|
Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000 Del III: Grøn Guide ordningens andre effekterMed beskrivelsen af de udvalgte Grøn Guide projekter og det efterfølgende overblik over de lokale processer har 2. del allerede sagt en del om, hvad Grøn Guide ordningen er blevet til, og hvad den har medført. Denne gennemgang havde imidlertid et bestemt fokus, nemlig på indsatsen for at fremme den lokale folkelige miljøindsats. I denne del vil det blive suppleret med tre andre perspektiver på den samme historie. Der vil således i tre kapitler blive set grundigere på, om ordningen har levet op til nogle af dens andre succeskriterier. I kapitel 8 vil fokus således være på folkeoplysningen: Hvem når Grøn Guide projekterne ud til, og hvad kan der siges om effekterne af det? I kapitel 9 sættes fokuset på miljøet: Hvad er det for miljøforbedringer guiderne har bidraget til og hvordan? Og i kapitel 10 er det aktiviteternes sociale aspekter, som er i fokus: Inddrages sociale forhold i arbejdet og skaber det beskæftigelse? Kapitel 8 Folkeoplysningen
Kapitlet er opdelt i to del-kapitler:
8.1. FolkelighedenIndblikket i de 8 Grøn Guide projekter De 8 eksempler i kapitel 4 giver samlet indtryk af, at de grønne guider virkelig lykkes godt med at nå ud til folk, og at de folk, som der er tale om, bestemt ikke kun er de allerede grønne. Men der er nogle forskelle, som det er værd at tydeliggøre: Når det drejer sig om folkelighed, skinner projektet i Hørgården i øjnene. Guiden her arbejdede i et almennyttigt boligbyggeri, hvor meget få af beboerne var grønne endsige lysegrønne i forvejen. Det lykkedes hende alligevel at vinde opmærksomhed, tillid og respekt hos en stor del af disse beboere. Ikke mindst de store legepladsprojekter med flere hundrede beboere som deltagere, og med stor synlighed og debat om dem, havde gennemslag. Men også økologisk bankospil, børnearrangementer, en økologisk demonstrationslejlighed, kabel-tv udsendelser og besøg med miljøeftersyn i 650 lejligheder er eksempler på aktiviteter, hvor hun er nået ud til en stor del af beboerne. Guiden har to eksempler på, at hun fik sat noget i gang hos selv de mest socialt belastede i bebyggelsen. I det ene tilfælde hørte hun gennem vinduet bebyggelsens værste narkoman fortælle sin veninde om den grønne guide og hendes projekter. I det andet tilfælde var hun på lejlighedsbesøg hos et par, som var svært belastede af stoffer og alkohol. Alligevel fik hun en lang snak med dem om mulige grønne tiltag i deres lejlighed. At hun er nået over den lille gruppe aktive børnefamilier er hendes produktioner til det lokale kabel-tv også eksempler på. En "grønne gags" sketch, som foregik på et værtshus, hvor de besøgende blev grønnere og grønnere i hovedet, når de drak økologisk øl, gik rent ind hos den del af beboerne, som ellers går mere op i Grøn Tuborg end i grønt miljø. Ved at gøre grin med det grønne og sig selv nedbrød hun billedet af den grønne guide, som noget højtravende akademisk, og åbnede for kontakt med dem. Ligesom denne udsendelse vakte røre, fik hun mange kommentarer fra børnene for hendes julekalender, og fra husmødrene om en udsendelse om forskellige måder skrælle kartofler på. Dette er ikke et typisk eksempel, men et eksempel på en usædvanlig folkelig grøn guide, som har vist, at man kan også kan nå videre end de lysegrønne og komme i dialog og ’ryste’ dem, som overhovedet ikke plejer at tænke og gøre noget grønt. Flere af de andre udvalgte projekter har også en klar folkelighed, om end ikke i samme grad. Projektet i Nørager minder på nogen måder om Hørgården, fordi guiden her starter op i et landområde, hvor der stort set ikke er blevet snakket om miljøvenlig adfærd i forvejen, og hvor der – trods befolkningens geografiske spredthed – også er tale om et socialt set tæt lokalsamfund. Guidens her har også været udfarende, men metoderne og udviklingen i den folkelige kontakt ligger tættere på ’det typiske’, d.v.s. den måde som det har været grebet an på i flere af de andre projekter. Projektet på Bryggen er et godt eksempel på ’det typiske’: Guiden når her bredt ud:
Projektet i Ikast har de samme elementer, men her ses også en anden tendens. Nemlig at den brede folkelige kontakt blev prioriteret højt i begyndelsen som led i en synliggørelse, mens der senere er lagt mere vægt på at være konsulent for nøglepersoner og lokale aktør-grupper, hvorved der slækkes på den direkte folkelige kontakt for til gengæld indirekte at komme ud til en bred målgruppe gennem disse ’ambassadører’. Malling projektet viser en modsat tendens, fordi folkeligheden her er vokset i og med, at guiden her efterhånden har lagt mere vægt på at indgå i sociale netværk og på at få miljøet integreret som en aspekt i dette bredere lokale arbejde. I Malling er den folkelige kontakt desuden opnået gennem et samarbejde med kommunen om en kompostordning for villa-ejere. Som konsulent kommer guiden herigennem i kontakt med mange borgere, som ellers ikke ville reagere på hendes aktiviteter. I Høje-Taastrup er guiden også kompost-konsulent og har derudover i højere grad end de øvrige udviklet en model for inspiration og støtte til gør-det-selv folket. Det kan være folk, som er grønne i forvejen, men lokal selvforsyning – som er kodeordet her – har bredere appel fordi det jo også handler om at få et udbytte: Bier er ikke kun gode for miljøet, men giver også honning. Tilsvarende er høns, afgræssende køer og vindmøller ikke kun et miljøgode, men også en måde at få æg, kød og penge på. Gennem åbne arrangementer med vejledning i praktiske gøremål hver lørdag forsøger guiden i Høje-Taastrup på den måde at nå gør-det-selv målgruppen. I dette afsnit bliver folkeligheden testet ved at se på hele hold 1. Holder tendensen fra de 8 udvalgte projekter med at nå de lysegrønne? Hvem har de henvendt sig til og med hvilke aktiviteter og metoder? Ud fra guidernes årsrapporter ses her først en opgørelse over hvilke målgrupper hold 1 guiderne havde i deres forskellige aktiviteter i løbet af 1. og 2. år: Diagram 6:
Denne opgørelse adskiller sig fra opgørelsen af målgrupper i kapitel 5 ved ikke at fokusere på, hvor mange Grøn Guide projekter, der har haft hvilke målgrupper, men på hvor ofte de har haft dem i deres aktiviteter tilsammen. Herved bliver det tydeligt, at langt den største målgruppe er borgerne/forbrugerne. Når de nært beslægtede kategorier, "beboere" og "haveejere" lægges til bliver tendensen endnu mere udtalt. Det må også bemærkes, at der kun er registreret ganske få aktiviteter i det 2. år, som har været snævert rettet mod den aktive del af borgerne. Skoler og daginstitutioner viser sig også at være blevet en vigtig målgruppe. Som det ses, er der her skelnet mellem den og "børn og unge" som målgruppe. I de fleste tilfælde er aktiviteter rettet mod skoler og daginstitutioner dog ikke kun rettet mod personalet og institutionen, men udgør en "formidling til formidlerne", således at det i næste omgang når børnene og de unge, samt i nogle tilfælde også deres forældre. Denne form for ambassadør-formidling, som også gælder for flere af de andre målgrupper, vender jeg tilbage til. Det næste spørgsmål her bliver, hvad det så er for aktiviteter, som de grønne guider typisk benytter sig af: Er det nogen, som bringer dem ud blandt folk, og som man kan forvente vil nå de lysegrønne? Diagram 7:
Som netop beskrevet skal opgørelsen tages med forbehold. På den anden side kan der være gode grunde til den markante vækst fra 1. til 2. år i offentlige møder og arrangementer, i foredrag og oplæg, i skriftlig formidling samt i udsendelser i lokalt TV, radio og video. Dels fordi etableringsfasen det 1. år tog en del af guiderne tid.63 Dels fordi det kan være udtryk for en naturlig følge af, at guiderne nu er blevet kendte i lokalsamfundene og derfor i stigende grad er blevet inviteret til at holde oplæg, bidrage i lokalradioen m.v.. Det kan også have betydet, at samarbejdet med de lokale aktører i stigende grad har ført til fælles arrangementer. Væksten er sket i relativt traditionelle former for formidling. Det er imidlertid ikke sket på bekostning af de øvrige anvendte aktivitetstyper, idet disse stort set ligger på samme niveau andet år som første år. I diagram 8 på næste side er hold 1’s aktiviteter i deres 2. år, sammenlignet med hold 2’s aktiviteter i deres 2. år. Hensigten hermed har været at se, om der er store forskelle holdene imellem eller om det virker rimeligt at generalisere ud fra hold 1. Det viser sig, at de to holds aktiviteter omhandler de samme aktivitetstyper, men at der er nogle forskelle mellem holdene med hensyn til, hvor meget man benytter sig af nogle af typerne. Især er der noteret flere skriftlige formidlinger på hold 2, hvilket ikke opvejes af det større antal guider på hold 2 end på hold 1 i opgørelsen. Det modsvares dog af, at hold 1 formidler mere i lokal radio/TV/video. Hold 1 har flere offentlige møder og arrangementer og foredrag, mens hold 2 har flere miljøprojekter. Det fremgår også, at hold 2 har et langt større antal i kategorien "særlige pædagogiske arrangementer", men det kan meget vel skyldes en unøjagtighed i kategoriseringen af aktiviteter på daginstitutioner, idet det i kan være svært at afgøre, hvilken kategori de skal placeres under. Det er ikke let at sige, om det ene holds aktiviteter er bedre til at nå de lysegrønne end det andet. Man skal nemlig være påpasselig med at vurdere hvilke aktivitetstyper, der har bragt de grønne guider ud blandt lysegrønne, og ikke-grønne folk, og hvilke der ikke har. Når der er tale om markeds- og torvearrangementer, aktiviteter der både har et socialt og et miljømæssigt indhold, samt lokale radio og Tv-udsendelser, vil jeg umiddelbart vurdere, at de når langt ud. Modsat retter foredrag, kurser, konsulent råd og initiativorganisering/-møder sig nok oftest mod folk, som i en eller anden grad er engagerede i miljøet i forvejen. Men det behøver ikke være sådan. Et kursus kan være for gårdmænd, et planlægningsmøde eller en konsulentopgave kan være for en afdelingsbestyrelse, som egentlig ikke er vant til at tænke på miljøet. Det samme kan siges om de øvrige kategorier. De kan rumme aktiviteter som appellerer til de allerede grønne, men også aktiviteter, som når bredere ud. Denne begrænsning fremkommer, når mange oplysninger kondenseres for at opnå et overblik. Der kan derfor være grund til at supplere ovenstående ved at se nærmere på forskellen i formidlingsformer og på de grønne guiders erfaringer hermed. Diagram 8:
Formidlingsformer og målgrupper Ifølge den afsluttende spørgeskemaundersøgelse angiver 65 ud af 67 guider, eksempler på, hvordan de har forsøgt at nå ud til de lysegrønne. I Skema 1 på næste side har jeg indskrevet de oftest anførte eksempler med kursiv, og derudover en del af de øvrigt nævnte eksempler, som kan vise forskelligheden i formidlingsformerne. Skemaet skelner dels mellem medie-formidling, brug af ambassadører og direkte kommunikation, og dels mellem om målgruppen er bred/åben eller snæver/rettet mod en afgrænset gruppe. Kategorien "Direkte kommunikation til bred/åben målgruppe" viser at de grønne guider især fremhæver deltagelse i lokale folkelige begivenheder såsom festivaler, markeder og dyrskuer, hvor de kan opnå direkte kontakt med mange, som kommer af andre grunde. Det omtales som en god måde til at blive synlig og kendt af mange på. Men samtidig er der også nogle, som noterer, at denne kontaktform ikke gør det alene, fordi den er ret overfladisk og som sådan ikke fører til varige relationer og samarbejder. I øvrigt kan det ses, at der både er ret traditionelle formidlingsformer (såsom udstillinger, grønne kurser og møder/debataftener/foredrag) og mere usædvanlige, som benytter oplevelser som metode (økologisk modeshow, demonstrationsarrangementer i butikker og besigtigelses-/oplevelsesture). Skema 1:
Samlet giver de to kategorier for "Direkte kommunikation" indtryk af, at de grønne guider er ude blandt folk. De benytter konventionelle metoder hertil, men også metoder hvor der appelleres til sanserne, sociale kvaliteter og samarbejde med udgangspunkt i målgruppernes konkrete forhold. Det handler dels om synliggørelse i en bred og forholdsvis overfladisk kommunikation som fx. på markeder - og om samarbejder der retter sig mod specifikke målgrupper. Ambassadør-metoden nævnes ikke af så mange guider, som en vej til de lysegrønne. Men det er ikke desto mindre en metode, som en del guider benytter. Af de udvalgte projekter er projekterne i Kolding og Vestsjælland udprægede eksempler med deres forsøg på henholdsvis at nå forbrugerne gennem at påvirke butikkerne, og medlemmer af idræts- og friluftsforeninger gennem projekter i samarbejde med deres ledere og administratorer. Som det fremgår af skemaet er daginstitutioner den hyppigst nævnte ambassadør. Projekter om øko-mad, kompostering m.v. i samarbejde med de ansatte sigter ikke kun mod en direkte miljøoptimering af institutionen, men har også en pædagogisk dimension i forhold til børnene, ligesom forældrene direkte eller indirekte også bringes til at forholde sig til miljøforbedringer. Viceværter, socialarbejdere, voksenundervisere, sundhedsplejersker og virksomhedsledere er andre kanaler, der benyttes. På hold 1 har 16 ud af 21 guider benyttet sig af ambassadør-metoden til at nå bredt ud til folk. Det er selvfølgelig ikke lige til at sige, om det er netop er de lysegrønne, som de kommunikerer med. Via deres arbejde er de i kontakt med alle mulige mennesker, men det kan godt være, at dialogen om miljø kun opstår med en mere afgrænset gruppe. Da de ikke er agenter for miljøsagen, men tager den med ind som en del af deres arbejde, kan der dog være god grund til at tro, at de netop vil være i stand til at nå de lysegrønne. Medie-formidling er, som det fremgik af aktivitetsopgørelsen, også en væsentlig del af de grønne guiders arbejde. Selv nævner de oftest grønne brevkasser i lokalavisen som den metode, de anvender. Lokal radio og TV er dog ifølge aktivitetsopgørelsen også hyppigt anvendt. Dertil kommer ’græsrods-medierne’: Foldere og skriverier i foreningsblade. I samarbejde med Den Grønne Fonds sekretariat er de grønne guiders formidling gennem skriftlige massemedier blevet opgjort dels samlet for hele år 2000, dels mere differentieret for perioden september-november samme år.64 For hele året er der 1103 presseklip om eller med grønne guider. Det svarer rundt regnet til 1 om måneden pr. guide. Men hvilke medier er der mere præcist tale om – og hvilken karakter har indholdet? Det giver opgørelsen fra september til og med november et indtryk af (se diagram 9 på næste side). Som det ses, indeholder denne 3 måneders periode over 500 presseklip (eksakt 539), hvilket giver et gennemsnit på 180 klip pr. måned mod et gennemsnit på 92 klip pr. måned for hele året. Altså næsten det dobbelte. Det må i første række henføres til, at det er tre produktive måneder. Sommerferie-perioden, hvor alt ligger næsten stille, trækker givet ned på årsgennemsnittet. Derudover ville det være nærliggende, at mange af guidernes deltagelse i den landsdækkende Miljøtrafik-uge, også har trukket tallet op. En særskilt opgørelse heraf viser dog, at de grønne guider kun nævnes i 58 presseklip herom.65 At de grønne guider indgår så relativt få gange i omtalen af Miljøtrafikugen afspejler et forhold, som er vigtigt at være opmærksom på i forbindelse med de grønne guiders mediegennemslag og synlighed: De grønne guider har ofte rollen som konsulent, eller indgår som én blandt flere parter i et samarbejde. Det er jo bl.a. det, der er ideen med grønne guider. Men det betyder så også, at de godt kan have lagt en del benarbejde i en sag uden, at det er dem, som får æren i pressen. Diagram 9: Se her! Ser vi så på, hvor de grønne guider får omtale i den skriftlige presse, og hvilken karakter denne omtale har, så er to ting især markante: For det første er det ikke kun i lokalaviserne, men også i de regionale dagblade, at de grønne guider har et pænt gennemslag. Antallet af presseklip er stort set af samme størrelse for de to kategorier. Klip med perifer omtale er dog en del højere for regionalaviserne. På den anden side er det bemærkelsesværdigt, at journalistiske artikler med omtale af de grønne guiders aktiviteter og initiativer er den kategori med flest klip. Selvom der er mange guider, som skriver grønne råd til lokalaviserne, så medfører den journalistiske omtale af deres aktiviteter flere presseklip. For det andet er det meget sjældent, at de grønne guider har formået at få omtale i de landsdækkende dagblade i denne periode. Kun 13 omtaler på 3 måneder, hvoraf de 9 var perifere. Nu kan man dertil sige, at de grønne guider har til opgave at arbejde på lokalt niveau, og at de landsdækkende dagblade indeholder meget lidt lokalt stof. Kun hvor en lokal sag er særlig opsigtsvækkende eller har principiel karakter får de plads i disse medier. Det samme gælder de landsdækkende elektroniske medier. På den anden side er det ikke umuligt, og en omtale i et landsdækkende medie kan også være gavnlig for det lokale arbejde, fordi den kommer ud til mange mennesker og dermed øger opmærksomheden på sagen i den lokale offentlighed. Endnu engang kan der refereres til projektet i Hørgården, som på den ene side var et meget, nært lokalt projekt, men på den anden side opnåede landsdækkende omtale 7 gange, heraf den ene gang i TV-A og de øvrige gange i de store dagblade. Det havde ifølge guiden stor betydning, fordi det fik selvværdsfølelsen i området til at stige betragteligt, og hendes stjerne i folks øjne til at vokse. Hørgården er en lokal solstrålehistorie, og sådanne historier kan af og til godt trænge igennem i landsmedierne. Når en sådan historie først er trængt igennem ét sted, er der større chancer for at andre af landsmedierne også bliver opmærksom på den, og får lyst til at dække den. Guiden i Hørgården har desuden selv gjort en del for at opsøge og pleje journalistkontakter:
Kombinationen af nogle succesfulde projekter og en udfarenhed har altså givet resultater i forhold til landsmedierne i dette tilfælde. Med de succeser, som de grønne guider er med til rundt omkring, burde gennemslaget i landsmedierne derfor også kunne styrkes. Jeg mener dog ikke, at det skal gøres til et spørgsmål om guidernes kompetencer og udfarenhed. En grøn guide har mange opgaver at se til, og at bringe nyheder videre ud over lokalområdet er i kanten af deres arbejdsområde, om end det kan være gavnligt for deres projekt. I forbindelse med den nationale koordinering af Grøn Guide ordningen har de grønne guider i en periode kunnet få hjælp til deres medieformidling fra mediekonsulentfirmaet "Miljøkommunikation". Jeg har ikke været inde og evaluere denne side af sagen. Men set i forhold til muligheden for at styrke de grønne guiders gennemslag og synlighed i landsmedierne, finder jeg ikke, det er den rigtige metode, at tilbyde konsulenthjælp til guiderne. Derimod vil jeg anbefale, at der kobles en freelance-journalist til den nationale koordinering. Som koordinatorer for Grøn Guide ordningen har Grøn Information løbende lavet nyhedbreve på basis af guidernes logbøger - men kun til internt brug. Det er mange ressourcer at bruge på så lidt. Her ville det være oplagt at koble en rutineret freelance journalist på til at identificere de historier, som med den rigtige drejning kan appellere til landsmedierne, samt til at servere dem på den rigtige måde for dem. Med skiftet til 3 måneders intervaller for logbøgerne i forhold til de tidligere 14 dages intervaller, burde der umiddelbart set kunne frigøres ressourcer dertil. Det ringe gennemslag i de landsdækkende aviser skal dog ikke overdøve det samlede billede af medie-gennemslaget. Gennem de regionale dagblade og lokalaviserne når guiderne meget bredt ud. Deres rolle som primus motor i mange lokale projekter betyder sammen med deres egne skriverier, at langt hovedparten af de 1103 presseomtaler i 2000 sandsynligvis ikke havde været der, hvis der ikke havde været nogle grønne guider. Da lokalt miljøarbejde i forvejen ikke har været særligt synligt i pressen, er de grønne guiders bidrag derfor ikke ubetydeligt, selvom det med støtte burde kunne øges i de landsdækkende medier. Indblikket i de 8 udvalgte projekter viste, at grønne guider kan nå endog meget langt ud og rykke i folk, samt at de fleste af disse projekter på forskellige måder har nået ud over de aktive og grønnes rækker. Det efterfølgende overblik over hold 1’s målgrupper og aktiviteter bekræftede, at de grønne guiders aktiviteter hovedsageligt er rettet mod folk, hvad enten det er som lokale borgere, som forbrugere eller beboere. De anvender en bred vifte af metoder, men samtidig ser det også ud som om konventionelle aktivitetsformer og formidlingsmetoder fylder meget i deres praksis. Det er dog ikke muligt ud fra aktivitetsopgørelsen at gennemskue om disse aktiviteter praktiseres i sammenhænge og på en sådan måde, så de når ud til de lysegrønne, eller om foredragene, udstillingerne m.v. kun når de aktivt interesserede. Den efterfølgende differentiering i direkte kommunikation, ambassadør-formidling og medie-formidling viste imidlertid, at guiderne er aktive på alle tre områder, og at projekt-samarbejderne med afgrænsede målgrupper understøtter indtrykket fra de udvalgte projekter af, at de grønne guider når ud til de lysegrønne. De når også bredt ud ved hjælp af ambassadør-metoden og medieformidlingen via lokal- og regionalpresse. Undersøgelsen kan dog ikke dokumentere, hvorvidt deres budskaber når de lysegrønne denne vej. På den anden side er det ikke det samme som, at der ikke er ting som kunne gøres bedre. Et spørgsmål, som må stå åbent her, er, om de grønne guider bruger for meget krudt på konventionelle aktiviteter og traditionel medieformidlet miljøinformation i forhold til deres samarbejdsprojekter, hvor de indgår i lokale netværk og aktiviteter, som bringer dem nær på folk og åbner for dialog. Til forskel fra den nationale miljøinformation skulle det netop være her, de grønne guider havde deres force. De udnytter den da også, og som sagt er det ikke let at sige, om deres brug af konventionelle formidlingsmetoder bruges i sammenhænge og på måder, som når langt ud. Den udpræget folkelige form for grønne guider, som eksemplificeret med projektet i Hørgården, er dog ikke typisk for Grøn Guide projekterne. Så set ud fra målsætningen om at bringe guiderne ud blandt folk og nå de lysegrønne kunne en styrkelse af denne type projekter tæt på folk og med meget aktiv borgerinddragelse være relevant, på bekostning af den større distance, som de traditionelt miljøformidlende projekter potentielt indebærer. Det er dog igen et spørgsmål om afvejning af dybde og bredde i indsatsen. Denne type projekter når langt ud, men hvis man ser det i forhold til andre typer Grøn Guide projekter, når de til gengæld ikke ud til en særlig stor gruppe mennesker. Selvom medieformidlingen generelt set vurderes som tilfredsstillende, giver det ringe gennemslag i de landsdækkende medier grund til at overveje mulige forbedringer. Min anbefaling her er, at en freelance-journalist knyttes til landskoordineringen af Grøn Guide ordningen med henblik opspore egnede historier fra de grønne guiders logbøger og hjælpe med at servere dem for landsmedierne. 8.2. Handlingsorienteringen – information – oplysningDet er et vigtigt element i Grøn Guide ordningens idégrundlag, at folkeoplysningen skal være handleorienteret.66 Succeskriteriet blev formuleret som spørgsmålet om "Grøn Guide projekterne gennem formidling af ny miljøviden om konsekvenser og alternativer, samt gennem praktisk rådgivning og vejledning, aktiv har medvirket til, at folk selv finder løsninger og handler?" Besvarelsen af dette spørgsmål virker ikke umiddelbart svært. De grønne guider er som beskrevet nået ud til folk, men har det haft nogen effekt i form af at påvirke folk til at tænke eller gøre noget anderledes? Det er til gengæld et svært spørgsmål. Dels fordi det - jfr. Kapitel 2 – ville være særdeles svært at foretage en bare nogenlunde valid måling af folkeoplysningens bevidstheds-, holdnings- og adfærdsmæssige effekter. Dels fordi handleorienteringen ikke er en entydig metode, men faktisk åbner for forskellige strategier. Det sidstnævnte gør, at vurderingen af Grøn Guide projekternes handleorientering – og af effekterne heraf – deles op i to. Den ene del ser nærmere på miljøinformation som vej til adfærdsændringer, den anden del på projekter som udgangspunkt for folkeoplysning. Med inddragelse af viden fra anden forskning ses der nærmere på effekter og de mulige fremtidige potentialer i disse to handleorienterede strategier. Handleorienteringen i Grøn Guide projekterne Hvis vi endnu engang begynder med at gå tilbage til de 8 udvalgte projekter, hvad siger de så om handleorienteringen? De kan alle betegnes som klart handleorienterede i deres arbejdsmåde. Så at sige alt, hvad de beskæftiger sig med drejer sig om at fremme miljøvenlig handling. Men på forskellig måde:
Det ses altså allerede her, at handleorienteringen er udpræget til stede i de 8 udvalgte projekter, og at den har flere former. Men gælder det også for de øvrige Grøn Guide projekter? De guider på hold 1, som ikke er blevet interviewet, fik i deres afsluttende spørgeskema spørgsmålet: "Har du medvirket til eller stået for praktisk, handleanvisende oplysning?" Hertil svarede kun 2 ud af de 14 nej. De øvrige skulle begrunde deres ja med eksempler, og disse er helt i tråd med ovenstående. Af den første type nævnes fx. "demonstrationer af diverse udstyr", "vaskeråd på messe" ,"vask ved 60 grader kampagne", "information om miljømærker" og "giftfri have kampagne". Af den anden projekt-vejledende type nævnes "besigtigelsesture". Som eksempel på den tredje organiserende type nævnes et "fuglekasseværksted". Hold 2 og 3 har ikke fået stillet samme spørgsmål, men ud fra deres eksempler i forbindelse med besvarelse af andre spørgsmål er det et tilsvarende helt entydigt indtryk, at deres udadvendte arbejde i udpræget grad er handleorienteret i den ene, anden eller tredje af de ovennævnte former. Rummeligheden i begrebet "handleorientering" er imidlertid ikke uvæsentlig. Når det drejer sig om at vurdere effekten på folk af Grøn Guide projekternes handleorienterede folkeoplysning, så er det ikke lige meget, om der lægges vægt på at informere om små miljøråd, på at vejlede interesserede i større projekter eller på at lave projekter sammen med folk og i den forbindelse formidle miljøviden. Det er forskellige metoder, men forskellen kan også ses i lyset af to vidt forskellige begrundelser for at satse på handleorienteret folkeoplysning:
Der behøver ikke være nogen modsætning mellem disse to opfattelser. Man kan godt tage afstand fra undervisning og debat som folkeoplysningsmetode, og se støtte til handling som en vej til at bringe borgerne i politisk dialog med hinanden og politikerne. Jeg skrev, at Vor Fælles Fremtids kampagnen umiddelbart satte handling over for den traditionelle fokusering på problemer og debat i folkeoplysningen. Men faktisk var intentionen, at støtten til konkrete, lokale handleprojekter også skulle skabe dialog på tværs af vanlige skel og øge borgernes interesse for den politiske behandling af bæredygtig udvikling. Borgerdeltagelsen i den politiske proces var således eksplicit formuleret i handlingsplanen for kampagnen:
Grøn Guide ordningen er ikke nær så klar om, hvad der ligger i handleorienteringen: Som beskrevet i kapitel 3 lægges der op til, at guidernes vigtigste arbejdsopgaver er at rådgive og vejlede om:
På den anden side blev der også direkte advaret mod en informationsstrategi, fordi folk bliver bombarderet med informationer, og fordi det handler om at få folk til selv at tage stilling og formulere konkrete forslag til løsninger.71 Ordningen har med denne uklarhed givet plads til helt forskellige opfattelser af handleorientering. Det kan være traditionel miljøinformation, som forsøger at motivere folk til handlinger gennem informationer om miljørigtige løsninger, og det kan være ressourcestøtte til borgernes egne projekter, som skal befordre deres handling, men herigennem også deres viden og deres dialog indbyrdes og i forhold til det politiske niveau. Der kan derfor være god grund til at se nærmere på guidernes handleorienterede praksis og på effekterne heraf ud fra begge perspektiver. Effekter, fordele og ulemper ved miljøinformation På spørgsmålet "Hvor stor en del af dit udadvendte arbejde har handlet om at formidle råd om miljørigtig adfærd?", svarer 5 ud af 12 guider fra hold 1 mellem 50 og 100%, mens 3 svarer mellem 25 og 50%. De sidste 4 har kun i meget begrænset omfang brugt tid på det. På et tillægsspørgsmål til deres overvejelser om nytten heraf svarer kun få. Et par af svarene fremhæver det som meget nyttigt:
De få andre svar forholder sig ikke til nytten, men til nødvendigheden af miljøinformationen:
Selvom der ikke var mange svar på spørgsmålet om nytten af miljørådene, så er der stor opbakning til det sidste argument om nødvendigheden af at gentage miljørådene. Da et par af de interviewede guider havde nævnt over for mig, at de ikke mente, de kunne fortsætte med at formidle de samme miljøråd, bad jeg de hold 1 guider, som ikke blev interviewet, om at tage stilling til udsagnet: "Som grøn guide kan man ikke blive ved med at formidle de samme miljøråd". 9 af 13 er uenige heri. Kun 2 svarer, at de er enige. Guiderne på hold 1 slutter altså overvejende op om miljøinformation, som en brugbar metode for dem i deres arbejde. De to argumenter for nytten i miljøinformationen handler, som jeg forstår dem, om det forhold, at dér hvor guiderne kan motivere folk med miljøinformation, det er, når rådene er så konkrete og overkommelige i hverdagen, så de anviser en umiddelbart brugbar løsning, som ikke går ud over hverdagens gøremål i øvrigt. Det er i hvert fald det, som jeg mange gange har hørt guiderne sige. Det er også i god overensstemmelse med erfaringerne fra større informationskampagner. Fx. havde Forbrugerstyrelsen succes med kampagnen for at ’kogevaske’ ved 60 grader i stedet for ved 90 grader. Det er et energispareråd, som hverken tager ekstra tid, eller har andre ulemper for forbrugerne. I et sådant tilfælde gælder det blot om at trænge igennem al den anden information, som forbrugerne bombarderes med. I den grad installation af vandspare-aggregater, giftfri skadedyrs- og ukrudtbekæmpelse, sortering af affald til genbrug og kompostering, kan gøres let for forbrugerne, kan informationen herom også ventes af få en effekt. Den indirekte effekt heraf kan være, at folk gennem disse lette miljøhandlinger begynder at identificere sig som grønne og derfor efterhånden fortsætter på andre områder. Blandt familier, der allerede har en grøn grundholdning, er mere miljøinformation kærkommen, fordi de gerne vil have hjælp til at vælge det rigtige i lige deres tilfælde i junglen af mere eller mindre pålidelige råd.72 I disse tilfælde – altså hvor adfærdsændringen opleves som overkommelig eller hvor modtagerne allerede er grønne af holdning – er der god grund til at formode, at de grønne guiders miljøinformation ikke bare kan vække interesse, men også påvirke til miljørigtige adfærdsændringer. Desuden kan nogle af de grønne guiders nærhed og tillidsforhold til dem, de formidler til, samt deres tilgængelighed ved at befinde sig i lokalområdet i flere år, gøre det muligt for dem, at nå længere ud med deres miljøråd end de vanlige miljøkampagner. Der er på den anden side også nogle begrænsninger og problemer knyttet til at satse på at motivere folk til at leve miljøvenligt gennem information:
Handleorientering forstået som miljøinformation kan altså være en god måde at motivere folk på, og på visse områder kan det også nytte. Men der er også begrænsninger og problemer knyttet til denne form for folkeoplysning. Gælder det så også for den anden form for handleorientering? Effekter, fordele og ulemper ved støtte til lokale projekter Denne form for handleorientering går som omtalt ud på at inddrage borgere i aktiviteter eller projekter, eller på at inddrages i deres aktiviteter og projekter som en ressourcestøtte for dem. Det gælder om at sætte gang i og støtte lokale handlinger, som har et miljøforbedrende perspektiv. I del II er de grønne guiders aktive indsats for at integrere sig, samarbejde samt udvikle projekter og aktiviteter på lokalt niveau beskrevet. Her skal det kun handle om en vurdering af denne indsats folkeoplysende kvaliteter. Der er to gode kvaliteter ved denne form for handleorientering:
Men også den lokale aktivering har sine begrænsninger og problemer som folkeoplysningsstrategi:
Handleorienteret folkeoplysning praktiseret som aktivering og støtte til lokale projekter er altså heller ikke et Columbus-æg. Det har sine kvaliteter, men også nogle vigtige begrænsninger. For begge former for handleorientering er det et godt spørgsmål, om handleorienteringen fungerer som indgang til dialog mellem borgerne og de folkevalgte, sådan som det lå i intentionerne bag Vor Fælles Fremtid kampagnen. Det er ikke et succeskriterie for Grøn Guide ordningen, men da ordningen går ud på at fremme folkeoplysning om miljø, har jeg fundet det relevant også at se på, om guiderne kun bidrager til handlinger eller om de – i eller uden sammenhæng hermed – også skaber debat og indgår i konfliktbearbejdning. Bidrag til debat og konfliktbearbejdning Som det fremgik af diagram 9 var kun ganske få af de undersøgte presseklip noteret i kategorien "debat". Nu kan debat jo foregå på andre måder end i aviserne, og ser man mere bredt på det, tegner der sig et andet billede. De 14 guider på hold 1, som ikke blev interviewet, blev i det afsluttende spørgeskema spurgt, om de havde bidraget eller selv stået for, aktiviteter, som havde været debatskabende. Kun 3 svarede nej hertil – 11 svarede ja. Eksemplerne, som de begrunder deres ja med, viser, at det dels handler om høringer og debatter i forbindelse med miljøprojekter i boligafdelinger, dels om regulære debatmøder, hvor områdets drikkevand-situation, det lokale forbrændingsanlæg, landbruget og miljøet m.v. har været taget op. Erfaringerne med sidstnævnte type har været gode, som disse 3 eksempler viser:
Det er bemærkelsesværdigt, at disse regulære offentlige debatmøder alle er foregået på landet, og at erfaringerne - trods den ofte spændte konflikt mellem det konventionelle landbrug og miljøinteresserne – har været gode. Guiden på Møn – hvorfra det første af citaterne stammer – har i forlængelse af hendes gode erfaringer valgt i sin 2. periode at lægge vægt på at
Det må understreges, at det ikke er almindelig læsning i Grøn Guide projekternes forlængelsesansøgninger. Men det er interessant, fordi det bygger på gode erfaringer og fordi det overskrider tendensen til kun at beskæftige sig med det populære og det der er konsensus om. Her lægger guiden op til at tage fat, hvor der er barrierer og modsætninger, og spille en rolle som den part der skaber rammer for en produktiv dialog. Guiden kan være part i den sag, som repræsentant for den grønne sag, men rollen kan også være at fungere som facilitatoren, som den folkeoplysende tredje part, der sætter scenen og bringer de andre i dialog.90 For at belyse om guiderne af og til har denne slags 3. part rolle, blev de grønne guider på hold 1, som ikke blev interviewet, også spurgt, om de havde bidraget til eller selv stået for aktiviteter, som havde været konfliktbearbejdende. 8 af de 14 guider svarede ja, og havde eksempler herpå. Det kan fx. handle om at forlige konflikter mellem medlemmer af den lokale Agenda 21 forening, eller om konflikter mellem børnefamilier og ældre om udearealerne i et boligområde. Men flere af eksemplerne handler også om, at guiderne har en position, hvorfra de kan fungere som formidler mellem borgere og kommunens folk. Guiden i Roskilde skriver fx:
Denne rolle mellem borgere og kommune vender jeg tilbage til i kapitlet om guidernes relation til kommunen. Taget ud fra hold 1 guiderne ser det således ud til, at en stor del af de grønne guider også bidrager til at skabe debat og også af og til fungerer som den, der fremmer dialog og konfliktbearbejdning mellem uenige parter. Det er dog ikke sikkert, at denne konklusion også gælder for de senere hold. Diagram 8, hvor udbredelsen af forskellige aktivitetstyper hos hold 1 og 2 sammenlignes, viste, at hold 1 har været mere aktive med at lave offentlige møder og arrangementer. Opsamling vedrørende den handleorienterede folkeoplysning Evalueringen har ikke præcist belyst den del af det 3. succeskriterie for folkeoplysningen, som handler om, hvorvidt de grønne guider "har formidlet ny miljøviden om konsekvenser og alternativer". Det er dog ud fra den beskrevne miljøinformationsindsats og min gennemlæsning af de grønne guiders indberetninger mit klare indtryk, at en stor del af deres aktivitet netop har handlet om det. Den 2. del af succeskriteriet, om guiderne "gennem praktisk rådgivning og vejledning, aktivt har medvirket til, at folk selv finder løsninger og handler." har derimod givet anledning til at analysere handleorienteringen, som den er blevet praktiseret, samt dens formodede effekter, fordele og ulemper. Der er ud fra materialet ingen tvivl om, at Grøn Guide projekterne har levet op til kravet om at være en praktisk handleorienteret støtte til folk. Ordningens begreb om handleorientering lægger imidlertid op til forskellige tolkninger: Handleorientering som information om miljørigtige handlemåder kan være en god måde at gøre miljøindsatsen konkret og relevant for folk på. Den kan have nogen effekt, sålænge der er tale om råd, der opleves som umiddelbart overkommelige. Dem, der er aktivt interesserede i at forgrønne deres liv, vil også have glæde af mere krævende råd. Derudover er der nogle problemer ved den form for handleorientering. Miljøproblemerne opfattes generelt som et mindre presserende problem af befolkningen og 2/3 del af danskerne mener ikke selv de har behov for yderligere miljøinformation. De vanskeligere miljøproblemer, som knytter sig til forbruget vil desuden næppe kunne ændres med miljøinformation, og der er en risiko for, at en strategi baseret på miljøinformation vil negligere disse problemer. Endelig kan det også hæmme folkeoplysningen, hvis folk identificerer de grønne guider som mere eller mindre hellige miljøagenter. Handlingsorienteringen - forstået som støtte til lokale aktiviteter og projekter med miljørelevans - kan drives frem af andre motiver end miljøargumenter og alligevel fremme en miljøvenlig udvikling. Også på nogle af de mere vanskelige områder. Samtidig er aktivering af borgerne en bedre metode til at fremme læreprocesser, der kan ændre adfærd og livsstil. Men også denne form for handleorienteret folkeoplysning har sine begrænsninger, fordi folk i dag har travlt med så meget andet, og fordi borger-initierede projekter risikerer kun at gå efter de lavest hængende frugter, og at være så resultatorienterede, at opgaverne ikke vækker til refleksion og debat om værdier og strukturelle barrierer. I forlængelse af disse forskellige former for handleorientering er det vigtigt at konstatere, at der er en alsidighed i Grøn Guide ordningen. Der arbejdes både udbredt med miljøinformation og med lokal aktivering. Desuden ser det ud fra hold 1 også ud til, at der i tilknytning til projekter, men også gennem offentlige arrangementer, gøres en aktiv indsats for at skabe debat og problemløsende dialog mellem modstridende parter. Da ingen af metoderne er problemfri, er det vigtigt at fastholde en sådan alsidighed ved en eventuel fortsættelse af Grøn Guide ordningen. Samtidig er det vigtigt, at Den Grønne Fond sikrer, at projekterne er dynamiske. Miljøinformation gennem brevkasser, udstillinger m.v. kan være en god metode til at blive synlig, og hjælpe en del forbrugere i gang på nogle områder. Men både for det enkelte projekt og for Grøn Guide ordningen som helhed, er det problematisk, hvis denne metode fortsætter med at være det primære og aktiviteterne gentages gennem flere år ud fra argumentet om, at det nok virker, hvis man bliver ved at gentage det. For det enkelte projekt er det vigtigt, at integrationen i lokalsamfundet åbner for større projekter og samarbejder, sådan som det også ser ud til at ske (jfr. kap. 5). Kan guidens koordinerende og katalyserende rolle med tiden bringe ham eller hende i en position til at befordre debat og problemløsning mellem de lokale parter, vil det yderligere styrke folkeoplysningen. I vurderingen af forløbet af Grøn Guide projekterne bør Den Grønne Fond ikke blot lægge vægt på, at de er godt funderede, men også på, om der sker en udvikling i dem. Samtidig bør den gennem efteruddannelsen kvalificere guiderne til at planlægge strategisk og innovativt. Det vil jeg vende tilbage til i kapitlet om kompetencer. For ordningen som helhed er det vigtigt, at være opmærksom på, at betingelserne for folkeoplysning på miljøområdet ændrer sig med årene. Miljøinformation og støtte til lokale borgerprojekter giver fortsat god mening. Der er ingen grund til at annullere handleorienteringen. Men omvendt skal man passe på at den ikke bliver et snærende dogme. Dalende interesse for miljøinformation, IT-samfundets nye muligheder for at tilgængeliggøre miljøinformation, folks tidsnød og deres følelse af at en del af miljøproblemerne ikke er så presserende mere – sådanne tendenser taler for, at ordningen ikke bør stå stille, men åbne for afprøvning af nye metoder og for andre former for projekter. Denne pointe om at være på forkant med tiden er videreudviklet i sammenfatningens diskussion af Grøn Guide ordningens fremtid.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
