Årsberetning 2000
Den Grønne Jobpulje

Kapitel 2
Hvordan gik 2000?

Et aktivt år

2000 har været et aktivt år for Jobpuljen. 366 ansøgninger blev behandlet på otte bestyrelsesmøder. Året har været præget af stor mangfoldighed i ansøgningerne. Som noget nyt valgte bestyrelsen at udmelde yderligere et prioriteret område, nemlig projekter der som målgruppe har personer der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det har betydet at der særligt i årets sidste måneder har været et betydeligt antal ansøgninger på dette område. Jobpuljen har i 2000 i alt disponeret over ca. 80 mio. kr. hvilket betyder at puljen over den forløbne fireårsperiode stort set har anvendt den bevilling på ca. 300 mio. kr. der er blevet tildelt puljen fra 1997 og frem. I maj 2000 holdt Jobpuljen en konference hvor der på baggrund af midtvejsevalueringen af puljen blev lagt op til en diskussion af erfaringer, resultater og visioner omkring grøn jobskabelse i Danmark. Konferencen er nærmere beskrevet i kapitel 4.

Fremtiden

Året har naturligvis været præget af diskussioner om Jobpuljens fremtid fordi 2000 var det sidste år med den fireårige bevilling som Folketinget afsatte til Den Grønne Jobpulje i 1997. Jobpuljens bestyrelse lagde på baggrund af den positive midtvejsevaluering op til at puljens arbejde skulle fortsætte. Med finansloven for 2001 blev der aftalt en forlængelse af Jobpuljen i en ny fireårsperiode, og der blev defineret to specifikke indsatsområder: projekter der vedrører markedsmodning af innovative miljøteknologier og grønne produkter, og projekter inden for det rummelige arbejdsmarked. Dermed følges linien fra den forløbne periode op hvor projekter på disse områder har været højt prioriteret.

»Det viser sig at der er besparelser at hente ved at sortere affaldet, og at en miljømedarbejder efter en opstartsperiode kan tjene sin egen løn hjem samtidig med at der er fordele for miljøet. «

Stor bredde

Ligesom i de foregående år er der stor bredde i Jobpuljens bevillinger. De spænder fra tilskud til en virksomhed der vil arbejde med ny teknologi, til opsætning af vindmøller på havet, til støtte til markedsføring af miljøvenligt legetøj. Et fællestræk er at projekterne er nyskabende på deres område og kan skabe nye grønne job. Der er givet støtte til en række virksomheder der har udviklet ny miljøteknologi, f.eks. til udnyttelse af proteinholdigt spildevand, opsporing af lækager i vandledninger eller besparelser på kemikalieforbruget i filmfremkaldemaskiner.

Sortering skaber job

Der er mange projekter vedrørende affald og genanvendelse, og dette område har også været særligt prioriteret i 2000. Jobpuljens opfordring til boligselskaberne om at ansætte en grøn medarbejder og gå i gang med affaldssortering har båret frugt, og i december 2000 gav puljen støtte til oprettelsen af et netværk der skal opsamle erfaringerne fra disse projekter og medvirke til at sprede idéerne om affaldssortering i boligsektoren. Det viser sig at der er besparelser at hente ved at sortere affaldet, og at en miljømedarbejder efter en opstartsperiode kan tjene sin egen løn hjem samtidig med at der er fordele for miljøet.

Økologiske fødevarer

Økologisk afsætning og distribution har været et andet prioriteret område. I 2000 er der givet 8,9 mio. kr. til støtte for dette område, bl.a. til markedsføring af økologiske produkter i detailhandelen og til oprettelse af en distributionscentral for økologiske varer til offentlige kantiner. Undersøgelser har peget på at det er markedsførings- og distributionsproblemer der står i vejen for væksten i forbruget af økologiske varer, og puljen har derfor ønsket at give dette område et løft - i samarbejde med Direktoratet for FødevareErhverv der også har støttemuligheder på dette område.

Alternativ energi

På energiområdet har puljen i 2000 støttet både udvikling af solceller, bølgegenerator og solvarmeanlæg. Også nogle mere tværgående projekter har fået støtte, bl.a. på Samsø og Ærø hvor der er en række initiativer i gang der sigter mod at overgå til vedvarende energi, og som også skaber lokale arbejdspladser.

Det rummelige arbejdsmarked

I 2000 valgte Jobpuljens bestyrelse at prioritere grønne projekter der indebærer en indsats for at få dem der har sværest ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet i arbejde, og miljøprojekter som i øvrigt indebærer en social indsats. Arbejdsløsheden er faldet markant, og det betyder at der er særlig grund til at gøre en indsats over for dem der har stået bagest i arbejdsløshedskøen. Folketinget har med målsætningerne omkring det rummelige arbejdsmarked tilkendegivet at det er vigtigt at der i de kommende år gøres en indsats for at alle der kan, også får en mulighed for en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder f.eks. bogligt svage unge, indvandrere eller mennesker der efter et langt arbejdsliv måske har nedsat erhvervsevne.

Miljøet giver job til ledige

Jobpuljens bestyrelse er overbevist om at der er gode muligheder for at kombinere en miljøindsats med en indsats for at tilbyde arbejde til disse grupper. Puljen henvendte sig i foråret bredt til kommuner, arbejdsmarkedsråd, de kommunale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats og andre aktører på det sociale område og arbejdsmarkedsområdet, og henvendelsen har resulteret i en række bevillinger fra Jobpuljen.

Puljen har i 2000 ydet ca. 23 mio. kr. til lidt under 40 projekter på dette område. Der er stor idérigdom i projekterne. Et par projekter vedrører f.eks. målrettet uddannelse af sent udviklede unge til job som henholdsvis landbrugsmedhjælpere og økologiske køkkenmedhjælpere og kombinerer uddannelsen med praktikophold der kan føre til en senere ansættelse af de unge i varige job. En indsats for at uddanne grønne køkkenmedhjælpere går fint i spand med en indsats for at tilbyde økologisk og sund skolemad eller for i øvrigt at omlægge til økologisk kost i de kommunale institutioner. Jobpuljen læger vægt på at sådanne synergieffekter udnyttes, og på at projekterne er meget konkrete i deres indsats for at få indplaceret projektdeltagerne på arbejdsmarkedet, enten i ordinære job eller f.eks. i fleksjob.

Andre projekter arbejder for at opkvalificere revalidenter eller personer der er i jobtræning, med grønne kompetencer så de kan ansættes som grønne pedelmedhjælpere, viceværter eller f.eks. affaldsmedarbejdere. Mange virksomheder og privatpersoner efterspørger i dag muligheder for at være med til at styrke en bæredygtig udvikling. Ved at skabe grønne job inden for det rummelige arbejdsmarked løfter man både et socialt og et miljømæssigt ansvar.

»Ved at skabe grønne job inden for det rummelige arbejdsmarked løfter man både et socialt og et miljømæssigt ansvar. «

Tabel 3:
Sagsbehandlingstid i Den Grønne Jobpulje i 2000

Sagsbehandlingstid i dage*

0-30

31-60

61-90

91-120

121-150

Behandlede ansøgninger

3 %

81 %

13 %

2 %

1 %

* Der er tale om "bruttotid", dvs. tiden fra den dag en ansøgning kommer ind og indtil den dag ansøgningen besvares endeligt. Dvs. ansøgninger som kommer "skævt" ind i forhold til ansøgningsfristerne, får længere sagsbehandlingstid end de tilstræbte fem uger.

Evaluering

Jobpuljen bliver løbende evalueret, og som led heri følger evalueringsfirmaet CASA en række af puljens projekter. Rapporterne "Sociale aspekter i grønne job", "Innovative virksomheder med grønne job" og "Økologiske fødevarer giver grønne job" fra marts 2001 gennemgår en række af de støttede projekter. Det er hensigten med rapporterne at evaluere projekterne og samtidig give Den Grønne Jobpulje, bevillingsmodtagere og kommende ansøgere mulighed for at kigge projektmagerne over skulderen: "Hvad gik godt - hvad gik skidt? Hvad skal jeg passe på, og hvor kan det gøres bedre?" Rapporterne kan fås ved henvendelse til Det Grønne Sekretariat i Miljøstyrelsen eller Miljøbutikken.

Projektlederne for de fem projekter der er beskrevet i rapporten om sociale aspekter, fremhæver at miljøindholdet i projekterne resulterer i tilfredse kursister og medarbejdere. Lederen af Revacentret i København som har fået støtte til at oprette en serviceordning for de københavnske bycykler, fremhæver også at serviceordningen er et af Revacentrets bedste tilbud til at skaffe kursisterne i arbejde efter kursusforløbet.

Administrationen

Administrativt har det været et travlt år med en slutspurt i december hvor der på to bestyrelsesmøder blev behandlet over 100 ansøgninger. Puljen har kunnet holde sin målsætning om at alle sager der indsendes frem mod en ansøgningsfrist, og som er tilstrækkeligt belyst også behandles på det førstkommende bestyrelsesmøde. Dog måtte der i december to møder til at klare ansøgningsbunken hvilket betød at sagsbehandlingstiden for nogle ansøgninger blev forlænget med en uge.

Der er sket en del udskiftninger i sekretariatet. Den 1. oktober 2000 blev sekretariatsleder Vagn Jelsøe afløst af sekretariatsleder Niels Thygesen. Forstfuldmægtig Flemming Bo Petersen forlod sekretariatet pr. 1. maj 2000. Sekretariatsbetjeningen af Den Grønne Jobpulje varetages, ud over sekretariatslederen, af fuldmægtig Tove Jensen, cand. scient. Jane Dannesboe, bibliotekar Randi Valmue og afdelingsleder Inga Eskildsen. Assistent Sajada Pervin og stud. comm. Thomas Bille Winkel har også bistået ved administrationen af Den Grønne Jobpulje i 2000.

Tilfredshed med administrationen

Jobpuljen bliver som nævnt løbende evalueret og herunder måles også bevillingsmodtagernes tilfredshed med sagsbehandlingen i sekretariatet.

En status ved udgangen af 2000 baseret på 190 afsluttede projekter viste at 93 % af projekterne var enten tilfredse eller meget tilfredse med behandlingen i Den Grønne Jobpulje i forbindelse med ansøgningen om tilskud. 48 %, altså næsten halvdelen af bevillingsmodtagerne, var meget tilfredse. 92 % angav at Jobpuljen er let at komme i kontakt med og 84 % at puljen fungerer hurtigt og effektivt.

Rigsrevisionens gennemgang

Rigsrevisionen gennemgik i efteråret 2000 Den Grønne Jobpuljes og Den Grønne Fonds generelle administration. I januar/februar 2001 gennemgik Rigsrevisionen yderligere nogle konkrete sager fra de to støtteordninger. Hverken den første eller den anden gennemgang gav anledning til kritik fra Rigsrevisionen af administrationen af de to støtteordninger.