Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2000

1. Indledning og sammenfatning

Kemikalieinspektionen varetager Miljøstyrelsens tilsyn med overholdelsen af kemikalieloven.

Kemikalieinspektionen prioriterer opgaver indenfor følgende områder:
Vejledning om kemikaliereglerne
Forfølgelse af overtrædelser, som har væsentlig betydning for sundhed og miljø
Kontrol med import fra tredjelande
Kontrol med produkter, hvor der stilles andre krav i Danmark end i det øvrige EU
Kontrol med giftige kemiske stoffer og produkter
Nationalt samarbejde om kontrol
Internationalt samarbejde om kontrol

Også kontrol med kosmetiske produkter og legetøj har været højt prioriteret i 2000.

I september 2000 deltog Kemikalieinspektionen i det årlige møde mellem de nordiske tilsynsmyndigheder. På mødet blev det bl.a. vedtaget at gennemføre et fælles tilsynsprojekt på området kræftfremkaldende, mutagene og reproduk-tionsskadelige stoffer (CMR-stoffer) i forbrugerprodukter

I maj 2000 deltog Kemikalieinspektionen i det første møde i CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) i Athen. På mødet blev der enighed om netværkets formål, arbejdsområde og arbejdsopgaver. Formålet med netværket er at styrke de europæiske kemikalietilsyns-myndigheders samarbejde, at forbedre kendskabet, forståelsen og overholdelsen af kemikaliereglerne, at arbejde for at der er lige vilkår for producenter og importører i alle landene og at indbyde og hjælpe fremtidige medlemsstater med at indgå i netværket Aktiviteterne i den nærmeste fremtid er to fælles tilsynsprojekter: EuroCad (kontrol med cadmiumdirektivet) og EurOzone (kontrol med forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer).

Miljøstyrelsens Kemitelefon, hvis drift primært varetages af Kemikalieinspektionen, har i 2000 haft 2256 opkald mod 1943 opkald i 1999. Der var i 2000 flest henvendelser om klassificering og mærkning af kemiske stoffer og produkter samt om kosmetik. Antallet af henvendelser om anvendelsesbegrænsninger er i absolutte tal næsten fordoblet i forhold til antallet i 1999. I procent en stigning fra 8 til 14 procent af samtlige henvendelser. Antallet af henvendelser til Kemitelefonen relateret til børn og kemiske stoffer er steget støt siden 1998. En anden stor gruppe henvendelser er de 137 henvendelser, Kemitelefonen fik om Rentolin i 2000 .

I 1999 udgav Miljøstyrelsen en række faktaark om en række af reglerne på kemikalieområdet. I 2000 er nogle af arkene blevet revideret, og der er kommet nye til. Arkene kan fås i Miljøbutikken eller læses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Kemikalieinspektionen har i 2000 via seks pressemeddelelser advaret mod farlige stoffer i en række kemiske produkter, primært kosmetiske produkter og legetøj.

Kemikalieinspektionen har i 2000 gennemført kampagner indenfor områderne bekæmpelsesmidler, anvendelsesbegrænsning, kosmetik og legetøj.

Indenfor Kemikalieinspektionens største arbejdsfelt, behandling af indberetninger fra virksomheder, organisationer, private med flere, har Kemikalieinspektionen i 2000 modtaget 228 indberetninger. Antallet er omtrent uændret i forhold til året før, hvor Kemikalieinspektionen fik 221 indberetninger. Godt 30 % af indberetningerne kom fra privatpersoner, 10 % var sager, som Kemikalieinspektionen /Miljøstyrelsen tog op af egen drift. Der er i 2000 afsluttet 241 indberetningssager mod 182 året før. I godt en fjerdedel af sagerne var der ingen overtrædelser. Før det kan konstateres, at der ikke er overtrædelser, kræves som regel at der i lighed med andre sager indhentes sammensætningsoplysninger og/eller anden dokumentation for produktet. 14 sager blev overdraget til anklagemyndigheden, syv af dem handlede om bekæmpelsesmidler.

Af interessante sager fra 2000 skal fremhæves kviksølvsæber og V6-tyggegummi.

Kviksølvsæber

I februar modtog Miljøstyrelsen en notifikation fra Sverige om fundet af en kviksølvholdig sæbe, som er produceret i Spanien, med navnet Niuma. Kosmetiske produkter som bl.a. sæber må ikke indeholde kviksølvforbindelser. Sæber med kviksølvjodid bruges til at blege sort eller meget mørk hud. Kemikalieinspektionen besøgte herefter 10 forskellige butikker i København, som typisk henvender sig til kunder med en afrikansk baggrund. I 4 butikker blev der fundet kviksølvholdige sæber, foruden Niuma blev der fundet sæberne: Tura, Mekako, Rico, Soap Tonight, Jaribu og Roberts Medicated Soap. Fire af sæberne var angiveligt produceret i England. Butikkerne blev påbudt at ophøre med markedsføringen.

Miljøstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen afholdt efterfølgende i samarbejde med indvandrerorganisationen IND-sam’s Health Information Centre et møde med butiksejere i København, hvor kosmetik- og lægemiddelreglerne blev gennemgået, og der blev orienteret om sundhedsfaren ved anvendelsen af kviksølvsæber. Desuden fremsendtes et orienteringsbrev til samtlige butikker om forbudet mod kviksølv i sæber.

I november gentog Kemikalieinspektionen tilsynsbesøgene hos de 10 butikker plus i 5 andre i København. 5 butikker havde stadig kviksølvholdige sæber på hylderne. Foruden de tidligere fundne sæber blev der fundet 2 nye mærker: Movate Germicidal Soap og Top Germicidal Soap. Sæberne er produceret i henholdsvis Italien og Spanien. Butikkerne er meldt til politiet.

Miljøstyrelsen advarede forbrugerne via pressemeddelelser.

V6-tyggegummi

Ifølge kosmetikbekendtgørelsen, skal den, der er ansvarlig for markedsføring af et kosmetisk produkt i EU, kunne dokumentere at produktet har de anpriste virkninger, når arten af virkningen begrunder det. Eksempelvis skal man kunne bevise virkningerne af solcremer, antirynkecremer og slankecremer samt virkningen af tandpasta/tyggegummi der anprises med at fjerne misfarvninger på tænderne osv.

Inspektionen blev i december 1999 opfordret af Forbrugerrådet til at kontrollere virkningen af produktet V6 tyggegummi, der anprises med bl.a. at give dobbelt beskyttelse mod de syrer, der giver huller i tænderne. Inspektionen udbad sig dokumentation for denne virkning af Dandy A/S. Dokumentationen blev vurderet af en ekstern ekspert fra Københavns Tandlægehøjskole. Denne vurdering sammenholdt med markedsføringsmaterialet førte til, at inspektionen vurderede, at markedsføringen af V6 tyggegummi burde ændres på nogle punkter. Dandy A/S har herefter udarbejdet nye anprisninger for produktet.

I 2000 fik Kemikalieinspektionen udvidet sit tilsynsområde med en ny bekendtgørelse, samt ændringer af seks eksisterende bekendtgørelser.

Den nye bekendtgørelse er Bekendtgørelse nr. 1012 af 13. november 2000 om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly. Tilsynsområdet er dermed udvidet med produkter, der kan indeholde bly.

Reglerne om nikkel i produkter blev ændret i 2000. Den nye nikkelbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 24 af 14. januar 2000 om forbud mod import og salg af visse nikkelholdige produkter, omfatter nikkelholdige produkter, der er beregnet til at komme i direkte berøring med huden. Bekendtgørelsen omfatter nikkelfrigørelse fra flere produkttyper end de tidligere regler gjorde. Som noget nyt reguleres piercing-smykkers indhold af nikkel. Reglerne er nu fælles EU-regler.

Yderligere en række bekendtgørelser, love og forordninger på kemikalieområdet er blevet ændret i årets løb:
Lov nr. 256 af 12. april 2000 om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter (markedsføring af biocidholdige produkter plus hjemmel til at opkræve gebyr ved tilsyn).
Bekendtgørelse nr. 313 af 5. maj 2000 om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Ændringen handler om markedsføring af biocidholdige produkter og nye regler om salg af rottemidler. Med ændringen overføres kontrollen med salget af rottemidler til Kemikalieinspektionen. Der må kun ske salg til autoriserede brugere, og salget skal bogføres af forhandleren.
Bekendtgørelse nr. 1065 af 30. november 2000 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter. Der blev indført to nye Risiko-sætninger.
Bekendtgørelse nr. 734 af 31. juli 2000 af Listen over farlige stoffer.
Bekendtgørelse nr. 594 af 6. juni 2000 om kosmetiske produkter .
Rådets forordning nr. 2037/2000 af 29. juni 2000, samt ændring nr. 2038/2000 af 28. september 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.