| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Påbud i jordforureningssager

5. Jordforureningsloven

5.1 Indledning

I dette afsnit omtales de nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af påbudsbestemmelserne i jordforureningslovens kap. 5.

Påbud skal altid udstedes under henvisning til én af de tre centrale bestemmelser: § 40, § 41 eller § 48. Disse bestemmelser kan så efter omstændighederne suppleres med en eller flere af de tværgående bestemmelser.

Eksempelvis vil et undersøgelsespåbud til en forurener, der er flyttet fra den forurenede ejendom således skulle udstedes under henvisning til § 40, jf. § 44.

Det skal bemærkes, at forvaltningslovens sagsbehandlingsregler skal iagttages ved udstedelse af påbud. Forvaltningslovens bestemmelser er ikke nærmere omtalt i denne orientering.

5.2 Påbud til erhversmæssige og offentlige forurenere

Påbud til den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev en virksomhed, udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud) henholdsvis § 41, stk. 1 (oprydningspåbud).

Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og udstedelse af et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.

Påbud til erhvervsmæssige og offentlige forurenere kan udstedes, uanset om forureningen er sket på grund af forurenerens culpøse adfærd. Dette fremgår af formuleringerne "uanset hvordan" i henholdsvis § 40, stk. 2 og § 41, stk. 2. Dette ansvar kaldes et ubetinget ansvar. Det ubetingede ansvar betyder, at meddelelse af påbud ikke er betinget af, at myndighederne kan påvise en ansvarspådragende adfærd (culpa) hos forureneren.

Dette ubetingede undersøgelses- og oprydningsansvar gælder for erhvervsmæssige og offentlige forurenere, der driver eller drev den virksomhed, hvorfra en forurening hidrører/hidrørte. Begrebet virksomhed omfatter mobile anlæg, hvad enten der er tale om egentlige driftsanlæg (transportable asfaltanlæg m.v.) eller transportanlæg (lastbiler, tankvogne m.v.). Også forureninger, der sker fra oplag af affald eller stoffer, der f.eks. anvendes i produktionen, er omfattet af bestemmelsen.

I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan der henvises til følgende i bemærkningerne til § 41 i lovforslag L183: "Efter administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet virksomhed bredt som omfattende enhver aktivitet – også udført af enkeltpersoner – der medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævrere, således at fysiske og juridiske personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter, som fysiske og juridiske personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af bestemmelsen og dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af bestemmelsen i stk. 3, nr. 2."

Myndighederne skal godtgøre, at forureningen hidrører/hidrørte fra den pågældende virksomhed. Kravene til hvad myndighederne skal kunne godtgøre, er ikke helt de samme i relation til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) som i relation til udstedelse af oprydningspåbud (§ 41). Forskellen mellem § 40-situationen og § 41-situationen er beskrevet i de i det følgende nævnte bemærkninger til lovforslag L 183.

I forhold til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) fremgår følgende af lovbemærkningerne til § 40: "Med formuleringen mulig forurener og eventuel forurening i bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum angives, at undersøgelsespåbud kan – som det hidtil har været praktiseret, når der er givet undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 – meddeles, når myndighederne har en begrundet mistanke om, at der er en forurening, der skal undersøges, og at den mulige forurening med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra den mulige forureners virksomhed eller anlæg."

I forhold til udstedelse af oprydningspåbud (§ 41) fremgår følgende af lovbemærkningerne til § 41: "Forureningen skal være forårsaget af den pågældende virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes forurening på den grund, hvor virksomheden er beliggende. Der skal påvises årsagsforbindelse mellem driften af virksomheden og forureningen."

I forhold til "mulig forurener" skal det i øvrigt bemærkes, at det fremgår af § 40, stk. 2, at der kan meddeles påbud uanset hvordan en mulig forurening er sket. Lovforslaget indeholdt også formuleringen "mulig forurener" i stk. 1. I forbindelse med Folketingets behandling blev denne formulering slettet. Dette havde dog ikke til hensigt at ændre på kredsen af hvem, der kan udstedes påbud til. Denne rent sproglige ændring er omtalt under punkt 7 i betænkningen til lovforslaget.

Hvis det af en påbudt undersøgelse fremgår, at der ikke er konstateret forurening på det undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvist kan henføres til påbudsadressaten, så skal den myndighed, der påbød undersøgelsen, dække de udgifter, som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet. Dette fremgår af jordforureningslovens § 76, stk. 4.

Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud vedrørende forurening, der ikke pågår på påbudstidspunktet. Dette fremgår af formuleringen "uanset hvornår en mulig forurening er sket". I relation hertil kan der endvidere henvises til afsnit 3, hvor det nævnes, at jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud forudsætter, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og jordforureningslovens §§ 41 og 42 om oprydningspåbud forudsætter, at forureningen eller den væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere. Spørgsmålet, om der er en absolut tidsfrist for, hvornår der senest kan meddeles påbud, er omtalt nedenfor.

5.2.1 Særlige forhold vedrørende undersøgelsespåbud

For så vidt angår meddelelse af undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der ingen undtagelser fra det ubetingede forureneransvar. Det vil sige, at der kan meddeles undersøgelsespåbud, uanset om forureningen er sket på grund af hærværk, naturkatastrofer eller lignende. Dette følger af formuleringen "uanset hvordan" i § 40, stk. 2.

Der er ingen absolut tidsfrist med hensyn til hvor længe, der kan gå fra ophøret af den forurenende aktivitet til det tidspunkt, hvor der meddeles undersøgelsespåbud. Dette følger af formuleringen "uanset hvornår", jf. § 40, stk. 2.

Imidlertid gælder de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes undersøgt/opryddet. I relation til disse synspunkter kan der henvises til følgende beskrivelse i bemærkningerne til lovforslag L 183, § 41: "Der vil være tale om en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Afgørende for vurderingen er således ikke alene, hvornår forureningen konstateres. Miljømyndighederne skal således have mulighed for, hvor dette ikke er umiddelbart klart, at undersøge, hvorfra kilden stammer, det vil sige hvem der er forurener, og om der er behov for nærmere undersøgelser eller oprydninger. Sådanne undersøgelser og vurderinger må indpasses i myndighedernes øvrige ressourceanvendelse. Er der omvendt tale om en forurening, hvor behovet for foranstaltninger er klarlagt, og en mulig påbudsadressat har været inddraget i sagen, tilsiger hensynet til påbudsadressaten, at sagen inden for et forholdsvist kortere tidsrum skal følges op af et påbud."

5.2.2 Særlige forhold vedrørende oprydningspåbud

I relation til meddelelse af oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 til erhvervmæssige og offentlige forurenere gælder der en række undtagelser fra det ubetingede forureneransvar. Disse undtagelser fremgår af § 41, stk. 2.

Der kan således ikke meddeles påbud, hvor forurening er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Påbud kan heller ikke meddeles, hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Der kan således godt meddeles påbud, hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, såfremt dette skyldes forurenerens uforsvarlige adfærd eller såfremt forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, hvilket f.eks. kan være miljøerstatningsloven eller færdselslovgivningen.

Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 ophører efter 30 år, jf. bestemmelse herom i § 41, stk. 4. Fristen løber fra ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der gav anledning til forureningen. Dette er begrundet i, at det i realiteten kan være vanskeligt at fastslå, hvornår en konkret forurenende episode har fundet sted.

Udover denne tidsfrist på 30 år gælder de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til bemærkningerne til lovforslag L 183, der er citeret ovenfor i dette afsnit.

5.3 Påbud til private forurenere, bortset fra olietankejere

Påbud til private forurenere udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud) henholdsvis § 41, stk. 1 (oprydningspåbud). For ejere af villaolietanke gælder der særlige regler, jf. nedenfor i afsnit 5.5.

Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992. Udstedelse af et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.

Undersøgelsespåbud efter § 40 og oprydningspåbud efter § 41 til såkaldte private forurenere omfatter den personkreds, der er nævnt i § 41, stk. 3, nr. 2: "Andre, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning". "Andre" refererer til andre end erhvervsmæssige og offentlige forurenere.

I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan der henvises til følgende i bemærkningerne vedrørende § 41 i lovforslag L 183: "Efter administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet virksomhed bredt som omfattende enhver aktivitet – også udført af enkeltpersoner – der medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævere, således at fysiske og juridiske personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter fysiske og juridiske personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af bestemmelsen og dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af bestemmelsen i stk. 3, nr. 2."

Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private forudsætter, at den private forurener har forårsaget forureningen ved en uforsvarlig adfærd (skyld) eller ved en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. For den private forurener gælder der således et betinget forureneransvar. For erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der derimod et ubetinget forureneransvar, jf. afsnit 5.2.

Udstedelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 til en privat forurener forudsætter således, at myndighederne kan påvise, dels at forureningen hidrører fra påbudsadressaten og dels at påbudsadressaten har forårsaget forureningen ved en ansvarspådragende adfærd (skyld).

Betingelsen om ansvarspådragende adfærd indebærer, at der ikke kan meddeles undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private, såfremt forureningen er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Såfremt forureningen er opstået på grund af brand eller hærværk, kan der alene meddeles påbud, såfremt dette skyldes påbudsadressatens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, f.eks. færdselslovgivningen. Eksempelvis vil en bilist, som forårsager en forurening i forbindelse med et færdselsuheld, kunne være omfattet.

Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud uanset om forureningen pågår eller ikke pågår på påbudstidspunktet.

Adgangen til at meddele undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til private ophører ikke indenfor en bestemt tidsfrist. Dette fremgår af formuleringen "uanset hvornår" i § 40, stk. 2.

Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter § 41 til private ophører efter 30 år, jf. § 41, stk. 4. Forældelsen løber fra ophøret af den aktivitet, der gav anledning til forureningen.

I forhold til meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private gælder der uanset de ovenfor nævnte frist-regler de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsesynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere inden for en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes undersøgt eller opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til bemærkningerne til lovforslag L 183, der er citeret ovenfor i afsnit 5.2.

5.4 Tværgående spørgsmål

5.4.1 Påbud til flere forurenere (jfl. § 43)

Med jordforureningslovens § 43 kan der meddeles påbud til flere (mulige) forurenere, der har bidraget til samme forurening på en ejendom. I praksis ses det ikke sjældent, at en konstateret forurening hidrører fra flere virksomheder. For eksempel kan en forurenende virksomhed have etableret sig på en ejendom, der var forurenet i forvejen. § 43 forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel – om end en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen – kan henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere.

Hvis flere forurenere har bidraget til forurening af en ejendom på en sådan måde, at de enkelte forureneres andele af forureningen på ejendommen med sikkerhed kan skilles ad, finder § 43 ikke anvendelse. I sådanne tilfælde udstedes der påbud efter § 40 henholdsvis § 41 til hver enkelt af forurenerne.

I de tilfælde hvor de enkelte forureneres andele af forureningen ikke med sikkerhed kan skilles ad, vurderer myndigheden hvor stor en andel af den samlede forurening, der stammer fra hver enkelt forurener. Hvis det ikke er muligt at vurdere én eller flere forureneres andele af den samlede forurening, skal myndigheden i påbuddet fastsætte, at ligelige andele af forureningen stammer fra de implicerede forurenere. Der kan dog ikke meddeles påbud til en forurener, hvis det må antages, at kun en ubetydelig andel af forureningen kan henføres til denne forurener, jf. § 43, stk. 2.

Bestemmelsen i § 43 omfatter såvel undersøgelses- som oprydningspåbud.

Myndigheden skal i påbuddet nøje redegøre for hvilke andre forurenere, der er udstedt påbud til i medfør af § 43. Endvidere vil myndigheden i påbuddet skulle angive en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af påbuddene i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed herom mellem forurenerne.

Gennemtvingelse af et påbud efter § 43, stk. 1 vil normalt forudsætte, at forurenerne er enige om at følge den af myndigheden påbudte fremgangsmåde. Såfremt der ikke er enighed blandt forurenerne om at følge den af miljømyndigheden påbudte fremgangsmåde, følges den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 43, stk. 3.

Såvel § 43 som § 45 omfatter de situationer, hvor flere forurenere efter hinanden har ejet en forurenende virksomhed, og hvor de alle har bidraget til den samme - fortsatte - forurening. Om det er § 43 eller § 45, der skal anvendes, afgøres ved, om der inden overdragelsen var udstedt et påbud til sælgeren af virksomheden. Det vil sige, hvis der var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden overdragelsen, så anvendes § 45. Hvis der omvendt ikke var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden overdragelsen, så anvendes § 43. §§ 43 og 45 har forskellige konsekvenser. I § 45-situationen kan myndigheden vælge mellem at gøre påbudet gældende overfor sælger eller køber. I § 43-situationen skal myndigheden vælge den i § 43 nærmere beskrevne fremgangsmåde m.h.t. fordeling mellem de forskellige forurenere.

5.4.2 Påbud uanset manglende rådighed (jfl. § 44)

Med jordforureningslovens § 44, stk. 1 er der adgang til at meddele påbud efter §§ 40 og 41 uanset at påbudsadressaten ikke har rådighed over den forurenede ejendom. Bestemmelserne tager sigte på de tilfælde, hvor en forurener er flyttet fra den forurenede ejendom eller hvor en forurening spreder sig til en naboejendom.

Efter § 44 kan undersøgelsespåbud udstedes til forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter den 10.2.1999 (lovforslagets fremsættelse). Oprydningspåbud kan udstedes til forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter 1.1.2001. I de tilfælde hvor forureningen har bredt sig til naboejendommen, kan der udstedes undersøgelsespåbud til forureneren, når forureningen er sket efter 1.1.2000, og oprydningspåbud når forureningen er sket efter 1.1.2001.

Endvidere er påbud, der udstedes under henvisning til § 44, stk. 1 betinget af, at der udstedes et såkaldt tålepåbud efter § 44, stk. 2 til ejeren af den forurenede grund, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet med udstedelse af tålepåbud er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til § 44 stk. 1, har den rådighed over påbuddets genstand, der efter forvaltningsretten er en nødvendig forudsætning for påbudets gyldighed.

5.4.3 Påbud, der er udstedt før ejerskifte (jfl. § 45)

Bestemmelserne i jordforureningslovens § 45 fastslår, at erhververen af en virksomhed i drift/en ejendom under visse betingelser overtager de undersøgelses- og/eller oprydningspåbud, der er meddelt sælgeren.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter den situation, hvor en bestående virksomhed drives videre af en ny erhverver. I den situation hvor virksomheden lukkes, kan disse bestemmelser ikke anvendes. I disse tilfælde skal stk. 3 anvendes. Det er blandt andet en betingelse, at der inden ejerskiftet er udstedt et påbud til den tidligere eller en af de tidligere ejere.

I de tilfælde hvor erhververen driver virksomheden videre, jf. § 45, stk. 1 og 2, har myndighederne valgfrihed mellem at gøre påbud gældende overfor den forurener, der allerede har fået et påbud eller overfor den senere driftsherre, jf. lovbemærkningerne vedrørende § 45.

De nærmere betingelser vedrørende udstedelse af påbud efter § 45 fremgår af bestemmelsen. Med hensyn til begreberne "erhvervelsen af virksomheden" (jf. stk. 1 og 2) og "erhvervelsen af ejendommen" (jf. stk. 3) skal det bemærkes, at det er uden betydning på hvilken måde erhvervelsen er sket. Påbuddet binder således ved overdragelser, der sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver og lignende. I relation til den, der erhverver en virksomhed eller ejendom som panthaver, skal opmærksomheden dog henledes på den særlige overgangsregel, der er fastsat i jordforureningslovens § 94, stk. 4. I § 94, stk. 4 er det fastslået, at et påbud kun er bindende for en panthaver efter miljøbeskyttelseslovens § 45, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar 2000.

5.4.4 Tinglysning af oplysninger om påbud (jfl. § 46)

Ifølge § 46 i jordforureningsloven skal myndigheden lade oplysninger om påbud udstedt i henhold til §§ 40 og 41 tinglyse på den forurenede ejendom. Påbud, der udstedes efter § 48 vedrørende villaolietanke, skal ikke tinglyses, idet hjemlen i jordforureningslovens § 48, stk. 7 ikke er udnyttet.

Formålet med tinglysningen er at sikre, at påbud skal kunne gøres gældende over for senere erhververe, jf. § 45, hvorefter udstedelse af påbud til en erhverver forudsætter, at erhververen kendte eller burde kende det til forureneren udstedte påbud. Tinglysningsreglen har endvidere til formål at sikre, at eventuelle købere af fast ejendom får den nødvendige information i de tilfælde, hvor der er meddelt påbud til sælgeren. På denne måde er købere af fast ejendom informeret om, at en tidligere ejer af ejendommen eventuelt skal gennemføre en undersøgelse eller en oprydning på ejendommen.

Tinglysningsreglen i § 46 gælder alle forvarslinger og påbud, der meddeles efter 1.1.2000. Dog skal påbud, der er forvarslet eller meddelt efter § 44, stk. 2 - det vil sige tålepåbud - ikke tinglyses. Begrundelsen for at disse ikke skal tinglyses er, at formålet med tinglysning, jf. ovenfor, allerede er opnået, idet påbuddet til forureneren er blevet tinglyst på den forurenede ejendom. Tinglysning af tålepåbud ville alene indebære en unødvendig dobbelt tinglysning.

Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog § 46, stk. 2.

5.5 Påbud til ejere af villaolietanke

Med jordforureningslovens §§ 48-49 er der for ejere af villaolietanke fastlagt dels et ubetinget ansvar og dels en forsikringspligt.

Med villaolietanke menes der olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 % eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende tank, anvendes til beboelse.

Det ubetingede ansvar for ejere af villaolietanke har virkning for forureninger, der er konstateret efter 1.3.2000.

Dette fremgår dels af jordforureningslovens § 48 og dels af bekendtgørelse nr. 94 af 4. februar 2000 om fastsættelse af dato for konstatering af forurening fra visse olietanke. Baggrunden for, at §§ 48 og 49 ikke har virkning fra 1.1.2000, hvor jordforureningsloven trådte i kraft, er, at der først skulle etableres en forsikringsordning i forhold til forureninger fra villaolietanke.

Påbud vedrørende forureninger fra villaolietanke, der er konstateret før 1.3.2000 eller som ikke i øvrigt er omfattet af §§ 48 og 49, kan udstedes efter jordforureningslovens §§ 40-47 eller miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen.

Under henvisning til § 48, stk. 1 kan der udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til ejere af villaolietanke, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Forureningen er konstateret efter 1.3.2000, jf. bekendtgørelse nr. 94 af 4.2.2000,
2. myndigheden kan godtgøre, at forureningen stammer fra villaolietanken,
3. forureningen må ikke være opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, jf. § 48, stk. 2, 1. punktum,
4. anlægget har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen, jf. § 48, stk. 3, 1. punktum,
5. tanken skal have været i brug efter 1. marts 2000, jf. § 48, stk. 3. Dette gælder dog ikke i de specielle situationer, der er nævnt i § 48, stk. 3, sidste punktum, og
6. hvis forureningen er sket på en af de i § 49, stk. 2, nr.1-3 nævnte måder, kan påbud efter § 48 alene udstedes, såfremt forureningen er sket efter 1.1.2000.

Såfremt de ovennævnte betingelser er opfyldt kan myndigheden meddele undersøgelses- og/eller oprydningspåbud i medfør af § 48 til den, der på tidspunktet for udstedelsen af et påbud ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme. Det vil sige, at det er den til enhver tid værende ejer af villaolietanken, der kan meddeles påbud.

§ 48, stk. 1 forudsætter som nævnt, at olieforureningen er "konstateret". Ofte vil det umiddelbart være nemt at konstatere en olieforurening fra en overjordisk villaolietank. Ved nedgravede tanke kan det derimod være sværere at afgøre, hvornår man har "konstateret" en forurening, idet forureningen ofte ikke er umiddelbart synlig. Der kan næppe opstilles noget absolut krav om, at kommunerne altid skal foretage nærmere tekniske undersøgelser i tilfælde af en tankejers påståede udslip fra underjordiske tanke. Der kan nemlig forekomme tilfælde, hvor indicierne/formodningen for forurening kan være så stærk, at det reelt svarer til en "konstatering". Med andre ord kan der forekomme tilfælde, hvor tekniske undersøgelser fra kommunen kan undlades, idet der kan fremskaffes anden dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende sikkert grundlag for "konstatering". En sådan situation kan forekomme, såfremt det kan dokumenteres, at der er et markant misforhold mellem det forventede forbrug af olie til tanken og det faktiske forbrug af olie.

Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 er ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en ansvarspådragende adfærd hos påbudsadressaten. Dette fremgår af formuleringen "uanset hvordan forureningen er sket" i § 48, stk. 1. Der gælder således et ubetinget ejeransvar.

Adgangen til at meddele undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 ophører ikke indenfor en absolut tidsfrist. Derimod gælder almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter myndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes undersøgt eller opryddet. Disse regler er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslag L 183, se nærmere herom under afsnit 5.2.

Påbud efter § 48 skal ikke tinglyses, idet der ikke er fastsat bestemmelser herom i medfør af jordforureningslovens § 48, stk. 7.