Udvikling med omtanke - fælles ansvar

Forord

"Udvikling med omtanke - fælles ansvar" er Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling. Udviklingen i Danmark skal være balanceret - økonomisk, socialt og miljømæssigt.Vi skal videregive et samfund med en sund økonomi, et højt velfærdsniveau og en stor social lighed. Et samfund hvor miljøet og naturen har en høj kvalitet. Det har de kommende generationer krav på.

Strategien hviler på otte mål og principper som skal være grundlaget for en Danmarks indsats for bæredygtig udvikling:
Vi skal udvikle velfærdssamfundet og bryde sammenhængen mellem vækst og miljøpåvirkning
Vi skal skabe et sikkert og sundt miljø for alle og opretholde et højt beskyttelsesniveau
Vi skal sikre en høj biologisk mangfoldighed og beskytte økosystemerne
Vi skal udnytte ressourcerne bedre
Vi skal yde en aktiv international indsats
Vi skal sikre at miljøhensyn indgår i alle sektorer
Vi skal sikre at markedet understøtter bæredygtig udvikling
Vi skal opnå at bæredygtig udvikling er et fælles ansvar, og vi skal måle fremskridt

Bæredygtig udvikling er en national og global udfordring. På FN's Rio-konference i 1992 blev alle lande opfordret til at udarbejde nationale strategier for bæredygtig udvikling. Det har vi hermed gjort.

Strategien vil indgå i Danmarks bidrag til Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling som afholdes i Sydafrika i september 2002.

Topmødet finder sted under det danske EUformandskab. Det giver os enestående mulighed for at få bæredygtig udvikling øverst på den internationale dagsorden. Bæredygtig udvikling kræver globalt samarbejde og internationale løsninger. Alle skal med hvis der skal findes holdbare løsninger. Derfor vil Danmark arbejde for at skabe en "Global Deal" - en global aftale - mellem nord og syd om bæredygtig udvikling.

Samtidig må vi ikke svigte indsatsen hjemme. I Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling præsenterer regeringen først og fremmest hvad vi vil gøre i Danmark for at sikre et samfund i balance.

Strategien fastlægger prioriteringer og mål for Danmark i et 20-årigt perspektiv. I de kommende år skal strategien føres ud i livet. At skabe en bæredygtig udvikling kræver en aktiv indsats fra alle - lige fra regeringen over erhvervslivet, kommuner og amter til skoler, foreninger, frivillige organisationer og borgere.Vi håber at alle vil være lige så aktive, når strategien skal føres ud i livet, som da strategien blev udarbejdet.