vurderet, idet vilkår i miljøgodkendelserne
for de enkelte anlæg samt det løbende tilsyn anses for dækkende. 1.4
Definitioner
I det følgende angives definitioner på en række centrale begreber, som anvendes i rapporten. Aktiv
periode Sum
af driftsperiode, nedlukning og efterbehandlingsperiode. Aktive,
miljøbeskyttende systemer Ved aktive, miljøbeskyttende systemer forstås indretningselementer som membraner, dræn, pumper, afledning til renseanlæg og lignende. Hvis disse systemer svigter, opnås der ikke længere optimal miljøbeskyttelse. Optimal miljøbeskyttelse er påkrævet, indtil perkolatet fra affaldet er acceptabelt i grundvand eller overfladevand. Indtil da skal aktive, miljøbeskyttende systemer være holdbare eller kunne udskiftes løbende. Aktive, miljøbeskyttende systemer kræver overvågning. Deponeringsanlæg Deponeringsanlæg er i direktivets artikel 2 defineret som:
Et
deponeringsanlæg vil som oftest være opdelt i en række individuelle
deponeringsenheder.
Deponeringsenhed En
deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret
område på deponeringsanlægget, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning
og egenskaber deponeres sammen under kontrollerede forhold. Hver enkelt
deponeringsenhed indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og
forskellige niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de
affaldstyper, der deponeres på enhederne. Se
endvidere definition af ”standard deponeringsenhed”. Driftsperiode Defineres
her som den periode, hvor en deponeringsenhed er under opfyldning. I økonomiberegningerne
er forudsat en typisk driftsperiode på 10 år for en deponeringsenhed. Et
deponeringsanlæg med flere deponeringsenheder vil typisk have en samlet
driftsperiode, som er væsentlig længere end 10 år, idet de enkelte
deponeringsenheder anlægges og drives i forlængelse af hinanden. Efterbehandlingsperiode Defineres
her som den periode efter nedlukning, hvor fortsat drift og kontrol af
enhedens aktive, miljøbeskyttende systemer er nødvendig (f.eks.
perkolatopsamling). I økonomiberegningerne er forudsat en
efterbehandlingsperiode på 30 år. Dette gælder dog ikke for inert
affald, hvor efterbehandlingsperioden beregningsmæssigt sættes til 5 år. Forudsigelige
omkostninger Omkostninger
til kontrol og forebyggelse af miljøpåvirkninger, som optræder i
driftsperioden, ved nedlukning og i efterbehandlingsperioden (f.eks.
perkolatbortskaffelse, monitering). Nedlukning Afsluttende
arbejder i forbindelse med en deponeringsenheds overgang fra driftsperiode
til efterbehandlingsperiode. Arbejderne omfatter typisk etablering af
slutafdækning på deponeringsenheden. I økonomiberegningerne er dette
arbejde forudsat udført umiddelbart efter driftsperiodens afslutning. I
praksis udføres det ofte over en længere periode. Passiv
periode Periode,
der indtræder i forlængelse af efterbehandlingsperioden. I den passive
periode udgør deponeringsanlægget ikke længere en risiko for
omgivelserne. Passive,
miljøbeskyttende systemer Ved
passive systemer forstås systemer, der afskærmer det deponerede affald
mod omgivelserne. Hvor der udelukkende anvendes passive systemer, består
miljøbeskyttelsen alene i kendskab til affaldet, der deponeres. Passive
miljøbeskyttende systemer er kendetegnet ved, at systemerne altid kan
overlades til sig selv og i princippet ikke vil kræve kontrol, tilsyn
eller vedligeholdelse for at opfylde funktionskravene. Standard deponeringsenhed
Begrebet ”standard deponeringsenhed” bruges
i denne rapport i forbindelse med vurdering af hyppighed for
forskellige miljøpåvirkninger samt ved beregning af størrelsesniveauet
for forudsigelige og uforudsigelige omkostninger. En standard
deponeringsenhed antages at have et areal på 20.000 m2 og en
middel fyldhøjde på 10 m. Uforudsigelige omkostninger
Omkostninger til afhjælpning af skader på et
deponeringsanlægs miljøbeskyttende systemer samt følgevirkninger af sådanne
skader på personer, ejendomme og det omgivende miljø. Deponeringsgebyr Skal dække alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostninger ved sikkerhedsstillelse og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år.
2 Historisk udvikling af deponeringsanlæg2.1 Historisk udvikling af deponeringsanlæg 2.2 Kritiske elementer og deres holdbarhed 2.3 Risikoprofil for forskellige kategorier af deponeringsenheder 2.3.1 Deponeringsenheder for inert affald 2.3.2 Deponeringsenheder for mineralsk affald 2.3.3 Deponeringsenheder for blandet affald 2.3.4 Deponeringsenheder for farligt affald
2.4.1 Potentielle miljøpåvirkninger 2.4.2 Relevans af miljøpåvirkninger 2.1 Historisk
udvikling af deponeringsanlæg
Indtil begyndelsen
af 1970’erne blev der ikke samlet perkolat op fra lossepladser i
Danmark. En del af disse gamle anlæg bestod af opfyldte huller og
mergelgrave. I erkendelse af at der blev deponeret en lang række
affaldstyper (herunder kemikalieaffald), som i en årrække vil frembringe
perkolat, der kan belaste grundvandet, er lossepladser (ekskl.
fyldpladser) siden 1974 krævet indrettet med membran og perkolatopsamling
i overensstemmelse med Miljøstyrelsens ”Vejledning for kontrollerede
lossepladser, nr. 1, 1974”. Disse aktive miljøbeskyttende
foranstaltninger blev indført som reaktion på et stort antal
ukontrollerede lossepladser. I vejledningen i affaldsdeponering fra 1982
blev det generelle planlægningsgrundlag udvidet med en række tekniske
specifikationer. Først med Miljøstyrelsens vejledning om
affaldsdeponering fra 1997 /4/ blev der taget stilling til
affaldsdeponeringens samlede tidshorisont, og et sammenhængende koncept
for deponering blev indført. Lokaliseringspolitik Lokalisering af egnede steder til placering af lossepladser blev først systematiseret i midten af 70’erne som følge af Miljøstyrelsens første vejledning i affaldsdeponering samt Miljøministeriets (1973) krav til godkendelse (miljøgodkendelse) af lossepladser. Mange lossepladser blev fra midten af 70’erne frem til midten af 80’erne etableret i gamle grusgrave. En stor del af disse anlæg er placeret inde i landet. I 1991 blev der udmeldt en specifik lokaliseringspolitik (Miljøministeriets skrivelse af 27. december 1991). Heraf fremgår det, at lossepladser skal placeres kystnært, hvor grundvandsstrømmen er rettet direkte mod havet, og hvor der ikke er potentielle drikkevandsressourcer mellem lossepladsen og kysten. Fremtidens
deponeringsanlæg I
fremtiden vil deponeringsanlæg som oftest indeholde flere
deponeringsenheder, hver med sin affaldskategori. En del af disse
affaldskategorier vil være kendt fra eksisterende affaldsdeponeringsanlæg,
men Miljøstyrelsens vejledning i affaldsdeponering /4/ samt andre nye
initiativer på affaldsområdet gør, at karakteren af de deponerede
affaldskategorier vil ændre sig i fremtiden. Målsætninger om reducerede
miljøeffekter fra deponeret affald, herunder tidshorisonten for
effekterne, betyder, at der stilles skærpede krav til det deponerede
affald. Stop for deponering af forbrændingsegnet affald og krav til
forbehandling af røggasrensningsprodukter vil ændre
udvaskningsforholdene, herunder de miljøforhold, som styrer udvaskningen.
Dette betyder, at de hidtidige erfaringer for perkolatsammensætninger kun
i begrænset omfang kan overføres til fremtidens affaldsdeponeringsanlæg. Som
tidligere nævnt opereres i nærværende rapport med 4 forskellige
fremtidige kategorier deponeringsenheder, som enkeltvis eller flere i
sammenhæng udgør et deponeringsanlæg: ·
Deponeringsenheder
for inert affald ·
Deponeringsenheder
for mineralsk affald ·
Deponeringsenheder
for blandet affald ·
Deponeringsenheder
for farligt affald 2.2
Kritiske elementer og deres holdbarhed
Deponeringsanlæg
indrettes med en række miljøbeskyttende systemer til sikring af
omgivelserne imod påvirkninger fra perkolat og gas, som kan dannes på
deponeringsanlægget. Miljøbeskyttende systemer opdeles i aktive og
passive systemer. Aktive, miljøbeskyttende
systemer Som udgangspunkt skal såvel perkolat som gas fra deponeringsanlæg opsamles, behandles og moniteres gennem etablering af aktive, miljøbeskyttende systemer. Ved aktive, miljøbeskyttende
systemer forstås indretningselementer som membraner, dræn, pumper,
gasventilering, afledning af perkolat til renseanlæg o.l. Optimal miljøbeskyttelse
er påkrævet, indtil perkolat og gas fra affaldet er acceptabelt i det
omgivende miljø (grundvand, overfladevand, atmosfæren mv.). Indtil da
skal aktive, miljøbeskyttende systemer være holdbare eller kunne
udskiftes løbende. Aktive, miljøbeskyttende systemer kræver overvågning. Passive, miljøbeskyttende
systemer Passive, miljøbeskyttende systemer er indretningselementer, der sikrer miljøet uden vedligeholdelse. Disse indretningselementer kan være voldanlæg, naturlige lavpermeable bundmembraner, slutafdækninger, overfladedræn, beplantninger o.l. Sådanne systemer må forventes at skulle være effektive i flere hundrede år. Levetid
af aktive og passive, miljøbeskyttende systemer Membran-
og drænsystemer under deponeringsanlæg udgør de vigtigste elementer i
relation til anlæggets risiko for omgivelserne. Samtidig er disse
systemer i praksis utilgængelige, idet de overlejres af et tykt
affaldslag (ofte mellem 10 og 30 meter).
Det er derfor uhyre vigtigt, at membran- og drænsystemer designes
og anlægges forsvarligt med henblik på at opnå en tilstrækkelig
sikkerhed imod udsivning af perkolat til omgivelserne i hele den periode,
hvor perkolatet udgør en risiko for omgivelserne. Denne periode udgør i
praksis ofte 40 år eller mere. Der
foreligger ikke anvendelig dokumentation for levetiden af membran- og drænsystemer.
Der foreligger som oftest kun ekstrapolerede værdier baseret på relativt
kortvarige laboratorieforsøg. Levetiden af de materialer, der indgår i
membran- og drænsystemer (kunststofmembraner, drænrør, brønde mv.),
defineret som den periode, hvori materialerne bevarer deres
karakteristiske egenskaber (styrke, tæthed mv.), forventes dog at
overstige 40 år. Såfremt
deponeringsanlæggets aktive fase (den periode, hvor det er nødvendigt at
håndtere forureningskomponenter fra det deponerede affald) viser sig at være
i størrelsesordenen 40 år, anses materialernes levetid således for at være
tilstrækkelig. Såfremt den aktive fase er væsentlig længere (f.eks.
100 år), er der en reel risiko for forureningsudslip som følge af brud på
membraner, brønde etc. Levetiden
af øvrige aktive og passive systemer anses ikke i sig selv som værende
kritisk i forhold til miljøbeskyttelsen, idet disse systemer (pumper,
gasventilering, slutafdækning mv.) kan serviceres og om nødvendigt
udskiftes/repareres uden større anlægstekniske indgreb. Kritiske
forhold/elementer i relation til miljøbeskyttelse En
række aktive, miljøbeskyttende elementer skal være funktionsdygtige i
hele den aktive periode for en deponeringsenhed. De systemer, der ikke kan
vedligeholdes (for eksempel fordi tilgængelighed til disse elementer er
urealistisk), må anses for kritiske. I tabel 2.1 er givet en række
eksempler på forskellige elementer med angivelse af, hvorvidt de er
kritiske i relation til sikkerhedsstillelsesaspektet. Tabel
2.1 Eksempler
på relevante indretningselementer i relation til
sikkerhedsstillelsesaspektet
2.3 Risikoprofil for forskellige typer deponeringsenhederEt
deponeringsanlæg er inddelt i et antal særskilte deponeringsenheder,
typisk mellem 1 og 10 enheder. En
deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret
område, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning og egenskaber
deponeres sammen under kontrollerede forhold. Hver enkelt deponeringsenhed
indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og forskellige
niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de affaldstyper,
der deponeres på enhederne.
Begrebet
”standard deponeringsenhed” bruges i denne rapport i forbindelse med
vurdering af hyppighed for forskellige miljøpåvirkninger samt ved
beregning af størrelsesniveauet for forudsigelige og uforudsigelige
omkostninger. En standard deponeringsenhed antages at have et areal på
20.000 m2 og en middel fyldhøjde på 10 m. 2.3.1
Deponeringsenheder for inert affald
Inert
affald defineres som affald, der ikke undergår signifikante fysiske,
kemiske eller biologiske forandringer. Inert affald er hverken opløseligt
eller brændbart eller på anden måde fysisk eller kemisk reaktivt; det
er ikke bionedbrydeligt og har ingen negativ indflydelse på andet
materiale, det kommer i berøring med, på en sådan måde at det kan
formodes at ville medføre forurening af miljøet eller skade menneskers
sundhed. Affaldets samlede perkolatafgivelse og indhold af forurenende
stoffer og perkolatets økotoksicitet skal være af ubetydeligt omfang og
må navnlig ikke bringe overfladevandets og/eller grundvandets kvalitet i
fare. Inert affald kan f.eks. bestå af porcelæn, glas, tegl eller
armeret beton. Deponeringsenheder
for inert affald er kendetegnet ved en relativ lav risiko for
uforudsigelige miljøpåvirkninger. Risikoen er her især knyttet til
eventuel modtagelse af forkert (ikke inert) affald. Såfremt sådant
affald ved en fejl deponeres på en enhed for inert affald, kan det medføre,
at stofafgivelsen på kort eller lang sigt ikke længere er ubetydelig. I projektet er
enheder for inert affald forudsat indrettet med membran og
perkolatopsamlingssystem, hvorfor omkostninger til monitering skal
medregnes. Da perkolat fra inert affald bør kunne accepteres i det
omgivende miljø, er der ikke medregnet omkostninger til
perkolatbortskaffelse. I økonomiberegningerne
i nærværende rapport er efterbehandlingsperioden således reduceret til
5 år i stedet for de 30 år, som ellers generelt forudsættes, jf.
direktivet. I løbet af en 5-årig periode vil eventuel deponering af
forkert (ikke inert) affald normalt resultere i forhøjede
perkolatkoncentrationer. I efterbehandlingsperioden gennemføres således
monitering til kontrol af, at perkolatet er acceptabelt i det omgivende
miljø. Mængden af deponeret inert affald i Danmark er vanskelig at fastslå, da inert affald ikke er opgjort som en særskilt fraktion i statistikkerne. I Danmark omfatter deponering af inert affald for tiden en årlig mængde på ca. 8.000 tons asbest ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Derudover indgår inert affald i fraktionen jord og sten, som også vil indeholde en ukendt mængde lettere metalforurenet jord, der tilhører kategorien blandet affald. Ifølge statistikken /10/ er der i Danmark i 1998 deponeret følgende mængder af fraktionen jord og sten fordelt på affaldstyperne:
Storskrald og haveaffald i form af sten og jord må forventes ikke at indeholde lettere metalforurenet jord, hvorimod det er vanskeligt at vurdere andelen af forurenet jord i erhvervsaffald (især fra bygge- og anlægsvirksomhed). Herefter vil mængden af inert affald minimum udgøre ca. 26.000 tons (inkl. asbest samt jord og sten kategoriseret som storskrald og haveaffald), og maksimalt ca. 101.000 tons (inkl. asbest og al jord og sten). Således udgør inert affald mellem ca. 1,6 % og 6,2 % af den samlede deponerede affaldsmængde. Hvis det antages, at halvdelen af mængden af jord og sten kategoriseret som erhvervsaffald bliver deponeret som inert affald, kan mængden af inert affald skønnes til at udgøre ca. 4 % af den samlede deponerede mængde affald. 2.3.2
Deponeringsenheder for mineralsk affald
Mineralsk
affald defineres som uorganisk, mineralsk affald med et lavt organisk
indhold. Det må kun i begrænset omfang kunne opløses i eller reagere
kemisk med vand. Mineralsk affald kan f.eks. bestå af slagger, flyveaske,
vejopfej og metalforurenet jord. Deponeringsenheder
for mineralsk affald er ligeledes kendetegnet ved en relativ lav risiko
for uforudsigelige miljøpåvirkninger. Dog må risikoen for
uforudsigelige miljøpåvirkninger på enheder med mineralsk affald
forventes at være større end på enheder med inert affald, idet perkolat
fra mineralsk affald forventes at indeholde uacceptable koncentrationer af
forurenende stoffer i modsætning til perkolat fra inert affald. I Danmark omfatter deponering af mineralsk affald for tiden en årlig mængde på ca. 125.000 tons (slagger, flyveaske samt skønnet andel af jord og sten) ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Den del af fraktionen jord og sten, der ikke i ovenstående afsnit er betegnet som inert affald, kan betegnes som mineralsk, da den vil bestå af lettere metalforurenet jord. Herefter kan det opgøres, at deponeringen af mineralsk affald udgør ca. 8 % af den samlede deponerede mængde. 2.3.3 Deponeringsenheder
for blandet affald
Blandet
affald defineres som en blanding af organisk og uorganisk stof. Affaldet
skal have et begrænset indhold af organisk, langsomt nedbrydeligt stof og
må ikke have et indhold af letopløselige, mineralske elementer. Blandet
affald kan f.eks. bestå af restprodukter fra sorteret storskrald eller
restprodukter fra sorteret bygge- og anlægsaffald. Disse restprodukter
vil f.eks. bestå af beton, metal, mineraluld, gips m.m. På trods af
forbudet mod deponering af forbrændingsegnet affald viser erfaringen dog,
at der i praksis også forekommer fraktioner af træ, plast, pap, papir
mv. På enheder for
blandet affald vil der være en lille brandfare på grund af det begrænsede
organiske indhold. Der vil endvidere være en minimal risiko for
eksplosion samt for vegetationsskader i omgivelserne, hidrørende fra
affaldets organiske indhold. Endelig vil der være en vis risiko for
forurening af såvel overfladevand som grundvand. I Danmark omfatter deponering af blandet affald for tiden en årlig mængde på ca. 1.400.000 tons (ikke brændbart, sigterest, slam, sand og ristestof samt mellemdeponeret brændbart affald) ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/. Deponeringen af blandet affald udgør ca. 85 % af den samlede deponerede mængde. 2.3.4
Deponeringsenheder for farligt affald
Farligt
affald er defineret i affaldsbekendtgørelsen /13/ gennem en omfattende
liste over affaldsfraktioner samt en liste over egenskaber ved farligt
affald. Farligt
affald til deponering kan ifølge /13/ blandt andet bestå af øvrigt
farligt affald såsom røggasrensningsprodukt (inkl. flyveaske) og støvende
asbest samt øvrigt farligt affald. Perkolat
fra deponeringsanlæg for farligt affald vil både på kort og på længere
sigt indeholde miljøfremmede stoffer. I
Danmark omfatter deponering af farligt affald for tiden en årlig mængde
på ca. 45.000 tons (olie-/kemikalieaffald type A og røggasrensningsprodukt)
ifølge statistik for 1998 fra Miljøstyrelsens ISAG-sekretariat /10/.
Deponeringen af farligt affald udgør ca. 3 % af den samlede deponerede mængde. 2.4 Scenarier for miljøpåvirkninger på deponeringsanlæg2.4.1 Potentielle miljøpåvirkningerMiljømæssige påvirkninger fra et deponeringsanlæg afhænger af mange faktorer, hvoraf de vigtigste er: ·
De deponerede affaldstyper og -mængder ·
Mængden og kvaliteten af miljøbeskyttende
foranstaltninger ·
Kvaliteten af driften ·
Den geografiske og hydrogeologiske placering
af deponeringsanlægget ·
Tiden De væsentligste potentielle miljøpåvirkninger fremgår af tabel 2.2. Tabellen viser potentielle påvirkninger opdelt efter medierne luft, landjord og vand sammen med en afstandsskala, der angiver den omtrentlige afstand fra et deponeringsanlæg, inden for hvilken de enkelte påvirkninger kan optræde. Endvidere er anført, hvorvidt påvirkningen anses for relevant i relation til problematikken vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse. Tabel
2.2 Potentielle
miljøpåvirkninger og deres relevans
2.4.2
Relevans af miljøpåvirkninger
I
det nedenstående beskrives relevansen af miljøpåvirkningerne nævnt i
tabel 2.2 nærmere i forbindelse med sikkerhedsstillelse for et
deponeringsanlæg. Drivhuseffekt Fra
det deponerede affald sker emission af gasserne CO2 og CH4,
som bidrager til drivhuseffekten. I takt med at forbudet mod deponering af
forbrændingsegnet affald er effektueret, er der sket et fald i det
organiske indhold i det deponerede affald, hvilket i årene fremover vil
betyde en reduktion i den årlige emission af drivhusgasser fra
deponeringsanlæggene. Emissionen
sker gradvis og har ikke karakter af et uheld, som pludselig kan påvirke
de nærmeste omgivelser væsentligt. Derfor vurderes det, at påvirkningen
fra et affaldsdeponeringsanlæg i form af drivhuseffekten ikke er relevant
i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Ozonnedbrydning Fra
det deponerede affald kan ske emission af klor- og flourholdige gasser,
som kan bidrage til nedbrydningen af ozonlaget i atmosfæren. Pga.
ordningerne til aftapninger af gasser fra kølemøbler, mindre anvendelse
af disse gasser m.m. må udledningen af disse gasser til atmosfæren
forventes at falde fremover. Emissionen
sker gradvis og har ikke karakter af et uheld, som pludselig kan påvirke
de nærmeste omgivelser væsentligt. Derfor vurderes det, at påvirkningen
fra et affaldsdeponeringsanlæg i form af nedbrydning af ozonlaget ikke er
relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Toksiske
gasser Giftige
gasser kommer især fra benzinforurenet materiale og jord samt klorerede
opløsningsmidler. Gasserne
kan transporteres med øvrige gasser ind i bygninger m.m. I dette tilfælde
kan giftigheden relateres til risiko for kvælning, da gasserne (især CO2
og CH4) kan fortrænge atmosfærisk luft. På
nyere eksisterende og fremtidige danske deponeringsanlæg forventes det,
at affaldet har et meget lavt indhold af stoffer, som kan afgive giftige
gasser. Skader eller miljøpåvirkninger som følge af giftige gasser
anses derfor ikke relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Lugt Komponenter
i gassen såsom hydrogensulfid og organiske svovlforbindelser kan forårsage
lugtgener. Lugtgenerne vil primært forekomme i deponeringsanlæggets
driftsperiode. Som følge af reduktionen i det organiske indhold i det
deponerede affald forventes hyppigheden af lugtgener at falde. Endvidere
vil evt. lugtgener i driftsperioden blive minimeret ved daglig afdækning
af affaldet, minimering af tipfrontens størrelse m.m. I
efterbehandlingsperioden er deponeringsanlægget slutafdækket, og
lugtgener vil derfor være yderst begrænsede. På
baggrund af ovenstående vurderes lugtgener ikke at være relevante i
forbindelse med sikkerhedsstillelse. Støj Støj
fra især maskiner kan være en gene for affaldsdeponeringsanlæggets
naboer i driftsperioden, såfremt der ikke træffes tilstrækkelige
foranstaltninger herimod. Begrænsning af støjproblemer kan blandt andet
ske ved etablering af støjvolde og beplantningsbælter langs
deponeringsanlæggets afgrænsning imod bebyggelse, samt ved at operere så
langt som muligt fra bebyggelse om sommeren, hvor naboer benytter udendørsfaciliteter. Efter
slutafdækning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil der
ikke være daglig brug af maskiner. På
baggrund af ovenstående vurderes det, at støj ikke er relevant i
forbindelse med sikkerhedsstillelse. Gashåndtering På deponeringsenheder for blandet affald kan der i hele enhedens aktive periode være risiko for udsivning af gas. Det forudsættes derfor, at effektive gasventileringssystemer etableres parallelt med indbygning af affald. Efter nedlukning skal håndtering af gas bl.a. sikre, at der ikke opstår skader på vegetationen i enhedens slutafdækning eller på de omgivende arealer. Gashåndteringen vil endvidere minimere risikoen for gaseksplosioner på omkringliggende ejendomme. Håndteringen af gas kan ske ved passiv ventilering (evt. gennem kompostfiltre) eller aktivt via opsamling og efterfølgende afbrænding af gassen med eller uden energiudnyttelse. På deponeringsanlæg, hvor der er deponeret inert, mineralsk eller farligt affald, vil der som regel kun være ubetydelig gasproduktion, medens der i blandet affald kan være et vist organisk indhold, der vil give anledning til gasproduktion. Gassen vil formentlig sjældent forekomme i mængder, der nødvendiggør en afbrænding. I rapporten er det vurderet, at egentlig behandling eller bortskaffelse af gas vil optræde sjældent. Omkostninger i denne forbindelse er således ikke indregnet. Brand
i affaldet Om
der sker brand i deponeret affald, afhænger af affaldets brændværdi og
temperatur. Typisk vil brand opstå i affald med et højt organisk
indhold, som har en høj brændværdi, og hvor temperaturen kan blive høj
pga. biologisk omsætning af affaldet. Herved kan ske antændelse af
deponigas, som også dannes ud fra organisk affald. Endvidere
kan brændbart affald antændes med gløder e.l. i det indkomne affald. Ifølge
/7/ er antallet af brande på danske lossepladser stigende. Det angives,
at brande især sker i mellemlagret forbrændingsegnet affald, og at
brande er sket flere steder i Danmark. Brandfaren
ved deponering af inert, mineralsk og farligt affald vil være lille, da
brændværdien af affaldet er lav. Eftersom det organiske indhold er lavt,
vil varmeudvikling og gasdannelse være lav ved deponering af inert,
mineralsk og farligt affald. Som følge af et begrænset organisk indhold
i det blandede affald forventes varme- og gasproduktionen fra
deponeringsenheder med blandet affald at være beskeden i fremtiden. Brandfaren
vil være størst ved mellemdeponering af forbrændingsegnet affald. Efter
nedlukning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil der ikke
blive tilført ilt til affaldet, hvorved brand er usandsynlig. Hyppighed
af miljøpåvirkning: På
baggrund af ovenstående vurderes brand at forekomme i et deponeringsanlægs
driftsperiode med en hyppighed på maks. 5 % for deponeringsenheder for
blandet affald. Ved deponering af inert, mineralsk og farligt affald
vurderes det, at brand ikke vil forekomme, da brændværdien for dette
affald er meget lav. Fugle,
gnavere, insekter og andre skadedyr Skadedyr
tiltrækkes af det organiske indhold i affaldet. Skadedyrene har adgang
til affaldet i deponeringsanlæggets driftsperiode, mens dyrenes antal
efter nedlukning og i deponeringsanlæggets efterbehandlingsperiode vil være
meget begrænset. Fremover
forventes det organiske indhold i blandet affald at falde. Endvidere kan
tilstedeværelsen af generende skadedyr i driftsperioden begrænses ved at
minimere størrelsen af tipfronten, daglig afdækning af affaldet, ved et
tykt og velholdt slutafdækningslag, opstilling af fuglenet samt gennemførelse
af rottebekæmpelseskampagner. For
inert og mineralsk affald vil problemer med skadedyr være små, da det
organiske indhold i inert og mineralsk affald er lavt. Ud
fra ovenstående vurderes miljøpåvirkning fra skadedyr ikke at være
relevant i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Flyveaffald
og støv Flyveaffald
og støv fra affaldet kan spredes til affaldsdeponeringsanlæggets
naboarealer i driftsperioden. Begrænsning af flyveaffald og støv i
driftsperioden kan udføres ved minimering af tipfrontens størrelse,
daglig afdækning af affaldet, flytbare skærme langs tipfronten, vanding
af køreveje og tørt affald, jævnlig indsamling af flyveaffald på
deponeringsområdet samt ved etablering af omgivende hegn og beplantningsbælte. Efter
nedlukning af deponeringsanlægget vil der ikke i deponeringsanlæggets
efterbehandlingsperiode være spredning af affald til omgivelserne. På
baggrund af ovenstående vurderes miljøpåvirkning fra spredning af
flyveaffald og støv ikke at være relevant i forbindelse med
sikkerhedsstillelse. Jordforurening
(overfladisk) Forurening
af jord på og omkring et deponeringsanlæg kan ske ved spredning af
flyveaffald og støv, som beskrevet i ovenstående afsnit, eller ved
ukontrolleret afstrømning af overfladevand. Spredning
af støv kan især forekomme ved deponering af flyveaske e.l.
affaldsfraktioner, som let spredes med vinden. Begrænsning af
flyveaffald og støv er beskrevet ovenfor. Begrænsning
af spredning af overfladevand kan ske ved at kontrollere afledningen af
overfladevand til omgivelserne og ved at minimere erosion m.m. På
baggrund af ovenstående vurderes miljøpåvirkning ved jordforurening
(overfladisk) ikke at være relevant i forbindelse med
sikkerhedsstillelse. Sætning
af affald Affaldet,
som er indbygget i et affaldsdeponeringsanlæg, kan være fysisk ustabilt,
typisk når komprimeringen af affaldet ikke er tilstrækkelig, eller når
det organiske indhold er stort. Endvidere kan høje affaldsdeponeringsanlæg
opbygget med stejle skråninger være ustabile. I
1993 i Istanbul skete et uheld, hvor 39 mennesker blev dræbt, fordi de
blev begravet i affald, som skred sammen fra det nærliggende
affaldsdeponeringsanlæg. Det vurderes, at uheld i Danmark ved
sammenstyrtning af affald er usandsynlige, fordi skråningshældninger på
danske deponeringsanlæg normalt er lave, blandt andet af hensyn til anlæggenes
visuelle fremtoning i landskabet. Der
kan forekomme væsentlige sætninger i deponeringsanlæg med tykke
affaldslag. Sætninger
efter nedlukning vurderes at kunne ske på alle affaldsdeponeringsanlæg
med blandet affald i større eller mindre grad. Således angives i /11/,
at sætninger kan variere mellem 0 og 35 % afhængig af rumvægten og
komprimeringen af affaldet. På deponeringsanlæg med lavt organisk
indhold i affaldet og med kompaktering af affald under indbygning vil de
totale sætninger næppe overstige 15-20 %, hvoraf langt den overvejende
del af sætningerne vil ske inden for de første 3-5 år efter deponering.
En stor del af sætningerne vil således oftest forekomme, inden
deponeringsanlægget er slutafdækket. På
danske deponeringsanlæg forventes sætninger ikke at udgøre et miljømæssigt
problem, dels på grund af relativt lave %-vise sætninger og dels på
grund af, at den fremtidige arealanvendelse forudsættes fastlagt under
hensyntagen til risikoen for sætninger.
Sætning
af affald behandles således ikke nærmere i relation til
sikkerhedsstillelse. Eksplosionsfare
pga. deponigas Deponigas fra deponeringsanlæg, indeholdende organisk affald, er brændbar og eksplosionsfarlig på grund af indholdet af metan. Det eksplosive område er mellem 5 og 15 % metan i atmosfærisk luft ved normalt tryk og temperatur og kun lidt afhængig af tilstedeværelsen af andre komponenter i gassen. Udsiver gassen direkte til atmosfæren, er der ingen eksplosionsfare, men gassen kan antændes og brænde. Eksplosionsfaren er
størst, hvor deponigassen trænger ind i lukkede rum som kældre og
kloakker gennem sprækker i betonen og ved rørgennemføringer. Antændingsenergi
fra en gnist i et elektrisk apparat eller en tændstik kan udløse
eksplosionen. Mere end 60 tilfælde af forhøjede koncentrationer af metan
i bygninger er rapporteret fra England, USA, Tyskland og Canada og 55 tilfælde
af eksplosioner, brande og personskader /5/. I Danmark i 1991
eksploderede et hus kun 20 m fra Skellingsted Losseplads ved Holbæk, hvor
2 mennesker blev dræbt pga. indsivende lossepladsgas. Begrænsning
af brand- og eksplosionsfaren kan ske ved at begrænse mængden af
organisk affald, ved at sikre effektiv opsamling af deponigassen, således
at en ukontrolleret udsivning undgås, samt ved opsætning af gasalarmer i
eventuelt udsatte bygninger til registrering af mængden af eksplosive
gasser. Hyppighed
af miljøpåvirkning: Hyppigheden
af en eksplosionsulykke er særdeles vanskelig at fastsætte. Som
nævnt i /11/ er der fra England, USA, Tyskland og Canada rapporteret 55
tilfælde af eksplosioner, brande og personskader. Der er her tale om
ulykker på anlæg, som ikke direkte kan sammenlignes med nyere danske
deponeringsanlæg mht. indretning og modtagne affaldstyper. På
grund af det lave organiske indhold på nyere eksisterende og fremtidige
danske deponeringsanlæg må det formodes, at eksplosionsuheld vil optræde
yderst sjældent. Selvom disse betragtninger i sagens natur er behæftet
med stor usikkerhed, er der i rapporten forudsat en sandsynlighed på 1 %
for, at der optræder 1 eksplosionsulykke på en deponeringsenhed for
blandet affald i hele enhedens aktive periode. For enheder med inert,
mineralsk og farligt affald er sandsynligheden sat til 0 %. Vegetationsskader Deponigas
kan ved udsivning i jord fortrænge den iltholdige jordluft, eller metan
fra deponigassen kan ved diffusiv optrængning i rodzonen opbruge ilten i
jorden. Begge forhold vil være ødelæggende for vegetationen. I en række
registrerede tilfælde i England, USA, Tyskland, Canada og Japan er træer,
buske og kornafgrøder blevet ødelagt eller har udviklet dværgvækst med
et overfladisk rodsystem, der ikke er tilstrækkeligt i tørre perioder. Begrænsning
af vegetationsskader kan ske ved at begrænse mængden af organisk affald,
ved at sikre opsamling af deponigassen, ved kontrolleret afledning i særlige
områder, samt ved særlig opbygning af toplaget, således at kontakten
mellem vegetation og deponigas minimeres. Hyppighed
af miljøpåvirkning: Ifølge
/11/ blev der i USA og Puerto Rico i slutningen af 1970’erne udført en
bred undersøgelse af 1.000 deponeringsanlæg og efterfølgende besøg på
65 af dem, som viste, at det på adskillige af deponeringsanlæggene var
svært at etablere vegetation på eller ved siden af deponeringsanlægget. Hyppigheden
for vegetationsskader i forbindelse med deponeringsenheder for blandet
affald anslås til at være af samme størrelsesorden som for
gaseksplosioner som beskrevet ovenfor. Vegetationsskader
fra enheder med inert, mineralsk og farligt affald forventes ikke at
forekomme, da der stort set ikke vil være gasdannelse fra affaldet. Forurening
af overfladevand Forurening af
overfladevand kan ske ved udsivning af perkolat ud gennem siderne af
deponeringsanlægget. Dette kan skyldes opstuvning af perkolat pga.
overbelastning af afledningssystemet. Endvidere kan det skyldes
indbygningen af affaldet i skiftevis høj- og lavpermeable lag, hvorved
perkolatet vil strømme i de højpermeable lag evt. ud til siderne af
deponeringsanlægget. Endelig kan
forurening af overfladevand også ske pga. forurening af grundvand, som
ledes videre til en overfladevandsrecipient. Hyppighed
af miljøpåvirkning: Ved en rundspørge
til 9 amter, hvor 33 deponeringsanlæg er placeret ud af det samlede antal
i Danmark på 49 (ekskl. specialdeponeringsanlæg, se afsnit 1.3), blev
det oplyst, at der fra et deponeringsanlæg i drift er påvist miljøpåvirkning
af overfladevand. I dette tilfælde bliver overfladevandet opsamlet og
sammen med perkolatet transporteret til videre behandling. Ud fra ovenstående
er ca. 3 % af deponeringsanlæggene i de pågældende amter årsag til
miljøpåvirkning af overfladevandet. For nyere og
fremtidige anlæg vurderes hyppigheden for miljøpåvirkning af
overfladevandet at være væsentlig lavere, idet systemerne til kontrol af
overfladevand vurderes at være af relativ høj kvalitet. På baggrund af
ovenstående skønnes det, at hyppigheden i løbet af enhedens aktive
periode er ca. 1 %, for at der kan opstå forurening af overfladevand fra
enheder med mineralsk affald, blandet affald og farligt affald. Forurening af
overfladevand fra en deponeringsenhed med inert affald vil være ringe, da
stofafgivelsen fra affaldet til perkolatet er lav. Oftest vil denne miljøbelastning
være acceptabel i deponeringsanlæggets omgivelser. Forurening
af grundvand Ved
en række eksisterende deponeringsanlæg er der konstateret forhøjede værdier
for indikatorparametre (klorid m.fl.) i omkringliggende
moniteringsboringer, uden at sådanne hændelser karakteriseres som
ulykker. En årsag hertil er sandsynligvis, at man ofte forbinder en
ulykke med en pludselig hændelse, som tit har en klar sammenhæng mellem
årsag og virkning. Et perkolatudslip opdages oftest lang tid, måske
flere år, efter at udslippet har fundet sted. En anden årsag er, at man
ofte først betragter udslippet som en ulykke i situationer, hvor
udslippet har en så stor effekt på det omgivende miljø, at det er nødvendigt
at gribe ind i forløbet, i form af f.eks. afværgeforanstaltninger eller
omlægning af vandindvindingsboringer. Effekten af et
perkolatudslip er knyttet til stoffluxen for kritiske perkolatkomponenter.
Stoffluxen er et produkt af perkolatmængden og koncentrationen af
kritiske stoffer. Hyppighed
af miljøpåvirkning: Ved
en rundspørge til 9 amter, hvor 33 deponeringsanlæg er placeret
ud af det samlede antal i Danmark på 49 (ekskl. specialdeponeringsanlæg
og fyldpladser, se afsnit 1.3), blev følgende oplyst: ·
For 5 deponeringsanlæg i drift er påvirkning
af grundvand påvist. ·
På 3 af disse anlæg er der i øjeblikket
afværgeprojekter i gang. · På 2 af disse anlæg blev der udført forsøg på at reparere
Ved de 5 anlæg med påvist påvirkning har amternes sagsbehandlere givet udtryk for, at påvirkningen helt sikkert stammer fra et affaldsdeponeringsanlæg. I øvrige tilfælde er der observeret øgede stofniveauer i grundvandet, hvor det ikke har kunnet fastslås 100 %, at et affaldsdeponeringsanlæg er årsagen, hvorfor disse tilfælde ikke er medtaget. Ud fra ovenstående
er ca. 15 % af deponeringsanlæggene i de pågældende amter årsag til
miljøpåvirkning af grundvandet. Disse anlæg er i drift og påvirkningen
sker hovedsageligt fra anlæggenes ældste etaper, som typisk er etableret
med plastmembraner i 70’erne. For nyere og
fremtidige anlæg vurderes hyppigheden for miljøpåvirkning af
grundvandet at være væsentlig lavere, idet kvaliteten af nyere
membransystemer er øget betydeligt. På baggrund af
ovenstående skønnes det, at der i løbet af enhedens aktive periode er
ca. 5 % sandsynlighed for, at der kan opstå forurening af grundvand fra
enheder med mineralsk affald, blandet affald og med farligt affald. Miljøbelastningen
fra perkolatudslip fra deponeringsenheder for inert affald bør være
acceptabel i omgivelserne, da stofafgivelsen fra inert affald som
udgangspunkt skal være meget lav. Modtagelse
af forkert affald Dette
er ikke i sig selv noget uheld, men kan alligevel have alvorlige
konsekvenser. Modtagelse af forkert affald kan f.eks. være kritisk, hvis
farligt affald deponeres på et anlæg for inert affald, hvor omfanget af
de miljøbeskyttende systemer er lavt. Herved kan der ske en væsentlig
udledning af farlige stoffer i perkolatet til omgivelserne, hvor udledning
ellers er accepteret, fordi perkolatets miljøbelastning forventes at være
lav. Med
de stigende krav til driften af deponeringsanlæg, herunder til kendskabet
til affaldets art og egenskaber forud for deponering, vil risikoen være
faldende fremover. Modtagelse af forkert affald er således ikke medtaget
som en relevant miljøpåvirkning i relation til sikkerhedsstillelse. Tilbageførsel
af mellemdeponeret forbrændingsegnet affald På
grund af aktuelle kapacitetsproblemer på affaldsforbrændingsanlæg er
der p.t. oplagret betragtelige mængder forbrændingsegnet affald på en række
deponeringsanlæg i Danmark. Afhængigt af hvordan affaldet mellemlagres,
vil det kunne nedbrydes og bidrage til perkolatdannelsen på de pågældende
deponeringsanlæg. Da
det forbrændingsegnede affald er midlertidigt deponeret, antages det her,
at affaldet tilbageføres inden for en overskuelig fremtid, når den nødvendige
kapacitet er til stede på affaldsforbrændingsanlæggene. Mellemdeponeret
forbrændingsegnet affald er således ikke medtaget som en relevant miljøpåvirkning
i relation til sikkerhedsstillelse. Sammenfatning
af hyppighed for relevante miljøpåvirkninger I tabel 2.3 er
sammenfattet hyppighederne for miljøpåvirkninger, som anses for
relevante i forbindelse med sikkerhedsstillelse for deponeringsanlæg.
Hyppigheden af angivet som %-sandsynlighed, for at miljøpåvirkningen
optræder i løbet af en standard deponeringsenheds aktive periode. Tabel
2.3 Sandsynlighed for forekomst af forskellige miljøpåvirkninger 3 Omkostninger der ligger til grund for gebyrfastsættelse og sikkerhedsstillelse3.1 Omkostninger der ligger til grund for deponeringsgebyr 3.1.1 Forudsigelige omkostninger 3.1.2 Uforudsigelige omkostninger
3.1
Omkostninger der ligger til grund for deponeringsgebyr
Ifølge Rådets direktiv 1999/31/EF om deponering af affald skal det sikres, at alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostninger ved sikkerhedsstillelse og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af den betaling, operatøren forlanger for deponering af affald (deponeringsgebyret). Med udgangspunkt i de i kapitel 2 anførte scenarier for miljøpåvirkninger kan de forskellige typer af mulige omkostninger, der skal dækkes, opgøres som vist i tabel 3.1 Tabel
3.1 Typer
af omkostninger, omfattet af deponeringsgebyr Størrelsen
af de enkelte omkostningstyper samt deres relevans for forskellige
kategorier af deponeringsanlæg behandles i det følgende. Deponeringsanlæg
er forskellige, blandt andet med hensyn til deres fysiske udformning og
placering i forhold til recipienter mv., med hensyn til krav om monitering
og med hensyn til omkostninger i forbindelse med perkolatbortskaffelse.
Derfor er der i rapporten angivet variationer ved beløbsfastsættelsen af
de enkelte omkostningstyper. 3.1.1
Forudsigelige omkostninger
Etablering
mv. Almindelig
drift Monitering Kun
i meget specielle tilfælde vurderes det hensigtsmæssigt at foretage
monitering i overfladerecipienter. Normalt vil kontrollen blive udført
ved kontrol af det grundvandsmagasin, der har direkte hydraulisk
forbindelse til recipienten. I denne forbindelse er der således ikke
medregnet særskilte omkostninger
til monitering af overfladerecipienter. Moniteringsomfanget
vil være fastlagt i det enkelte anlægs miljøgodkendelse og kan derfor
variere fra anlæg til anlæg. I rapporten er forudsat et omfang, som
beskrevet i deponeringsvejledningen /4/. Omfanget og hyppigheden af
analyserne varierer for de forskellige kategorier af deponeringsanlæg. På
baggrund af typiske analysepriser inkl. konsulentbistand til kommentering
og rapportering samt et omfang som angivet i deponeringsvejledningen er de
årlige omkostninger opgjort for forskellige kategorier af deponeringsanlæg,
som vist i tabel 3.2. Tabel
3.2 Perkolatbortskaffelse Opsamling og bortskaffelse af perkolat vil foregå i hele deponeringsanlæggets aktive periode Prisen på bortskaffelse af perkolat er forudsat at udgøre ca. 15 kr./m3 ved direkte udledning og ca. 50 kr./m3 ved transport i tankvogn. Perkolatmængden
fra en standard deponeringsenhed er forudsat at udgøre 5.000 m3
pr. år, ud fra en årlig netto nedbørsmængde på 250 mm. I
rapporten er således generelt indregnet omkostninger til
perkolatbortskaffelse i driftsperioden på 75-250.000 kr. pr. år. Det
forudsættes, at perkolatdannelsen reduceres til ca. det halve i
efterbehandlingsperioden, idet der vil ske en vis overfladeafstrømning
fra slutafdækningen afhængigt af de topografiske forhold, der vil ske en
øget fordampning fra beplantning, og idet slutafdækningens relativt lave
permeabilitet vil reducere infiltrationen af nedbør. Ligeledes vil
perkolatets sammensætning blive svagere med tiden. Der er derfor generelt
forudsat omkostninger til perkolatbortskaffelse i efterbehandlingsperioden
på 25-100.000 kr. pr. år. Der
er ikke forudsat omkostninger til perkolatbortskaffelse for enheder for
inert affald – hverken i driftsperioden eller i
efterbehandlingsperioden. Dette skyldes, at perkolatet umiddelbart bør
kunne accepteres i omgivelserne. Nedlukning I rapporten er forudsat, at nedlukningen foretages i løbet af en relativ kortvarig periode efter endt deponering. I omkostningsoverslaget for nedlukning er indregnet en slutafdækning med henblik på efterfølgende anvendelse af arealet til dyrkningsformål. Der er således forudsat en slutafdækning bestående af et øvre vækstlag på ca. 0,2 meter muld, herunder et 0,8 meter nedre vækstlag og nederst ca. 0,15 meter rodspærre. Det er endvidere forudsat, at deponeringsenheden efterfølgende beplantes og/eller tilsås med græs. Prisen på den beskrevne slutafdækning vil typisk udgøre 150-200 kr./m2, svarende til 3-4 mio. kr. for en standard deponeringsenhed. Diverse
miljømæssige driftsomkostninger De årlige driftsomkostninger skønnes at udgøre ca. 50-150.000 kr. for en standard deponeringsenhed. Samlede
årlige forudsigelige omkostninger Tabel
3.3 Totale
forudsigelige omkostninger
De
totale forudsigelige omkostninger kan opgøres, som vist i tabel 3.4. Tabel
3.4 3.1.2
Uforudsigelige omkostninger
Skader
under anlægsarbejdet Omkostninger
af denne art er derfor medregnet i fastsættelsen af deponeringsgebyret i
forbindelse med opgørelse af de samlede anlægsomkostninger. Beregningerne
af de øvrige, gennemsnitlige uforudsigelige omkostninger i dette afsnit
er udført ved anvendelse af sandsynligheder for forekomst af forskellige
miljøpåvirkninger, som anført i tabel 2.4. Brand
i affaldet En
brand kan medføre skader af varierende omfang på selve deponeringsanlægget
og på anlæggets materiel. Det er i rapporten forudsat, at omkostningerne
som følge af en brand beløber sig til 200–300.000 kr. Eksplosion En række af de deponeringsanlæg, som i dag er i drift, er forsynet med systemer til opsamling af gas. Ligeledes vil det for fremtidige enheder for affald med et væsentligt organisk indhold være et krav, at sådanne systemer etableres. Risikoen for ulykker ved eksplosion af deponigas anses således for minimal. Det kan dog ikke helt udelukkes, at der også i fremtiden under uheldige omstændigheder kan forekomme sådanne ulykker. Følgerne af en gaseksplosion på deponeringsanlægget eller i omgivelserne kan være såvel materielle skader på bygninger eller ejendomme som personskader. Skader på en deponeringsenhed forventes kun at kunne optræde i enhedens driftsperiode. Efter nedlukning og retablering anses gaseksplosioner og skader i denne forbindelse for usandsynlige. Skader i omgivelserne forventes kun at kunne optræde inden for en afstand på maksimalt 500 meter fra deponeringsanlæggets skel. Gas vil kunne ophobes i lukkede rum og vil under uheldige omstændigheder kunne foranledige en eksplosion. I
rapporten antages et sådant ”standard uheld” at medføre følgende
erstatningskrav over for ejeren af deponeringsanlægget: ·
Materiel skade
(ødelagt hus):
0,5 - 1,0 mio. kr. ·
Personskadeerstatning:
2,5 - 4,0 mio. kr. ·
I alt:
3,0 - 5,0 mio. kr. Vegetationsskader Sandsynligheden
anslås til at være af samme størrelsesorden som for gaseksplosioner,
som beskrevet ovenfor. Erstatningsbeløbet vil være væsentligt mindre
end ved gaseksplosioner. I rapporten antages en typisk størrelse af
erstatningen på 50.000 kr. Forurening
af overfladevand Afværgeforanstaltningen
kan f.eks. bestå i en afværgepumpning, hvor der pumpes forurenet
grundvand fra en eller flere boringer. Der vil i forbindelse med en afværgepumpning
være omkostninger til drift af afværgeanlæg, bortskaffelse eller
rensning af forurenet grundvand, monitering samt rådgivning og
afrapportering. Som
tidligere nævnt, vil forurening af overfladevand fra en deponeringsenhed
med inert affald være ringe. Ofte vil denne miljøbelastning således være
acceptabel i deponeringsanlæggets omgivelser. I tabel 3.5 er anført skønnede omkostningsniveauer for de nævnte tiltag Tabel
3.5 Forurening
af grundvand Hvor bundmembranen udgøres af en polymermembran, kan skader i heldigste fald lokaliseres til et afgrænset område på deponeringsenheden. Dette forudsætter dog veldefinerede hydrogeologiske forhold under og omkring deponeringsanlægget samt tilstedeværelsen af et fintmasket net af moniteringsboringer. Alternativt kan der på nyere deponeringsenheder være etableret et system for lækagedetektering i forbindelse med anlæg af enheden. I sådanne tilfælde kan reparationer af membranen foretages efter bortgravning af alt deponeret affald i det område, hvor lækagen er identificeret. Der er dog kun få eksempler på reparationer af membraner på opfyldte deponeringsenheder, idet chancen for at gennemføre en sådan operation med succes som oftest er for lille, sammenholdt med omkostningerne og de tekniske og miljømæssige problemer, som operationen indebærer. Endvidere vil der ofte være sket et langvarigt og omfattende perkolatudslip, før skaden opdages. Dette perkolatudslip udgør således fortsat en trussel for det omgivende miljø i en lang periode, selvom membranen eventuelt repareres. Omkostninger til reparation af membransystemer mv. er således ikke behandlet nærmere i denne sammenhæng. Ved konstatering af perkolatudslip skal der gennemføres en undersøgelse, hvor perkolatfanen afgrænses, og hvor der udarbejdes en risikovurdering over for grundvandet. Risikovurderingen kan munde ud i, at der skal iværksættes en afværgeforanstaltning over for perkolatforureningen. Afværgeforanstaltningen
kan f.eks. bestå i en afværgepumpning, hvor der pumpes forurenet
grundvand fra en eller flere boringer. Der vil i forbindelse med en afværgepumpning
være omkostninger til drift af afværgeanlæg, bortskaffelse eller
rensning af forurenet grundvand, monitering samt rådgivning og
afrapportering. I
specielle situationer, hvor et drikkevandsreservoir er forurenet med
perkolat med koncentrationer af miljøfremmede stoffer over
drikkevandskrav til følge, eller hvor en afværgeforanstaltning vil være
uforholdsmæssig dyr i forhold til størrelsen og betydningen af en
drikkevandsindvinding, kan det komme på tale at lukke og eventuelt flytte
en eller flere indvindingsboringer. Dette vil medføre omkostninger til
etablering af nye vandforsyningsboringer, vandbehandlingsanlæg, omlægning
af forsyningsnet og sløjfning af de boringer, der tages ud af drift. Som
tidligere nævnt, bør miljøbelastningen fra perkolatudslip fra
deponeringsenheder for inert affald være acceptabel i omgivelserne, da
stofafgivelsen fra inert affald som udgangspunkt skal være meget lav. I tabel 3.6 er omkostningsniveauerne for de enkelte punkter opgjort. Tabel
3.6 Samlede
uforudsigelige omkostninger Tabel
3.7 På baggrund af ovenstående antagelser kan de samlede uforudsigelige omkostninger til drift af afværgeforanstaltninger (pumper mv.) for standard deponeringsenheder opgøres som anført i tabel 3.8. De gennemsnitlige omkostninger pr. deponeringsenhed er beregnet på grundlag af sandsynlighederne præsenteret i afsnit 2, tabel 2.3. Tabel
3.8 Vægtede
gennemsnitlige uforudsigelige omkostninger pr. ton affald · Inert affald: 300.000 tons · Mineralsk affald: 300.000 tons · Blandet affald: 160.000 tons · Farligt affald: 300.000 tons Varigheden af driftsperioden for afværgeforanstaltninger over for forurenet grundvand samt for forurenet overfladevand forudsættes at være 30 år. Herefter kan de gennemsnitlige uforudsigelige omkostninger pr. ton affald beregnes til de i tabel 3.9 anførte størrelser. Tabel
3.9 3.1.3
Beregnede omkostninger sammenlignet med gældende
deponeringsgebyrer
I
afsnit 3.1.1 og 3.1.2 er størrelsesordenen af de forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger beregnet for forskellige kategorier af
deponeringsenheder. I det følgende foretages en sammenligning af de
beregnede omkostninger og de i Danmark gældende typiske
deponeringsgebyrer for forskellige affaldskategorier. Tabel
3.10 Som
det fremgår af tabel 3.10, udgør de beregnede forudsigelige omkostninger
en betydelig del af de typiske deponeringsgebyrer for inert, mineralsk og
blandet affald, hvilket ikke i sig selv er et problem, idet de
forudsigelige omkostninger jo netop bør være medregnet ved fastsættelsen
af deponeringsgebyrerne. Som det endvidere ses, er dette ikke tilfældet
for farligt affald, hvor deponeringsgebyret, der betales i dag, ligger
mellem 700 og 1.100 kr. Endvidere
ses det, at de uforudsigelige omkostninger er nærmest ubetydelige i
forhold til de typiske deponeringsgebyrer. 3.2 Sikkerhedsstillelse
I
forhold til de samlede omkostninger, der skal medregnes ved beregning af
deponeringsgebyret, er det kun en del, for hvilke der skal stilles
sikkerhed. Omkostninger,
som nødvendigvis må afholdes for overhovedet at kunne indrette og drive
et deponeringsanlæg (etablering, løn, administration, brændstof,
vedligehold mv.), medregnes ikke i sikkerhedsstilllelsen. Tabel
3.11 Tabel
3.11 angiver samtlige omkostninger, der skal medregnes ved fastsættelsen
af deponeringsgebyret, som opkræves ved deponering af affald, jf. tabel
3.1. De skraverede felter i tabel 3.11 angiver, hvilke omkostninger der
skal indregnes ved fastsættelsen af sikkerhedsstillelsen. Omkostninger,
der skal indregnes i sikkerhedsstillelsen, er: ·
Omkostninger til
nedlukning samt kontrol og forebyggelse af miljøpåvirkninger, som optræder
i efterbehandlingsperioden. Uforudsigelige
omkostninger: ·
Omkostninger til
afhjælpning af skader på et deponeringsanlægs miljøbeskyttende
systemer samt følgevirkninger af sådanne skader på personer, ejendomme
og det omgivende miljø fra det øjeblik 1. læs affald modtages på anlægget. Sikkerheden omfatter således såvel forudsigelige omkostninger under nedlukning og efterbehandling samt uforudsigelige omkostninger i driftsperioden, under nedlukning og i efterbehandlingsperioden. 4 Forskellige former for sikkerhedsstillelse4.1.2 Konkurrenceretlige aspekter 4.1.3 Forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger 4.2 Typer af sikkerhedsstillelse 4.2.1 Kriterier for vurdering af forskellige typer sikkerhedsstillelse 4.2.5 Oliebranchens Forsikringsordning 4.2.6 Den Almindelige Erhvervs- og Produktansvarsforsikring 4.2.8 Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring 4.2.9 Sammenfatning, forsikringsordninger 4.4 Vurdering af sikkerhedstypernes egnethed 4.4.5 Sammenfatning af sikkerhedsstillelsestypernes egnethed
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| · | en kollektiv sikkerhedsstillelse fra Foreningen Dansk Autogenbrug til sikring af, at omkostninger til en selvhjælpshandling til fjernelse af affald på en deltagervirksomhed kan foretages uden udgift for tilsynsmyndigheden, og |
| · | en udbygget sikring af, at påbud fra tilsynsmyndighedens side om foranstaltninger til lovliggørelsen af et ulovligt oplag af affald på virksomheden efterkommes inden for den af tilsynsmyndigheden fastsatte frist, enten af virksomheden selv eller ved Foreningen Dansk Autogenbrugs foranstaltning på medlemmets vegne og uden udgift for tilsynsmyndigheden |
Ordningen
etableres ved, at der oprettes en sikkerhedsstillelsesfond, hvori der til
enhver tid indestår minimum kr. 100.000,00 til dækning af omkostninger
til videretransport og destruktion af affald. Minimumsbeløbet hæves over
fem år til kr. 300.000,00.
Fondens
midler skal dække selvhjælpshandlinger og er iværksat af
tilsynsmyndigheden over for en deltagervirksomhed i henhold til miljøbeskyttelseslovens
§ 69-70.
Fonden
dækker derimod ikke omkostningerne til anden fjernelse af forurening såsom
oprensning af jordforurening.
Foreningen
Dansk Autogenbrug administrerer fondens midler og sørger herunder for at
inddrive fornødne midler hos medlemmerne.
Efter
træk på fonden er Foreningen Dansk Autogenbrug pligtig til omgående og
af egen drift at retablere sikkerhedsfondens kapital, således at der til
enhver tid henstår mindst kr. 100.000,00 henholdsvis kr. 300.000,00 som
sikkerhed. Samtidig er foreningen pligtig til over for den
kommunalbestyrelse eller det amtsråd, som er godkendelsesmyndighed for
den enkelte deltagervirksomhed, at dokumentere retableringen af
sikkerhedsfondens pligtige minimumsbeløb.
Såfremt
Foreningen Dansk Autogenbrug som brancheorganisation har måttet foretage
den fornødne økonomiske inddækning af sikkerhedsfonden til dens
pligtige minimumsstørrelse, opkræver foreningen indbetaling fra sine
medlemsvirksomheder, der er deltagere i den kollektive ordning. efter nærmere
regler fastsat af foreningen, til dækning af de af foreningen trukne beløb
på sikkerhedskontoen.
Træder
en af foreningens medlemmer ud af ordningen, standser driften, ophører
eller bliver erklæret konkurs, hæfter fonden mindst tre måneder for
omkostninger til videretransport og destruktion af affald i forbindelse
med den udtrædende virksomhed. Der er således ikke pligt til at være
medlem af den pågældende fond.
Foreningens
fortsatte hæftelse i de nævnte tilfælde skal give tilsynsmyndigheden
lejlighed til enten at træffe afgørelse om individuel
sikkerhedsstillelse og/eller træffe afgørelse om, hvilke
foranstaltninger der eventuelt skal foretages på virksomheden til lovliggørelse
af oplag af affald, som i givet fald vil kunne fjernes ved en selvhjælpshandling.
Mindst
én gang årligt tilsender Foreningen Dansk Autogenbrug den
kommunalbestyrelse og det amtsråd, som er godkendelsesmyndighed, en
ajourført liste over samtlige tilsluttede deltagervirksomheder med
oplysning om aktiviteter, der har medført krav om dækning af
omkostninger.
Som
et andet led indeholder ordningen en beskrivelse af foreningens pligt til
at iværksætte forebyggelsesforanstaltninger, idet fondens begrænsede størrelse
forudsætter et aktivt tilsyn med de deltagende virksomheder. Samarbejdet
mellem foreningen, medlemmerne og tilsynsmyndigheder beskrives endvidere
som en væsentlig foranstaltning til minimering af fondens og
myndighedernes omkostninger.
Endvidere
oprettes en ekspertgruppe til løbende at vurdere potentielle ulovlige
oplag af affald og til at komme et påbud fra tilsynsmyndigheden i forkøbet.
En
anden mulighed for sikkerhedsstillelse kan findes i begrebet
"selvforsikring".
Ved
en selvforsikrer forstås en person eller virksomhed, der efter en
overvejet beslutning undlader at tegne forsikring for en risiko, som det
ellers er sædvanligt at afdække gennem forsikring. Dette forudsætter
normalt et stort antal risikoudsatte enheder, for hvilke
skadesandsynligheden og skadeudgiften kan beregnes statistisk.
Bestemmelserne
om en selvforsikrings betydning for ansvarsforholdet er primært reguleret
i erstatningsansvarslovens § 19-20 og 25.
Disse
bestemmelser medfører, at en selvforsikrer, der er solidarisk ansvarlig
med en uforsikret medskadevolder, kommer til at bære det fulde ansvar i
det indbyrdes forhold (medmindre medskadevolders ansvar omfatter § 19,
stk. 2 eller 21 i erstatningsansvarsloven).
Denne
bestemmelse omfatter også ansvar uden for kontrakt.
Som
det fremgår, anvendes selvforsikring således som et begreb til
regulering af, hvorvidt der overhovedet kan rejses et erstatningskrav mod
en skadevolder, alternativt ske regres fra skadelidte over for skadevolder
under reglerne i erstatningsansvarsloven.
Begrebet
selvforsikring indeholder derimod ikke særskilte bestemmelser om, at den
selvforsikrede skal opbygge en form for sikkerhed, herunder henlæggelse,
bankgaranti og andet.
Selvforsikring
er derfor begrebsmæssigt og ud fra en solvensbetragtning uegnet til at
fungere som et middel til at opnå direktivets formål, idet der begrebsmæssigt
netop ikke etableres en sikkerhed. Dog kunne det overvejes at lade en
selvforsikring finde anvendelse for driftsherre af affaldsanlæg, hvor
denne er staten eller en kommune, idet der her kunne lægges vægt på, at
den pågældende juridiske person ikke kan gå konkurs i modsætning til
private driftsherrer.
Det
skal bemærkes, at et meget stort antal kommuner til imødegåelse af miljørisici
generelt har tegnet forsikring i deres fælles selskab, Kommunernes
Gensidige Forsikringsselskab.
Om
de forvaltningsretlige og konkurrenceretlige problemer i denne relation
henvises til ovenfor i afsnit 4.1.3.
En
sikkerhedsstillelse kunne endvidere tænkes etableret i form af en regulær
bankgaranti.
Bankgarantiens
etablering kunne tænkes stillet som et vilkår i forbindelse med
tilladelsen i øvrigt til at etablere et nyt affaldsdepot.
En
bankgaranti minder i sin konsekvens i hovedtræk om en forsikring, idet
den udtrykker nogle vilkår, hvorunder betaling kan finde sted.
Svaghederne
ved en bankgaranti er den beløbsmæssige begrænsning, idet den enkelte
driftsherre alene vil være dækket ind for miljøskader indtil et vist
beløb. Tegnes en ansvarsforsikring således individuelt, vil det være nødvendigt
at erlægge garantibeløbet i den "høje ende" af den estimerede
risiko for at sikre bedst muligt, at der også er dækning under
forsikringen i en "worst case situation".
En
anden svaghed ved en bankgaranti er prisen. En traditionel bankgaranti
koster således ca. 0,5 % p.a. i præmie.
Derudover
er bankgarantisystemet ikke ideelt, når der ses på det krav til
sikkerhedens varighed, affaldsdepoter medfører (minimum 30 år).
Det
må i øvrigt betragtes som tvivlsomt, om dette er en type
garantiordninger, danske pengeinstitutter vil være indstillet på at indgå.
Sammenfattende
synes en bankgaranti ikke (eller i hvert fald ikke som eneste
sikkerhedsstillelse) at være ideel til formålet under direktivet.
Imidlertid
kan en bankgaranti tænkes anvendt som supplement til øvrige ordninger,
eventuelt i en startperiode med en puljeordning, indtil puljen har nået
en vis beløbsmæssig størrelse, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 4.4
og 6.
Et
yderligere eksempel på en eksisterende forsikringsordning er
Oliebranchens Forsikringsordning:
På
baggrund af lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord er der indført
en pligt for private fyringsoliekunder til at være omfattet af en
forsikring, der dækker risikoen for forureninger forårsaget af olietanke
med en rumindhold under 6.000 liter. Loven forudsætter, at der etableres
en forsikringsordning til dækning af denne risiko. Tidspunktet for
ikrafttrædelse af forsikringskravet fastsættes ved bekendtgørelse
udstedt af miljø- og energiministeren. Dette sker først, når
forsikringsordning er etableret og godkendt.
Oliebranchen
har herefter iværksat et samarbejde med Topdanmark om etablering af en
forsikringsordning, der dækker oliekundernes risiko og forsikringspligt.
Etableringen sker ved indgåelse af en aftale mellem Topdanmark og ti
olieselskaber om samarbejde og gennemførelse af forsikringsordningen.
Oliebranchens
Fællesrepræsentation har på vegne af de ti olieselskaber og Topdanmark
Forsikring A/S den 5. november 1999 anmeldt en samarbejdsaftale med tilhørende
aftaler om etablering af denne forsikringsordning
Forsikringsdækningen
i Topdanmark opnås automatisk for oliekunderne ved køb af fyringsolie
til boligopvarmning fra et af de deltagende olieselskaber eller fra
forhandlere, der forsynes med olie fra et af disse selskaber.
Forsikringsordningen vil omfatte al fyringsolie, der sælges til
boligopvarmning i Danmark. Oliekunden kan fravælge forsikringsdækningen
i Topdanmark og tegne forsikring i et andet forsikringsselskab, som måtte
tilbyde lignende forsikring.
Forsikringen
dækker den udgift, der medgår til at følge miljømyndighedernes påbud
efter jordforureningsloven. Den maksimale erstatning pr. anmeldt og
erstatningsberettiget skade er kr. 2.000.000,00.
Omkostninger,
der overstiger kr. 2.000.000,00 betales af miljømyndighederne.
Det
fremgår videre af ordningen, at også olieselskaber, der ikke fra starten
har del i aftalen, skal have mulighed for efterfølgende at tiltræde den
beskrevne forsikringsordning.
Miljøstyrelsen
har i øvrigt med hensyn til Oliebranchens Miljøpulje oplyst til
Konkurrencestyrelsen, at der styrelsen bekendt ikke eksisterer nogen anden
virksomhed i Danmark, der udfører samme type opgave og besidder den fornødne
erfaring hertil.
Miljøstyrelsen
oplyste videre, at styrelsen oprindeligt overvejede at tilvejebringe
forsikringsdækning ved at etablere en fælles pool-ordning uden om
olieselskaberne. Dette blev dog opgivet, da det ville blive for dyrt for
oliekunderne. Også individuelle forsikringer ville blive for dyre. På
denne baggrund tilbød oliebranchen at etablere en fælles
forsikringsordning som et servicetilbud over for oliekunderne.
Den
forventede årlige samlede præmiestørrelse i første kalenderår er
ansat til ca. kr. 36.000.000,00.
Såfremt
skadesprocenten i et kalenderår overstiger 80 % af forskudspræmien,
forfalder der en tillægspræmie på 50 % af forskudspræmien. Hvis
skadesprocenten i et kalenderår overstiger 80 % af forskudspræmien samt
tillægspræmien, forfalder yderligere en tillægspræmie på 50 % af
forskudspræmien.
Derudover
er der særlige forhold vedrørende ejerforholdet til reassurancefirmaet,
hvor både olieselskaberne og Topdanmark er ejere.
Topdanmark
genforsikrer den påtagede risiko i et til formålet af parterne oprettet
genforsikringsselskab.
Konkurrencestyrelsen
har på et rådsmøde den 15. december 1999 fastslået, at dette
samarbejde er konkurrencebegrænsende og i strid med forbudet i
konkurrencelovens § 6, stk. 1, idet Topdanmark gennem det tætte
samarbejde med de deltagende olieselskaber begrænser andre
forsikringsselskabers muligheder for at trænge ind på det relevante
marked.
Imidlertid
finder Konkurrencestyrelsen, at aftalerne opfylder betingelserne for en
fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, idet samarbejdet er en
forudsætning for at få det nye marked til at fungere og bidrager til
opfyldelse af miljømæssige hensyn.
SKAFOR
(Skadesforsikringssammenslutningen) og Industrirådet har i 1987
udarbejdet standard forsikringsbetingelser for erhvervs- og
produktansvarsforsikring. Denne forsikring tager ikke specielt sigte på
forsikring af ansvaret for forureningsskader. Som nedenfor beskrevet
indeholder forsikringen dog begrænset forsikringsdækning.
Erhvervsansvarsforsikringsdelen
Den
særlige forureningsdækning i erhvervsansvarsforsikringsdelen er som
oftest undergivet en særskilt begrænsning i den dækningssum, der er anført
i policen. Er der ikke anført en sådan særlig dækningssum for
forureningsskader, er der således ingen dækning under policen.
Forsikringen
dækker kun forurening, såfremt skaden er opstået uventet, utilsigtet og
ved et pludseligt uheld. Dette betyder blandt andet, at siveskader er ikke
omfattet af dækningen.
Der
vil ikke være dækning for skade, som er en følge af, at den sikrede
virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt de til enhver
tid gældende offentlige miljøforskrifter.
For
så vidt angår særligt forurenende virksomheder (tidligere kapitel 5
virksomheder, nu de virksomheder, der er opført i bilaget til miljøerstatningsansvarsloven)
er disse kun forsikret mod ansvar for forureningsskader, hvis policen har
en særlig påtegning herom.
Produktansvarsforsikringsdelen
Hvis
en forureningsskade sker som en produktskade, dvs. som en skade på person
eller ting forvoldt af den sikrede virksomheds produkter eller ydelser,
efter disse er bragt i omsætning henholdsvis præsteret, er dækningen
imidlertid ikke begrænset på samme måde som under
erhversansvarsforsikringsdelen, jf. ovenfor.
Det
betyder, at der ikke gælder krav om pludselighed. Der gælder heller
ingen særlig dækningssum, og det er ikke en betingelse for dækning i
forhold til særligt forurenende virksomheder, at policen har en særlig påtegning
herom.
Det
er dog naturligvis en forudsætning, at de øvrige betingelser under
produktansvarsdelen er opfyldt, herunder således at der skal være tale
om en forureningsskade, der udgår fra virksomhedens produkter.
Dækningsformer
Zurich
Miljøforsikring er baseret på et forsikringsprodukt, som Zurich
oprindeligt har udviklet i USA, og som nu tilbydes i mange vestlige lande.
Forsikringsbetingelserne er ensartede, men tillempet de enkelte lande; i
Danmark er reglerne i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven.
Zurich’s
Miljøforsikring er forbundet med 2 former for dækning, henholdsvis Dækning
A og Dækning B:
Dækning
A: Ansvarsforsikring
Under
ansvarsforsikringsdelen falder forsikringstagerens (og de i dennes
tjeneste værende personers) erstatningsansvar for miljøskader hos
tredjemand, det vil sige for miljøskader, der optræder uden for
forsikringstagerens egen virksomheds område.
Miljøansvarsforsikringen
dækker således forsikringstagerens erstatningsansvar for tab i tilfælde,
hvor der er rejst et krav mod virksomheden i anledning af en miljøskade,
der stammer fra den forsikrede virksomhed, således som denne er
specificeret i forsikringspolicen.
Ansvarsforsikringen
dækker miljøskade, der i policen defineres som udledning, spredning,
frigivelse eller udslip af røg, dampe, sod, dunster, syre, alkalier,
kemikalier, væsker eller gasser, affaldsmaterialer eller andre
irritamenter, kontaminenter eller forurenere i eller på land, atmosfæren
eller vandløb eller vandmasser.
Det
tab, som ansvarsforsikringen omfatter, er forsikringstagerens kompensation
til skadelidte for personskade (dvs. fysisk skade på personer samt tab af
forsørger), tingskade (dvs. fysisk beskadigelse/ødelæggelse af værdier,
tab af værdier, som ikke er blevet fysisk beskadiget eller ødelagt, og
endelig oprensningsomkostninger på tredjemands grund). Derudover dækkes
rimelige omkostninger til forsikringstagerens forsvar mod krav fra
tredjemand.
Forsikringstageren
er ikke berettiget til at anerkende en erstatningspligt, eller godkende
erstatningskrav fra tredjemand, før forsikringsselskabet har givet
samtykke dertil, og det er i øvrigt forsikringsselskabet, der træffer
bestemmelse om sagens behandling.
Dækning
B: Oprensningsomkostninger
Denne
del af forsikringen angår forsikringstagerens tab i forbindelse med miljøskade
på den forsikrede virksomheds egen grund, således som denne er
specificeret i forsikringspolicen.
Det,
der kan kræves dækket under DÆKNING B, er forsikringstagerens
omkostninger til fjernelse eller afhjælpning af forurenet jord,
overfladevand, grundvand eller anden kontaminering på forsikringsgrunden.
Dækningen til sådanne omkostninger er dog betinget af, at oprensningen
er pålagt den forsikrede virksomhed som et krav fra myndighederne.
Der
kan imidlertid ikke opnås dækning for oprensningsomkostninger på eller
under selve det for et deponeringsanlæg afgrænsede område, som
eksempelvis opstået i forbindelse med et perkolatudslip.
Forsikringstageren
er ikke berettiget til at påbegynde en oprensning uden samtykke fra
forsikringsselskabet.
Fælles betingelser for Dækning A og Dækning B
I: Generelle betingelser
For
dækning under DÆKNING A OG DÆKNING B er det i begge tilfælde en
betingelse for dækning, at forsikringstager har anmeldt kravet skriftligt
til forsikringsselskabet i løbet af forsikringsperioden eller den
udvidede anmeldelsesperiode, der ophører tre måneder efter forsikringens
ophør. Såfremt erstatningskrav fremsættes mod forsikringstageren eller
formodes at ville blive fremsat, skal forsikringstageren uden ophold
anmelde dette til forsikringsselskabet.
Forsikringen
er en såkaldt claims made forsikring. Det betyder, at det er afgørende
for dækning, at der rejses krav i forsikringstiden. Krav, rejst før
forsikrings ikrafttræden eller efter forsikringens ophør, er ikke dækket.
Dækningerne
gælder kun for krav, som fremsættes (eller indbringes) i Danmark.
II: Undtagelse til dækning
Såfremt
der ved policens ikrafttræden bestod en miljøskade, dækkes tab eller
krav som følge af denne ikke, såfremt den forsikrede virksomhed
(herunder særligt personer i virksomheden, der er ansvarlige for miljøforhold,
kontrol eller overholdelse) vidste eller burde vide, at miljøskaden kunne
forventes at give anledning til krav.
Forsikringen
dækker ikke krav, der er omfattet af Arbejdsskadeforsikringsloven
eller anden social lovgivning, ligesom forsikringen ikke dækker personskade
lidt af forsikringstageren, eller personer, der er i forsikringstagerens
tjeneste. De pågældende vil som oftest være dækket af Arbejdsskadeforsikringsloven
og virksomhedens erhvervsansvarsforsikring.
Forsikringen
dækker alene det ansvar, der følger af almindelige erstatningsregler.
Det vil sige, at der ikke er dækning for et videregående ansvar baseret
på kontrakt eller andet tilsagn fra virksomheden.
Forsikringen
dækker ikke tab eller krav, der opstår på forsikringstagerens grund,
selvom dette tab opstår for at undgå eller begrænse en miljøskade, som
eventuelt måtte være dækket af forsikringen. Denne undtagelse vedrører
dog ikke oprensningsomkostninger under DÆKNING B.
Forsikringen
dækker ikke i tilfælde af, at den forsikrede virksomhed, sådan som
denne er specificeret i policen, sælges, udlejes, gives bort, opgives,
eller når der er blevet givet afkald på driftsmæssig styring af den
forsikrede virksomhed.
Forsikringen
dækker ikke tab eller krav, som skyldes varer eller produkter, der er
blevet fremstillet, solgt, håndteret, distribueret, ændret eller
repareret af eller på vegne af den forsikrede virksomhed eller andre, som
driver virksomhed under dennes navn, herunder nogen beholder dertil, eller
nogen tillid til en erklæring eller garanti, som fremsættes på noget
tidspunkt med hensyn til dette. Forsikringen dækker heller ikke tab eller
krav, der stammer fra tingskade på - eller fremkaldt af - varer eller
produkter, som den forsikrede virksomhed fremstiller, sælger, håndterer
eller distribuerer samt personskade fremkaldt af varer eller produkter,
som sikrede fremstiller, sælger, håndterer eller distribuerer.
Som
alle andre ansvarsforsikringer dækker forsikringen ikke i tilfælde af
nuklear reaktioner, såsom nuklear fission, nuklear fusion eller
radioaktivitet.
Der
vil ikke være dækning under forsikringen for skade, som skyldes
forsikringstagerens forsæt eller grove uagtsomhed, sådan som disse
begreber forstås i forsikringsretten. Der er heller ikke dækning for
skade, som skyldes sikredes handling eller undladelse, hvorved
offentligretlige regler til beskyttelse af miljøet overtrædes.
Der
er ikke dækning for miljøskade, som er baseret på eller skyldes
syreregn.
Der
er ikke dækning for tab eller krav, som skyldes asbestforekomster,
eller -fjernelse, oprydning, eller bortskaffelse af asbestprodukter,
fibre, eller asbeststøv. Der er heller ikke dækning for tab eller krav,
som skyldes arrangementer til bortskaffelse, transport, eller
bortskaffelsen af syre, alkalier, kemikalier, væsker eller gasser,
affaldsmaterialer, eller andre irritamenter, kontaminenter, eller
forurenere uden for en dækket beliggenhed. Der synes altså at kunne være
visse typer af forureninger, omfattet af jordforureningsloven, som ikke er
dækket.
Der
er ikke dækning for miljøskade, der stammer fra eventuelle underjordiske
opbevaringstanke. Det vil sige fra beholdere, herunder tilhørende
underjordisk ledningsnet, som er forbundet til tanken, som har mindst 10 %
af sin volumen under jorden. Dækning kan dog udvides på nærmere aftalte
vilkår.
Der
er ikke dækning for krav, som skyldes bøder eller lignende straffe, pønalt
begrundet erstatning, eller pønalt begrundet forhøjelse af erstatning.
Ved
en partiel og/eller endelig lukning af en produktionsenhed, et anlæg,
eller en beliggenhed, er der ikke dækning for tab eller krav, der
fremkommer herved, selvom en sådan lukning sker i overensstemmelse med en
skriftlig lukkeplan.
III: Dækningssummer og
selvrisiko
Der
angives en maksimal dækningssum for henholdsvis DÆKNING A og DÆKNING B
i policen. Denne dækningssum er den højeste grænse for
forsikringsselskabets forpligtelse.
Forsikringen
er forbundet med en selvrisiko, der dækkes af forsikringstageren.
Selvrisikoen gælder for ethvert tab, der lides af forsikringstageren
under forsikringen.
Uanset
antallet af krav, miljøskader, kravstillere eller sikrede, anses
selskabets samlede erstatningspligt for krav, som opstår på grundlag af
de samme forbundne, tilknyttede, gentagne eller fortsatte miljøskader i løbet
af en eller flere forsikringsperioder for at være et enkelt tab, men
underlagt den maksimale dækningssum.
IV: Øvrige betingelser
Forsikringsselskabet
er løbende berettiget til at foretage inspektion og revision af den
forsikrede virksomhed, sådan som den er specificeret i
forsikringspolicen.
På
grundlag af en besigtigelse kan forsikringsselskabet give virksomheden pålæg
om inden for en given rimelig frist at udføre foranstaltninger til begrænsning
af den forsikrede risiko. Forsikringsselskabets inspektion/besigtigelse er
dog ikke en garanti for, at forsikringsstedet overholder acceptabel ingeniørpraksis
eller er i overensstemmelse med lovgivning eller offentligretlig
regulering.
Forsikringen
kan af hver af parterne opsiges skriftligt med en måneds varsel til en
hovedforfaldsdag. Om konsekvensen af ophør, se ovenfor under pkt. I.
Såfremt
der gælder en anden forsikring, der er til rådighed for den sikrede
virksomheds tab, som også er dækket i medfør af miljøforsikringen,
skal miljøforsikringen gælde som en merforsikring i forhold til den
anden gældende forsikring, hvad enten denne er primær eller
overliggende.
Dansk
pool for miljøansvarsforsikring har udarbejdet
standardforsikringsbetingelser specielt for forsikring af ansvaret for
forureningsskader. Forsikringsbetingelserne blev til efter forhandling
mellem SKAFOR og Industrirådet, efter Industrirådet havde ytret ønske
om at få etableret en miljøansvarsforsikring. Det blev forudsat, at
forsikringen ville blive tegnet af især store industrivirksomheder, som
blev betragtet som særligt udsat for at ifalde ansvar for en forurening.
Imidlertid er der kun tegnet et meget begrænset antal forsikringer.
Dækningsomfang
Pool-forsikringen
dækker den forsikringstegnende virksomhed og de personer, der er antaget
i virksomhedens tjeneste.
Forsikringen
dækker virksomhedens erstatningsansvar for skade tilføjet personer eller
ting som følge af en forurening. Det vil sige, forsikringen dækker
skader på tredjemand, der er en følge af virksomhedens ansvarspådragende
adfærd.
Skaden
skal være en følge af en forurening. Pool-forsikringen har defineret sit
eget forureningsbegreb, således at der ved forurening forstås:
| 1. | Udsendelse, spredning eller henlæggelse af faste, flydende eller luftformige stoffer, som har skadelig virkning i eller på omgivelserne |
| 2. | Udsendelse eller spredning af lugt, støj, rystelser, bølger, stråler eller temperaturpåvirkninger, der går ud over omgivelsernes sædvanlige niveau. |
Det
er en betingelse for forsikringsdækningen, at en af disse beskrevne
forandringer af omgivelserne har forårsaget en konkret skade.
Forsikringen
dækker ud over virksomhedens erstatningsansvar over for tredjemand
rimelige omkostninger, såfremt disse er nødvendige til afværgelse af
fare for forureningens udbredelse til områder uden for forsikringsstedet,
men kun for så vidt virksomheden har været forpligtet til at foretage
afværgelse af udbredelsen. Det er således en betingelse, at de afholdte
omkostninger relaterer sig til en fare for skade på en værnet interesse,
som virksomheden i givet fald vil være erstatningsansvarlig for. Der vil
altså ikke være dækning for oprensningsomkostninger, selvom disse er en
følge af et påbud fra miljømyndighederne, hvis ikke den påbudsmodtagne
virksomhed vil være erstatningsansvarlig.
Forsikringen
dækker i et vist omfang omkostninger til konstatering af, om der er indtrådt
en dækningsberettiget skade. Det er dog en betingelse, at det ved en sådan
undersøgelse konstateres, at en dækningsberettiget skade er indtrådt.
Der er med andre ord ikke dækning i de tilfælde, hvor det of-fentlige pålægger
virksomheden at foretage undersøgelser på egen grund.
Forsikringen
dækker alene forurening, der udgår direkte fra forsikringstagerens
virksomhed, sådan som denne er beskrevet i policen. Afgrænsningen af den
forsikrede virksomhed sker ved en opregning i policen af de ejendomme, der
hører under forsikringstagerens virksomhed.
Pool-Forsikringen
har ikke en dækning, der svarer til Zurich Miljøforsikring DÆKNING B.
Det vil sige, at der under Pool-Forsikringen ikke er dækning for den
forsikrede virksomheds omkostninger til oprensning på egen grund, heller
ikke såfremt disse afholdes efter påbud fra myndighederne.
Forsikringen
dækker skade indtruffet i Danmark, i Grønland eller på Færøerne.
Undtagelser
til dækning
Forsikringsbetingelserne
indeholder en række specifikt angivne situationer, hvor forsikringen ikke
dækker indtrådte skader. Disse undtagelser vil blive beskrevet i det følgende:
Forsikringen
dækker kun formuetab, som er en følge af en af forsikringen dækket
person eller tingskade, der har ramt den, som har lidt formuetabet. Dog dækkes
tredjemands driftstab kun i 12 måneder fra det tidspunkt, hvor tabet
indtræder.
Forsikring
dækker ikke omkostninger til bøder som følge af forureningen.
Der
er ikke dækning under forsikringen, hvis forureningen er forvoldt af
forsikringstageren ved forsæt eller ved grov uagtsomhed. Den grove
uagtsomhed og forsættet skal foreligge hos bestyrelsen eller direktionen.
Hvis skade sker som følge af overtrædelse af gældende miljøregler, er
der dækning herfor, medmindre overtrædelsen er sket efter ordre fra
forsikringstageren, og forholdet kan karakteriseres som forsætligt eller
groft uagtsomt.
Der
er ikke er dækning for skade på ting, som den sikrede har i sin varetægt
eller besiddelse.
Der
er ikke dækning under forsikringen i tilfælde, hvor virksomheden i kraft
af kontrakter eller på anden måde har forpligtet sig til et videregående
erstatningsansvar, end hvad der følger af almindelige regler.
Forsikringen
undtager endvidere skade forårsaget af eller som direkte eller indirekte
følge af ændring af de genetiske egenskaber ved levende organismer.
Endvidere
undtages personskade, som lides af forsikringstageren eller personer i
dennes tjeneste, der i øvrigt er omfattet af den lovpligtige
arbejdsskadeforsikring.
Der
er ikke dækning for forureningsskade, som er en følge af uforsvarlig
vedligeholdelse af eller tilsyn med installationer, der har til formål at
hindre, forebygge eller begrænse en forurening. Forsikringen dækker
heller ikke skade som følge af syreregn og udledning af næringssalte og
andre tilsvarende forureninger.
Slutteligt
er skade undtaget, der er en følge af almindelig drift ved virksomheden,
og/eller som er godkendt eller toleret af myndighederne. Denne undtagelse
dækker den accepterede forurening såsom oliespild fra tankstationer e.l.
Generelle
betingelser
Forsikringen dækker ifølge forsikringsbetingelserne ansvar for skade, når kravet om erstatning er rejst mod den forsikrede virksomhed i forsikringstiden af offentlige myndigheder eller af tredjemand. Forsikringen dækker dog ikke ansvar for skade som følge af forurening forårsaget af handlinger eller undtagelser, som fandt sted forud for policens ikrafttræden. Forsikringen dækker ikke krav, der er anmeldt til selskabet senere end tre måneder efter forsikringens ophør.
Miljøansvarsforsikringen
er således baseret på krav-rejst princippet (claims made), men begrænser
yderligere dækning til skader som følge af handlinger eller undladelser
foretaget efter policens ikrafttræden.
Erstatningskrav,
som er rejst mod den forsikrede virksomhed i anledning af skade eller tab
forårsaget af samme ansvarspådragende forhold, betragtes som én
forsikringsbegivenhed, dvs. som et serieskadekrav. Serieskadekravet anses
for rejst på det tidspunkt, hvor det første krav i serien er rejst. Såfremt
et enkelt krav i serien vedrører forurening forårsaget af handlinger
eller undladelser, som fandt sted forud for policens ikrafttræden, er
ingen del af seriekravet dækket af policen.
Policen
vil være forbundet med en dækningssum, der fungerer som den højeste grænse
for forsikringsselskabets forpligtelse for krav, der er rejst mod den
forsikrede virksomhed inden for et enkelt forsikringsår.
Det
er en almindelige betingelse for dækning, at erstatningskrav, der fremsættes
eller formodes at ville blive fremsat uden ophold, skal anmeldes til
forsikringsselskabet. Det er endvidere et krav, at den forsikrede
virksomhed ikke må anerkende erstatningspligten eller godkende et
erstatningskrav uden selskabets samtykke.
I
forhold til andre forsikringer er Miljøansvarsforsikringen sekundær,
dvs. forsikringen dækker ikke ansvar for skader, der er forsikret under
andre forsikringer som f.eks. erhvervs- og produktansvarsforsikringer,
motoransvarsforsikringer eller andre specialforsikringer.
Dansk
Reassurancepool
Onsdag
den 23. marts 2000 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Dansk
Reassurancepool for Miljøforsikring. Det er tanken, at Dansk Reassurancepool
for Miljøforsikring skal afløse Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring.
Stiftelsen af reassurancepoolen er foranlediget af jordforureningsloven.
Det synes at være tanken, at der på den ordinære generalforsamling i
Dansk Reassurancepool for Miljøforsikring i første halvår 2001 skal
tages stilling til, hvorvidt poolen under hensyntagen til de indtegnede
forsikringer skal fortsætte eller nedlægges. Såfremt der ikke er
indtegnet et væsentligt større antal forsikringer end de 34, der for
tiden er i Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring, vil det blive overvejet
at nedlægge poolen.
Gennemgangen
af eksisterende forsikringsordninger ovenfor under pkt. 4.2.5 - 4.2.8
viser, at der findes enkelte ordninger, hvorefter det er muligt
forsikringsmæssigt at afdække visse nærmere miljørisici. Vilkårene
for dækning svarer imidlertid ikke til den dækning og dermed den
sikkerhed, direktivet foreskriver, jf. nærmere herom nedenfor under pkt.
4.4.
I nærværende
afsnit har vi vurderet den skattemæssige behandling af omkostninger
forbundet med forskellige former for sikkerhedsstillelse mv. for
henholdsvis ejerne og brugerne.
Ved
afgørelsen af, om ejerne og brugerne har fradragsret for omkostninger
vedrørende sikkerhedsstillelsen mv., er det afgørende, om omkostningerne
kan anses for en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a. Det er
en betingelse for, at der er tale om en driftsomkostning, at de afholdte
omkostninger har en naturlig forbindelse med driften af den pågældende
virksomhed.
Vi
har i det følgende forudsat, at ejerne af affaldsdeponeringsanlægget er
private selskaber og offentlige virksomheder, virksomheder, personer mv.
(herefter virksomheder eller ejere), der udøver erhvervsmæssig
virksomhed eller en offentlig virksomhed som en kommune. Brugerne af
affaldsdeponeringsanlægget kan både være virksomheder eller private
personer.
Vi
har nedenfor foretaget en skattemæssig vurdering for ejere, der er
henholdsvis virksomheder eller kommuner, samt brugerne.
Fond/puljeordninger
En
indbetaling til en puljeordning efter tilsvarende principper som
Oliebranchens Miljøpulje – dvs. en indbetaling af ejerne til en miljøpulje
af en mindre procentdel eller promilledel af omsætningen eller pr. kg
affald - vil være fradragsberettiget for ejerne som en driftsomkostning
efter statsskattelovens § 6 a.
Hvis
fonden/puljen oprettes med et større éngangsbeløb, er der en risiko
for, at ejerne ikke vil have skattemæssig fradragsret for engangsbeløbet.
Det kan således ikke udelukkes, at skattemyndighederne i denne situation
vil anse éngangsbeløbet for en ikke-fradragsberettiget udgift, der vedrører
virksomhedens indkomstgrundlag, jf. statsskattelovens §§ 5-6. I denne
situation kan der eventuelt være en mulighed for, at ejerne kan afskrive
på éngangsbeløbet over en årrække.
Selvforsikring
Selvforsikring
indebærer, at ejerne ikke forsikrer sig, men i stedet betaler
omkostningerne til oprydning mv. i takt med, at omkostningerne faktisk
afholdes.
Ejerne
vil derfor i denne situation have skattemæssigt fradrag for
omkostningerne til oprydning mv., i takt med at omkostningerne afholdes.
Omkostningerne til oprydning kan således anses for udskudte
driftsomkostninger, jf. Landsskatterettens kendelser refereret i TfS
1992.581 og i LSR 1984.23.
Der
kan dog være en mindre risiko for, at skattemyndighederne alene vil
acceptere fradragsret for en virksomheds omkostninger til oprydning for
den del af omkostningerne, der vedrører forurening, som er opstået efter
ejerens erhvervelse af arealet, jf. Ligningsvejledningen for 1998, afsnit
E.A.2.1.3. I det omfang ejeren har en objektiv pligt - evt. fastsat i
loven - til oprydning mv., er det endvidere vor vurdering, at ejeren vil
have fradragsret for hele beløbet, uanset at en del af
oprydningsomkostningerne vedrører forurening forårsaget af tidligere
ejere.
Bankgaranti
Ejerne
har skattemæssigt fradrag for løbende ydelser i form af renter, løbende
provisioner eller præmier vedrørende bankgarantier.
Hvis
bankgarantien medfører betaling af stiftelsesprovision, engangspræmie
eller lignende engangsydelse, vil ejerne dog alene have fradragsret, hvis
løbetiden for bankgarantien er mindre end 2 år, jf. ligningslovens § 8,
stk. 3.
Forsikringer
Ejerne
vil som udgangspunkt have fradragsret for præmier til
forsikringsordninger som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6
a.
Henlæggelser
Som
udgangspunkt vil ejerne ikke have skattemæssigt fradragsret for henlæggelser
til en senere gennemførelse af oprydning. Ejerne har således først
fradragsret for henlæggelserne til oprydning på det tidspunkt, hvor
omkostningerne rent faktisk afholdes.
Det
kan dog ikke udelukkes, at det eventuelt er muligt for virksomheder at opnå
fradrag for henlæggelser - efter en anvendelse af tilsvarende principper,
der gælder for garantiforpligtelser, jf. Ligningsvejledningen for 1998,
afsnit E.B.2.6.7, såfremt følgende betingelser er opfyldt:
At
henlæggelsen gælder oprydningsomkostninger, som allerede burde afholdes
eller burde være afholdt på henlæggelsestidspunktet.
At
der i praksis har vist sig at være nogen risiko for, at
oprydningsomkostninger skal afholdes.
At
beløbene, der skal anvendes til oprydningsomkostninger, ikke er uvæsentlige.
At
der føres et regnskab over henlæggelserne, herunder over den procentdel
eller promilledel af omsætningen, der henlægges, samt over de faktisk
afholdte omkostninger til oprydning.
Selv
om ovennævnte betingelser er opfyldt, er det dog stadig usikkert,
hvorvidt det er muligt for ejerne at opnå fradrag for henlæggelser til
oprydning før omkostningernes faktiske afholdelse.
Kommuner
er undtaget fra skattepligten i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk.
1, nr. 2, også selv om driften finder sted i interessentskabsform.
Kommuner skal derfor ikke opgøre nogen skattepligtig indkomst.
Kommuner
har derfor heller ikke fradrag for omkostninger forbundet med
sikkerhedsstillelse, da der ikke er nogen skattepligtig indkomst at
fradrage omkostningerne i.
Det
skal bemærkes, at hvis kommunen udøver affaldsdeponeringsaktiviteten
via et almindeligt aktie- eller anpartsselskab, vil aktie- eller
anpartsselskabet skulle behandles efter de sædvanlige regler gældende
for ejere, som anført ovenfor i afsnit 1.
Virksomheder
Brugere
af affaldsdeponeringsanlægget, der udøver erhvervsmæssig virksomhed,
har som udgangspunkt fradragsret for omkostninger forbundet med deponering
af virksomhedens affald ved opgørelsen af virksomhedens skattepligtige
indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a. Betingelsen om, at omkostningerne
har en naturlig forbindelse med driften af den pågældende virksomhed,
vil således normalt være opfyldt.
Virksomheder
vil efter tilsvarende principper have fradragsret for yderligere
omkostninger, der ”overvæltes” på brugerne som følge af
meromkostninger afholdt af ejerne til forsikringsdækning mv.
Private
personer
Brugere
af affaldsdeponeringsanlægget, som ikke udøver erhvervsmæssig
virksomhed - dvs. private personer - har ikke fradragsret ved opgørelsen
af personens skattepligtige indkomst for omkostninger forbundet med
deponering af personens affald.
Private
personer vil efter tilsvarende principper ikke have fradragsret for
yderligere omkostninger, der ”overvæltes” på brugerne som følge af
meromkostninger afholdt af ejerne til forsikringsdækning mv.
På
baggrund af det ovenfor i afsnit 4.1.1 og 4.1.2 anførte, hvorefter en
differentiering i sikkerhedsstillelseskravet alene efter ejerstatus kunne
være i strid med konkurrence- og forvaltningsretlige regler, forudsættes
det, at der ikke differentieres i kravet til sikkerhedsstillelse, afhængigt
af om driftsherren er offentlig, kommunal eller privat. Den type
sikkerhedsstillelse, der måtte blive besluttet, gælder således alle,
der i øvrigt er blevet godkendt efter direktivets artikel 8.
Når
egnetheden af de enkelte sikkerhedsstillelser skal vurderes, er det
relevant at foretage en sondring mellem henholdsvis forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger. Det kan således ikke udelukkes, at en
sikkerhedsform, der er uegnet til at dække uforudsigelige omkostninger,
omvendt kan være egnet til at dække forudsigelige omkostninger.
I
det følgende vil de enkelte typer sikkerhedsstillelser derfor blive
vurderet i forhold til begge typer af omkostninger.
På
det foreliggende grundlag synes en ordning med selvforsikring at være en
uegnet sikkerhedstype på baggrund af de bemærkninger, der er anført
ovenfor i afsnit 4.2.
Tilbage
som mulige modeller er herefter bankgaranti og henlæggelser, lovpligtig
miljøforsikring og en fond/puljeordning med lovpligtigt medlemskab. Om de
økonomiske konsekvenser se nedenfor i afsnit 5.
Ligesom
miljøforsikringen (jf. nedenfor under pkt. 4.4.4) synes en
fond/puljeordning altovervejende at kunne tilgodese de enkelte anførte
hensyn i afsnit 4.2.1, både i relation til forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger.
Der
er således tale om et fleksibelt system, der vil være relativt nemt at
administrere, og hvor indtræden af nye deponeringsanlæg og udtræden af
lukkede deponeringsanlæg ikke påvirker sikkerhedsstillelsen, idet selve
puljen oppebæres af de til enhver tid værende medlemmer (i fonds- eller
foreningsform).
Der
er ingen tidsmæssige begrænsninger på puljens levetid, og det vil i
grundlaget for ordningen være muligt at regulere, at puljen skal have en
tidsmæssig udstrækning på en nærmere beskrevet minimumsperiode.
Samtidig
vil ordningen være selvsupplerende, således at fonden/puljen kan
beslutte at forøge bidraget pr. ton affald (såfremt der måtte være
behov for en forøgelse af sikkerhedsstillelsen) eller i en periode helt
at stoppe bidrag (såfremt der ikke måtte være behov for yderligere
sikkerhedsstillelse).
Disse
tiltag forudsætter alene, at der foreligger en præcist beskrevet
administration af ordningen, hvori det kunne overvejes at lade offentlige
institutioner, eksempelvis Miljøstyrelsen, deltage, jf. herom nedenfor i
afsnit 6.
Derudover
vil grundlaget uden problemer kunne beskrives til at dække samtlige typer
omkostninger, der skal være omfattet af direktivet, jf. herom ovenfor i
afsnit 2 og 3, og altså dermed som anført både forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger. Dette kunne ske med skyldig hensyntagen til
omkostningernes forskellige karakter, således at bidrag til sikkerhed for
uforudsigelige omkostninger er et bidrag, der tilfalder alle puljens til
enhver tid værende medlemmer og ikke betales tilbage til den enkelte
ejer, mens bidrag til sikkerhed for forudsigelige omkostninger
individualiseres og betragtes som tvangsopsparing for den enkelte ejer med
adgang til at anvende sin opsparing til de definerede omkostninger.
Det
vil yderligere være muligt for allerede eksisterende anlæg at indtræde
i ordningen inden for den i artikel 14 i direktivet beskrevne
overgangsordning. Dog vil indbetaling til dækning af forudsigelige
omkostninger fra eksisterende anlæg skulle tilpasses den periode, der
haves til at foretage opsparingen.
Problemerne
med fond/puljeordning er imidlertid først og fremmest, at puljen selvsagt
ikke vil være etableret i fuldt omfang fra dag 1. Det tager således tid
at opbygge en tilstrækkelig formue.
Derved
er der en teoretisk risiko for, at der opstår en omkostningsudløsende
faktor på et eller flere af de omhandlede deponeringsanlæg på et
tidspunkt, hvor der ikke i puljen er tilstrækkelige midler til at dække
disse. Dette synes umiddelbart ikke foreneligt med direktivets ordlyd, der
i artikel 8, litra A.IV, anfører, at ansøgeren "... inden
deponeringen påbegyndes har truffet eller vil træffe passende
forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik
på at sikre ..."
Dette
forhold kunne imidlertid tænkes imødekommet, evt. ved at fonden/puljen
etablerer en bankgaranti i en initialperiode på et vist minimumsbeløb,
som er tidsbegrænset, indtil puljen selv har oppebåret en vis
minimumsformue.
En
anden overvejelse kunne være at kombinere med en særskilt miljøforsikring
i samme initialperiode. Derudover kunne det som et alternativ overvejes at
lade sådanne ekstraordinære omkostninger, der ikke kan dækkes af indeståender
på puljen, lånefinansiere mod en samtidig eventuel forøgelse af
bidraget pr. ton affald.
Det
skal bemærkes, at en puljeordning – afhængig af den nærmere
udformning – vil skulle godkendes af konkurrencemyndighederne forud for
etableringen.
Endvidere
skal det bemærkes, at en miljøpuljeordning, der inddrager offentlige
institutioner, eksempelvis Miljøstyrelsen, i sin administration, har den
fordel, at offentlige miljømyndigheder får indflydelse i forbindelse med
situationer, hvor der (på kortere eller længere sigt) opstår
prioriteringsspørgsmål ved flere forureninger.
Derudover
har puljeordningen den fordel, at der til administrationen er mulighed for
at knytte et element af forebyggelsesforanstaltninger, som dette i dag er
tilfældet med Foreningen Dansk Autogenbrug som beskrevet ovenfor, hvor
fondens begrænsede størrelse forudsætter et aktivt tilsyn med de
deltagende virksomheder. Dette samarbejde kan hjælpe til at minimere
puljens omkostninger.
Regnskabsmæssige henlæggelser er en individuel form for "sikkerhedsstillelse" og er i sagens natur ganske uegnet til at afdække risici for uforudsigelige omkostninger, allerede fordi det ikke er økonomisk muligt for den enkelte ejer inden for en overskuelig tid at henlægge beløb, der modsvarer omkostningerne, såfremt uheld måtte opstå. Der henvises til de talmæssige eksempler nedenfor under pkt. 5.
Derimod
kunne henlæggelser tænkes anvendt som sikkerhedsstillelse i forhold til
forudsigelige omkostninger, hvor størrelsen på omkostningerne og takten,
hvormed de udløses, på forhånd er mere kendt. Også her har formen dog
svagheder. Henlæggelserne er ikke fysisk bundet som tvangsopsparing og
derfor ikke "beskyttet" til formålet på samme måde, som øremærkede
midler ville være det, eksempelvis i tilfælde af en insolvenssituation.
Der
mangler yderligere den supplerende sikkerhed i form af solidarisk hæftelse
mellem depotejerne, som vil være vanskeligere at gennemføre – særligt
i forhold til kommuner og andre offentlige ejere – hvor den solidariske
hæftelse ikke er (delvis) beskyttet ved en tvangsopsparing (evt. i
puljeordningen).
En bankgaranti synes, på baggrund af bemærkningerne anført ovenfor under pkt. 4.2, uegnet som sikkerhedsstillelse for uforudsigelige omkostninger, herunder usikkerhed om garantiens størrelse og løbetid.
En
bankgaranti synes lidt mere egnet til at dække forudsigelige
omkostninger. Her kendes mere præcist størrelsen på omkostningerne samt
tidspunktet, hvor omkostningerne udløses.
Imidlertid
har bankgarantien også i relation til sådanne omkostninger svagheder,
primært i relation til omkostningerne ved etablering og vedligehold af
garantien, sammenholdt med den langvarige tidsmæssige udstrækning.
Vurderet
på baggrund af de syv kriterier, der anført i afsnit 4.2.1, synes en
forsikringsordning i vidt omfang at tilgodese disse i forhold til uforudsigelige
omkostninger.
Der
er således tale om en fleksibel ordning, hvor der nemt vil kunne tegnes
en forsikring på det tidspunkt, hvor et nyt deponeringsanlæg etableres.
Det skal dog nævnes, at i det omfang der ikke er tale om en lovpligtig
forsikring, har forsikringsselskabet selvsagt mulighed for at nægte at
tegne forsikringen, hvis forsikringsselskabet skønner, at man ikke vil påtage
sig den konkrete risiko.
Gøres
forsikringen lovpligtig, vil/bør en skadelidt samtidig via loven være
sikret for krav, der kan rejses mod deponeringsanlægget, eventuelt betalt
ved en udligningsordning, der er indeholdt i andre deponeringsanlægs
forsikringspræmie.
Forsikringen
kan etableres hurtigt, og der er ikke som ved puljeordninger behov for løbende
opsparing, før tilstrækkelig sikkerhed er til stede.
De
væsentligste ulemper ved forsikringsordningen findes i den omstændighed,
at der er tale om meget langvarig sikkerhedsstillelse, og at denne
sikkerhedsstillelses værdi forudsætter forsikringsselskabets
selskabsretlige eksistens på tidspunktet, hvor forsikringen bliver
aktuel, ligesom det forudsættes, at forsikringsselskabet løbende år for
år vil forny sådan dækning i en så lang efterbehandlingsperiode.
Derudover
kan det anses som en svaghed, at der ikke haves et bredt erfaringsgrundlag
for tilsvarende forsikringstyper i Danmark.
I
den forbindelse skal det særskilt fremhæves, at det ikke ligger klart, i
hvilket omfang et eller flere forsikringsselskaber vil være i stand til på
nuværende tidspunkt at tilbyde en forsikringsordning, der reelt og helt
præcist tilgodeser de specifikke behov, affaldsdepoterne kræver.
For
så vidt angår forudsigelige omkostninger, er det i sagens natur ikke
hensigtsmæssigt (eller muligt) med en forsikringsordning. Man forsikrer
sig mod ukendte forhold og risici, men ikke mod kendte og fastlagte
omkostninger, og selvom dette var muligt, ville præmien helt modsvare
eller overstige de endelige omkostninger.
Uforudsigelige
omkostninger
I
forhold til de uforudsigelige omkostninger kan det sammenfattende fastslås,
at både en ordning med miljøforsikring og en puljeordning synes at kunne
være operationel i relation til affaldsdepoter, dog med det forbehold, at
det endnu ikke ligger helt klart, hvorvidt der kan laves et
forsikringsgrundlag, der i detaljer svarer til behovet.
De
eksisterende forsikringsmuligheder afviger på væsentlige punkter fra
behovet. Således er der ikke i Miljøansvarsforsikringen (jf. 4.2.8
ovenfor) dækning for oprensningsomkostninger, selvom disse skyldes et påbud
fra myndighederne, såfremt den påbudsmodtagende virksomhed ikke er
erstatningsansvarlig. Derudover dækker forsikringen ikke krav, der er
anmeldt til selskabet senere end tre måneder efter forsikringens ophør.
Det
kunne derfor overvejes at etablere en puljeordning med tvunget medlemskab
og bidrag (om den nærmere beskrivelse af administration, se nedenfor
under pkt. 6), men således at puljeordningens administrative organ
bemyndiges til at lade (hele eller en del af) indbetalingerne afløse af
en forsikringsordning, i det omfang der kan opnås en helt tilsvarende dækning.
Samtlige
medlemmer kunne samtidig hæfte solidarisk for omkostninger, der ikke er
fuldt ud dækket ved opsparing i puljen eller forsikring, men med fuld
regres mod den skadevoldende ejer (i hvert fald ved groft uagtsom adfærd).
Forudsigelige
omkostninger
I
forhold til de forudsigelige omkostninger synes både oprettelse af en
bankgaranti, regnskabsmæssige henlæggelser og indbetalinger til
puljeordningen at kunne anvendes. Dog har de regnskabsmæssige henlæggelser
ikke karakter af helt samme sikkerhed, idet midlerne – i modsætning til
ved puljeordning eller anden tvangsopsparing – ikke fysisk bindes. Som
anført ovenfor under pkt. 4.2, er de væsentligste svagheder ved
bankgarantien præmiens størrelse over for garantiens udstrækning.
Den
mest ideelle form for sikring af forudsigelige omkostninger synes derfor
at være en opsparing i puljeordningen, hvor betalingerne formelt er
adskilt fra indbetalinger til dækning af de uforudsigelige omkostninger.
Betalingerne skal samtidig være individualiseret, således at hvert
affaldsdepot har en konto, øremærket til dækning af de forudsigelige
omkostninger. Ved forfald af sådanne omkostninger trækkes der på
kontoen. Et eventuelt overskydende beløb på kontoen, når samtlige
forudsigelige omkostninger er betalt, tilfalder ejeren af anlægget.
Såfremt
den foretagne opsparing i sjældne tilfælde ikke fuldt ud måtte dække
disse omkostninger, kunne samtlige medlemmer af puljeordningen hæfte
solidarisk, men med fuld regres mod ejeren.
Også
for så vidt angår overgangsordningen synes puljeordningen at være
optimal. Principielt vil der i en sådan situation opstå en solidarisk
forpligtelse for medlemmerne i forhold til potentiel tidligere miljøskade,
og det vil derfor være en politisk overvejelse, om eksisterende anlæg
skal behandles isoleret, eventuelt med en anden type sikkerhed,
eksempelvis en bankgaranti.
Administration
Deponeringsanlæg,
som indgår i en puljeordning, indbetaler indskud til dækning af såvel
forudsigelige som uforudsigelige omkostninger.
Medlemskabet
af puljeordningen er pligtigt for enhver ejer, så længe et
deponeringsanlæg er i drift og ikke er endeligt og korrekt afviklet.
En
fælles puljeordning til sikkerhed for dækning af forudsigelige og
uforudsigelige omkostninger vil skulle administreres af et overordnet,
styrende organ. Et sådant organ vil kunne etableres som en
Deponeringsbranchens Puljeordning (i lighed med Oliebranchens Miljøpulje
jf. afsnit 4.2.5).
Parterne
bag puljeordningen vil kunne bestå af ejere af deponeringsanlæg, de
kompetente miljømyndigheder og Miljøstyrelsen. Puljen vil skulle have en
bestyrelse, bestående af repræsentanter fra de forskellige parter.
Formandsskabet vil kunne varetages af Miljøstyrelsen.
Som
det er anført ovenfor, bør indskuddene administreres forskelligt, afhængigt
af om det sker til dækning af forudsigelige eller uforudsigelige
omkostninger, således at der foretages en individuel, øremærket
opsparing i en pulje til dækning af forudsigelige omkostninger, og at der
indbetales i en pulje til dækning af uforudsigelige omkostninger.
Bestyrelsen
skal godkende træk på de øremærkede konti og tilsikre, at midlerne
anvendes i overensstemmelse med puljens vedtægter.
Bestyrelsen
for ordningen beslutter løbende, hvorvidt indbetalingernes størrelse
skal forøges, eller om indbetalinger til puljen for uforudsigelige
omkostninger eventuelt skal stoppes, hvis puljen har nået en tilstrækkelig
størrelse. Bestyrelsen kan endvidere få beføjelse til at afgøre, om
indbetalinger til dækning af uforudsigelige omkostninger eventuelt helt
eller delvis skal afløses af en forsikringsordning.
Fra
de øremærkede konti til dækning af forudsigelige omkostninger foretages
løbende udbetaling til puljens medlemmer på baggrund af dokumentation
for afholdelse af de pågældende omkostninger.
Ved
eventuel udbetaling til dækning af uforudsigelige omkostninger beslutter
bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt puljen dækker og i hvilket
omfang.
Puljeordningen kan endvidere have en rådgivende funktion over for medlemmerne, bl.a. på baggrund af opsamlede erfaringer, med henblik på at reducere risikoen for indtrædelse af uforudsigelige miljøpåvirkninger. En sådan funktion kan medvirke til at reducere puljens omkostninger.
5.1 Gebyrfastsættelse for en standard deponeringsenhed
5.2 Betalingsstrømme i puljeordning
5.2.1 Puljeordning til dækning af forudsigelige omkostninger
5.2.2 Puljeordning til dækning af uforudsigelige omkostninger
I
dette kapitel er foretaget beregninger over de økonomiske konsekvenser af
kravet om sikkerhedsstillelse.
I
afsnit 5.1 er det analyseret, hvilke konsekvenser sikkerhedsstillelsen vil
have for de enkelte deponeringsenheder, specielt med hensyn til gebyrniveau og omfanget af
sikkerhedsstillelse. Denne analyse tager udgangspunkt i omkostninger
for en standard deponeringsenhed med et areal på 2 ha og et
affaldsvolumen på 200.000 m3.
I
afsnit 5.2 gives et samlet overblik over de samlede betalingsstrømme i en
puljeordning. Dette gøres for en 40-årig periode med baggrund i det i
dag kendte deponeringsmønster og en prognose for det fremtidige
deponeringsbehov.
Beregningerne
i dette afsnit er, i modsætning til beregningerne i afsnit 3, der er
baseret på en statisk betragtning, foretaget under den forudsætning, at
indtægter og omkostninger fordeler sig over tiden.
Der
er foretaget økonomiske beregninger af omkostningerne forbundet med at
drive en standard deponeringsenhed, således er en eventuel
driftsherregevinst ikke indregnet. Såfremt dette skulle gøres, ville det
omkostningerne ved den almindelige drift af deponeringsenheden, men ikke
ændre de principielle beregninger af de foreslåede indbetalinger til
sikkerhedsstillelse i puljeordning.
Af
hensyn til den lange tidshorisont for betalingsstrømmene er alle
beregningerne foretaget i faste priser (basisniveau 2000). Beregningerne
tager udgangspunkt i de omkostninger, der er præsenteret i kapitel 3.
Beregninger samt beregningsforudsætninger er præsenteret i bilag 1.
Eventuelle
ekstraomkostninger på deponeringsanlægget som følge af kravet om
karakterisering af affaldet ifølge direktivets bilag 2 er ikke medtaget i
beregningerne.
Beregningerne
baserer sig på en økonomisk model for en standard deponeringsenhed med følgende
”livscyklus”:
·
Enheden anlægges i år 1
·
Driftsperiode år 1-10
·
Nedlukning af enheden år 10
·
Efterbehandling år 10 til 40 (for inert
affald dog år 10 til 15)
Omkostningerne
ved at drive en standard deponeringsenhed kan opdeles i følgende 6
hovedkategorier:
1.
Anlæg af enheden (inkl. planlægning, miljøundersøgelser,
godkendelser mv.)
2.
Ordinær drift i driftsperioden (løn, hjælpestoffer,
administration mv.)
3.
Monitering og perkolatbehandling i driftsperioden
4.
Forudsigelige omkostninger til nedlukning
5. Forudsigelige omkostninger til monitering og perkolatbehandling i
| efterbehandlingsperioden |
6.
Bidrag til dækning af uforudsigelige omkostninger.
Den
økonomiske model, som er præsenteret i bilag 1, beregner deponeringsgebyret
(kr./ton), således at de samlede indtægter i driftsperioden netop dækker
de ovenfor angivne omkostninger.
I
bilag 1 er der gennemført beregninger over de økonomiske konsekvenser
for hver af de 4 kategorier:
1.
Deponeringsenhed for inert affald
2.
Deponeringsenhed for mineralsk affald
3.
Deponeringsenhed for blandet affald
4.
Deponeringsenhed for farligt affald
for
at anskueliggøre omfanget af de gebyrændringer, som vil være
konsekvensen af et krav om sikkerhedsstillelse i form af en puljeordning.
Det
har ikke været muligt at anslå omfanget af de hensættelser, der i dag
foretages til forudsigelige omkostninger til nedlukning og efterbehandling
samt til uforudsigelige omkostninger. I beregningerne er der derfor taget
udgangspunkt i, at der ikke foretages hensættelser til nedlukning,
efterbehandling og uforudsigelige omkostninger i dag. De beregnede
stigninger i deponeringsgebyret må derfor anses for at være maksimalværdier.
Beregningen
af deponeringsgebyret inkl. affaldsafgift (for farligt affald dog uden
affaldsafgift) er foretaget ud fra den forudsætning, at
deponeringsenheden skal være gældfri ved udløbet af
efterbehandlingsperioden (år 40).
Det
er forudsat i beregningerne, at der kan opnås en forrentning af den
hensatte kapital på 1 % p.a. (realforrentning), hvilket må betragtes som
en konservativ vurdering.
Det
er ikke i beregningerne vurderet nærmere, hvordan den opsparede kapital
forventes anbragt. Derfor er der heller ikke foretaget nærmere analyser
af rentens indflydelse på indbetalingens størrelse, ligesom det heller
ikke er vurderet, i hvilket omfang afkastet af kapitalen vil blive
beskattet.
Det
er i beregningerne forudsat, at en eventuel uforudsigelig miljøpåvirkning
vil indtræffe samtidig med nedlukning.
På baggrund af beregningerne i bilag 1 kan de økonomiske konsekvenser for deponeringsgebyret inkl. affaldsafgift opgøres, som vist i tabel 5.1.
Tabel
5.1
Ændring i deponeringsgebyr inkl. affaldsafgift, inert affald
Den
opsparing, der skal være til stede i år 10 efter en deponeringsenheds
nedlukning til dækning af forudsigelige omkostninger i efterbehandlingsperioden,
er i bilag 1 tabel 1D beregnet til ca. 1,3 millioner kroner (år 2000 værdi).
På baggrund af beregningerne i bilag 1 kan de økonomiske konsekvenser for deponeringsgebyret inkl. affaldsafgift opgøres, som vist i tabel 5.2.
Tabel
5.2
Ændring i deponeringsgebyr inkl. affaldsafgift, mineralsk affald
Den
opsparing, der skal være til stede i år 10 efter en deponeringsenheds
nedlukning til dækning af forudsigelige omkostninger i efterbehandlingsperioden,
er i bilag 1 tabel 2D beregnet til ca. 6,3 millioner kroner (år 2000 værdi).
På
baggrund af beregningerne i bilag 1 kan de økonomiske konsekvenser for
deponeringsgebyret inklusive affaldsafgift opgøres, som vist i tabel 5.3.
Tabel
5.3
Ændring i deponeringsgebyr inkl. affaldsafgift, blandet affald
Den
opsparing, der skal være til stede i år 10 efter en deponeringsenheds
nedlukning til dækning af forudsigelige omkostninger i efterbehandlingsperioden,
er i bilag 1 tabel 3D beregnet til ca. 6,5 millioner kroner (år 2000 værdi).
På
baggrund af beregningerne i bilag 1 kan de økonomiske konsekvenser for
deponeringsgebyret opgøres, som vist i tabel 5.4. Der betales ikke
affaldsafgift ved deponering af farligt affald.
Det
skal understreges, at omkostningerne til anlæg og drift af en
deponeringsenhed er opstillet i overensstemmelse med direktivets krav til
indretning af en sådan enhed. Det kan ikke afvises, at der vil optræde
ekstraomkostninger i forbindelse med modtagelse og sortering af affaldet,
som der ikke er taget højde for i disse beregninger. Sådanne
omkostninger vil alene berøre posten ”anlæg og drift” og ikke berøre
hensættelsen til nedlukning, efterbehandling eller uforudsigelige
omkostninger.
Tabel
5.4
Ændring i deponeringsgebyr, farligt
affald
Den
opsparing, der skal være til stede i år 10 efter en deponeringsenheds
nedlukning til dækning af forudsigelige omkostninger i efterbehandlingsperioden,
er i bilag 1 tabel 4D beregnet til ca. 7,4 millioner kroner (år 2000 værdi).
Stigningen
i deponeringsgebyret inkl. affaldsafgift (for inert, mineralsk og blandet
affald) kan på baggrund af beregningerne opgøres, som angivet i tabel
5.5. Det skal tilføjes, at denne stigning må forventes at være en
maksimalværdi, da nogle af de forudsigelige omkostninger allerede i dag
er indregnet i de nuværende deponeringsgebyrer.
Deponeringsgebyrets stigning ved direktivets implementering
Stigningen i deponeringsgebyr inkl. affaldsafgift varierer fra 2 % for en deponeringsenhed for inert affald til 9 % for en enhed for blandet affald.
Deponeringsgebyret
for farligt affald (eksklusiv affaldsafgift)er beregnet til at stige med
28 kr./ton. Stigningen skal
dog sættes i relation til de gebyrer, der betales i dag (700-1.100
kr./ton).
I
dette afsnit analyseres
betalingsstrømmene i en model for sikkerhedsstillelse, hvor
sikkerhedsstillelsen foregår ved indbetaling til to puljer.
Sikkerhedsstillelsen
deles op i følgende to puljer, som beskrevet i afsnit 4.4.5:
·
Pulje til dækning af forudsigelige
omkostninger
·
Pulje til dækning af uforudsigelige
omkostninger
De
to puljer vil blive opbygget ved, at der foretages indbetalinger pr. ton
affald, der deponeres på et deponeringsanlæg tilsluttet puljeordningen.
Indbetalingernes størrelse fremgår af tabellerne 5.1 – 5.4 og er
sammenfattet i tabel 5.6.
Tabel
5.6
Indbetaling til puljer
Det ses, at de beregnede forudsigelige omkostninger udgør en betydelig del af de typiske deponeringsgebyrer for inert, mineralsk og blandet affald, hvilket ikke i sig selv er et problem, idet de forudsigelige omkostninger jo netop bør være medregnet ved fastsættelsen af deponeringsgebyrerne. Som det endvidere ses, gælder dette ikke for farligt affald.
Puljen
for forudsigelige omkostninger er baseret på, at der på de enkelte anlæg
foretages en opsparing gennem driftsperioden. Denne opsparing er tilstrækkelig
til, at de samlede forudsigelige omkostninger til nedlukning og i
efterbehandlingsperioden kan dækkes.
På
baggrund af beregningerne i bilag 2 kan betalingsstrømmen i puljen for
forudsigelige omkostninger opgøres, som det er vist i figur 1.
Figur
1
Betalingsstrøm i puljen for forudsigelige omkostninger,
mio. kr.
Ved nedlukning af
deponeringsenheder udbetaler puljen til forudsigelige omkostninger de
afholdte omkostninger. Derefter
udbetales løbende et beløb, der dækker de årlige omkostninger til
efterbehandling, så længe efterbehandling er påkrævet. Udbetalinger fra puljen
forudsætter godkendelse af bestyrelsen for puljen. Som det fremgår
af figur 1, vil den samlede puljekapital til dækning af forudsigelige
omkostninger efter en årrække stabilisere sig på et niveau lige under 1
milliard kr.
Puljen
til dækning af uforudsigelige omkostninger er baseret på, at de enkelte
anlæg tilsluttet puljen foretager en fælles opsparing gennem
driftsperioden.
På
baggrund af beregningerne i bilag 2 kan betalingsstrømmen i puljen for
uforudsigelige omkostninger opgøres, som det er vist i figur 2.
Figur
2
Betalingsstrøm i puljen for uforudsigelige omkostninger,
mio. kr.
Det
ses, at puljen relativt hurtigt får opbygget en kapital, der er tilstrækkelig
til at imødegå et typisk uheld, sådan som dette er beskrevet i kapitel
3. Som eksempel på et typisk uheld kan anvendes omfanget af de
umiddelbare omkostninger forbundet med afhjælpning af en
grundvandsforurening, der er fastsat til mellem 1,1 og 4,4 millioner kr.
Det er i beregningen antaget, at der vil ske en opsparing i puljen, idet det antages, at der ikke forekommer uforudsigelige omkostninger på deponeringsanlæggene i de første 10 driftsår.
Puljen
udbetaler beløb til dækning af eventuelle uforudsigelige omkostninger,
der måtte opstå for anlæg tilknyttet ordningen.
Indbetalingen til puljen er fastsat således, at puljekapitalen er tilstrækkelig
til at afholde de uforudsigelige omkostninger, der statistisk set vil
forekomme på landsplan.
| 1 | Rådets direktiv 1999/31/EF af 26.
april 1999 om deponering af affald.
|
| 2 | Miljøstyrelsen, 1997. Arbejdsrapport
nr. 70. Vurdering af lossepladsers overgang fra aktiv til passiv
miljøbeskyttelse.
|
| 3 | DS/INF 466 Membraner til
deponeringsanlæg, Dansk Standard, 1999.
|
| 4 | Miljøstyrelsen, 1997.
Affaldsdeponering, Vejledning fra Miljøstyrelsen, Nr. 9.
|
| 5 | Affaldsteknologi, Thomas H.
Christensen og Teknisk Forlag A/S, 1998.
|
| 6 | Deponeringskapacitet 1992,
Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 54, 1992; samt
Deponeringskapacitet 1995. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr.
33, 1997.
|
| 7 | Litteraturovervågning 6/1997, Dansk
Center for Affald & Genanvendelse, DTI.
|
| 8 | Waste Management
and Research, 1996, vol. 14, number 4, p. 377-384, artikel om
”Landfill Fires in Finland”, Ettala et al.
|
| 9 | Environmental
effects of closed landfills, J.Saarela, Proceedings Sardinia 1997,
Sixth Internation Landfill Symposium.
|
| 10 | Affaldsmængder deponeret i Danmark i
1998, ISAG sekretariatet, Februar 2000.
|
| 11 | Landfill gas -
from Environment to Energy.1992. Commision of the European
communities, Directorate-General Telecommunications, Information
Industries and Innovation, Luxembourg, Gendebien, A., Pauwels, M.;
Constant, M.; Ledrut-Damanet, M.J.; Nyns, E.J.; Willumsen, H.C.;
Butson, J.; Fabry, R.; Ferrero, G.L.
|
| 12 | Affaldsstatistik 1998, Miljøstyrelsen,
Februar 2000.
|
| 13 | Bekendtgørelse om affald nr. 299 af
30. april 1997, Miljø- og energiministeriet.
|
INDLEDNING
Dette bilag præsenterer
beregninger af cash-flowet for en standard deponeringsenhed, som den
er defineret i hovedrapporten, afsnit 1.4. Beregningerne er gennemført
for de 4 kategorier af deponeringsenheder:
Standard
deponeringsenhed for inert affald, kategori 1 (beregning 1)
Standard
deponeringsenhed for mineralsk affald, kategori 2 (beregning 2)
Standard
deponeringsenhed for blandet affald, kategori 3 (beregning 3)
Standard
deponeringsenhed for farligt affald, kategori 4 (beregning 4)
For at belyse konsekvenserne
for deponeringsgebyret af at indregne forudsigelige omkostninger til
henholdsvis nedlukning og efterbehandling, samt uforudsigelige
omkostninger i hele deponeringsenhedens levetid, er der gennemført
beregninger for fire scenarier for hver kategori af
deponeringsenhed. Disse er benævnt A, B, C og D, hvor
-
Beregning A inkluderer alene omkostninger til anlæg og
almindelig drift af enheden (ved almindelig drift forstås drift og
vedligehold af materiel og plads plus lønomkostninger)
-
Beregning B inkluderer ud over de omkostninger, som er
indregnet under A, omkostninger til nedlukning
-
Beregning C inkluderer ud over de omkostninger, som er
indregnet under B, forudsigelige omkostninger i
efterbehandlingsperioden
-
Beregning D inkluderer ud over de omkostninger, som er
indregnet under C, bidrag til uforudsigelige omkostninger i hele
enhedens levetid
Resultatet af beregning D er i
alle tilfælde det deponeringsgebyr i kr./ton, som skal opkræves i
driftsperioden for at dække såvel forudsigelige som uforudsigelige
omkostninger. Beregningerne A-C er gennemført for at fastlægge størrelsen
af henholdsvis ordinær drift, nedlukning, forudsigelige
omkostninger og uforudsigelige omkostninger. Resultaterne er præsenteret
i rapportens kapitel 5, tabel 5.1 til 5.4.
BEREGNINGSMODEL
Beregningerne er udført i en
økonomimodel, der beskriver betalingsstrømmen for en standard
deponeringsenhed over en 40 års periode. Anlægsomkostninger til
enheden falder i år 1, de første 10 år er den aktive
driftsperiode, hvor der modtages affald, og hvor der indkræves et
tonafhængigt deponeringsgebyr.
Modellen er opbygget som en
cash-flowmodel, hvor investeringer finansieres direkte i anlægsåret.
Dette sker beregningsmæssigt ved træk på en kassekredit. Indtægterne
fra deponeringsgebyret går til dækning af løbende
driftsomkostninger, finansielle omkostninger samt, i tilfælde af
overskud, til opsparing med henblik på dækning af omkostninger i
efterbehandlingsperioden, hvor der ikke er indtægter fra
deponeringsgebyr.
Nedlukning af enheden foretages
i år 10, og der regnes derefter med omkostninger til
efterbehandling i en 30 års periode (for enhed for inert affald dog
kun 5 år). Således skal indtægterne i driftsperioden, ud over anlægs-
og driftsomkostninger i driftsperioden, også dække omkostninger
til nedlukning og efterbehandling samt bidrage til en pulje til dækning
af uforudsigelige omkostninger.
Beregningsmodellen justerer
deponeringsgebyret (ved iteration), således at indtægterne i
driftsperioden netop dækker de samlede omkostninger ved enhedens etablering
samt i hele enhedens
aktive periode (driftsperiode, nedlukning og
efterbehandlingsperiode).
Modellens enkelte poster
Nedenfor gennemgås indholdet i
de enkelte poster, der indgår i beregningerne, samt hvordan
beregning af de enkelte poster foregår.
|
1.
Affaldsmængde (1.000 tons) |
Den affaldsmængde, der årligt anbringes på standard
deponeringsenheden. For kategori 1, 2 og 4 er der tale om
30.000 tons årligt, for kategori 3 er der tale om 16.000 tons
(jf. afsnit 3.2.2). |
|||
|
|
|
|||
|
2. Investeringer |
||||
|
|
Konstruktion |
Alle omkostninger ved konstruktion af standard deponeringsenheden
inklusive planlægnings- og etableringsomkostninger.
Konstruktionsomkostningerne falder alle i år 1. |
||
|
|
Materiel |
Alle omkostninger forbundet med anskaffelse af materiel
til en standard deponeringsenhed. Materielomkostningerne
falder alle i år 1. |
||
|
|
Usikkerhed (10 %) |
Der er tillagt 10 % i usikkerhed. |
||
|
|
|
|||
|
3. Nedlukning |
Alle omkostninger forbundet med enhedens nedlukning.
Omkostningerne falder i år 10. |
|||
|
|
|
|||
|
4.
Driftsomkostninger |
||||
|
|
Daglig drift |
Indbefatter almindelige driftsomkostninger i
driftsperioden (drift og vedligeholdelse af materiel og plads
plus lønomkostninger). |
||
|
|
Monitering |
Omkostninger til monitering i driftsperioden. |
||
|
|
Perkolatbehandling |
Omkostninger til perkolatbehandling i driftsperioden. |
||
|
|
|
|||
|
5. Efterbehandlingsomkostninger |
||||
|
|
Monitering |
Omkostninger til monitering i efterbehandlingsperioden. |
||
|
|
Perkolatbehandling |
Omkostninger til perkolatbehandling og øvrig drift i
efterbehandlingsperioden. |
||
|
|
|
|
||
|
6. |
Uforudsigelige
omkostninger |
Omkostninger til dækning af uforudsigelige omkostninger. |
||
|
|
|
|||
|
7. Samlede
omkostninger |
Summen af de ovenfor anførte omkostningsposter (post
2-5). |
|||
|
|
|
|||
|
8. Indtægter |
||||
|
|
Deponeringsgebyr |
Deponeringsgebyr ekskl. affaldsafgift (kr./ton) beregnes,
som ovenfor angivet. |
||
|
|
|
|||
|
|
Beregnet indtægt |
Indtægten fremkommer som produktet af deponeringsgebyret
og affaldsmængden (post 1). |
||
|
|
|
|||
|
9. Resultat 1 |
Beregnes som de samlede indtægter (post 8) fratrukket de
samlede omkostninger (post 7), |
|||
|
|
|
|||
|
10. Andre udgifter/indtægter |
||||
|
|
Finansielle poster |
Renteindtægter/-udgifter, beregnes på baggrund af
forrige års akkumulerede resultat. |
||
|
|
|
|||
|
11. Resultat 2 |
Årets samlede resultat beregnet som resultat 1 (post 9)
tillagt/fratrukket andre udgifter/indtægter (post 10). |
|||
|
|
Akkumuleret resultat |
Forrige års akkumulerede resultat tillagt/fratrukket årets
resultat (post 10). Udtrykker til enhver tid den aktuelle
formue/gæld. Beregningen af deponeringsgebyret foretages, så
det akkumulerede resultat i år 40 er lig med nul. |
||
I beregningsudskrifterne er de
første 10 år (driftsperioden) vist år for år, hvilket giver
mulighed for at følge opbygning af puljeformuen. Af hensyn til
overskueligheden er de følgende 30 år (efterbehandlingsperioden)
kun repræsenteret ved hver 5. år.
Beregningsgang
Modellen beskriver betalingsstrømmene
for en standard deponeringsenhed fra enheden anlægges, til den
overgår fra efterbehandling til passiv status efter 40 år.
Såvel finansiering af anlægsinvesteringer
som opsparing til omkostninger til nedlukning og efterbehandling
foregår via en kassekredit. Der betales løbende renter af
kassekredittens saldo.
Deponeringsgebyret fastsættes
således, at det akkumulerede økonomiske resultat netop er 0 ved
efterbehandlingsperiodens ophør. Det akkumulerede resultat i år 10
er derfor udtryk for den opsparing, der skal være til stede ved
overgang fra drift til nedlukning og efterbehandling.
Til forskel fra beregningerne i
hovedrapportens kapitel 3 tager disse modelberegninger hensyn til,
at der er tidsmæssig forskel på de forskellige ind- og
udbetalinger, hvilket giver et mere realistisk billede af
konsekvenserne for deponeringsgebyret af kravet om
sikkerhedsstillelse.
BEREGNINGSFORUDSÆTNINGER
Anlægsomkostninger:
Anlægsdele:
-
arealerhvervelse
-
jordarbejder
-
membranarbejde
-
perkolatopsamlingssystem
-
interne veje
-
andel af fælles faciliteter
For en enhed a 20.000 m2
i alt
10,50 mio. kr.
Udstyr:
-
andel af fælles udstyr
(kompaktor,
dozer, læssemaskine m.v.)
1,25 mio. kr
I alt
11,75 mio. kr.
Almindelige driftsomkostninger:
| Drift og vedligehold (10 % af
udstyr) Administration Diverse drift Lønomkostninger (1 mand) I alt |
0,125 mio.kr./år 0,100 mio. kr./år 0,055 mio. kr./år 0,320 mio. kr./år 0,600 mio. kr./år |
Monitering, perkolatbortskaffelse og øvrige driftsomkostninger
På baggrund af hovedrapportens
kapitel 3 er følgende tabeller opstillet.
Tabel
1
Årlige moniteringsomkostninger for standard deponeringsenhed
Tabel
2
Årlige
perkolatbehandlingsomkostninger for standard deponeringsenhed
Tabel
3
Årlige
øvrige driftsomkostninger for standard deponeringsenhed
Uforudsigelige miljøpåvirkninger
Omkostningerne i forbindelse
med skader/uforudsigelige miljøpåvirkninger fremkommer, dels som
omkostninger på skadestidspunktet, dels som årlige
driftsomkostninger efter skadestidspunktet. På baggrund af
hovedrapportens kapitel 3 er følgende tabeller opstillet.
Tabel
4
Gennemsnitlige
uforudsigelige omkostninger for en standard deponeringsenhed på
skadestidspunktet
Tabel
5
Årlige,
gennemsnitlige uforudsigelige driftsomkostninger for en standard
deponeringsenhed
Skadestidspunktet er som ved
beregningerne i hovedrapportens kapitel 3 valgt at ligge ved
driftsperiodens ophør, således at de årlige afledte
uforudsigelige driftsomkostninger skal betales i 30 år.
Øvrige forudsætninger
Beregningerne er udført i
faste priser med basisår 2000.
Der er anvendt en indlånsrente
på 1 % (realrente) og en udlånsrente på 6 % (realrente).
·
I dette bilag opstilles en prognose for
opsparingen i to puljer til henholdsvis forudsigelige omkostninger og
uforudsigelige omkostninger. Beregningerne er baseret på en prognose for
det samlede deponeringsbehov i Danmark for perioden 2001 til 2050.
PROGNOSE
FOR DEPONERINGSBEHOV I PULJEORDNING ÅR 1-50
For at vurdere
omfanget af den samlede sikkerhedsstillelse og dermed
størrelsen af to puljer til dækning af henholdsvis uforudsigelige
og forudsigelige omkostninger, er der opstillet en prognose over den samlede
mængde af affald til deponering i Danmark i perioden fra år 1 til år
50.
Den lange
tidsperiode er valgt for at analysere konsekvenserne af såvel drifts- som
efterbehandlingsperiode indtil det tidspunkt, hvor nedlukkede
deponeringsenheder ifølge de anvendte forudsætninger overgår til passiv
drift (efter 30 års efterbehandling).
Affaldet er
opdelt på kategorierne inert, mineralsk, blandet og farligt affald, da
der er forskellige omkostninger forbundet med etablering, drift,
nedlukning og efterbehandling af deponeringsenheder for de nævnte
affaldskategorier.
Deponeringsbehovet
i udgangsåret er fastlagt med basis i ”Affaldsmængder deponeret i
Danmark i 1998” ISAG /10/. Inden fordelingen på de 4 kategorier af
deponeringsanlæg er mængden af forbrændingsegnet affald, som
mellemdeponeres, trukket ud.
Det er
forudsat, at deponeringsanlæg omfattet af puljeordningen vil vokse fra 10
% i år 1 til 100 % i år 10, hvorefter alle deponeringsanlæg vil være
omfattet af ordningen. Det er endvidere antaget, at deponeringsenhederne
nedlukkes efter en driftsperiode på 10 år.
De lukkede
deponeringsenheder er som hovedregel i efterbehandling i 30 år, hvorefter
de udgår af beregningerne. Dog er efterbehandlingsfasen for
deponeringsenheder for inert affald kun 5 år.
Det er
indregnet i prognosen, at affaldsmængden til deponeringsenheder for
blandet affald vil falde 1 % p.a. i perioden år 1 til år 20. Omvendt er
det forudsat, at affaldsmængden til deponeringsenheder for inert affald
vil stige med 1 % p.a. i samme periode. Disse ændringer er begrundet i en
forventning af bedre sortering af det blandede affald.
Prognosen er vist i tabel 1.
Det ses, at antallet af nedlukkede deponeringsenheder, der er i efterbehandling, vil vokse
indtil år 50, hvorefter det stabiliserer sig, da en række nedlukkede
deponeringsenheder på dette tidspunkt begynder at overgå fra
efterbehandlingsfasen til en passiv fase, hvor de aktive miljøbeskyttende
foranstaltninger ikke længere er påkrævet. De pågældende
deponeringsenheder forudsættes herefter ikke længere at give anledning
til miljømæssige omkostninger.
OMFANGET
AF SAMLET SIKKERHEDSSTILLELSE
Som beskrevet i
afsnit 4.4.5 deles sikkerhedsstillelsen op i følgende to puljer:
På baggrund af
prognosen præsenteret i
tabel 1 er det beregnet, hvordan ind- og udbetalinger til de to puljer vil
forløbe. Som konsekvens af dette er også beregnet udviklingen i den
samlede opsparing i hver af de to puljer.
Som beskrevet i hovedrapportens
afsnit 5.1 vil de to puljer blive opbygget, ved at der indbetales en
afgift pr. ton affald, der deponeres på et deponeringsanlæg tilsluttet
puljeordningen. Indbetalingens størrelse fremgår af tabel 2.
Tabel 2
Indbetaling til puljer
Puljeordning
til dækning af forudsigelige omkostninger
Puljen for forudsigelige omkostninger
er baseret på, at de enkelte anlæg foretager en opsparing gennem
driftsperioden. Denne opsparing er tilstrækkelig til, at de samlede
forudsigelige omkostninger til nedlukning og i efterbehandlingsperioden
kan dækkes.
Der skal i overensstemmelse med
konklusionerne i hovedrapportens afsnit 5.1 stilles sikkerhed for de i
tabel 3 angivne beløb ved nedlukning af en standard deponeringsenhed.
Tabel
3
Opsparingsforpligtelse
Beregningsmodel
Der
er opstillet en model til beregning af ind- og udbetalinger til puljen for
forudsigelige omkostninger. Modellen beskriver cash-flowet for puljen.
Opsparing foregår i en pulje, og indbetalingerne til puljen justeres således,
at den akkumulerede puljekapital bliver stabil ved
efterbehandlingsperiodens ophør (dette forekommer i år 50, da antallet af
deponeringsanlæg tilsluttet puljen stabiliserer sig efter ca. 10 år; at
antallet af anlæg, der nedlukkes, stabiliserer sig efter ca.20 år; og at
der afslutningsvis er en efterbehandlingsperiode på 30 år).
Modellens
enkelte poster
Nedenfor gennemgås indholdet i de enkelte poster, der indgår i beregningerne.
|
Indbetaling |
Beregnet på
baggrund af den takst, der er præsenteret i tabel 2 for de
relevante kategorier af deponeringsanlæg og den årligt deponerede
mængde. |
|
|
|
|
|
|
Udbetaling,
nedlukning (sum) |
Beregnet på
baggrund af de omkostninger, der er præsenteret i bilag 1 for de
relevante kategorier af deponeringsanlæg og den årligt nedlukkede
deponeringsanlægskapacitet. |
|
|
|
|
|
|
Udbetaling,
monitering etc. (sum) |
Beregnet på
baggrund af de omkostninger, der er præsenteret i bilag 1 for de
relevante kategorier af deponeringsanlæg og den årligt i
efterbehandling værende mængde. |
|
|
|
|
|
|
Nettoindbetaling
til forudsigelige omkostninger |
Summen af
de ovenfor anførte poster. |
|
|
|
|
|
|
Administration |
Fastsat som
omkostningerne ved at drive et sekretariat til ordningens
administration |
|
|
|
|
|
|
Andre
udgifter/indtægter |
Renteindtægter/-udgifter,
beregnes på baggrund af puljens akkumulerede kapital. |
|
|
|
|
|
|
Pulje
til forudsigelige omkostninger |
Den samlede
størrelse af puljekapitalen. |
|
I beregningsudskrifterne er den samlede puljekapital kun repræsenteret ved hver 5. år.
I tabel 4 er vist, hvordan ind- og udbetalinger i puljen til afholdelse af forudsigelige omkostninger vil forløbe. Det er antaget, at de første anlæg omfattet af ordningen vil blive nedlukket i år 10. Det ses af beregningerne, at den samlede puljekapital til forudsigelige omkostninger stabiliserer sig på et niveau lige under en mia. kroner.Pulje til forudsigelige omkostninger ses i tabel 4
Puljeordning
til dækning af uforudsigelige omkostninger
Puljen til dækning af uforudsigelige
omkostninger er baseret på, at de enkelte anlæg tilsluttet puljen
foretager en indbetaling gennem driftsperioden. Denne opsparing er på
baggrund af de forventede sandsynligheder for forekomsten af
uforudsigelige omkostninger tilstrækkelig til, at de samlede
uforudsigelige omkostninger for alle anlæg tilsluttet ordningen kan dækkes
fra det øjeblik, at første læs affald afleveres på anlægget.
I tabel 5 er vist, hvordan ind- og
udbetalinger i puljen til afholdelse af uforudsigelige omkostninger vil
forløbe. Det er antaget, at der sker en indbetaling til denne pulje fra
alle idriftværende anlæg tilknyttet puljeordningen. Det er i beregningen
antaget, at der vil ske en opsparing i puljen, idet det antages, at der
ikke forekommer uforudsigelige omkostninger på deponeringsanlæggene i de
første 10 driftsår.
Efter de 10 første driftsår er det
antaget, at de samlede udbetalinger fra puljeordningen vil vokse til et
beløb svarende til indbetalingerne til puljen over yderligere en 10 års
periode. Dette er begrundet i, at alle anlæg først antages at ville være
tilsluttet puljeordningen efter cirka 10 år.
Tabel
5
Pulje for uforudsigelige omkostninger (opbygning),
1000 kr.
Det ses, at puljen relativt hurtigt får
opbygget en kapital, der er tilstrækkelig til at imødegå et typisk
uheld, sådan som dette er beskrevet i kapitel 3. Som eksempel på et
typisk uheld kan anvendes omfanget af de umiddelbare omkostninger
forbundet med afhjælpning af skader på grundvandet, der er fastsat til
mellem 1,1 og 4,4 millioner kroner.
Tabel
6
Pulje for uforudsigelige omkostninger (langtidsprognose),
1.000 kr.
Indbetalingen til puljen er fastsat således,
at puljekapitalen på længere sigt er tilstrækkelig til at afholde de
uforudsigelige omkostninger, der i kapitel 2 er kalkuleret med, statistisk
set vil forekomme på landsplan. De renteindtægter, der kan opnås, medgår
til yderligere sikring af puljens soliditet. Som anført i tabel 4, er der
regnet med, at samtlige administrationsomkostninger til de to puljer
afholdes via bidraget til puljen for forudsigelige omkostninger.
|
|