Offentlige grønne indkøb

Forord

Følgende analyse af grønne indkøb i den offentlige sektor bygger på en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 275 kommuner, 14 amter, 20 departementer og 100 statslige institutioner. Undersøgelsen er gennemført medio 2000.

Spørgeskemaundersøgelsen er en del af et større projekt om dokumentation af offentlige grønne indkøb1, som koordinationsgruppen for offentlige grønne indkøb udbød ultimo 1999. KPMG udfører projektet og den samlede afrapportering vil finde sted ultimo 2000.

Selve rapporten er bygget op således, at kapitel 2 er et resumé af undersøgelsens resultater, der opsamler de væsentligste konklusioner.

Kapitel 3 er en kort gennemgang af konklusionerne fra de tidligere faser i projektet, fremgangsmåde for udvikling af spørgeskemaet samt hvilke væsentlige usikkerhedsmomenter, der er i undersøgelsen.

Kapitel 4 er selve undersøgelsens resultater, hvor hver enkelt spørgsmål og besvarelse heraf bliver kommenteret og fortolket, herunder væsentlige forskelle i besvarelserne mellem stat, amt og kommune.

Bilag 1 er en oversigt over udbredelsen af tiltag m.v. for at fremme grønne indkøb.

Bilag 2 er vejledning til at udfylde spørgeskemaet.

Bilag 3 er de tre spørgeskemaer.

1 Koordinationsgruppen for offentlige grønne indkøb består af Miljø- og Energiministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune