Årsberetning 2000
Den Grønne Jobpulje

Bilag 7
Vejledning om Den Grønne Jobpulje

Den Grønne Jobpulje støtter projekter, der kan fremme grøn beskæftigelse ved at skabe nye arbejdspladser inden for miljøområdet. Der er i 2000 ca. 80 mio. kr. til rådighed i puljen. Den administreres af et sekretariat i Miljøstyrelsen, men beslutning om tildeling af støtte træffes af puljens bestyrelse. 2000 er det sidste år, der er afsat penge til jobpuljen.

Hvad kan man søge støtte til?

Puljen kan efter loven give tilskud til:
Konkrete lokale miljøinitiativer bl.a. inden for byøkologi, trafik, vedvarende energi, vand- og energibesparelser, kloakrenovering, genanvendelse, økologiske fødevarer og naturgenopretning.
Tværgående miljøprojekter, der kan reducere den miljømæssige belastning fra virksomheder, institutioner, boligområder og private husholdninger eller i øvrigt fremme beskyttelse og forbedring af natur og miljø, f.eks. lokal Agenda 21 projekter.
Udviklingsprojekter, rådgivning, information, kompetenceopbygning samt koordinerende funktioner, selv om de ikke er lokalt forankrede. Disse typer af projekter prioriteres efter puljens praksis lavere end mere konkrete projekter.

Hvad lægges der vægt på?

Puljen lægger vægt på at støtte projekter, som på en gang gavner både miljøet og beskæftigelsen. Puljen støtter fortrinsvis konkrete projekter i lokalt regi, dvs. projekter, der er kommet ud over skrivebordsstadiet, men som endnu ikke har fået almindelig udbredelse. Ved prioriteringen lægges der vægt på:
at projekterne er på forkant med den miljømæssige udvikling
at projekterne kan skabe ordinære stillinger, der fortsætter efter tilskudsperioden.
at projekterne er velfunderede, f.eks. i en eksisterende virksomhed, eller hviler på et rimelig bredt organisatorisk grundlag eller netværk.
at projekterne har medfinansiering fra ansøgerne selv eller andre interessenter eller støtteordninger. I tilfælde, hvor projekterne delvis hører ind under andre støtteordninger, kan Den Grønne Jobpulje bidrage med støtte til dele af projektet - f.eks. løntilskud.

I nogle tilfælde støtter puljen også oprettelse af midlertidige job. Det kræver, at projektet er særlig miljømæssigt nyskabende eller har stor demonstrationsværdi. Puljen støtter også i nogle tilfælde projekter, der ikke i sig selv indebærer varig beskæftigelse, hvis de medfører en væsentlig beskæftigelse uden for projektet selv eller en væsentlig opkvalificering af medarbejdere eller ledige. I 2000 vil puljen lægge større vægt end hidtil på at støtte projekter, der har til formål at skabe job til grupper, der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Puljen kan i princippet støtte alle typer af udgifter, men vil ofte øremærke støtten til lønudgifter.

Særligt prioriterede områder

Puljen lægger vægt på at støtte de mest nyskabende projekter inden for hele sit område, og bevillingspolitikken er derfor under stadig udvikling. I 2000 prioriterer puljen særligt:
Eksisterende eller eventuelt nye virksomheder, der tager et miljømæssigt spring på deres område.
Projekter, der kan skabe nye varige job inden for følgende tre områder: Affald- og genanvendelse, naturgenopretning, økologisk afsætning og distribution.
Projekter, der er led i en helhedsorienteret planlægning i kommunerne for at styrke den grønne jobskabelse.
Projekter, der som målgruppe har personer, der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, eller som i øvrigt spiller sammen med en social indsats.

Eksempler på støttede projekter

I puljens årsberetninger og på puljens hjemmeside, www.mst.dk/gronjob er der resuméer af de projekter, der har fået støtte.

Ansøgere er velkomne til at ringe til puljens sekretariat og søge råd og vejledning om ordningen.

Hvad støtter puljen ikke

Jobpuljen støtter som hovedregel ikke følgende projekttyper:
Myndigheders og virksomheders udførelse af deres almindelige arbejdsopgaver.
Almindelige projekter vedrørende miljøstyring i virksomheder.
Grønne initiativer, som er ved at være almindeligt udbredte.
Aktiviteter, der har til formål at sikre, at ansøger lever op til nuværende og planlagte myndighedskrav eller lignende.
Rene udredningsprojekter og projekter, der i hovedsagen bygger på konsulentydelser.
Almindelig kompetenceopbygning i konsulentfirmaer.
Projekter, der i deres helhed falder ind under andre støtteordninger eller som henhører under andre lovområder. F.eks. anser jobpuljen det ikke som sin opgave at støtte oprettelsen af generelle uddannelsestilbud, selv om de handler om miljø eller natur.
Udgifter eller projektforløb, der er afholdt eller gennemført før der foreligger en bevilling fra puljen.
Projekter der indebærer mindre end 1/2 mandårs nyansættelse.

Hvem kan søge støtte?

Tilskud kan ydes til alle former for virksomheder, institutioner, organisationer og myndigheder såvel som til enkeltpersoner. Ansøgninger kan godt komme fra et netværk af organisationer mv., idet dog én af parterne skal stå for ansøgningen.

Puljen er underlagt EU's "de minimis-regler", der indebærer, at der ikke kan gives støtte til erhvervsvirksomhed inden for transport, landbrug, fiskeri, skibsbygnings, kul- og stålindustrien. Erhvervsvirksomhed inden for andre brancher kan højst modtage 100.000 ECU (ca. 750.000 kr.) i offentlig støtte (dvs. inclusiv støtte fra andre offentlige støtteordninger under de minimis reglerne) inden for 3 år.

Hvad skal en ansøgning indeholde?

Ansøgere kan rekvirere en diskette med et ansøgningsskema i sekretariatet (eller hente den på jobpuljens hjemmeside). Anvendelse af dette skema er ikke et absolut krav, men en ansøgning skal indeholde følgende oplysninger (brug listen som disposition for ansøgningen, hvis skemaet ikke anvendes):
Projektets titel.
Ansøgerens organisatoriske tilhørsforhold. Hvis der er tale om en forening, institution, organisation eller lignende vedlægges en kopi af vedtægterne/ seneste årsberetning samt seneste årsregnskab. Virksomheder vedlægger seneste årsregnskab.
Juridisk/økonomisk ansvarlig person og organisation.
SEnummer.
Kontaktperson.
Det ansøgte beløb
Oplysning om projektperiodens længde.
Formål med projektet.
Baggrunden for projektet.
Beskrivelse af projektforløb og tidsplan. Beskrivelsen skal kunne relateres til budgettet.
Redegørelse for den beskæftigelsesmæssige effekt såvel i projektet som efterfølgende, herunder i hvilken organisation den/de etablerede arbejdspladser forventes opretholdt efter projektets afslutning. Der kan også være tale om at redegøre for andre beskæftigelsesmuligheder for de involverede personer.
I projekter, som på forhånd vurderes ikke at give en varig beskæftigelseseffekt, skal der redegøres for, hvilken kompetence de pågældende medarbejdere forventes at opnå, samt for forventningerne til deres fremtidige beskæftigelsessituation, når tilskudsaktiviteten er afsluttet.
Redegørelse for de miljømæssige effekter og det forventede miljømæssige resultat.
Redegørelse for, i hvilket omfang projektet på langt sigt vil være økonomisk bæredygtigt.
Ansøgerens særlige argumenter for at søge tilskud, herunder eventuelt en beskrivelse af særlige forudsætninger for at kunne gennemføre projektet.
Samarbejdspartnere (tilkendegivelser fra disse kan vedlægges som bilag).
Styregruppe og/eller følgegruppes sammensætning (i en række tilfælde vil nedsættelse af sådanne grupper være et krav).
Informationsplan for formidling af projektresultaterne (obligatorisk ved større projekter).
Det samlede og specificerede budget, herunder en finansieringsplan, hvoraf det fremgår om der er søgt/opnået tilskud fra anden side.
En redegørelse for omfanget af inddragelse af både professionel og frivillig arbejdskraft.
Hvis projektet er af væsentlig betydning for en kommune eller et amt, eller hvis der lægges op til et formaliseret samspil med en allerede etableret institution eller organisation, bør en udtalelse herfra vedlægges.

Ansøgningen skal være underskrevet af den juridisk ansvarlige for projektet.

Ansøgningen indsendes i 4 eksemplarer. Årsregnskab og vedtægter/årsberetning dog kun i et eksemplar. Hvis ansøgeren ønsker, at bestemte materialer, som er svære at kopiere (aviser, store formater, flerfarvede tryk og lignende), skal uddeles til hele bestyrelsen, bør det vedlægges i 4 eksemplarer (kan returneres, hvis det ønskes).

Krav til budget

Budgettet skal være specificeret og omfatte de relevante af følgende poster:

Udgifter
Lønomkostninger: Lønomkostninger skal specifices på løn til nyansatte og løn til allerede ansatte, der skal deltage i projektet. Det skal angives, hvor mange fuldtids- eller deltidsstillinger, der indgår. For deltidsstillinger skal timetal og lønsats angives. Det skal fremgå, hvis der er regnet med løntilskud fra anden side.
Administrationsomkostninger/generalomkostninger (dvs. omkostninger til husleje, el, telefon, porto, kopiering mv.): Ansøger kan enten specificere de administrative omkostninger eller budgettere med et generalomkostningstillæg på 25% af lønomkostningerne.
Rejse- og opholdsomkostninger: Opgjort efter statens regler.
Uddannelsesomkostninger: Deltagergebyrer og uddannelsesmaterialer.
Ekstern bistand: Specificeret i forhold til arbejdsplanen (konsulentudgifter, analyser, etc).
Konkrete ydelser, materialer og udstyr: Specificeret i henhold til arbejdsplan.
Informationsudgifter og PR.
Revision.
Projektevaluering (obligatorisk).
Formidling af projektresultaterne.

Indtægter
Kommerciel omsætning.
Egenfinansiering.
Deltagerbetaling.
Tilskud fra samarbejdspartnere.
Sponsorindtægter.
Tilskud fra andre (specificeres). Det bedes angivet om tilskuddet er ansøgt eller bevilget.
Ansøgt tilskud fra Den Grønne Jobpulje.

Såfremt projektet løber over mere end et finansår, skal budgettet angive både de samlede beløb for hele projektperioden og en opdeling på finansår. Det bør desuden fremgå, hvorledes ansøgeren bidrager, f.eks. med arbejdskraft, materialer, kontorfaciliteter mv.

Hvis der er tale om erhvervsvirksomhed, skal virksomheden bekræfte, at den ikke inden for de seneste 3 år har modtaget tilskud under andre ordninger omfattet af de minimis-reglen, der forhindrer den i at modtage det ansøgte tilskud.

Hvor sender man ansøgningen hen?

Ansøgningen indsendes til:
Den Grønne Jobpulje
c/o Miljøstyrelsen Strandgade 29
1401 København K

Ansøgningen samt bilag, der ønskes uddelt til bestyrelsen indsendes i 4 eksemplarer, årsregnskab og vedtægter/ årsberetning i et eksemplar.

Der afholdes mindst 7 bestyrelsesmøder i 2000. Ansøgningsfristerne i resten af 2000 er: 6. april, 11. maj, 15. august, 29. september og 7. november. Overholdes fristerne, vil man normalt få meddelelse om sagens udfald 6 uger efter fristen.

Hvorledes udbetales støtten?

Alle bevillinger gives som tilskud. Tilskuddene er skattepligtige for modtager, men normalt ikke momspligtige.

Tilskuddet gives på nogle generelle vilkår, der blandt andet betyder, at tilskudsmodtager har pligt til at orientere, hvis der sker ændringer i projektforløbet eller hos ansøger. Tilskudsmodtagerne skal desuden skrive under på, at de overholder gældende miljø-lovgivning.

Der stilles desuden krav om, at tilskudsmodtagerne udarbejder en slutrapport over projektforløbet og i øvrigt samarbejder ved en ekstern evaluering af de støttede projekter.

Tilskuddet udbetales normalt bagud, når udgifterne er afholdt. Udbetalingen kan opdeles i rater svarende til afgrænsede faser i projektforløbet. Når særlige grunde taler for det, kan der opnås forskud.

Projektregnskaber for tilskud over 100.000 kr. skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor (udgiften hertil kan indgå i ansøgningens budget) eller den kommunale revision. Dette gælder dog ikke statslige institutioner.

Kravene til regnskabsaflæggelse fremgår af et papir, som man modtager sammen med bevillingsbrevet. Det kan fås af interesserede ved henvendelse til sekretariatet.

Hvem har ansvaret for puljen?

Bestyrelsen for Den Grønne Jobpulje består af:
Jes Lunde (formand)
Vibeke Grønbæk
Steen Andersen

Bestyrelsen er udpeget af miljø- og energiministeren for 2 år ad gangen. Den træffer beslutning om tildeling af støtte. Bestyrelsens beslutninger er endelige og kan ikke indbringes for ministeren eller anden administrativ myndighed.

Den daglige administration varetages af Det Grønne Sekretariat i Miljøstyrelsen, der desuden er ansvarlig for administration af Den Grønne Fond.

Sekretariatsleder er Vagn Jelsøe. For tiden varetager fuldmægtig Tove Jensen, forstfuldmægtig Flemming Bo Petersen og afdelingsleder Inga Eskildsen opgaverne for Den Grønne Jobpulje.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sekretariatet eller på jobpuljens hjemmeside, www.mst.dk/gronjob, der bl.a. indeholder ansøgningsskema og bevillingsoversigter.

DEN GRØNNE JOBPULJE
c/o Miljøstyrelsen
Strandgade 29
1401 København K

Telefon: 32 66 01 00
Fax: 32 66 03 20
gronjob@mst.dk
www.mst.dk/gronjob

Denne vejledning kan fås ved henvendelse til Sekretariatet eller i Miljøbutikken,
tlf. 33 95 40 00 e-post: butik@mem.dk