Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved                            anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet

Baggrundsnotat

1. Indledning

1.1 Vejledningens Baggrund
1.2 Vejledningens formål
1.3 Liste over anvendte forkortelser

Denne rapport udgør baggrundsmaterialet for en udarbejdet vejledning i udførelsen af samfundsøkonomiske omkostningsanalyser på kemikalieområdet.

Således har denne rapport til formål at give en uddybende beskrivelse af de operationelle retningslinier, som er formuleret i selve vejledningen. Baggrundsrapporten kan fungere som opslagsværk, således at den interesserede læser her har mulighed for at få en uddybende forklaring bl.a. af konkrete teoretiske problemstillinger forbundet med samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger.

Baggrundsrapporten er så vidt muligt opbygget efter samme princip som selve vejledningen, således at læseren vil have mulighed for hurtigt at kunne finde frem til de afsnit af baggrundsrapporten, der relaterer sig til en bestemt del af vejledningen.

Udgangspunktet for baggrundsrapporten har været det første arbejdspapir, der blev produceret i forbindelse med dette projekt (Paradigme for økonomiske omkostninger ved anvendelsesbegrænsning: Systemanalyse, Februar 2000). Således vil en del af teksten i baggrundsrapporten være identisk med dele af dette arbejdspapir.

1.1 Vejledningens Baggrund

Når politiske indgreb besluttes har det normalt en række økonomiske konsekvenser på samfundsplan. I Danmark er der krav om, at der i forbindelse med enhver ny lovgivning skal foretages en vurdering af de økonomiske konsekvenser.

Også på kemikalieområdet er dette krav gældende. Selvom de seneste års udvikling således er gået i retningen af at omkostningsvurderinger foretages i et stadig større omfang, er der stadigvæk stor variation i de anvendte metoder, og der findes ikke en egentlig entydig praksis til vurderinger af omkostninger inden for kemikalieområdet.

For at sikre indbyrdes konsistens i omkostningsvurderinger på kemikalieområdet, herunder mulighed for direkte sammenligning mellem forskellige tiltag, er der brug for et fælles metodegrundlag for sådanne vurderinger. Et sådant fælles metodegrundlag vil yderligere medvirke til at reducere arbejdsbyrden ved udførelsen af den enkelte omkostningsvurdering.

1.2 Vejledningens formål

Projektet har således til formål at bistå Miljøstyrelsen i udarbejdelsen af ensartede og operationelle retningslinjer for udarbejdelsen af omkostningsvurderinger på kemikalieområdet.

For at tilfredsstille dette formål bør der udarbejdes retningslinjer, der opfylder følgende krav:
Konsistens. Dette krav har flere dimensioner. De anbefalinger vedrørende retningslinjer, som projektet udmøntes i skal:
være konsistente i forhold til de valgte definitioner (se senere)
være konsistente i forhold til andre lignende vejledninger, som allerede er iværksat (herunder specielt vejledning i "Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter" og Finansministeriets "Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger")
være metodemæssigt konsistente. Det vil sige, at retningslinierne skal være teoretisk konsistente og at de skal opfylde et krav om indre konsistens i den forstand, at de enkelte retningslinjer skal være meningsgivende i forhold til de øvrige.
Entydighed. Eventuelle uklarheder eller fortolkningsspørgsmål skal være afklarede i processen, således at der, i de endelige retningslinier, ikke levnes unødigt rum for fortolkninger.
Operationalitet. Retningsliniernes anbefalinger skal principielt være umiddelbart gennemførlige. Det betyder dog ikke, at problemer med eksempelvis data-tilgængelighed ikke kan opstå i selve gennemførelsen.
Enkelhed. Retningslinierne skal være enkle og letforståelige. Der kan her opstå en konflikt i relation til de ovenfor listede krav. Hvor sådanne konflikter opstår, bør retningslinierne stadig udformes så enkelt som muligt samtidig med at der ikke gås på kompromis med disse krav. Det har derfor været nødvendigt at tilfredsstille kravet om enkelhed gennem en forholdsvis enkel vejledning suppleret med denne baggrundsrapport.

1.3 Liste over anvendte forkortelser1

ADAM Annual Danish Aggregate Model

BDPE - Bromodiphenylether

BNP Bruttonationalprodukt

CBA Cost Benefit Analysis

CEA Cost Effectiveness Analysis

CO2 - Carbon Dioxid

CS Consumer Surplus

DCM Dichlormethan

EU European Union

HFC - Hydrofluorcarbons

HFK - Hydrofluorkarboner

ISO - International Organisation for Standardisation

MST Miljøstyrelsen

SCCP Short-chain Length Chlorinated Paraffins

SPI - Society of the Plastics Industry

1 Denne liste omfatter forkortelser anvendt i selve vejledningen, såvel som i den tilhørende manual og i det tilhørende baggrundsnotat