Markeringsnet og geotekstiler - egnethed til markering mellem ren og forurenet jord 

4. Diskussion og konklusion

4.1 Produkter på markedet
4.2 Materialer
4.3 Produktegenskaber
4.3.1  Synlighed
4.3.2 Mekanisk styrke og levetid
4.3.3 Nedsivning af regnvand
4.3.4 Risiko for frigivelse af forurenende stoffer
4.3.5 Priser
4.4 Samlet vurdering
  

4.1 Produkter på markedet

Adskillige af de relevante geosyntet-produkter, der er til rådighed på det danske marked, findes i flere udgaver, der adskiller sig fra hinanden først og fremmest ved deres arealvægt; man kan sige, at de er mere eller mindre kraftige. Desuden forekommer nogle produkter med flere maskestørrelser. Til denne undersøgelse er der som hovedregel valgt de letteste – de mindst kraftige – eksempler.

4.2 Materialer

Alle de undersøgte markeringsnet, advarselsnettet og de fleste geotekstiler og geonet er lavet af polypropylen. To geonet er af polyethylenterephthalat beklædt enten med PVC eller med en ikke oplyst polymer. Et geotekstil er af en blanding af polyethylen og polypropylen; et andet er af polyethylenterephthalat beklædt med PVC, mens et tredje er af polypropylen og en ikke nærmere oplyst polyester.

De PVC-holdige produkter anses på forhånd for at være mindre egnede til den aktuelle anvendelse, idet der er tale om blødgjort PVC med et indhold af blødgøringsmidler på formodentligt omkring 40 %. Det må forventes, at blødgøringsmidlerne med tiden vil blive udvasket af nedsivende regnvand. Ganske vist vil udvaskningen ske ret langsomt; men over en periode på op til 50 år vil det medføre en reduktion af produktets fleksibilitet. Derfor er de PVC-holdige produkter på forhånd blevet sorteret fra og altså ikke taget med i ældningstesten. (TeleNett 22/22 blev dog medtaget i ældningstesten, da dets sammensætning ikke var oplyst, da testen blev sat i gang). I øvrigt er de mest anvendte blødgøringsmidler – phthalater – uønskede i miljøet. Det er ikke oplyst, hvilke blødgøringsmidler der er anvendt i de to produkter, men sandsynligheden taler for, at det er en phthalat - formentligt di(2-ethylhextyl)phthalat (DEHP).

Det produkt, der er af polyethylenterephthalat beklædt med "polymer" (Fortrac 20/13-20) blev ikke medtaget i ældningstesten, da leverandøren af andre grunde anser det for uegnet til den aktuelle anvendelse. Typar HR, der er af polypropylen og polyester blev heller ikke medtaget i ældningstesten, dels fordi den modtagne prøve er for lille, dels fordi produktet af andre grunde anses for at være uegnet.

4.3 Produktegenskaber

4.3.1 Synlighed

Markeringsnet og advarselsnet forekommer alle i stærke kulører, der tydeligt adskiller sig fra jordens.

De geotekstiler, der har struktur som filt, adskiller sig efter nogen tid i jorden næppe tydeligt nok, til at de vil være nemme at få øje på.

Geonet findes kun i sort og gråt, og geotekstiler kun i hvidt, sort og gråt. Det må derfor forventes, at disse produkter på grund af tilsmudsning snart vil blive vanskelige at få øje på i jorden.

4.3.2 Mekanisk styrke og levetid

Produkternes deklarerede styrke i ueksponeret tilstand (de data, der er oplyst af leverandørerne, og som er anført i tabellerne i bilag B) er af indlysende grunde ret uinteressante i relation til mange års ophold i jorden. Vi vil derfor kun se på reststyrken og brudtypen efter accelereret ældning ved eksponering ved 90° C i op til 75 døgn.

Et af de prøvede produkter svigtede allerede efter halvdelen af den planlagte eksponeringstid, nemlig geotekstilet Tipptex 4713, der var helt uden styrke efter 37 døgn ved 90°C.

Efter 75 døgns eksponering svigtede yderligere to geotekstiler, nemlig Geolon 15 og Fibertex G-100.

Alle de øvrige produkter har efter 75 døgns eksponering stadigt gode værdier af mekaniske egenskaber og dermed vurderede "levetider" ved den påtænkte anvendelse på over 50 år Produkterne har enten haft lidt faldende eller lidt stigende værdier af trækbrudstyrke og brudtøjning. Det er ikke unormalt, at disse egenskaber kan have stigende værdi i starten af et ældningsforløb og faldende senere, da der er mulighed for dannelse af en mere perfekt struktur i materialerne.

Idet der kun er undersøgt én prøve af hvert produkt, er spredningen principielt ukendt, og det kan ikke vurderes, i hvor høj grad de undersøgte prøver er repræsentative for de undersøgte produkter.

Der er stor overensstemmelse mellem den måde, hvorpå de enkelte produkter brydes og deres konstruktion. Alle de produkter, der er fremstillet af forstrakte tråde eller strimler, brydes med sprødt brud. Kun tre produkter brydes med sejt brud, og de er alle fremstillet af tråde, der ikke er forstrakt, og tilhører gruppen af markeringsnet. Alle geotekstilerne og geonettene brydes med sprødt brud.

4.3.3 Nedsivning af regnvand

Ingen af de undersøgte produkter er så tætte, at nedsivning af regnvand bliver hindret af den grund.

I geotekstilerne er der imidlertid risiko for, at de kan blive stoppet til af lerpartikler i jorden, så vandgennemtrængeligheden gennem produktet mindskes. En anden risiko er, at bakterier, svampe eller alger i geotekstiler kan vokse, hvorved vandgennemtrængeligheden kan reduceres.

4.3.4 Risiko for frigivelse af forurenende stoffer

De fleste af de anvendte additiver (UV-stabilisatorer og pigmenter) er enten uopløselige eller tungt opløselige i vand, så de udgør ingen forureningsrisiko. Enkelte stoffer i de additiver, der benævnes spinfinish, er vandopløselige. Der er tale om fosforsyreestere. Da de imidlertid forekommer i andele på under 1 %, anses de for ikke at kunne udgøre nogen væsentlig forureningsrisiko. Spinfinish forekommer kun i geotekstiler.

For alle de undersøgte produkter gælder det, at når materialerne nedbrydes i jorden, dannes der ikke stoffer, der kan udgøre nogen forureningsrisiko.

4.3.5 Priser

Priserne på de undersøgte produkter varierer fra omkring 3 kr. pr. mē til det seksdobbelte. Geonettene er dyrest. Der er produkter i den billige ende, der er velegnet til den aktuelle anvendelse.

4.4 Samlet vurdering

Det er markeringsnettene, der bedst modsvarer de ønsker, der må stilles til anvendelse som markering af adskillelse mellem ren og forurenet jord. De ses alle tydeligt i jorden, idet de forekommer i stærke kulører. Regnvand siver uhindret gennem dem. De har en passende styrke, og de, der er fremstillet af ikke forstrakte tråde, brydes med sejt brud, således at trådene ved gravning trækkes ud til lange, tynde tråde, der forbliver synlige. Disse egenskaber forventes generelt at bliver bibeholdt selv efter 50 års ophold i jorden. Endeligt er de fremstillet af polypropylen med tilsætning af UV-stabilisator og/eller pigmenter, som ikke vil blive udvasket og dermed ikke udgøre noget bidrag til yderligere forurening. Af de undersøgte markeringsnet brydes tre med sprødt brud. Et af dem er desuden blandt de billigste af alle de undersøgte produkter.