Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2000

2. Kemikalieinspektionen – organisation og arbejdsopgaver

2.1     Organisation
2.2 Arbejdsområder
2.3 Samarbejde – nationalt og internationalt
2.3.1 Nordisk kemikalietilsynsmøde i Norge
2.3.2 Europæisk kemikalietilsynsmøde i Grækenland

2.1 Organisation

Kemikalieinspektionen står for kontrol med overholdelsen af kemikalieloven og 37 bekendtgørelser, forordninger, regulativer og cirkulærer, udstedt i medfør af kemikalieloven, samt med 5 bekendtgørelser om kemiske stoffer og produkter, udstedt i medfør af anden lovgivning. En fuldstændig liste over lovområdet findes i bilag 2.

Kemikalieinspektionen er en sektion i Miljøstyrelsens Kemikaliekontor.

Der blev i 2000 anvendt i alt 4,7 mio. kr. til kemikalietilsynet. Lønudgifterne udgjorde 2,9 mio kr, og driftsudgifterne 1,8 mio.kr.

Kemikalieinspektionen begyndte i 2000 at udarbejde en kvalitetshåndbog. Formålet med kvalitetshåndbogen er at dokumentere bestræbelserne på at nå målsætningen i Kemikalieinspektionens Strategi- og Handlingsplan samt at være et hjælpemiddel for medarbejderne i Kemikalieinspektionen til at gøre det daglige arbejde kvalitetsmæssigt optimalt, effektivt og ensartet. Håndbogen kommer til at bestå af overordnede procedurer samt mere specifikke instrukser for de enkelte opgaver.

2.2 Arbejdsområder

Kemikalieinspektionens arbejde består af kontrol og tilsyn med overholdelsen af reglerne, en række administrative opgaver i relation til kemikalielovgivningen og information/vejledning om reglerne på kemikalieområdet.

Kontrol- og tilsynsarbejdet består af
Kontrol med salg af meget giftige og giftige kemiske stoffer og produkter hos forhandlere.
Planlægning og gennemførsel af kampagner, som er målrettede og tidsbegrænsede tilsyn på et afgrænset område, f.eks. en bekendtgørelse, en produktgruppe, en branche og/eller et geografisk område.
Behandling af indberetninger. Indberetninger er henvendelser fra f.eks. firmaer, privatpersoner og forbrugerorganisationer om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen. Opfølgningen kan være tilsynsbesøg, analyse eller kontrol af firmaernes dokumentation for produkterne eller en kombination af disse kontrolformer. Også de sager Kemikalieinspektionen tager op på eget initiativ registreres som indberetninger.
Behandling og opfølgning på advarsler (notifikationer) fra andre EU-lande om farlige produkter.

De administrative opgaver består af :
Udstedelse af tilladelser til at anvende eller sælge gifte, herunder opkrævning af forhandlergebyrer.
Behandling af kosmetikanmeldelser.
Behandling og udstedelse af eksportcertifikater for kemiske produkter, f.eks. kosmetiske produkter.
Rapportering til EU om bekæmpelsesmiddelkontrollen.

Information/vejledning består af
Drift af Kemitelefonen
Anden information

Via Kemitelefonen og anden informationsindsats vejleder Kemikalieinspektionen om kemiske stoffer og produkter og om kemikalielovgivningen.

2.3 Samarbejde – nationalt og internationalt

Kemikalieinspektionen samarbejder med en række andre nationale tilsynsmyndigheder, primært Arbejdstilsynet, Lægemiddelstyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Told og Skat, Fødevaredirektoratet, politiet og kommunerne.

2.3.1 Nordisk kemikalietilsynsmøde i Norge

Samarbejdet mellem kemikalietilsynsmyndighederne i Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark blev i år 2000 formaliseret som en gruppe under Nordisk Kemikaliegruppe i Nordisk Ministerråds regi. Norge var værter for et nordisk møde i Oslo den 14.-15. september. På mødet blev landenes tilsynsaktiviteter præsenteret og diskuteret, dokumentationskravene til importørerne og producenterne blev drøftet og endelig blev det besluttet at starte et fælles nordisk tilsynsprojekt i 2001 på området kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionsskadelige stoffer (CMR-stoffer) i forbrugerprodukter. Formålet med gruppen er bl.a. at opbygge og vedligeholde et medarbejdernetværk, at føre en fælles indsats på udvalgte tilsynsområder og at koordinere den nordiske indsats på EU/EØS plan.

2.3.2 Europæisk kemikalietilsynsmøde i Grækenland

Kemikalieinspektionen deltog i det første møde i CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) i maj i Athen. På mødet blev der enighed om netværkets formål, arbejdsområde og arbejdsopgaver. Formålet med netværket er at styrke de europæiske kemikalietilsynsmyndigheders samarbejde, at forbedre kendskabet, forståelsen og overholdelsen af kemikaliereglerne, at arbejde for at der er lige vilkår for producenter og importører i alle landene og at indbyde og hjælpe fremtidige medlemsstater med at indgå i netværket (2). Aktiviteterne i den nærmeste fremtid er to fælles tilsynsprojekter: EuroCad (kontrol med cadmiumdirektivet)(3)1 og EurOzone (kontrol med forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer) (4)1. EuroCad er igangsat og EurOzone starter i 2001.

1. Nummeret henviser til listen over publikationer (bilag 1)  [Tilbage]