Udvikling med omtanke - fælles ansvar

7. Ressourcer og ressourceeffektivitet


Det er nødvendigt at anvende naturens ressourcer. De bruges som input i produktion og forbrug. Ressourcerne danner grundlag for øget velfærd. En bæredygtig udvikling indebærer at øget velfærd tager hensyn til jordens økosystemer og beholdning af fornybare og ikke-fornybare naturressourcer.

Et langsigtet pejlemærke er at øge ressourceeffektiviteten markant inden for en generations tid. Vi skal specielt begrænse forbruget af naturressourcer som er knappe, særligt følsomme eller særligt forurenende, når de udnyttes. På lang sigt skal vi begrænse forbruget af ressourcer til ca. 25 procent af det nuværende forbrug. På endnu længere sigt kan der være behov for at øge ressourceeffektiviteten yderligere. Det skal ses i lyset af de internationale diskussioner om faktor 4 og faktor 10 som mål for ressourceeffektivisering. I det videre arbejde er der behov for yderligere at konkretisere ressourceområdet.

Forbrug af naturens ressourcer påvirker miljøet. Det er vigtigt at ressourceforbrug og miljøbelastning ses i internationalt perspektiv. Det er væsentligt at have både det nationale og internationale ressourceforbrug samt den tilhørende miljøbelastning for øje. Prioritering og forsvarlig brug af naturens ressourcer er nødvendig. Forbruget skal i højere grad baseres på fornybare ressourcer og genanvendelige materialer. Men de fornybare ressourcer må ikke anvendes hurtigere, end de kan gendannes. Brug af ikke-forbybare ressourcer skal ske under hensyn til den samlede beholdning og muligheder for at erstatte dem med andre materialer.

Naturens ressourcer indgår i mange aktiviteter i samfundet. Energi anvendes blandt andet i industrien og husholdninger, til transport og opvarmning. Råstoffer anvendes til at fremstille produkter. Jord er en naturressource som anvendes til at bygge huse og veje på, dyrke afgrøder på og drive skovbrug.Vand er ligeledes en ressource som anvendes til både mennesker og dyr enten som drikkevand, input i produktionen eller som levested for eksempelvis fisk, dyr og planter. Fra havet hentes store fødevareressourcer.

Danmark har allerede opnået mærkbare resultater gennem en målrettet indsats. For eksempel har det samlede danske energiforbrug været nogenlunde konstant i 1990'erne til trods for økonomisk vækst. Mange virksomheder har indført miljøstyring, renere teknologi og arbejdet med renere produkter som samlet har ført til lavere ressourceforbrug og miljøbelastning. Indsatsen på kemikalieområdet betyder at flere miljøbelastende stoffer fremover fjernes fra affaldet. Endelig er det lykkedes at nedbringe vandforbruget betydeligt gennem de seneste ti år. Men der er behov for at gå mere radikalt til værks, hvis naturressourcerne skal anvendes bæredygtigt.

Danmarks arealer er en sparsom ressource som skal anvendes med omtanke. Intensivering af landbrug og hensyn til miljø og rekreative interesser har skærpet konkurrencen om arealerne. De mest nødvendige behov skal derfor prioriteres. Og råstofferne skal udvindes skånsomt så arealet bagefter kan anvendes til andre formål.


Dansk virksomhed har - trods aktivitetsstigning - reduceret affaldsmængderne

Virksomheden er internationalt førende inden for sit felt. Virksomhedens miljøstyring omfatter kortlægning og sortering af affald og skrot for at genbruge og genanvende så meget som muligt. 80 procent af virksomhedens affald er metalskrot, og 20 procent er andet affald. Mængden af skrot er reduceret. Dels ved at spildet fra produktionen er nedbragt til under 1 procent via "operatør-selv-kon-trol", dels ved at stålrullerne udnyttes 10 procent bedre i en ny, avanceret maskine. Metalskrottet sorteres og sælges til genanvendelse uden for virksomheden.

Andet affald som blandt andet omfatter en tredjedel kemikalieaffald er nedbragt væsentligt. Først og fremmest fordi virksomheden har begrænset antallet af kemikalier som anvendes, fra 1365 til knap 600 forskellige kemikalier. Mængden af kemikalieaffald er mindsket med 37 procent fra 1997 til 1999 hvilket gav en besparelse på 340.000 kr. om året til affaldsbortskaffelse.

Resultaterne er i høj grad nået fordi der har været en klar opbakning fra ledelsen, og fordi medarbejderne har været inddraget i miljøarbejdet via selvfungerende produktionsgrupper.

Alle virksomhedens produktionsselskaber rundt om i verden er ISO-14001-certificeret og de europæiske er tillige EMAS-registreret.


Ressourceforbruget i byggesektoren spiller en central rolle for samfundets samlede forbrug af ressourcer og miljøbelastning. Energiforbrug til byggeri og drift af bygninger udgør halvdelen af Danmarks energiforbrug, mens materialeforbrug ved byggeri og anlæg udgør hovedparten af forbruget af danske råstoffer. Byggeri og anlæg producerer store affaldsmængder, men til gengæld bliver langt det meste genanvendt. Genanvendelsen var i 1999 oppe på 90 procent.

Over en 10-årig periode er de samlede mængder affald i Danmark steget. Men udviklingen tyder dog på en stabilisering sidst i perioden hvilket i høj grad skyldes et fald i affaldsmængden fra energiproduktion. Affaldsmængderne fra en række sektorer er imidlertid fortsat stigende, og der bør ydes en aktiv indsats for nedbringe dem.Vi skal alle medvirke til at der ikke produceres mere affald end højst nødvendigt og til, at genbruget øges. Men der er behov for at prioritere de enkelte materialestrømme. Ikke alle materialer er lige velkomne i affaldet, og indsatsen må i første omgang rettes mod de materialer der indeholder de mest miljøbelastende stoffer.

Affald, som vi ikke kan undgå, skal så vidt muligt genanvendes så ressourcerne bliver i kredsløbet. Danmark har en lang tradition for at genanvende en stor del af affaldet. I 1999 genanvendte vi 64 procent af de samlede affaldsmængder. Men vi skal blive endnu bedre. Der vil være behov for udvikling af ny behandlingsteknologi der sikrer en effektiv udnyttelse af ressourcerne, og at problemerne med de miljøbelastende stoffer elimineres. Dog er det vigtigt at der ved valg af behandlingsform sker en afvejning af de miljø-, energi- og ressourcemæssige samt økonomiske forhold.

Mål og indsats 2001-2006

Forbruget af ressourcer skal nedbringes. I dag sigter dansk miljøpolitik i vid udstrækning på at fremme et forsvarligt brug af ressourcer. I den fremtidige indsats vil der blandt andet blive fokuseret på at finde data og udvikle metoder til at vurdere produkters og materialers samlede ressourcetræk og miljøbelastning. Blandt andet de skjulte materialestrømme. Konkret drejer det sig om at finde den bedste kombination af virkemidler, herunder undersøge mulighederne for øget brug af emballageafgifter. Hvis det ikke lykkes at nedbringe ressourceforbruget væsentligt, vil regeringen undersøge mulighederne for at anvende flere økonomiske virkemidler, herunder råvare- og materialeafgifter. Målet er at produkters ressourceforbrug og miljø-belastning afspejles fuldt ud i produkternes pris.

Den produktorienterede miljøindsats er vigtig. Derfor opfordres virksomhederne til at udvikle og markedsføre flere renere og miljøvenlige produkter, og at forbrugerne i større grad vælger dem. Der skal være fokus på renere produkter så de kan erstatte produkter med større ressourceforbrug eller større miljøbelastning. Ny teknologi vil uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle i udvikling af renere produkter.

Det skal være nemt og attraktivt for forbrugerne at vælge miljørigtigt og ressourcebevidst. Forbrugere skal have tilstrækkelig og relevant oplysning om produkters og varers påvirkning af miljøet. Men den enkelte borger skal også forstå og engagere sig i miljøvenlige forbrugsmønstre og livsstil. Virkemidler vil blandt andet være miljø- og energimærker og miljøvaredeklarationer.

Alle aktører skal indgå i et forpligtende samarbejde om at forebygge affald. I 2001 vil regeringen fremlægge en strategi for hvordan vi kan nedbringe affaldsmængderne. Produktion, markedsføring og forbrug af miljøvenlige og mindre ressourcekrævende produkter og tjenesteydelser vil være højt prioriteret i strategien.

Ved at genanvende affaldet sparer vi på jomfruelige ressourcer. I regeringens affaldsplan, Affald 21, er målet at genanvende 64 procent af affaldsmængderne i 2004 og at bringe mængden af affald til deponering ned til 12 procent. Planen sætter fokus på at sikre kvalitet i behandling af affald ved at udnytte affaldets ressourcer og ved at begrænse problemer med miljøbelastende stoffer.

En bæredygtig råstofanvendelse i Danmark skal realiseres ved at udvikle ny teknologi, øge koordinering af råstofindvinding og ved at øge viden om de samlede resterende råstofreserver. Genanvendelse og brug af erstatningsmaterialer for ikkefornybare råstoffer skal fortsat prioriteres.

Ved produktion af olie og gas skal der tages mest mulig hensyn til sundhed, miljø samt dyre- og plantelivet. Dette skal i samarbejde med landene omkring Nordsøen sikres ved målrettet styring af de stoffer, der udledes til havet. Det gælder både udledning lokalt til havmiljøet samt den grænseoverskridende forurening gennem luften eller via fødekæden. I indsatsen for at erstatte de knappe olie- og gasressourcer satser regeringen blandt andet på at udvikle vedvarende energikilder.

En øget konkurrence om det sparsomme danske areal stiller store krav til planlægningen. Forskellige hensyn skal kombineres for at mindske konflikterne mellem forskellige ønsker om at anvende det samme stykke jord. Uden for byerne skal flersidig anvendelse af arealerne fremmes.