| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afgift på farligt affald

6. Afgifter på farligt affald i andre lande

6.1 Indledning

I Danmark er der en betydelig anvendelse af økonomiske virkemidler i reguleringen af ikke-farligt affald, og Danmark er ifølge OECD (2000: 118-119) sandsynligvis det medlemsland, hvor der er den højeste beskatning af affald⁶⁶. De økonomiske virkemidler, der hidtil er blevet anvendt i reguleringen af farligt affald, omfatter bl.a. afgifter på nikkel-cadmium batterier og forbruget af visse klorede opløsningsmidler samt tilskudsordningen i forbindelse med indsamlingen af spildolie. Da de danske virkemidler ikke omfatter en afgift på farligt affald, er der i dette kapitel omtalt nogle erfaringer fra lande, som allerede har indført en sådan afgift.

I afsnit 6.2 er der givet en kort oversigt over anvendelsen af afgifter på farligt affald i de øvrige OECD-medlemslande, og i afsnit 6.3 og 6.4 er de amerikanske og tyske erfaringer med regionale (stater/länder) afgifter på farligt affald beskrevet nærmere.

6.2 Afgifter på farligt affald i andre lande

Ifølge en oversigt over miljøafgifter i OECD-medlemslandene havde 12 lande i begyndelsen af 1997 indført en national afgift på farligt affald (OECD, 1997: 22)⁶⁷. Af oversigten fremgår det korrekt, at der ikke i Danmark er indført en afgift på farligt affald. Af en anden omfattende database over miljøafgifter i EU-medlemslandene m.v. (European Commission, 1999) fremgår det, at 6 lande, herunder Danmark, havde indført en afgift på farligt affald i 1998⁶⁸.  På grund af de forkerte oplysninger om en dansk afgift på farligt affald og usikkerhed om oplysningerne om enkelte lande bør databaserne imidlertid anvendes med et vist forbehold⁶⁹.

Da det generelt er begrænset, hvad der findes af evalueringer af de faktiske effekter af miljøafgifter, er det af ressourcemæssige grunde ikke forsøgt at undersøge effekterne af alle de omtalte afgifter på farligt affald i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport. I stedet er der i de følgende afsnit fokuseret på de amerikanske og tyske erfaringer med afgifter på farligt affald.

6.3 Afgifter på farligt affald i USA

I USA har der siden begyndelsen af 1980'erne været indført afgifter på farligt affald i en række delstater for at reducere produktionen af farligt affald, og for at påvirke affaldsproducenternes valg af behandlingsform i forbindelse med bortskaffelsen af farligt affald. Endvidere har et af formålene med at indføre en afgift på farligt affald været at begrænse importen af farligt affald fra andre stater.

I 1985 blev afgiften på farligt affald i staten New York forhøjet fra 12 til 27 USD pr. ton affald, der blev deponeret, og fra 9 til 16 USD pr. ton affald, der blev behandlet ('treatment'). Forhøjelsen af afgiften medførte ifølge Deyle og Bretschneider (1990: 467) en øget genanvendelse og en reduktion i de tilførte mængder af farligt affald fra andre stater. På grund af effekterne af andre reguleringstiltag på samme tid og betydningen af andre faktorer som den daværende generelle amerikanske økonomiske afmatning, der i staten New York varede indtil 1985, er det imidlertid vanskeligt at vurdere, hvor stor en del af reduktionen i de tilførte mængder af farligt affald på 10 pct., som kan tilskrives forhøjelsen af afgiften⁷⁰.

I en undersøgelse af effekterne af afgiften på farligt affald i staten Louisiana blev det konkluderet, at der fra 1989 til 1992 var sket en reduktion i de tilførte mængder af farligt affald fra andre stater på ikke mindre end 43 pct., som hovedsageligt kunne tilskrives forhøjelsen af afgiften på farligt affald, som i 1990 resulterede i afgiftssatser, der afhængig af bortskaffelsesmetoden varierede fra 30 til 100 USD pr. ton (Reams et al., 1993: 100)⁷¹.

I Sigman (1996) blev effekterne af mere end 30 amerikanske staters afgifter på én bestemt type af farligt affald undersøgt. Afgifterne på brugte klorede opløsningsmidler fra rensning og affedtning af metalbelægninger, der udgjorde den hyppigst forekommende fraktion af farligt affald, havde ifølge evalueringen fået anlæg, der bortskaffede farligt affald, til at reagere, mens afgifterne i begyndelsen 1990'erne tilsyneladende kun havde haft en meget lille effekt på produktionen af affaldet, da afgifterne kun udgjorde en lille del af virksomhedernes samlede omkostninger til affaldshåndtering (Sigman, 1996: 216)⁷².

Tabel 6.1
Afgift på brugte klorede opløsningsmidler i 1987 i visse stater i USA (Kilde: Sigman (1996: 200-201))

På baggrund af en række regressionsanalyser blev det vurderet, at produktionen af brugte klorede opløsningsmidler ville have været 5-12 pct. højere, hvis afgifterne ikke var blevet indført. De forholdsvis beskedne effekter af afgifterne forklares bl.a. med, at afgifterne i 1987 i gennemsnit kun udgjorde 2-4 pct. af de samlede omkostninger til forbrænding af opløsningsmidler, mens de højere afgifter for deponering af opløsningsmidler udgjorde 13-23 pct. af de samlede, men noget mindre, omkostninger til deponering (Sigman, 1996: 215-216)⁷³.

Vurderingen af afgifternes begrænsede effekt på affaldsproducenterne modsiges dog til dels af beregninger i andre amerikanske undersøgelser af generelle afgifter på farligt affald, hvor det på baggrund af beregninger af effekterne af afgifter på farligt affald, der minder om de eksisterende afgifter på farligt affald, vurderes, at afgifterne ville have en mærkbar effekt på håndteringen af farligt affald⁷⁴.

6.4 Afgifter på farligt affald i Tyskland

I Tyskland findes der ikke en national afgift på farligt affald, men flere tyske delstater har indført en afgift på farligt affald. Ifølge en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur medførte tyske delstaters afgifter på farligt affald en reduktion i produktionen af affald på mindst 15 pct. i løbet af 2-3 år. I rapporten vurderes det endvidere, at indførelsen af afgifterne medførte, at de gennemsnitlige bortskaffelsesomkostninger ved deponering og forbrænding af farligt affald blev forhøjet med minimum 5-15 pct. I perioden 1991-1993 skete der en reduktion i produktionen af farligt affald på 20-45 pct. I 1993 skete der en fordobling af afgiftssatserne (European Environment Agency, 1996: 10 og 31).

I Baden-Württemberg blev der i april 1991 indført en afgift på farligt affald for at reducere de stigende mængder af farligt affald. Afgiften blev i 1993 fordoblet til 100, 200 eller 300 DEM pr. ton afhængig af den potentielle fare og bortskaffelsesomkostningerne.

Tabel 6.2
Effekterne af en afgift på farligt affald i Baden-Württemberg (Kilde: European Environment Agency (1996: 56))

Som det fremgår af tabel 6.2 blev mængden af farligt affald reduceret med over 40 pct. fra 1991 til 1993. Ifølge en evaluering af afgiften, der blev foretaget i 1994, kunne kun halvdelen af reduktionen i affaldsmængderne tilskrives en reduktion i de frembragte affaldsmængder, mens resten skyldtes omgåelse ('evasion') eller den daværende generelle afmatning i den tyske økonomi. For at forebygge forsøg på omgåelse blev det i evalueringen anbefalet, at også restprodukter ('residual substances') blev omfattet af afgiften (European Environment Agency, 1996: 56).

I forbindelse med evalueringen af effekterne af afgiften på farligt affald i Baden-Württemberg viste det sig endvidere, at genanvendelsesvirksomhederne havde benyttet indførelsen og forhøjelsen af afgiften til at forhøje deres behandlingspriser. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere, om de forhøjede behandlingspriser skyldtes stigningen i behandlingspriserne for restprodukterne fra genanvendelsesvirksomhederne, eller om de blot var et udtryk for, at genanvendelsesvirksomhederne havde benyttet afgiften til at opnå ekstraordinære indtægter ('windfall profits')⁷⁵.

6.5 Sammenfatning

Anvendelse af afgifter på farligt affald er forholdsvis udbredt i andre OECD-medlemslande. På baggrund af de amerikanske og tyske erfaringer med afgifter på farligt affald forekommer det at være rimeligt at konkludere, at effekterne af afgifterne har været forholdsvis begrænsede på produktionen af farligt affald, hvis afgifterne, som det har været tilfældet i USA, kun udgjorde en lille del af de samlede omkostninger til bortskaffelse af farligt affald, men at de samtidig kan have haft en ikke ubetydelig effekt på affaldsproducenternes valg af behandlingsform i forbindelse med bortskaffelsen af farligt affald. I Tyskland synes erfaringerne endvidere at være, at høje afgifter på farligt affald har været medvirkende til at reducere produktionen af farligt affald.

Selvom det kan være nødvendigt at tage en række forbehold for forskellene i de forskellige landes reguleringer af farligt affald, synes det alligevel at være relevant at forsøge at overføre de amerikanske og tyske erfaringer med afgifter på farligt affald på danske forhold. Satserne for en dansk afgift på farligt affald, der svarer til de nuværende satser for afgiften på ikke farligt affald, vil generelt være højere end de amerikanske afgiftssatser men mindre end de tyske afgiftssatser. I det omfang de udenlandske erfaringer lader sig overføre, forekommer det derfor rimeligt at forvente, at affaldsproducenternes valg af bortskaffelsesmetode vil blive påvirket af afgiften, men at det er tvivlsomt, om afgiften er tilstrækkelig høj til også at reducere produktionen af farligt affald.

⁶⁶ "Denmark makes considerable use of economic instruments in managing non-hazardous waste (…) Denmark probably has higher taxation on waste than any other OECD Member country" (OECD, 2000: 118-119).  [Tilbage]