Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet
5. Fastlæggelse af priser og omkostninger
| 5.1 | Beregningspriser |
| 5.1.1 | Værdisætning af omkostninger uden markedspris |
| 5.1.2 | Markeds- versus faktorpriser |
| 5.1.3 | Løbende versus faste priser |
| 5.2 | Tilbagediskontering og kalkulationsrente |
Den økonomiske værdi af de forskellige omkostningselementer skal fastlægges, i det omfang de ikke foreligger. Værdisættelsen skal ske efter ensartede retningslinier, og til dette formål er der behov for anvendelse af korrekte priser på kemikalier og andre relevante råvarer, på arbejdskraft og på fritid. I de tilfælde hvor omkostningselementerne foreligger oplyst i økonomiske termer skal endvidere sikres, at der er anvendt de korrekte priser. Ud over priser skal anvendes ensartede forudsætninger om kalkulationsrente og tidshorisont til brug for beregning af de samlede omkostninger. Priser og beregningsforudsætninger er diskuteret i det følgende.
5.1 Beregningspriser
I forbindelse med kvnatificeringen af tiltagets samfundsøkonomiske omkostninger, må det overvejes hvilke typer priser der bør anvendes. Konkret drejer det sig om tre problemstillinger: 1) Hvordan værdisættes omkostningselement uden en markedsfastsat pris, 2) Bør effekterne opgøres i markeds- eller faktorpriser, og 3) Bør effekterne opgøres i løbende eller faste priser.
5.1.1 Værdisætning af omkostninger uden markedspris
Kemikalier anvendes typisk som input ved fremstillingen af et produkt eller i udførelsen af et givet stykke arbejde. Derfor vil størstedelen af de elementer der skal indgå i omkostningsvurderingen være relateret tilvejebringelsen af et produkt eller et stykke arbejde.
For at kunne foretage omkostningsanalysen må elementer der indgår i den traditionelle produktionsproces samt elementerne, der indgår i de alternative metoder, substitutterne, kvantificeres og værdisættes. Mens de fleste elementer så som køb af råvarer og maskiner har en egentlig markedsfastsat pris, som udtrykker elementets værdi, vil der ofte også indgå elementer, der ikke har en klar defineret pris.
Tidsforbrug
Et af disse elementer er ændringen i tidsforbrug for at gennemføre et givet stykke arbejde. I mange tilfælde vil elimineringen af et kemisk stof betyde, at en ny proces må anvendes, hvor såvel den egentlige arbejdstid som ventetiden for at få udført arbejdet kan blive påvirket. Hvis der er tale om en ændring i selve arbejdstiden, afhænger prisen af, om der er tale om privat eller erhvervsmæssig aktivitet.
Den private bruger anvender sin fritid til at udføre arbejdet. Værdien af fritiden kan sættes lig den alternative arbejdsindkomst, der kunne være opnået. Her antages, at det enkelte individ vælger fordelingen af sin tid mellem arbejde og fritid, således at værdien af individets fritid netop svarer til den indkomst han alternativt kunne have opnået ved at arbejde, dvs. lønnen efter skat. Man siger også at den marginale værdi af arbejdet er lig den marginale værdi af fritid5.
Ved at anvende arbejdslønnen efter skat som udtryk for den tidsmæssige omkostning vil den tidsmæssige omkostning ved en given aktivitet i princippet variere afhængig af den enkeltes lønniveau. Der kan imidlertid sættes spørgsmålstegn ved rimeligheden i at værdien af forskellige individers fritid sættes til at være forskellig afhængig af den enkeltes indkomst. Derfor anbefales, at man anvender gennemsnitslønnen efter skat som værdi på de private husholdningers tidsforbrug.
I erhvervsmæssig sammenhæng har tidsomkostningen en markedsfastsat pris. Dette er virksomhedens betaling for tiden, det vil sige bruttolønnen. Her er det væsentligt hvilken type arbejdskraft, det ændrede tidsforbrug vil finde sted for. Lønniveauet varierer betydeligt mellem såvel forskellige faggrupper (faglærte, ikke-faglærte etc.) som mellem forskellige brancher. I de tilfælde, hvor man kan opdele ændringen i arbejdskraftforbruget på faggrupper bør dette gøres og de relevante lønniveauer må anvendes i analysen. Alternativt må anvendes en gennemsnitsløn for branchen. Disse lønoplysninger kan fås fra Danmarks Statistik.
Værdisætningen af ventetid er mere kompliceret. Med ventetid menes tid, hvor en given proces udfører et stykke arbejde af sig selv. Der kunne f.eks. være tale om afrensning af gammel maling og lak, hvor forskellige malingsfjernere giver meget forskellig ventetid, målt som den tid, der går mellem, at malingsfjerneren påføres emnet og til den har løsnet malingen så meget, at denne kan skrabes af.. For dette tidsforbrug gælder, at tiden samtidig - helt eller delvist - vil kunne anvendes til andre aktiviteter. Her må man i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvor meget den effektive arbejdstid reduceres af, at man samtidig er i gang med et "ventearbejde".
Ændringer i kvalitet
En anden omkostning, for hvilken der ikke findes en markedsbestemt pris, er den omkostning, der kan tilskrives en eventuel kvalitetsændring6. Man skal her være opmærksom på, at begrebet "kvalitet" ofte bygger på en subjektiv opfattelse (her henvises til behandlingen af kvalitet under kortlægningen af omkostningselementerne i kapitel 4.3.2 for en uddybning). Prissætning af kvalitet er problematisk, og det er ikke muligt at standardisere retningslinierne på dette område. Senere i projektet vil der blive søgt skønnet over betydningen af denne faktor og tilvejebragt en vurdering af, hvordan den kan medtages i en omkostningsvurdering.
5.1.2 Markeds- versus faktorpriser
For de omkostningselementer, der har en markedsbestemt pris, anvendes disse priser som mål for den samfundsøkonomiske omkostning7. Her skal det overvejes hvilke former for priser, der bør anvendes. Konkret drejer dette sig om, hvorvidt moms og afgifter bør medregnes, det vil sige, der skal foretages et valg mellem markeds- og faktorpriser:
 | Markedspriser, er de priser som inkluderer moms og afgifter, mens |
| Faktorpriser, er de priser, hvor moms og afgifter ikke er medtaget. |
I en budgetøkonomisk analyse vil man anvende de priser, som aktørerne rent faktisk betaler for det givne element. Det vil altså sige priser inklusiv afgifter. Medtagelsen af momsen må afhænge af, om der er tale om momsfritaget brug eller ej.
Den samfundsøkonomiske omkostning ved forbrug af en vare vil normalt svare til faktorprisen. Det skyldes, at nok betaler brugerne markedsprisen, men andelen af prisen, der udgøres at skatter og afgifter vil tilsvarende opstå som en indtægt i statens provenu.
Det er dog ikke altid, at dette gør sig gældende. De samfundsøkonomiske omkostninger kommer før det første til at afhænge af, om ændringerne sker for knappe eller rigelige ressourcer. Med ressourcer menes alle former for varer og serviceydelser i økonomien så som produktionsinputs, maskiner og arbejdskraft. For det andet er det afgørende, om tiltaget fører til væsentlige effekter på statens budget.
Knappe ressourcer
For knappe ressourcer gælder det, at en stigning i forbrug i en sektor må modsvares af et fald i forbruget i en anden sektor. Således stiger statens provenu-indtægt nok fra den ene sektor, men da denne provenu-indtægt alligevel ville være opnået fra en anden sektor, skal dette ikke medregnes. Her bliver omkostningen for samfundet således lig mer-ressourceforbruget ganget med markedsprisen. (Dette forudsætter imidlertid at de to sektorer er pålagt samme afgifter, sådan at eksempelvis den ene ikke er fritaget for afgiftsbetaling.)
Som hovedregel bør inputtene ikke opfattes som knappe. Det skyldes at udbuddet af disse oftest er meget stort gennem muligheden for handel med udlandet. En undtagelse er dog arbejdskraft. Under de gængse antagelser om fuld beskæftigelse og international immobil arbejdskraft, kommer der ikke flere i beskæftigelse, arbejdskraften flyttes blot mellem sektorerne, og statens provenu forbliver uændret. I dette tilfælde bør arbejdskraftens omkostninger beregnes som bruttoløn inklusiv skatter og arbejdsgiverafgifter for de erhvervsmæssige brugere uden dette modsvares i statens provenu8.
Den samfundsøkonomiske omkostning ved forbrug af en rigelig ressource svarer i princippet til faktorprisen. ved beløb.
Man skal dog være opmærksom på, at tiltag der har væsentlig betydning for statens budget kan have yderligere effekter, idet der normalt regnes med et samfundsøkonomisk forvridningstab forbundet med statens opkrævning af skatter svarende 20% af beløbet. Således vil et projekt, der koster staten 100 kr. reelt koste samfundet 120 kr. i form af reducerede og forvredet forbrugsmuligheder. Således er effekter på statens budget ikke underordnede, og i det tilfælde at disse vurdere som væsentlige, bør effekterne opgøres i markedspriser, således at effekterne på statens budget også opgøres eksplicit.
5.1.3 Løbende versus faste priser
Mens løbende priser afspejler årets priser, og dermed indeholder inflationen i økonomien, giver faste priser et mål for værdien målt i forhold til prisniveauet i et bestemt år, og er dermed renset for inflation. Hvis prisen på en vare stiger målt i faste priser betyder det, at varen stiger mere and andre varer, dvs. der er tale om en relativ stigning.
Omkostningsvurderinger bør foretages i faste priser, således at der ses bort fra den generelle stigning i økonomiens prisniveau.
5.2 Tilbagediskontering og kalkulationsrente
Når de totale omkostninger ved et lovgivningsforslag beregnes, tages der højde for hvornår omkostningerne afholdes, således at jo længere ude i fremtiden, en omkostning afholdes, desto mindre betydning tillægges denne. Rationalet bag dette er, at det er mere usikkert om omkostninger ude i fremtiden reelt vil forekomme, grundet generel usikkerhed om udviklingen i verden omkring os. Det er reelt det samme argument, der gør, at man får en positiv realrente for sin opsparing i banken. Man kan også argumentere for forskelsbehandlingen af omkostninger afholdt i dag og ude i fremtiden ved, at man i stedet for at betale i dag, kan sætte pengene i banken, få et afkast og så betale pengene derefter.
Afvejning mellem omkostninger afholdt på forskellige tidspunkter gøres ved anvendelsen af et samlet og konsistent mål kaldet nutidsværdien af omkostningerne. Ved beregning af nutidsværdien tilbagediskonteres alle fremtidige omkostningsændringer. Hermed fremkommer der et mål for den samlede omkostning, de nuværende og fremtidige ændringer ville afstedkomme, hvis alle omkostningerne skulle afholdes i dag. Dette kan udtrykkes ved følgende formel:
Hvor:
= omkostningerne på tidspunkt t efter indgrebet,
målt i nuværende prisniveau
= omkostningerne på tidspunkt t givet ingen
ændring i lovgivning, målt i nuværende prisniveau
r = Den samfundsøkonomiske realrente
Formlen betyder, at omkostninger afholdt i fremtiden tæller mindre end omkostninger, der afholdes tættere på i dag. Jo højere diskonteringsfaktoren er desto mindre betyder en omkostning afholdt i fremtiden relativt til, hvis den skulle afholdes i dag.
Som tidligere nævnt bør alle effekter inden for de initiale investeringers økonomiske levetid medregnes. I nogle tilfælde vil disse være de samme fra år til år med undtagelse af nogle initiale investeringer. I sådanne tilfælde kan man vælge i stedet at beregne de årlige omkostninger, hvor de initiale investeringsomkostninger deles ud i lige store nominelle beløb på de år, for hvilke, investeringerne forventes at give afkast, vel og mærke mens der tages højde for, at de reelle omkostninger ved et givet beløb afhænger af tidspunktet for betalingen af dette beløb. Det vil sige, at man ændrer initialomkostningen til en annuitet.
Boks 5.1
Eksempel på en annuitet
| Antag, at levetiden, n, for en given investering er 5 år, renten r
er 6% p.a. og der foretages en initialomkostning A på 1000 kr. De 5 årlige lige
store annuitetsbeløb a udregnes vha. annuitetsformlen
Indsættes n = 5, r = 6% og A = 1000 kr. fås, at a =237,40 kr. En årlige betaling på 237, 40 kr i en periode på 5 år svarer altså til, at betale 1000 kr. på én gang i begyndelsen af perioden, når renten er 6% p.a. |
Værdien af diskonteringsfaktoren bør afspejle den værdi, samfundet tillægger en krone i dag i forhold til en krone om et år. Således kan diskonteringsfaktoren i denne sammenhæng også betegnes som "den samfundsøkonomiske kalkulationsrente". I Finansministeriets "Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger" argumenteres for at værdien af denne sættes lig realrenten på 10-årige statsobligationer, svarende til ca. 4% plus et risikotillæg. Dette tillæg skyldes, at der til omkostninger (eller gevinster) ude i fremtiden er knyttet en hvis usikkerhed. F.eks. kan markedet for et produkt ændres eller nye metoder komme til, som ændrer ved de forudsætninger, der som udgangspunkt er regnet med. Normalt anvendes et risikotillæg på 2%, svarende til den gennemsnitlige risikopræmie på aktiemarkedet. Finansministeriet anbefaler altså at anvende en diskonteringsfaktor på i alt 6%.
Her anbefales tentativt at følge Finansministeriets anbefaling om en samfundsøkonomisk kalkulationsrente på 6%. Det skal imidlertid bemærkes, at man i Miljøstyrelsens "Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter" anbefaler en mere kompliceret diskonteringsmetode, som baseres på en lavere kalkulationsrente plus en forrentningsfaktor for investeringskapitalen. Metoden vurderes særligt at være relevant i forbindelse med cost-benefit-analyser, og vurderes derfor ikke relevant i dette paradigme.
5 Heri ligger en implicit antagelse om fuld beskæftigelse og fuldt fleksibelt arbejdsmarked
6 Denne kan opstå som følge af anvendelse af et andet produkt eller en anden proces.
7 I princippet forventes den markedsfastsatte pris netop at afspejle alternativværdien af elementet og derved den velfærdsøkonomiske omkostning. Dette gælder i midlertidig ikke nødvendigvis i tilfælde af markedsimperfektioner, f.eks. når der er tale om monopol eller lignende.
8 I det tilfælde et tiltag påvirker forbruget at arbejdskraft, der ellers ville være ledig, kan der argumenteres for, at værdien af arbejdskraften sættes til nul. For nærmere beskrivelse henvises til MST: Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprodukter.