| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ti års miljøbistand til Østeuropa

Et miljøløft i milliardklassen

Ti af de tidligere østbloklande indleverede i midten af 1990'erne ansøgninger om at blive medlemmer af EU. For at landene kan blive optaget i EU, skal de blandt andet leve op til en lang række krav på miljøområdet. Den danske miljøbistand er derfor blevet målrettet mod at hjælpe de ti lande i bestræbelserne på at blive optaget i EU. Det gælder både med hensyn til konkrete miljøinvesteringer, og når det gælder tilpasning af landenes lovgivninger i forhold til helt konkrete EU-direktiver.

Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien er ti vidt forskellige lande.

Klimaet, kulturen, den politiske ledelse og en hel masse andet varierer voldsomt fra land til land. Alligevel har de ti lande to helt centrale fællestræk, som præger meget store dele af det politiske, administrative og kommercielle liv.

Alle ti lande er tidligere kommunistlande og medlemmer af Warszawa-pagten. Og alle ti lande har idag et stærkt ønske om at blive optaget i EU.

Det er et ønske, som er begrundet i fortiden, hvor EU med NATO i baggrunden står som garant for fred og sikkerhed. Men ønsket er også begrundet i en tro på, at adgangen til EU's indre marked bliver af helt central betydning for at kunne skabe økonomisk vækst og velstand fremover.

Vigtige miljøkrav

I praksis begyndte den lange proces hen imod en EUoptagelse i København i juni 1993. Her blev der på et Europæisk Rådsmøde givet grønt lys for EU-medlemskab til de central- og østeuropæiske lande, som indtil da havde en såkaldt associeringsaftale med EU.

I årene fra 1994 til 1996 indløb de konkrete ansøgninger fra hver enkelt af de ti lande.

For at blive medlem af EU skal et land leve op til en hel række krav. Ikke mindst med hensyn til en række samfundsøkonomiske nøgletal, der handler om landets inflation, betalingsbalance og om, hvorvidt landet lever op til kravene i EU's indre marked.

Men økonomien er langt fra det eneste område, som EU stiller krav til. Miljøet er et andet område, hvor der bliver stillet store krav til nye medlemslande, hvilket er en dansk mærkesag.

Kravene er nemlig med til at give meget store miljø-forbedringer i hele Europa. Umiddelbart medfører tilnærmelsen til EU et kraftigt løft på miljøområdet i det enkelte land, men eftersom mange af miljøproblemerne er grænseoverskridende, giver tiltagene også et markant bedre miljø i nabolandene.

For Danmarks vedkommende er havmiljøet i Østersøen et oplagt eksempel på denne logik, hvor Polen og de tre baltiske lande i stadigt større omfang bidrager til en renere Østersø.

500-700 milliarder kroner

Men det hårde arbejde for at blive optaget i EU har sin pris. Og den bliver høj, også på miljøområdet.

I 1997 lød skønnet på ca. 500 milliarder kroner i en analyse, som Miljøstyrelsen gennemførte.

I analysen har Miljøstyrelsen undersøgt landene med hensyn til luftforurening, ozonlagsnedbrydende stoffer, affaldshåndtering, vandforurening, kemikalier, landbrug, energi, det nukleare område, naturbeskyttelse og biodiversitet.

For hvert af områderne handler analysen så om, hvad det vil koste at bringe de ti lande op på det niveau, som kræves af EU.

De virkeligt økonomisk krævende områder er luft, vand- og affaldsområdet, hvilket blandt andet skyldes, at man ikke havde gjort så meget på disse områder, og at der er tale om betydelige infrastrukturinvesteringer. For nok stillede man meget skrappe krav i forhold til forureningen af luft, vand og jord, men de blev sjældent overholdt i praksis. Til gengæld havde man i høj grad tradition for en udstrakt naturbeskyttelse og et tilhørende rigt dyreliv

Tallet på 500 milliarder kroner er naturligvis usikkert al den stund, at analysen kun medtager områder, som der rimeligvis kan sættes tal på, og fordi flere af tallene er baseret på opskaleringer eller andre former for skøn. EU-Kommissionen har efter detaljerede drøftelser med de østeuropæiske lande opgjort tallet til ca. 700 milliarder kroner.

Det er dog uomtvisteligt, at det er en uhyre kræ-vende, økonomisk opgave, som de ti lande er i gang med. Så krævende, at det ikke er realistisk, at opgaven kan løftes uden hjælp fra andre lande. Men ikke så krævende, at det ikke kan lade sig gøre.

Støtte fra flere sider

Internationalt har der på intet tidspunkt siden Berlinmurens fald været rejst tvivl om behovet for støtte.

Blandt de vigtigste aktører har været internationale banker som Verdensbanken og Den Europæiske Udviklingsbank i London, EBRD, og efterhånden også Den Europæiske Investeringsbank, EIB, i Luxembourg. EU's øststøtte er blevet kanaliseret gennem flere EU-støtteprogrammer, hovedsagligt PHARE. I takt med at optagelsen nærmer sig, har EU-Kommissionen øget støtten.

Men der er også en hel række enkeltlande, som yder støtte for at understøtte og fremme ansøgerlandenes bestræbelser på at styrke miljøindsatsen.

Som det fremgår af de øvrige kapitler i nærværende publikation, har store dele af den danske støtte gennem de sidste ti år netop haft EU-tilnærmelsen som en vigtig underliggende dagsorden. Ikke mindst fordi det er et højt prioriteret mål i dansk udenrigspolitik at fremme EU's udvidelse mod øst.

Hovedparten af den danske støtte har været rettet mod konkrete miljøforbedringer med hensyn til affaldshåndtering, luftforurening, spildevandsrensning og så videre. Men i takt med, at EU-tilnærmelsen også har fået stadigt større prioritet i målsætningerne for Dancee's virke, bliver der gennemført projekter, hvor målet er lovtilpasning til konkrete EUdirektiver.

Miljøgodkendelse af virksomheder

IPPC-direktivet drejer sig om det, der på halvgodt dansk hedder integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Det betyder i klar tekst, at miljøgodkendelsen af enhver større industrivirksomhed skal vurderes ud fra virksomhedens samlede forurening.

I 1999 rettede Danmark sin miljøbeskyttelsesregulering til for at komme i overensstemmelse med kravene i IPPC-direktivet. Det var imidlertid ikke nogen omfattende øvelse. For EU-Kommissionen havde i høj grad skelet til, hvordan det danske godkendelsessystem på industriområdet var indrettet, da IPPCdirektivet blev udformet.

Igennem de sidste 25 år har systemet i Danmark nemlig været sådan, at enhver virksomhed af en vis størrelse skal have en miljøgodkendelse fra kommunen eller amtet, og at denne godkendelse netop var afhængig af, hvor stor den samlede forurening var.

I andre lande som for eksempel Østrig og Tyskand har man traditionelt set på de enkelte udledninger til luft, vand og jord hver for sig, hvilket har betydet, at der typisk er en hel stribe forskellige myndigheder involveret i godkendelsen af den samme virksomhed. Det giver naturligvis mere bureaukrati.

Det samme gælder i de ti lande, som har søgt om medlemskab i EU.

I den forbindelse er der den ekstra komplikation, at man i de tidligere kommunistlande havde den tradition at stille meget hårde krav til, hvor meget virk-58somhederne måtte udlede. Krav som på ingen måder blev overholdt. I stedet betalte virksomhederne afgifter for at overskride kravene. Afgifter som så blot blev fratrukket, hvad de statsejede virksomheder samlet skulle betale til staten.

Blandt andet derfor regnes IPPC-direktivet for at høre til blandt de vanskeligste at leve op til for de kommende medlemslande i Central- og Østeuropa.

Miljøeffekter IPPC-direktivets krav om integrerede miljøgodkendelser betyder en væsentlig omlægning af det polske godkendelsessystem, der hidtil har givet isolerede godkendelser. Derfor indebærer indfø-relsen af integrerede miljøgodkendelser uværgerligt en betydelig forureningsreduktion for industrien. Et godt overslag kunne være, at forureningen fra virksomhederne halveres, når de nye tiltag er gennemført. Det samme gælder stort set i alle de lande, som Danmark har støttet i arbejdet med at gennemføre IPPC-direktivets krav. Men det er i sagens natur ikke muligt at sætte tal på, hvor stor denne reduktion af forureningen bliver i praksis.

Vanskeligt direktiv

Den anden grund til, at det regnes for at være et særdeles krævende direktiv, er, at IPPC-direktivet ganske enkelt afkræver virksomhederne den højeste fællesnævner i verden, når det gælder valget af teknologi.

Kravet er nemlig, at virksomhederne skal benytte den "bedste tilgængelige teknologi" (BAT), som er den mest avancerede teknologi med hensyn til miljøbelastning set ud fra en livscyklus-betragtning, som udbydes til en konkurrencedygtig pris. Filosofien er, at man herved vil kunne opnå det højest mulige miljøbeskyttelsesniveau i EU.

IPPC-direktivet er med andre ord en større mundfuld at sluge for de ti ansøgerlande, og Danmark har derfor ydet støtte til Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien og Polen til arbejdet med at tilpasse landets lovgivning og administration.

I den polske version, som er det seneste skud på stammen, har projektet tre elementer, som blandt andet er inspireret af projektet i Estland.

Det første element handler om at få analyseret den lovgivning, som kommer til at gælde på området. Herefter laver projektledelsen i samarbejde med det polske miljøministerium et udkast til den lovgivning, som mangler.

Det andet element er et pilotprojekt, hvor man i tre regioner afprøver de udarbejdede vejledninger og administrative procedurer i praksis. Konkret kommer denne del til at omfatte 15-20 virksomheder, herunder blandt andet et kraftværk.

Det tredje element består i at etablere et såkaldt BAT-center. Altså et center som har styr på, hvilke teknikker EU kræver, at alle større polske virksomheder skal benytte sig af. Og et center som via kurser, Internet og nyhedsbreve formidler, hvordan de polske virksomheder bedst muligt overholder de nye krav.

Projektet afvikles over to år. For Polen er tidshorisonten den, at IPPC-direktivet skal være trådt i kraft senest i år 2010, fordi de ti ansøgerlande har fået tre års ekstra tidsfrist i forhold til de nuværende medlemslande, som skal være klar senest i 2007.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |