Alternativer til blyinddækning

6. Ovenlysvinduer og tagvinduer

Ovenlysvinduer produceres som standardprodukter i faste mål, hvilket gør det let at levere disse med en præfabrikeret inddækning.

Inddækning mod profilerede tagmaterialer

Ovenlysvinduer til isolerede tagflader med hældning leveres i dag hovedsageligt af én producent. Dette produkt leveres med en standard aluminiumsinddækning som er udført som en siderende på 3 sider. Til anvendelse på profileret tagmateriale blev inddækningerne frem til ca. 1997 leveret med forkant af bly.

I dag er blyvingen erstattet af to lag kraftige aluminiumsfolier, der er bukket om en mellemliggende gummifolie. Den færdige sandwichplade er bølgeformet på den ene led og stukfoldet på tværs af bølgerne, hvilket giver den strækbarhed, der er nødvendig for tilpasning til profilerede tage som fx teglsten. Inddækningen er lakeret (se figur 23). Løsningen virker solid, formfast og gedigen, om end noget fyldig i sin fremtoning. Den anvendte sandwich giver reelt tre tætningslag, hvoraf gummifolien vil forblive tæt, selvom der skulle opstå revner eller monteringsskader i aluminiumen.

Før lanceringen af aluminiumsløsningen med blyforkant blev bly ofte anvendt som inddækning på alle fire sider af ovenlysvinduer, som vist i figur 24. I dag leveres stort set alle ovenlysvinduer i Danmark som ovennævnte præfabrikerede, blyfri type.

Ønskes en blyfri renovering af inddækningen på eksisterende ældre ovenlysvinduer, kan de præfabrikerede vinduer anvendes, eller alternativt kan de i afsnit 2.3 beskrevne blyerstatninger anvendes – fx inddækningszink, der visuelt minder mest om bly.


Figur 23.

Inddækning af et ovenlysvindue med blyfri standardinddækning. Bemærk den skjulte siderende på de 3 sider og forkantstykket af plisseret aluminium.

Figur 24.
Inddækning af et ovenlysvindue med tilpasset blyplade

Inddækning mod plane tagmaterialer

Ved tagflader af tagpap og tagfolie foretages inddækningen af ovenlysvinduer hovedsageligt med en præfabrikeret standardinddækning, som omtalt ovenfor, men med en plan aluminumsforkant.

Alternativt kan inddækningen udføres med tagpap og tagfolie, som føres helt til ovenlyskanten, hvor der afsluttes med en aluminiumsafdækningsprofil. På skifertage udføres inddækninger med stiv metalplade – oftest som præfabrikeret inddækning af aluminum eller zink, med forkant af samme materiale.

I begge situationer er blyinddækning således teknisk overflødig i langt de fleste tilfælde.

Tagvinduer

Tagvinduer til såvel plane tage som profilerede tagplader fås nedlagt i en plade eller teglform tilpasset tagets profil. Enheden monteres normalt som en tagplade eller teglsten, det vil sige uden ekstra inddækning. Denne type vinduer bliver primært anvendt til uisolerede tage uden undertag.

Figur 25.
Tagvindue til bølgetagplade indbygget i formstykkke af plast