| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Søslaget om Songkhla

Græsrodsarbejde herhjemme er ret omkostningsfrit. Mange andre steder kan det koste livet. Kampen om fiskene i havet ud for Thailand er hård; en fisker er blevet dræbt og andre truet. Konflikterne er mange og forskellige – det samme er fjenderne. Men et nyere netværk, der støttes af Danced, giver fiskerne hjælp til sammen at gøre noget for deres eksistensgrundlag og samtidig bevare naturens ressourcer.

Formanden for den lokale organisation, der støtter fiskersamfundene i udkanten af Songkhla kører os rundt fra landsby til landsby og forklarer undervejs om situationen. Over ryglænet i bilen hænger hans skudsikre vest og på bagsædet ligger en pistol. Et praj fra en politimand, der gik via vores vens far, fik denne fredelige mand til at anskaffe sig dette selvforsvar. Der er sat en pris på 80.000 bath på hans liv – lidt fornærmende lavt, synes han.

Det sidste bliver sagt sådan lidt for sjov, men ingen tvivl om, at situationen og konflikterne for fiskerne på disse kanter er alvorlige nok. En fisker er allerede blevet dræbt. Så når der her kæmpes for at bevare naturressourcerne – især fisk foruden mangroven og korallerne hvor de yngler – foregår det ikke blot med ord.

Problemerne er mange og forskellige – det samme er fjenderne. Vennerne er få, men de er der – bl.a. via støtte gennem et dansk miljøbistandsprojekt. Projektet går ud på at opruste samarbejdet mellem forskellige organisationer og befolkningsgrupper – og desuden mere overordnet give bistand til at organisere landets miljøarbejde. Det sidste foregår i høj grad gennem NGO-COD, som er paraplyorganisation for flere hundrede af landets miljøorganisationer

– I forhold til tidligere så konfronterer vi i dag i høj grad regeringen med dens politik og den måde, som den fører den ud i livet på; og vi stiller flere kritiske spørgsmål, siger Ravadee Prasertcharoensur fra NGO-COD.

Ravadee er en af de mest erfarne NGO’er på miljøfronten. Hun forklarer, hvordan græsrodsarbejdet og finansieringen af det har ændret sig. Bare for et par årtier siden strømmede pengene til de thailandske NGO’er – ikke mindst fra USA. Dengang arbejdede græsrodsorganisationerne i høj grad med konkrete opgaver, som regeringen ikke selv magtede.

Hun siger, at man kan sammenligne udviklingen med, hvordan det frivillige sociale arbejde herhjemme gik fra at foregå via "hattedamer" til kritiske organisationer, der ud over at yde en konkret indsats også blander sig i den politiske proces.

Bæredygtige partnerskaber

Ravadee er også direktør for programmet "Danced partnerskab for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer" . Hun sidder her i spidsen for en central enhed, som via dansk miljøbistand støtter fire meget forskellige projekter omkring forvaltning af naturressourcer forskellige steder i landet.

Et af dem drejer sig om "Kystzone- og floddeltaforvaltning i det sydlige Thailand", og arbejder netop med fiskerlandsbyernes problemer – som samtidig også er naturens.

Det gennemgående problem er, at fiskeriet er gået tilbage. Årsagerne er: Overfiskning, ødelæggende fiskerimetoder, forurening og ødelæggelse af mangroven. Lokalbefolkningen på den 2.000 km lange kyststrækning ud mod den Thailandske Golf mod øst og Andaman Havet mod vest – og på de talrige små øer – har traditionelt haft fiskeri som det helt dominerende erhverv. Landsbyerne er totalt afhængige af fiskeriet, og det er en katastrofe, når det svigter.

Ideen med projektet er både at presse regeringen til at leve op til dens egen vedtagne politik på området og samtidig vise alternative måder at udnytte naturen på. Kernen i projektet er også at styrke miljøorganisationerne og lokalsamfundene på en måde, så de får skabt et netværk.

I kystzoneprojektet har seks forskellige involverede miljøorganisationer fået skabt et samarbejde mellem mere end 100 landsbyer i 13 forskellige provinser. Via samarbejdet er lokalsamfundene blevet aktive på den politiske arena, og projektet har samtidig konkret demonstreret anderledes måder at udnytte naturen mere bæredygtigt på.

Blokade i havnen

For cirka et års tiden supplerede seks fiskerlandsbyer omkring Songkhla på Østkysten deres politiske kamp med en blokade af indsejlingen af den store vitale havn i Songkhla.

I årevis havde fiskerlandsbyerne – der i århundreder udelukkende har levet af fiskeri og udført det bæredygtigt – forsøgt at få regeringen til at gøre noget ved trawlernes hærgen.

Trawlerne – der her er lokale – overholder hverken kvoter, regler om fiskesteder eller metoder. Efter år, hvor Baan Lae der er en lille muslimsk fiskerlandsby ned mod havnen, har forsøgt at få regeringen til at gøre noget ved overfiskeriet, gik blokaden ind.

I to uger vuggede de små fiskerbåde side ved side, og fik den ellers så travle havn til at ligge stille hen. De sørgede også for at passivere politiet ved at spænde fiskenet ud, så patruljebådenes skruer gik i nettet, når de nærmede sig blokaden.

Aktionen var en succes. Medierne dækkede aktionen og premierministeren rejste til Songkhla og forsikrede fiskerne om, at reglerne for trawlfiskeriet ville blive stadfæstet og skulle overholdes.

Men i praksis er der ikke sket så meget – trawlerne overfisker stadig. Vinterens valg kan betyde en ny regering, som fiskerne så vil kontakte – igen. "Og sker der stadig ikke noget, kan der godt blive tale om nye aktioner. Men en blokade er et stort arbejde og det er svært at få folk med, fordi det er risikabelt", siger landsbyformanden i Baan Lae, der betyder "Havets huse".

Han forklarer også, at uden hjælp fra netværket og NGO’erne var de ikke nået så langt. "Vi har fået nye venner, og de har hjulpet med at skrive breve, arrangere seminarer og få journalisterne til at interesse sig for vores sag. Men selve blokaden er helt vores egen sag", understreger han.

Landsbyformanden mener, at man sagtens kunne få en hurtig og varig løsning på problemet. "Amerikanerne skal boykotte seafood fra Thailand og forbyde import af fangst, der er sket med miljøødelæggende metoder. Så ville der hurtigt ske forbedringer".

Han forklarer også, at den måske allerstørste forandring via projektet er, at landsbyerne har organiseret sig og er blevet en politisk magtfaktor.

Eget inspektionsskib

Mens regeringen er den reelle fjende i Baan Lae, er fjenden de store trawlere – ofte fra andre regioner og lande – på øen Kho Yao Noi. Den lille ø kan man se over til fra ferieparadiset Phuket på vestkysten.

Efter fiskerne selv har beskyttet et område af søen er dyrelivet vendt tilbage; både bevoksningen langs bredden der giver plads til et rigt fugleliv - og sidst men ikke mindst er der igen kommet store fisk i søen.

Da det danske kystzoneprojekt startede hernede tilbage i 1995 brugte mange af de lokale fiskere et såkaldt skrubbe-net, der ødelægger både havbund og dræber fiskeyngel.

Første skridt blev en sammenslutning, som fiskerne selv lavede, og hvor hovedparten af fiskefamilierne meldte sig ind. Her blev det vedtaget at forbyde den slags fiskemetoder, og fiskerne blev også enige om at danne fælles front mod de store trawlere – hvis net kører hen over havbunden og spolerer både den, fiskeyngelen såvel som korallerne.

Da fiskerne først havde fået dannet deres netværk, kom de faktisk hurtigt i dialog med regeringen, der fastlagde grænser for,hvor tæt ind mod kysten trawlerne måtte komme. Men hverken regeringen, de lokale myndigheder eller kystpolitiet var i stand til at sørge for, at grænserne også i praksis blev overholdt.

Hvad gør man så, når ens levebrød er truet? Fiskerne sparede op og købte sammen et lille men hurtigtgående inspektionsskib. "Afregningen" kom meget hurtigt fra modsat hold i form af beskydning fra trawlerne. En lokal fisker døde i et sådant angreb, og en forårsnat i år 2000 brændte "mellemmænd" inspektionsskibet af.

Fiskerne anskaffede sig et nyt inspektionsskib, og de vandt næste runde: Antallet af trawlere er faldet – med 80% vurderer landsbyen – og det lokale bæredygtige fiskeri er igen steget, så familierne kan leve af det.

Yngelpleje

Samme langsigtede tankegang har også betydet, at fiskerne i landsbyen Baan Lam Jong Tanon inde ved selve Songkhla Sø har fået store indtægtsstigninger, og i dag faktisk tjener tre gange så meget som fiskerne ude ved kysten.

Men sådan var situationen bestemt ikke for seks år siden. Da gik rejefiskeriet længere og længere ned – og det egentlige fiskeri var næsten ophørt.

Her var fjenden hverken trawlere eller regering – men de metoder fiskerne selv brugte: Gift der lammer fiskene, så de kan skovles op – store som små – eller lys der har samme effekt.

Også her besluttede fiskerne i fællesskab at forbyde metoderne, men økosystemet havde taget for meget skade til at komme sig uden hjælp. Fiskerne fredede derfor selv et område af søen på 60 hektar, hvor de udsatte fiskeyngel, som fiskeridepartementet under regeringen leverede. Effekten var så god, at seks andre sø-landsbyer tog ideen op, og dermed blev yderligere 200 hektar søareal beskyttet.

At fiskeriet igen har fået det meget bedre i søen, behøver man ikke fine målinger og undersøgelser til at fortælle. Det er blot at se på maskestørrelsen på fiskernes net. De kan igen tillade sig at bruge de stormaskede net – lade de små fisk svømme og vente på, at de vokser sig store og fede.