Innovative virksomheder med grønne job

Langsom vækst for økologiske tekstiler

Tinta laver økologiske tekstiler
De første års erfaringer
Skuffende beskæftigelseseffekt - og dog
Når den store ordre kommer
Nye partnere på vej?
Den rigtige rådgiver
Udvikling og vækst tager tid

Tinta designer økologiske tekstiler og fik 750.000 kroner i tilskud fra Den Grønne Jobpulje til produktudvikling og markedsføring. Men selvom omsætningen er steget, må Tinta erkende, at vækst tager tid. Den direkte jobeffekt er derfor udeblevet. Men en stigende omsætning giver håb om vækst og indirekte beskæftigelse hos underleverandører.

Tinta laver økologiske tekstiler

Tinta har eksisteret siden 1988 som et enkelt-kvindes tekstildesignfirma, ejet af Hanne Sall. I 1995 begyndte firmaet en produktion på basis af certificerede økologiske varer. Firmaet har siden udviklet og markedsført en række produkter inden for gulvtæpper, møbelstoffer, gardinstoffer, sengelinned og håndklæder. Med et tilskud på 750.000 kroner støttede Den Grønne Jobpulje Tintas arbejde i 1 1/2 år med produkt- og markedsudvikling.

Tinta vil gerne producere produkter af høj kvalitet, som har æstetisk og fysisk mulighed for et langt liv. Sådanne produkter modvirker brug-og-smid-væk kulturen, som er ressourcekrævende.

De første års erfaringer

Det er kendetegnende for Tinta, at det er vanskeligt af finde gode leverandører. Det kræver et ret stort netværk at få produktionen til at glide mellem de forskellige led. Desuden er startomkostningerne ved en ny produktion dyr – det koster penge at sætte væven op. Det gælder derfor om at sælge mange meter, når først produktionen er besluttet.

De første år har givet flere lærerige erfaringer. Tinta’s vurderer, at salget først og fremmest afhænger af godt design. Økologi eller ej betyder ikke den store forskel, for det er designet, kunderne vil betale for. En anden lærerig erfaring er, at det er vanskeligt at finde de rigtige medarbejdere.

Det krævede tid at vejlede de to ansatte, og der skulle overføres meget information til sælgeren, som ikke kendte lige netop Tinta’s niche. Efter 7 måneders arbejde havde sælgeren ikke præsteret et overbevisende salg, og Tinta var nødsaget til at afskedige vedkommende igen. Hanne Salls mand har, efter aftale med Den Grønne Jobpulje, været ansat som sælger på halv tid.

Formelt set afsluttede projektet og tilskuddet fra Den Grønne Jobpulje i juni 2000 – men Tinta lever og arbejder videre.

Skuffende beskæftigelseseffekt - og dog

Tintas forventede ved projektets afslutning at kunne beholde den ene af de to stillinger, som blev oprettet som led i projektet. Der er dog ingen fastansatte, men arbejdet udføres af en freelance bogholder, sekretærservice og en freelance teknisk designer. Tintas omsætning er steget fra 7-800.000 kroner i 1998 til en forventning om 2.8-2.9 millioner i år 2000. Omsætningsfremgangen betyder, at der skabes job hos underleverandører, men den direkte effekt er her svær at gøre op.

Når den store ordre kommer

- Når omsætningen stiger, bliver likviditet et stort problem – når den store ordre kommer, går der tid, fra produktionen sættes i værk, til betalingen kommer. Det kræver store udlæg – og hvad nu hvis kunden ikke vil betale alligevel eller ikke vil modtage varen? Store udlæg og træk på kassekreditten kræver tillid fra banken. Vækst kræver soliditet, for selv om banken er tålmodig og risikovillig, er der grænser for, hvor lang tid den tror på blå øjne alene, fortæller Claus Sall.

Mere i kapital i ryggen kan være en mulighed, men Tinta har også gode erfaringer med at alliere sig med en rådgiver – er revisor – som banken kender og har tillid til. At få den rigtige rådgiver med i banken er et godt værktøj, når der kræves likviditet.

Nye partnere på vej?

Hvis væksten fortsætter i det kommende år vil det muligvis være nødvendigt at professionalisere driften yderligere og måske danne et anpartsselskab med Hanne Salls bror. Et anpartselskab kunne tilføre nødvendig kapital ved vækst. Han er selv iværksætter og har skabt en virksomhed med 130-140 ansatte og har med en MBA (Universitetsgrad i Business Administration) den teoretiske ballast på plads

Den rigtige rådgiver

Diskussionerne og rådgivningen fra Hanne Salls bror har stor betydning. Claus Sall fortæller, at hverdagen i Tinta typisk er for travl til at sætte sig ned og tænke i strategi. Hanne Salls bror er et eksempel på, at kan man få den rigtige med- og modspiller, der kan være en hjælp til at få overblik. Sparringen har medvirket til, at Tinta har lavet regnskabsanalyser af virksomhedens vilkår for overlevelse og vækst. Analyserne viste blandt andet, at metervarer til møbler og postordrersalg ikke var lønsomt. Der var alt for mange omkostninger i forhold til udgifterne. Det er skåret fra og har kostet en halv stilling. Tinta satser nu på tæpper og på ordreproduktion, hvor indsats og omsætning står i et rimeligt forhold.

Analyserne har også betydet, at Tinta nu arbejder målbevidst på at få produktionen sat på skinner og effektiviseret ved at skære ned på sideomkostninger – f.eks. transport eller messer. Det giver bedre plads til kundekontakten, som er vigtig for Tinta.

Udvikling og vækst tager tid

Væksten tager tid, fordi salget af produkter skal baseres på designoplæg.

- Det kræver lang tillidsopbygning at skabe ordrer med større virksomheder. De store udenlandske postordrevirksomheder laver typisk deres kataloger lang tid i forvejen. Det er er afgørende for dem, at katalogvarerne også kommer på hylderne, og det kræver tillid til underleverandørerne, fortæller Claus Sall. Det er Tintas erfaring, at det kan vare op til et år før der kommer en ordre.

Titel:

Tinta

Tilskud:

750.000 kroner

Projekttidspunkt:

1998-2000

Projektansvarlige:

Hanne Sall

Interviewede:

Claus Sall, miljørådgiver og periodevis medarbejder. Gift med Hanne Sall

Litteratur:

Projektafrapportering