| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afgift på farligt affald

5. Analyse af en afgift på farligt affald i Danmark

5.1 Indledning

I dette kapitel er der foretaget en forhåndsvurdering af effekterne af en afgift på farligt affald, der er udformet som den eksisterende afgift på ikke-farligt affald. Selvom det kan være vanskeligt på forhånd at vurdere effekterne af en afgift, findes der dog en række forskellige kilder, der kan være med til at danne baggrund for en sådan vurdering. I afsnit 5.2 omtales de overvejelser om en afgift på farligt affald, der er blevet gjort i forbindelse med nogle af de tidligere gennemførte evalueringer af affaldsafgiften. Som det var tilfældet i forbindelse med disse evalueringer, er det ikke tilstrækkeligt at vurdere effekterne af en afgift på farligt affald ved kun at se på affaldsproducenternes respons på afgiften, da afgiften måske snarere er rettet mod de professionelle affalds-aktører (affaldsbehandlerne). Analysen i dette kapitel omfatter derfor effekterne af at udvide grundlaget for affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald for både affaldsproducenter og -behandler. I afsnit 5.3 er effekterne af en afgift på farligt affald, der tilføres Kommunekemi, som er det største behandlingsanlæg for farligt affald, undersøgt nærmere. I afsnit 5.4 er effekterne af en afgift på farligt affald undersøgt med udgangspunkt i et konkret virksomhedseksempel, Unimerco A/S. I afsnit 5.5 er der på baggrund af de behandlede mængder af farligt affald og behandlingspriserne for farligt affald foretaget nogle beregninger af de provenumæssige effekter af en afgift på farligt affald. I afsnit 5.6 er der som følge af nogle af de betænkeligheder der er omtalt i afsnit 5.3 vedrørende en afgift på farligt affald, der er udformet som afgiften på ikke-farligt affald, overvejet en alternativ udformning af en afgift på farligt affald.

5.2 Tidligere overvejelser om en afgift på farligt affald

I en evaluering af affaldsafgiften, som AKF (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut) foretog for Miljøstyrelsen i begyndelsen af 1990'erne, blev det konkluderet, at den daværende afgift på 130 kr./ton affald tilført deponering eller forbrænding havde påvirket affaldsstrømmene inden for væsentlige områder, men at afgiften havde påvirket udvalgte affaldsstrømme forskelligt. På grund af dataproblemer og tidspres i forbindelse med evalueringen var det imidlertid ikke muligt at vurdere effekterne af affaldsafgiften ud fra udviklingen i de afgiftspligtige affaldsmængder. På baggrund af delundersøgelser af udviklingen i forskellige affaldsfraktioner blev det dog vurderet, at afgiften havde haft en afgørende betydning for håndteringen af bygge- og anlægsaffald, men at afgiften kun i mindre grad havde påvirket virksomhedernes beslutninger om håndteringen af erhvervsaffald. Endvidere blev det vurderet, at afgiften hovedsageligt havde påvirket kommunerne og de fælleskommunale selskaber i forbindelse med håndteringen af husholdningsaffald (Christoffersen et al., 1992: 105-109).

I evalueringen blev det endvidere anbefalet, at man foretog en nærmere analyse af at udvide affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald, da der på grund af mulighederne for at genanvende affaldet ikke syntes at være nogen begrundelse for at friholde området for afgiften, ud over at de høje bortskaffelsespriser i sig selv udgjorde et økonomisk incitament til at genanvende affaldet (Christoffersen et al., 1992: 97)⁴³.

Af en efterfølgende evaluering af affaldsafgiften i 1997, hvor det lykkedes at etablere konsistente tidsserier for udviklingen i de afgiftspligtige affaldsmængder, fremgik det, at de netto indvejede affaldsmængder til de kommunale affaldsbehandlingsanlæg for indsamlet affald fra 1987 til 1996 var blevet reduceret med 26 pct. Da størstedelen af reduktionen i restaffaldsmængderne var sket i de tunge affaldsfraktioner som bygge- og anlægsaffald, husholdningsaffald (haveaffald og storskrald) og andet affald (bl.a. slagger og slam), pegede det ifølge evalueringen på, at affaldsafgiften havde haft en afgørende betydning for denne udvikling. Det var imidlertid ikke muligt at identificere noget fald i mængderne af erhvervsaffald i forbindelse med evalueringen (Andersen et al., 1997: 96-97).

I 1997-evalueringen blev det endvidere vurderet, at en udvidelse af afgiftsgrundlaget for affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald næppe ville få nogen betydning for håndteringen af farligt affald. Begrundelserne for denne vurdering var, at behandlingsomkostningerne ofte var flere gange højere end selve affaldsafgiften, og at farligt affald kun udgjorde nogle få procent af de samlede affaldsmængder (Andersen et al., 1997: 103)⁴⁴.

Som det er tilfældet med afgiften på ikke-farligt affald, synes det imidlertid ikke at være tilstrækkeligt at vurdere effekterne af en afgift på farligt affald ved kun at se på affaldsproducenternes reaktion på afgiften, da afgiften måske snarere vil være rettet mod de professionelle affaldsaktører (affaldsbehandlerne)⁴⁵. I de følgende afsnit er der derfor foretaget en analyse af effekterne af at udvide grundlaget for affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald for både affaldsbehandlere og -producenter.

5.3 Effekterne af en afgift på farligt affald på Kommunekemi

I dette afsnit er der foretaget en analyse af effekterne af en afgift på farligt affald for behandlingspriserne på Kommunekemi, som er det centrale anlæg til behandling af farligt affald i Danmark. I undersøgelsen er der taget udgangspunkt i, at afgiften, som det er tilfældet med affaldsafgiften, opkræves i forbindelse med tilførslen af farligt affald, og refunderes i forbindelse med fraførslen af affald.

I figur 5.1 er der givet et overblik over produktionen og behandlingen af farligt affald fra de sekundære kilder i Danmark (Kommunekemi (stiplet ramme) og almindelige affaldsforbrændingsanlæg). Som det fremgår af figuren, er der tale om en videreudvikling af figur 3.2, idet der nu er fokuseret på en beskrivelse af de strømme af farligt affald, som opstår, når de sekundære kilder behandler affald fra de primære kilder (virksomheder og private husholdninger). Af restprodukterne fra almindelige affaldsforbrændingsanlæg, der består af slagge og røggasaffald, er det kun røggasaffaldet, der er klassificeret som farligt affald, hvorimod alle restprodukterne fra affaldsbehandlingen på Kommunekemi (aske, slagge og gips, red.) er klassificeret som farligt affald (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 176 og 210-211)

Figur 5.1  Se her!
Produktion og behandling af farligt affald fra sekundære kilder i Danmark

Affaldsbehandlingen på Kommunekemi består hovedsageligt af forbrænding af organisk affald og afgiftning og fældning af uorganisk affald i forbindelse med en fysisk-kemisk behandling. I 1997 blev omkring 85 pct. af de tilførte mængder af farligt affald til Kommunekemi forbrændt, 13 pct. blev behandlet fysisk-kemisk⁴⁶, mens mindre end 2 pct. blev deponeret direkte. Argumenterne for at forbrænde farligt affald er, at man dermed opnår en væsentlig reduktion af affaldets volumen og en fuldstændig destruktion af mange forskellige toksiske forbindelser, samtidig med at energien i affaldet kan udnyttes (Lauridsen og Riemann, 1998: 679). Forbrænding medfører imidlertid store mængder af restprodukter i form af slagge, aske og filterkager, der efterfølgende sendes til Kommunekemis eget kontrollerede deponi. Ifølge Kommunekemi (1999c: 8) er målet at nyttiggøre flest mulige ressourcer i det farlige affald, hvilket har medført, at det kun er omkring 1 pct. af de tilførte mængder på Kommunekemi, der genanvendes, jf. tabel 3.5.

Tabel 5.1
Tilførte mængder af farligt affald til Kommunekemi i 1997 (Kilde: Lauridsen og Riemann (1998: 679))

Det farlige affald, der tilføres Kommunekemi, er klassificeret i 9 affaldsgrupper efter den behandling, som affaldet udsættes for⁴⁷. Affaldsgruppe H, der omfatter organisk-kemisk affald, udgjorde i 1997 mere end halvdelen af de tilførte mængder af farligt affald, og sammen med affaldsgrupperne A, C og X udgjorde den mere end 90 pct. af de tilførte affaldsmængder.

Tabel 5.2
Behandlingspriser på de 4 største fraktioner af farligt affald på Kommunekemi i 1999 og 2000 (Kilde: Lauridsen og Riemann (1998: 679) og Kommunekemi (2000a))

Selv om der for overskuelighedens skyld i det følgende er fokuseret på effekterne af en afgift på farligt affald for behandlingspriserne i disse fire affaldsgrupper, kan det være vanskeligt at danne sig et overblik. Dette skyldes, at behandlingspriserne som udgangspunkt er differentieret efter affaldsgruppe, og efter om affaldet tilføres emballeret eller i løs vægt. Endvidere er der tale om vejledende behandlingspriser. Som det fremgår af tabel 5.2, er der store forskelle i behandlingspriserne indenfor den samme affaldsgruppe. Der kan således være forskellige priser for affald indenfor den samme affaldsgruppe, som er emballeret på den samme måde, da priserne yderligere kan være differentieret efter f.eks. affaldets vandindhold.

Tabel 5.3 Udvikling i behandlingspriser på de 4 største fraktioner af farligt affald på Kommunekemi fra 1999 til 2000 (egne beregninger)

Tabel 5.3 viser de absolutte og relative prisstigninger fra 1999 til 2000. Ifølge Kommunekemis beregninger var der efter 3 år med uændrede priser tale om en gennemsnitlig stigning i behandlingspriserne på 3 pct. (Kommunekemi, 2000b: 9). Som det fremgår af tabellen dækker den gennemsnitlige prisstigning imidlertid over, at nogle behandlingspriser var uændret fra 1999 til 2000, mens der for andre affaldsgrupper var tale om, at behandlingspriserne steg med 8 pct.

Tabel 5.4 Behandlingspriser på de 4 største fraktioner af farligt affald på Kommunekemi i 1999 og 2000 (egne beregninger)

I det følgende er effekterne af en afgift på farligt affald analyseret nærmere for de enkelte affaldsgrupper. For affaldsgrupperne A, C og H ville en afgift på forbrænding af farligt affald, der overvæltes fuldt ud i behandlingspriserne på Kommunekemi, medføre prisstigninger på 5-27 pct. Prisstigningen som følge af afgiften ville således som et minimum svare til prisstigningen fra 1999 til 2000. For affaldsgruppe X, der i 1997 udgjorde 13 pct. af de tilførte mængder af farligt affald, ville en afgift på deponering af farligt affald medføre pristigninger på 4-35 pct. Forskellen i prisstigningerne skyldes både den højere afgiftssats og de generelt lavere behandlingspriser for affald, der deponeres. Det gælder dog også for denne affaldsgruppe, at prisstigningen som følge af afgiften mindst ville svare til prisstigningen fra 1999 til 2000. Det må dog forventes, at en afgift på farligt affald med de nuværende afgiftssatser for affaldsafgiften vil medføre prisstigninger, der generelt er større end den seneste prisstigning.

I det følgende er det forsøgt at vurdere effekterne af en afgift på farligt affald i forhold til Kommunekemi. Under forudsætning af at det er muligt at overvælte afgiften fuldt ud i behandlingspriserne, vil der ikke være en direkte omkostningsbelastning for virksomheden ved en afgift. Der må derimod forventes, at virksomheden vil kunne blive belastet indirekte som følge afgiften, ved at der sker en reduktion i de tilførte mængder af farligt affald. Omkostningsbelastningen og reduktionen vil være afhængig af, i hvor høj grad afgiften overvæltes i behandlingspriserne⁴⁸.

På grund af den særlige regulering af farligt affald og konkurrenceforholdene for bortskaffelse af farligt affald er der imidlertid en risiko for, at en afgift på farligt affald, som er udformet som affaldsafgiften, vil medføre, at Kommunekemi, der i modsætning til almindelige affaldsbehandlingsanlæg ikke er underlagt hvile-i-sig-selv princippet, vil være i stand til at overvælte afgiften fuldt ud på affaldsproducenterne, samtidig med at virksomheden får afgiften refunderet for den del af affaldet, der genanvendes. Herved vil Kommunekemi kunne opnå ekstraordinære indtægter som følge af afgiften ('windfall profits')⁴⁹.

Tabel 5.5
Økonomiske hovedtal for Kommunekemi 1995-1999 (Kilde: Kommunekemi (2000b: 10) og egne beregninger)

I beretningen fra Kommunekemis bestyrelse betragtes 1999-resultatet, som var på niveau med resultatet for 1998, som "yderst tilfredsstillende", og det forventes, at resultatet for 2000 vil være på niveau med det realiserede resultat for 1999 (Kommunekemi, 2000b: 4 og 9).

Af de økonomiske nøgletal for Kommunekemi fra 1995 til 1999 fremgår det, at virksomheden med undtagelse af 1996 har været i stand til at opnå tocifrede overskudsgrader. For at kunne foretage en sammenligning med overskudsgraderne i de 500 største danske virksomheder, der er omtalt i Dagbladet Børsen (2000a), har det været nødvendigt at foretage korrektioner i de overskudsgrader, der oplyses af Kommunekemi. Korrektionerne har hovedsageligt medført, at overskudsgraden i 1997 er blevet forhøjet. For de virksomheder, der er omfattet af Dagbladet Børsens analyse, var den gennemsnitlige overskudsgrad i 1999 på 5,7 pct. (Dagbladet Børsen, 2000b). Det synes derfor at være rimeligt at fortolke de relativt høje overskudsgrader som et udtryk for, at Kommunekemi har været i stand til at opnå et relativt stort overskud i kraft af virksomhedens konkurrencesituation som markedsledende indenfor bortskaffelse af farligt affald i Danmark⁵¹.

5.4 De erhvervsmæssige effekter af en afgift på farligt affald

En afgift på farligt affald vil på grund af de begrænsede mængder af farligt affald, der produceres, generelt have små effekter på de primære affaldsproducenter. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at afgiften kan have store erhvervsmæssige effekter for bestemte brancher som f.eks. den galvaniske branche, jf. afsnit 4.2. I afsnit 5.4.1 er omkostningsbelastningen ved en afgift på farligt affald illustreret ved hjælp af Unimerco A/S, som er en mellemstor dansk jern- og metalvirksomhed.

5.4.1 Virksomhedscase: Unimerco A/S

Unimerco A/S (herefter Unimerco) er et af verdens største servicesliberier og en af de største producenter af specialværktøjer med selskaber i Danmark, England, Norge, Sverige og USA. I 1998 beskæftigede moderselskabet i Sunds i gennemsnit 359 medarbejdere og havde en nettoomsætning på 279 mio. kr. Oplysningerne fra Unimercos miljøredegørelse i tabel 5.6 om virksomhedens miljøforhold vedrører kun moderselskabet. De væsentligste miljøpåvirkninger fra virksomheden stammer fra de bearbejdningsprocesser, der traditionelt forekommer i en jern- og metalvirksomhed, og som bl.a. medfører metalaffald, kemikalieaffald i form af olieaffald og køle-/smøremidler og metalstøv fra ventilationsanlæg, der indeholder tungmetaller. Unimerco blev i 1998 registreret i EU's miljøstyrings- og miljørevisionsordning, EMAS (Unimerco (1997) og Unimerco (1999: 7, 18 og 22)). Da Unimerco i begyndelsen af 1999 afsluttede en stor bygningsudvidelse, er det valgt at analysere på oplysningerne for virksomhedens affaldshåndtering i 1998 for bl.a. at undgå de stigende affaldsmængder, som udvidelsen medførte.

Tabel 5.6
Affaldsbortskaffelse på Unimerco i 1998 (Kilde: Unimerco (1999: 28, 29 og 34) og egne beregninger)⁵⁵

Af tabellen fremgår det, at Unimercos samlede omkostninger til bortskaffelse af farligt affald var på 218.900 kr. i 1998. Den årlige omkostningsbelastning ved en afgift på farligt affald ville under forudsætning af, at afgiften ikke medførte nogen reduktion i de mængder af farligt affald, der sendes til forbrænding på Kommunekemi, være på omkring 7.000 kr.⁵⁶. En afgift på farligt affald ville således medføre en stigning i virksomhedens omkostninger til bortskaffelse af farligt affald på 4 pct.⁵⁷.

Af Unimercos miljøredegørelse fremgår det endvidere, at omkostningerne til at bortskaffe 94 tons ikke-farligt affald⁵⁸ i den samme periode højst var på 118.000 kr. De gennemsnitlige bortskaffelsesomkostninger for ikke-farligt affald kan på denne baggrund beregnes til 1.253 kr. pr. ton. Endvidere bør det bemærkes, at det er forbundet med omkostninger for virksomheden at sende affald (metalaffald, køle-/smøremidler og papir og pap) til genanvendelse⁵⁹.

5.5 De provenumæssige effekter af en afgift på farligt affald

Da affaldsafgiften er vægtbaseret, og mængderne af farligt affald kun udgør nogle få procenter af de samlede affaldsmængder, vil den provenumæssige effekt af at udvide affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald være forholdsvis begrænset sammenlignet med det provenu, som affaldsafgiften generelt medfører⁶⁰. Det er ikke i denne rapport forsøgt at beregne provenuet af en afgift på farligt affald særlig præcist, men der er foretaget et skøn for provenuet under forudsætning af, at en afgift ikke vurderes at have nogen effekt på produktionen af farligt affald, og at der ikke sker nogen ændring i fordelingen af behandlingen af det farlige affald i forhold til behandlingen i 1997. Da formålet med en afgift på farligt affald netop er at ændre affaldsproducenternes og -behandlernes adfærd, er de valgte forudsætninger ikke nødvendigvis de mest realistiske, og det beregnede årlige provenu er derfor snarere tale om et "overkantsskøn".

Tabel 5.7
Det beregnede provenu af at udvide affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald fra primære kilder (Kilde: Miljøstyrelsen (1999: 20) og egne beregninger)

Da 90 pct. af mængderne af farligt affald fra de primære kilder, der i 1997 blev udsat for en særlig behandling, blev behandlet på Kommunekemi⁶¹, er det i beregningerne forudsat, at behandlingen af de samlede mængder af farligt affald, der udsættes for en særlig behandling, fordeler sig på samme måde som på Kommunekemi, hvor 85 pct. forbrændes, 2 pct. deponeres, og 13 pct. behandles fysisk-kemisk⁶² (Lauridsen og Riemand, 1998: 679). Det årlige provenu af en afgift på farligt affald fra de primære kilder kan under disse forudsætninger beregnes til 39-44 mio. kr.

Tabel 5.8
Det beregnede provenu af at udvide affaldsafgiften til også at omfatte farligt affald fra sekundære kilder (Kilde: Miljøstyrelsen (1999: 20) og egne beregninger)

Det forventede provenu af en afgift på farligt affald fra de sekundære kilder vil under forudsætning af, at afgiften ikke medfører nogen adfærdsændring, være omkring 26-29 mio. kr. Der er imidlertid ikke i beregningerne korrigeret for, at den særlige behandling af affaldet hidtil er foregået ved, at affaldet er blevet deponeret i udlandet (Norge og Tyskland) (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 211), og at affaldet dermed vil være fritaget for en eventuel afgift, der er udformet som den eksisterende affaldsafgift. Ifølge Miljø- og Energiministeriet (1999: 212-213) er der taget initiativ til at etablere 3 landsdækkende deponeringsanlæg til røggasaffald, og efter etableringen af anlæggene vil det ikke længere være tilladt at eksportere affaldet.

Under disse forudsætninger er et overkantskøn for det samlede årlige provenu af en afgift på farligt affald omkring 65 mio. kr.

Det er ikke forsøgt at vurdere de fordelingsmæssige effekter af en afgift på farligt affald særligt præcist. Dette skyldes, at det af en undersøgelse af brugen af de kommunale indsamlingsordninger for farligt affald fremgik, at der i gennemsnit årligt indsamles ca. 2 kg farligt affald pr. person (Jensen et al., 1999: 6-7)^63,64. En afgift på farligt affald ville derfor med de nuværende afgiftssatser medføre en omkostningsbelastning pr. person på mindre end 1 kr. pr. år.

5.6 Alternative udformninger af en afgift på farligt affald

Da der kan være særlige forhold, som gør sig gældende for særligt konkurrenceudsatte brancher, kunne man overveje mulighederne for at indføre en generel afgift på farligt affald kombineret med et pantsystem for udvalgte typer af farligt affald, som det anbefales i den miljøøkonomiske teori, jf. afsnit 2.2.

En anden mulighed kunne være at tilbageføre en del af provenuet til enkelte særligt belastede virksomheder, som det blev foreslået i forbindelse med overvejelserne om at indføre en afgift på farlige stoffer (Finansministeriet, 1994: 38). En del af provenuet kunne eventuelt anvendes til tidsbegrænsede tilskudsordninger til investeringer i f.eks. alternativer til klorede opløsningsmidler (Finansministeriet, 1994: 323-324).

Af hensyn til ønsket om en effektiv indsamling af farligt affald fra de primære kilder kunne en afgift endvidere være udformet som en afgift alene på deponeringen af farligt affald. Hvis farligt affald først blev afgiftspålagt, når det blev ført til endeligt deponi, ville det endvidere være muligt at begrænse de utilsigtede effekter af en afgift på farligt affald i forhold til Kommunekemi.

En afgift på deponeringen af restprodukterne fra røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg m.v. ville medføre, at der fortsat ville være et økonomisk incitament for affaldsforbrændingsanlæggene til at reducere mængden af restprodukter og til at genanvende de restprodukter, der fremkommer. Anlæggene ville endvidere blive tilskyndet til at indføre eller udvikle metoder, som gør det muligt at genanvende restprodukterne. I det omfang en afgift på deponeringen af restprodukterne overvæltes i behandlingspriserne ville den ligeledes give de primære affaldsproducenter et incitament til at reducere produktionen af farligt affald og til at øge genanvendelsen af det farlige affald, der produceres.

På grund af usikkerheden om effekterne af en afgift på farligt affald og for at begrænse de utilsigtede effekter bør det i øvrigt overvejes, at en eventuel afgift indføres gradvist, som det har været tilfældet med affaldsafgiften siden 1987, og i forbindelse med udvidelsen af grundlaget for affaldsafgiften til også at omfatte restprodukter fra kulfyrede kraftværker i 1998⁶⁵. En yderligere fordel ved at indføre en afgift gradvist er, at virksomhederne får længere tid til at foretage de nødvendige omstillinger og dermed mulighed for at reducere deres tilpasningsomkostninger ved afgiften (Finansministeriet, 1994: 266).

5.7 Sammenfatning

Inden indførelsen af affaldsafgiften var forventningerne, at afgiften ville påvirke de professionelle affaldsaktører (affaldsselskaberne) (Andersen et al., 1997: 96). I forhold til håndteringen af farligt affald er der næppe nogen tvivl om, at de centrale aktører i forbindelse med behandlingen af farligt affald i Danmark (de alternative behandlere, modtagepladserne/-stationerne og Kommunekemi), vil være opmærksomme på en afgift på farligt affald, da behandlingen af farligt affald netop er deres primære forretningsområde.

Generelt må det dog forventes, at en afgift på farligt affald med de nuværende afgiftssatser for affaldsafgiften vil medføre en prisstigning, der er større end den seneste prisstigning.

Det har ikke været muligt indenfor rammerne af denne rapport at foretage en nærmere vurdering af de teknologiske muligheder for genanvendelse og de marginale omkostninger, som er forbundet hermed, eller at vurdere gevinsterne ved energiproduktionen ved afbrænding af farligt affald. Det kan derfor ikke på fagligt grundlag afgøres, hvilken af de nævnte udformninger af en eventuel afgift, der bør foretrækkes.

⁴³ "Olie- og kemikalieaffald er underlagt særlig lovgivning og fritaget for affaldsafgiften. Da mulighederne for genanvendelse imidlertid foreligger, er der ingen særlig begrundelse for at friholde dette område for afgift, ud over at bortskaffelsesprisen i forvejen er tilstrækkelig høj til at udgøre et økonomisk incitament til at afhænde affaldet til genanvendelse. Om det er rimeligt at tilskynde til denne form for genanvendelse må dog først analyseres nærmere ud fra en miljømæssig synsvinkel" (Christoffersen et al., 1992: 97).  [Tilbage]

⁴⁴ "Også olie- og kemikalieaffald er undtaget for affaldsafgift. Begrundelsen for denne undtagelse er et ønske om ikke at svække indsamlingen og den miljømæssigt forsvarlige destruktion. Imidlertid vil behandlingsomkostningerne for olie- og kemikalieaffald ofte være flere gange højere end selve affaldsafgiften, således at en evt. affaldsafgift næppe i sig selv vil påvirke beslutningen om miljømæssigt forsvarlig håndtering. Olie- og kemikalieaffald udgør imidlertid kun nogle få procent af det samlede affald, og en afgift vil næppe få betydning for håndteringen heraf" (Andersen et al., 1997: 103).  [Tilbage]

⁴⁵ "Affaldsafgiften kan imidlertid snarere siges at være rettet mod affaldsselskaberne. Denne betragtning fremgår da også af lovbemærkningerne til affaldsafgiftens indførelse: "For husholdningsaffald vil en afgift på slutdeponering gøre det mere rentabelt for renovationsvæsenet i de enkelte kommuner at etablere genanvendelses- og sorteringssystemer. For hver ton affald, der afleveres til genanvendelse vil renovationsvæsenet kunne spare den tilsvarende afgift" (L176, sp. 4426; forf. kursivering)" (Andersen et al., 1997: 31).   [Tilbage]

⁴⁶ Det uorganiske affald (affaldsgruppe X).  [Tilbage]

⁴⁷ En ny affaldsgruppe (S), der omfatter elektriske og elektroniske produkter (EE-affald), blev tilføjet i 2000, og indgår derfor ikke i tabellen.   [Tilbage]

⁴⁸ Det har ikke været muligt at foretage disse beregning på baggrund af de eksisterende kilder.  [Tilbage]

⁴⁹ Problemet med mulige reguleringsskabte fortjenester som følge af affaldsafgiften er beskrevet i Andersen et al.(1997:106).  [Tilbage]

⁵⁰ I Kommunekemi (2000b: 10) beregnes overskudsgraden som resultat af primær drift i procent. af driftsindtægter i alt. Den korrigerede overskudsgrad er beregnet som primært resultat i pct. af nettoomsætning (jf. Dagbladet Børsen (2000a)).  [Tilbage]

⁵¹ Direktør i Nicha Miljøteknik A/S Niels Jørgen Christiansen har om Kommunekemis prispolitik udtalt: "Det ligner en grov udnyttelse af en monopollignende stilling på markedet. Kommunekemi har kunstigt lave priser på det affald, der er konkurrence på og forholdsvis høje priser på det affald, hvor der ikke findes anden behandlingsmulighed her i landet" (Christiansen, 2000: 3).  [Tilbage]

⁵² "Køle-/smøremiddel dækker over den mængde skærevæske, som sendes til genanvendes" (Unimerco, 1999: 34). Affaldet sendes til genanvendelse af Jydsk Miljørens A/S, som er et datterselskab i Gunnar Lund Olieservice A/S.  [Tilbage]

⁵³ "Metalslam dækker over den mængde båndfiltre, slibestøv og metalslam, som fremkommer ved filtrering af køle/smøremidlerne i sliberiet. Dette sendes til destruktion på Kommunekemi" (Unimerco, 1999: 34).  [Tilbage]

⁵⁴ "Øvrige miljøafgifter dækker over renovation samt diverse indkøb" (Unimerco, 1999: 34).  [Tilbage]

⁵⁵ Miljøredegørelsen omfatter perioden 1/10 1997 til 30/9 1998.  [Tilbage]

⁵⁶ (3,1+1,0+21,2) tons * 280 kr./tons).  [Tilbage]

⁵⁷ (7.280 kr./(86.000+91.400 kr.)).  [Tilbage]

⁵⁸ Det ikke-farlige affald bestod af 29 tons papir og pap til genanvendelse og 65 tons blandet affald til forbrænding.  [Tilbage]

⁵⁹ Personlig kommunikation med Mette Gottlieb og Christian Clausen den 8/6 2000.  [Tilbage]

⁶⁰ Provenuet fra affaldsafgiften var i 1998 900 mio. kr. (Danmarks Statistik, 1999: 151).  [Tilbage]

⁶¹ 74.215 t./82.515 t. * 100 = 90 pct. (Miljøstyrelsen, 1999: 20).  [Tilbage]

⁶² Der findes ikke en afgiftssats for denne behandling af farligt affald.  [Tilbage]

⁶³ I halvdelen af de undersøgte kommuner omfatter tallene endvidere farligt affald fra virksomheder, der afleveres på genbrugspladser (Jensen et al., 1999: 7).   [Tilbage]

⁶⁴ Dvs. 10.000 tons farligt affald pr. år. (red.)   [Tilbage]

⁶⁵ Afgiftssatsen, som oprindelig var på 210 kr./ton, blev i 1999 forhøjet til den almindelige sats for deponering på 375 kr./ton. [Tilbage]