Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Grøn radio før daggry

Der er travlt i mediehuset. Under de lydisolerende æggebakker i studiet er et langt temaindslag fra i går under redigering, og i dag skal dagens tv-hold ud på tre optagelser, der alle handler om miljø. Parallelt kører et hav af andre programmer og aktiviteter under Young Green Media Project, som Danced har været med til at støtte fra starten i 1996, og som nu har fået forlænget bevillingen. For 3,5 millioner kroner i alt er man en gang om ugen igennem flere år nået ud til omkring en kvart million unge miljøinteresserede seere.

Shamanen svælger skiftevis i whisky og råt dampende varmt bøffelkød, inden vandringen under landsbyens og mediernes bevågenhed går først til "Lykkens træ" og så gennem regnskoven op til vandreservoiret.

I landsbyen Maisia uden for Chiang Mai i Nordthailand er alle de små bedehuse til de afdødes ånder i naturen pyntet ekstra op i dagens anledning. Minth og de to kamerafolk får den årlige tilbagevendende begivenhed "i kassen", inden holdet går ind i regnskoven for at få lidt god grøn lyd og billeder med hjem som ekstra gevinst.

De unge grønne mediefolk klarer turen op og ned i den dampende varme regnskov i løse åbne badetøfler. Efter et par timers opvarmning i skoven suser de videre i dagens program ved hjælp af firehjulstrækkeren, der er doneret til mediehuset af narkotikamyndighederne, som derfor har deres logo på bilen; og sådan er det med det meste udstyr hos Young Green Media, der er noget af en sammenskudsforretning – både hvad angår husets målgruppe, udstyr, udvalg af programmer og meget forskellige bidragydere til husets drift.

Men Danced er en af de store bidragydere. Den danske bistand går til den del af udbuddet, der er rettet direkte mod unge og som på en eller anden måde har med miljø at gøre. Det vil sige, at en meget stor del af pengene er brugt til at købe dansk know-how – i form af konsulenter fra Danmarks Radio. En del er også brugt på udstyr og noget til at købe sendetid til de to landsdækkende miljøprogrammer for unge. Og selvfølgelig til løbende at producere udsendelser, fortæller direktør Pongtada Suriya – den døgnaktive ildsjæl bag multimedie-foretagendet:

– Organisationen har et socialt udspring, men meget hurtigt blev det ligeså vigtigt at forbedre miljøbevidstheden hos unge. Vi prøver at gå helt nye veje. For det første bruger vi unge journalister – og i indslagene satser vi på drama, soap, smart grafik og musik. Vi bruger tidens sprog og hjælpemidler, så de unge ikke bare står af, fordi miljøproblemer behandles kedeligt og gammeldags, siger Pongtada Suriya.

Højlandet i centrum

Den oprindelige baggrund for projektet var en alarmerende stigning i antallet af unge i byen og hos bjergstammerne, der tog store mængder af stoffer, f.eks. amfetamin. Der måtte oplysning til – serveret på måder som de unge gad at høre på.

Fra 1996 til og med 1999 modtog Young Green Media Project i alt 3,5 millioner kroner fra Danced som dansk miljøbistand. Denne etape gik primært til at komme i gang og udvikle diverse koncepter, og det var i første omgang radiomediet, der blev satset på i de første år. Omkring halvdelen af pengene er gået til at købe know how hos danske konsulenter især til at undervise i elektroniske medier. Anden fase af projektet er startet i år 2000 og løber over fire år. Den fase støttes med 4 millioner kroner i miljøbistand. Mens første fase fokuserede meget på opbygning af kapacitet, så skal miljøindholdet yderligere forstærkes her i anden fase. Det er også meningen, at projektet skal støtte andre Danced-projekter i at nå bedre ud med information til deres respektive målgrupper.

– Og da miljøproblemerne samtidig tonede frem, var vi allerede godt i gang med at arbejde os ind på den unge målgruppe, siger Pongtada Suriya.

Det er græsrodsorganisationen Thai Worldview Foundation (WIF), som er udløber af den tilsvarende internationale Worldview Foundation, der står bag. Dens hovedformål er kommunikation, der forbedrer almindelige menneskers mulighed for at medvirke positivt til samfundsudviklingen.

Siden WIF startede i Thailand i 1993 har de arbejdet tæt sammen med narkotikamyndighederne bl.a. om at få bjergstammerne til at droppe dyrkning af opium til fordel for andre afgrøder.

Nøgleområderne for WIF Thailand handler specielt om højlandet – beskyttelse af miljø og natur, og desuden narkotikaforebyggelse i samarbejde med skolerne.

Narko og sangfugle

For Young Green Media startede det med radio, senere kom fjernsyn til, i dag indgår også produktion af hjemmesider. Men også mere lavteknologiske måder at kommunikere på står på repertoiret.

Man samarbejder med "Bjergstammesprog-radio" der oversætter programmerne til de mange stammesprog og på motorcykler kører ud med kassettebånd til landsbyerne. Der bruges højtaler til at sende informationerne ud over hele landsbyen på en gang. Vægaviser, kampagner – fulgt op af velgørenhedskoncerter – er andre kommunikationsformer som mediehuset bruger i arbejdet.

Pongtada arbejder – endnu kun på tankeplanet – også med en vision om et ungdomsmagasin og et internationalt ungdomsnetværk via internet omkring miljøproblemer.

Den største sejr indtil videre kom i 1999, hvor netop TV-ungdomsprogrammet "Young Zone" – der er finansieret af Danced – fik en fornem national pris som årets bedste ungdomsprogram. Udsendelserne ses i snit af knap en kvart million unge

Der er fart over feltet, når de unge fra Young Green Media tager på optagelse. Tre større opgaver blev det til den dag. Den første foregår ude i regnskoven ved landsbyen Maisia udenfor Chiang Mai.

Der var ikke kun tale om præmiering af et enkelt program men af ugentlige programmer over hele året. En gennemgang af Young Zones udsendelsesrække fra 1998 og frem til i dag viser hvor forskellige emner, der har været behandlet: Camping og miljø, alternativer til flasker og dåser, grønne områder i store byer, øko-turisme, sjældne fugle, bevar skildpadderne, energibesparelser i skolerne, vand-hyacinter – flodernes forurening – og meget meget mere.

De har også lavet tv om et andet Danced-projekt – River Spy – der også findes en reportage om her i denne bog.

Parallelt med alle udsendelserne bliver der arbejdet med forebyggelse af narkotikamisbrug – også her bruges medierne på mange og forskellige måder.

På en rundtur i huset møder vi en lektion i praksis. Unge fra bjergstammerne – fem fra hver skole – er på ugeseminar; de er udvalgt som nøglepersoner, og skal senere – via den kommunikationstræning de får – give informationerne videre til deres skolekammerater hjemme.

40.Pongtada Suriya der har startet - og stadig leder - Young Green Media er meget stolt over den pris, som Young Zone har modtaget som bedste ungdomsprogram. Hans næste ambition er at opbygge et internationalt netværk blandt unge til at udveksle informationer om natur og miljø.

Også her er der tale om "genbrug". For de samme unge møder vi senere nede på plænen, hvor de bliver interviewet på tv til Young Zone omkring det forkerte i at jage en lille lokal sangfugl – en pitaliw – der egentlig er fredet.

Radio ved solopgang

Den aktuelle sendeflade som de pt. 25 unge journalister skal yde er 33,5 timers ugentlig radio og 2 timers tv fordelt på fire programmer – henholdsvis en time tirsdag til Young Zone og en time torsdag til Green Zone, som også financieres af Danced

Kun tre af de ansatte er uddannede journalister, men alle de fungerende mediefolk har et par år på universitetet bag sig – og mange bruger nu også deres fritid på at videreuddanne sig.

Tv-udsendelserne bliver optaget og sendt i kassette til Bangkok, hvor de skal være fremme tre dage før de skal i æteren. Herfra sendes de landsdækkende ud på to forskellige kanaler.

– Her på stationen skal alle stort set kunne alt, og kvaliteten kan derfor svinge lidt alt efter, hvem der er på. Men de unge får træning af miljøjournalister, og vi har også et godt samarbejde med tv-folk fra Danmarks Radio, der har undervist meget hos os, siger Pongtada Suriya.

Allerede tidligt om morgenen er mediehuset i gang. Fra 5 til 6.30 om morgenen sende radioprogrammet "Landbrug før daggry" til bjergstammerne i området.

– Folk står tidligt op, så det er det rigtige tidspunkt at sende på. Her bliver der diskuteret landbrugsfaglige emner, og lytterne kan også ringe ind. Det er meget populært, og der bliver udvekslet konkrete erfaringer om dyrkningsmetoder, afgrøder og miljøvenlig drift, siger Pongtada.

Miljøvenlig tv-star

I et redigeringsstudie er Minth på 25 år ved at få styr på indslaget fra landsbyen, mens der er ved at blive indspillet musik i et andet studie. Udstyret er dyrt, specielt til tv, så derfor var mediehuset her aldrig kommet i gang uden den danske støtte – selv om der også er reklamespots i programmerne, som bidrager med indtægter.

– Vi prøver år for år at få mere ind via reklamespots og egne indtægter, så vi ikke skal tigge om donationer. Vi er også begyndt at udbyde produktion af hjemmesider og er allerede blevet bestilt til nogle stykker, bl.a. af turistmyndighederne her i Chiang Mai. Men vi skal til at markedsføre os mere professionelt. Vi vil gerne have kontakt med virksomheder der har brug for at markedsføre deres grønne produkter til vores målgruppe, siger Pongtada Suriaya.

Minth arbejder i et af de nu to tv-redigeringsrum. Udstyret er skaffet hjem på forskellig vis og alternative metoder er taget i brug f.eks. er loftet isoleret med æggebakker. Via Danced-støtten når Young Zone ud med miljøinformation i tidens trendy toneklang, så omkring en kvart million unge hver uge gider se programmet.

Nu skal et andet tv-hold på opgave. Minth tager med, men denne gang er det Nine, der skal interviewe. Seancen foregår på et stort hotel og ligger i forlængelse af et pressemøde. Hun skal interviewe tre kendisser, men satser især på Saran You Wong Grachsang der er en yngre fjernsyns "superstar", som Nine selv udtrykker det.

– Vi har valgt ham, fordi han tit udtaler sig positivt om at passe på naturen og ressourcerne. Og det gør et meget stort indtryk på unge, hvis netop han anbefaler det, siger Nine.

Nine interviewer alle tre på en gang i hotellets lobby. Undervejs ringer den enes mobiltelefon, og samtalen bliver klaret for åben skærm, mens Nine fortsætter med de to andre.

Tilbage på stationen får Nine, der tidligere er fransklærer, meget travlt med at redigere og speake, så indslaget kan komme med i sendingen denne uge til Bangkok.

Så der bliver tid til, at Pongtada Suriaya kan fortælle lidt mere om fremtidsplanerne:

– Vi skal i højere grad være en medieorganisation, der yder mange forskellige former for service. I stedet for en NGO der hele tiden er afhængig af både regering og alle mulige organisationer, slutter Pongtada Suriya.