| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000

Kapitel 7 De kommende år

Hovedtemaet i denne del har været Grøn Guide projekternes udvikling i de første 3 år samt deres effekt på den lokale folkelige miljøindsats. På baggrund af tilbageblikket og vurderingen heraf, vendes blikket fremad i dette sidste kapitel i 2. del. Hvad kan der ud fra det hidtidige forløb og erfaringer siges om de kommende år? De fleste projekter på hold 1 - og siden også på hold 2 og 3 - er blevet forlænget med henholdsvis 3 og 2 1/2 år. Hvad kan der komme ud af det? Hvad er potentialet for en videre udvikling?

Besvarelsen af disse spørgsmål vil blive indledt, men ikke fuldendt i dette kapitel. De følgende kapitler vil give en dybere beskrivelse af forskellige perspektiver og temaer, som også kan berige besvarelsen, der derfor først samles og afsluttes i sammenfatningen og perspektiveringen.

Her fastholdes fokus på det lokale som omdrejningspunkt for den folkeoplysende indsats for en miljømæssig bæredygtig udvikling. Er det holdbart i en tid, hvor individualisering og globalisering står på dagsordenen? Hvor arbejdet, et væld af aktivitetstilbud i fritiden og andre politiske temaer giver den enkelte mange alternativer til det lokale og det miljømæssige engagement?

Afsættet i den hidtidige udvikling

Grøn Guide ordningen blev sat i gang i en optimistisk gejst: Guiderne skulle mobilisere og oplyse folk til at gå i gang lokalt, og ringene skulle sprede sig. En sådan gejst er i sig selv et vigtigt middel til at rive folk med og få tingene til at rykke sig. Det kan på den anden side også føre til for store forventninger både til en selv og ens omverden. Og i værste fald kan det jo ende som i historien om konen med æggene...

Som vist i de sidste kapitler er der hverken blevet tale om en lavine-effekt eller om en fuser. En del guider har fået et praksis-chok; Det gik ikke helt så let som forventet. Men hårdt benarbejde har med tiden fået sat gang i den lokale miljøindsats: Guiderne er blevet integreret og har gennemført mange aktiviteter i samarbejde med forskellige aktører i lokalsamfundene. I den forbindelse er der sket en netværksudvikling, og nogle steder er denne blevet forankret i mere permanente organiseringer og institutioner. Billedet på det i sidste kapitel var vognen, som nu er skubbet i gang, og som fortsat kræver guiderne til at skubbe og trække, om end det nu går lettere end i starten. Men hvordan kan man så forvente, at det vil gå fremover?

En fremskrivning

Der er god grund til at forvente, at de ekstra år, som Grøn Guide projekterne nu har fået, vil blive meget mere effektive og udbytterige, end de 3 første år. Bortset fra en mindre del af projekterne, som stadig virker diffuse og i gang med trial-and-error søgningen, er hovedindtrykket at projekterne nu har fundet en form og en vej, baseret på erfaringer og derfor anderledes realistisk end i første periode. De praktiske rammer fungerer, de er integrerede i lokalsamfundene med mange kontakter til folk, som har tillid til dem og som nu ved, at de udgør en ressource, man kan have glæde af i planlægningen og gennemførelsen af forskellige aktiviteter. Som det vil fremgå af senere kapitler, har de nu gode relationer til kommunen, ligesom de er offentligt kendte, bl.a. som følge af deres rolle i større lokale arrangementer. Interessen for dem næres også af, at de nu har nogle resultater at henvise til. På den baggrund har de et rygstød og kan koncentrere sig om deres konkrete opgaver. Der, hvor der er sat større permanente initiativer i gang, vil de kommende år typisk handle om konsolidering og videreudvikling heraf. Andre steder vil guidernes placering i grønne råd og andre netværk betyde, at deres koordinerende rolle i disse netværk og mellem forskellige lokale aktører får stor vægt, fordi disse nu er opbygget, og/eller fordi guiden er blevet en central person heri. Det rummer en mulighed for, at guiderne i mindre grad skal banke tingene op helt fra grunden, og i højere grad kan få en konsulentfunktion i flere projekter.

På spørgsmål til guiderne på hold 1 om, hvordan de selv vurderer udviklingsmulighederne, er dette skift fra primus motor til konsulent noget flere nævner som ønskeligt og muligt. Ligesom flere af de interviewede guider, nævner nogle af dem, at de er begyndt at prioritere større projekter fremfor de mange, spredte aktiviteter. Det er vel også en logisk følge af, at de nu har gjort erfaringer og har fået rutine i at forvalte deres Grøn Guide projekt, samtidig med at de udadtil ikke har samme behov for bred synliggørelse, men derimod har en række gode kontakter, som de kan udvikle projekter med. Blandt disse gode kontakter er ikke mindst folk i kommunen. Som det vil fremgå af kapitlet herom, har samspillet mellem grønne guider og kommuner udviklet sig godt og giver derfor grund til optimisme for yderligere samarbejde i de kommende år.

Forskelle

Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil antallet af projekter, hvor projektsamarbejder og netværksrelationer forankres i mere permanente organiseringer, også vokse. Men her kan forskelligheden af Grøn Guide projekterne og guidernes forskellige kompetencer betyde, at det i visse tilfælde ikke vil gå helt sådan. Ud fra gennemlæsning af Grøn Guide projekternes forlængelsesansøgninger til Den Grønne Fond, samt af svarene i spørgeskemaet på spørgsmålene om forventninger til fremtiden, fremstår denne forskellighed ved, at de projekter, som allerede i første periode har lagt vægt på den organisatoriske udvikling, også er dem med mest kontante forestillinger om udviklingen og effekterne af indsatsen i de kommende år. De henviser til store projekter og effekter af det bedre organisatoriske grundlag. Hos de projekter, som jeg tidligere rubricerede som "udvikling, men med usikkert potentiale", er der ikke forestillinger om store ændringer i de kommende år, men en forventning til en videreudvikling i de samme aktiviteter som hidtil. Altså en fortsættelse af det hidtidige arbejde, men selvfølgelig med tilføjelse af den større rutine disse guider nu har.

Risici

Udvikling er sjældent en kontinuerlig og fredelig fortsættelse på baggrund af det hidtidige forløb. Såvel indre som ydre faktorer kan pludselig ændre sig, og speede processen op eller lægge den død. Selvom man ikke kan forudsige, hvordan verdens foranderlighed vil influere på Grøn Guide projektets udvikling, så kan der være god grund til at foregribe nogle af de mest oplagte risici.

Jeg er sikker på, at det første guiderne selv ville nævne er deres økonomiske grundlag. Det er oplagt, at processerne er yderst sårbare, hvis de økonomiske muligheder forringes inden processerne er ordentligt forankrede. Og der er problemer hermed. Den side af sagen, behandles imidlertid i kapitel 13 og derfor ikke her. Men ikke uden sammenhæng hermed er der en anden risiko. Nemlig at guiderne får svært ved at slippe ud af primus motor rollen, og at dette sammen med præstationspres, alenearbejdssituationen og usikker økonomi slider så meget på guiderne, at de dropper ud undervejs. Projekterne kan så ansætte nye guider i stedet. Selvom det ikke vil bringe processerne tilbage til start, så kan det ikke undgås at sætte dem væsentligt tilbage, fordi både erfaringerne og relationerne i høj grad vil være bundet til personen.⁶⁰

Hvis vi betegner ovenstående som "indre faktorer", fordi de er tæt knyttet til projekterne, så ligger der en anden form for risici i ændringer i de "ydre faktorer"; d.v.s. i de forhold, som ikke direkte og snævert har noget med Grøn Guide ordningen at gøre, men som alligevel vil påvirke den.

Efter nogle års opbygningsfase kan man frygte, at der indfinder sig en stagnation. At den interesse og de kræfter, der har været lagt i en sag, bliver lagt over på andre spørgsmål, som nu har nyhedens interesse. Indvandrerdebatten, informationssamfundet, globaliseringen, livskvaliteten i det stressede hverdagsliv er eksempler på temaer, som i stigende grad har opmærksomhed. Lokale miljøforhold risikerer at falme som emne, når samfundsdebatten og tidsånden ændrer sig. I den forbindelse kan der identificeres nogle mere specifikke risici for den lokale miljøindsats. En grøn guide fra Svendborg rammer flere af dem i følgende svar på hvilke barrierer, han vil fremhæve:

Lad mig supplere ved at knytte et par ord til nogle af dem, og tilføje nogle andre:

Tiden som begrænsende faktor: Barrieren for aktivering af borgerne handler måske ikke så meget mere om mangel på miljøviden eller om afmagt, men om tidsmangel, fordi folk allerede har komprimeret deres hverdag med så mange gøremål, at der ikke er overskud til mere. Hvis det handler om mangel på miljøviden og om afmagt, så vil grønne guiders styrkelse af den lokale miljøindsats have chancer for at overvinde det. Hvis det handler om tidsmangel, så bliver det en tung kamp om hele tiden at få folk til at holde ved.

"Myndighederne klarer det vel": Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra 1999 er danskerne det folkefærd inden for EU, som har størst tillid til landets lokale og regionale miljømyndigheder⁶¹. Fra 1991 til 2000 har holdningen til, om myndighederne gør nok for at kontrollere forureningen ændret sig markant ifølge en anden undersøgelse: På en skala fra 1 – 5, hvor 1 svarer til "meget uenig" og 5 til "meget enig", var gennemsnittet i 1991 2,24 mens det var 3,61 i 2000.⁶² Det er ikke nødvendigvis det samme som, at alle er tilfredse med alt, hvad der angår miljøet, men der er tale om en tendens, som det er vigtigt at være opmærksom på. Den berømte "freerider" reaktion - "Hvorfor skal jeg dog gøre noget, når andre gør det" – kan blive et problem, efterhånden som de mest synlige og nære miljøproblemer løses. Hvis der som ovenfor nævnt er flere andre samfundsproblemer, som trænger sig på, og folk herudover oplever at kommunen, den grønne guide m.fl. gør noget for miljøet, så opfatter de nok ikke deres deltagelse i det lokale miljøarbejde som presserende.

De lavest hængende frugter: Det er en generel erfaring blandt guiderne, at den bedste måde at vække folks interesse på, er med konkrete, lette miljøråd. Men vil guiderne kunne blive ved med at finde sådanne miljøråd til at holde interessen ved lige med? Når nu borgerne komposterer, sparer på vandet, cykler til bageren mv., er der så stadig lette, konkrete råd? Det er "de lavest hængende frugters problematik": Selvfølgelig skal man starte med det lette; billedligt talt med at plukke de lavest hængende frugter. Men derefter blive det mere besværligt, hvis også frugterne udenfor umiddelbar rækkevidde skal plukkes. Guiderne er tilsyneladende ikke bange for denne udvikling. Som det vil fremgå i næste kapitel, mener de fleste godt, at de kan blive ved med at formidle de samme miljøråd. Ser man på hvor mange der ikke følger miljørådene endnu, kan man kun give dem ret. Men som det også vil fremgå af næste kapitel, er der ingen direkte sammenhæng mellem den miljøinformation, folk modtager og hvad de derefter gør. Når folk ikke handler miljørigtigt, så er det altså ikke nødvendigvis det samme som, at de mangler viden. Mere af samme viden vil i en sådan situation ikke blive ved med at skabe samme interesse. Der ligger derfor efter min mening fortsat en risiko for stagnation i de Grøn Guide projekter, hvor formidling af lette miljøinformationer udgør en væsentlig del af aktiviteten. Samtidig vil det også ud fra et miljøperspektiv være et problem, hvis den folkeoplysende miljøindsats ikke kan komme videre end til de små miljøforbedringer i hverdagen.

Det lokale som snæver ramme: Fortsætter vi i ovenstående proces-perspektiv, så kan man spørge om, der ikke er en risiko for, at lokalområdet/kommunen bliver en for snæver ramme, efterhånden som kommunerne, de lokale institutioner, de handlende og borgerne har optimeret deres miljøadfærd. Det er godt nok ikke lige nu, vi står i den situation, men kan det jo godt være sådan, at det faktisk er andre problemstillinger, som ikke løses hensigtsmæssigt lokalt, som bliver mere presserende at gøre noget ved. Den grønne guide i Svinninge har især arbejdet med forholdet mellem landbrug, fødevaredistribution og forbrugere, samt med transport i landområder. Begge dele aktuelle og relevante i et miljøperspektiv. Om dette arbejde skriver hun:

I Høje-Taastrup har guiden, som beskrevet i kapitel 4, gjort lokal selvforsyning til en centralt tema i hans arbejde, med kogræsserselskaber, vindmøllelaug, hønsehuse m.v. Det ser ud som om, der godt kunne arbejdes videre med den idé, også andre steder. Men det udelukker jo ikke, at det lokale som ramme for Grøn Guide ordningen også på nogle måder kan være hæmmende for den videre udvikling.

Høje-Taastrup projektet er også interessant af en helt anden grund. Som det fremgår af beskrivelsen i kapitel 4 er det væsentligt ældre end de øvrige Grøn Guide projekter. Selvom de øvrige Grøn Guide projekter på hver deres måde er forskellig fra det, så kan man ud fra Høje-Taastrup eksemplet øjne en problemstilling, som er generel relevant. Efter etablerings- og udviklingsårene er Høje-Taastrup Miljø- og Energicenter i dag en rimeligt veletableret institution i kommunen. Det er en basis for en fortsat række af aktiviteter og initiativer. Det sker inden for de samme rammer, og status for de seneste år er, at der hverken er nogen synderlig fremgang eller nogen tilbagegang. Tingene har tilsyneladende fundet ind i et leje, hvor guiden hele tiden kan finde ting at gøre. Der er sket en institutionalisering, som – set i forhold til de risici som er beskrevet ovenfor – kan ses som en fordel, fordi der så er nogle robuste strukturer som ikke opløses så let, hvis betingelserne for det lokale miljøarbejde ændres. Institutionaliseringen giver en kontinuitet og stabilitet, som gør at indsatsen kan fortsætte selvom betingelserne begynder at blive ringere.

På den anden side så indebærer institutionalisering også en træghed. Der er en risiko for at det innovative, som må siges at være væsentligt for en folkeoplysende indsats, får sværere vilkår, fordi institutionen er en ramme, som er opbygget efter temaer og fremgangsmåder, som passer på et bestemt tidspunkt i historien. Dette spørgsmål om, hvordan en vis stabilitet, og evnen til at følge og forny sig med tiden, begge dele kan sikres på samme tid, er ikke blot relevant for Høje-Taastrup og for alle andre Grøn Guide projekter, men for hele ordningen. Det vil derfor blive taget op igen i fremtidsdiskussion i forlængelse af sammenfatningen.