Udvikling med omtanke - fælles ansvar

8. Danmarks internationale indsats


Danmarks vision for en regional og global bæredygtig udvikling er et Europa og en verden med økonomisk fremgang, større velfærd og øget miljøbeskyttelse. Det omfatter et verdensmarked med fri handel baseret på høje miljø- og sociale standarder, og det omfatter respekt for menneskerettigheder, demokratisering, åbenhed og ansvarlighed i forvaltninger.

Danmark vil gå foran ved at sætte handling bag ordene. Både gennem den danske udenrigspolitik og miljø-politik vil der blive arbejdet aktivt for at fremme den internationale indsats. Den internationale bistand vil blive udbygget som aftalt, og sammenhængen mellem udviklings-, miljø- og handelspolitik vil blive sikret.

Danmark ønsker en stærk global struktur til fremme af alle elementer i global bæredygtig udvikling, herunder en struktur til fremme af internationalt miljøsamarbejde og miljøregulering. Danmark vil arbejde for en global aftale for bæredygtig udvikling og et globalt partnerskab.

Indsatsen for at fremme en national bæredygtig udvikling er tæt knyttet til de globale udfordringer for global bæredygtig udvikling - og omvendt. Stigende handel og internationale kapitalstrømme, konflikter og flygtningeproblemer samt det øgede pres på naturressourcer har gjort de enkelte lande stadig mere afhængig af omverdenen. Danmark har derfor en stor interesse i at bidrage til en bæredygtig udvikling gennem en national indsats, gennem EU, OECD, FN og de internationale finansielle institutioner, herunder Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.

Vi står over for en lang række regionale og globale problemer og udfordringer. Halvdelen af jordens befolkning lever på eller under eksistensminimum. For eksempel er en femtedel af jordens befolkning uden adgang til rent vand og sanitet, og det går særligt ud over kvinder, børn, indfødte folk og andre særligt udsatte befolkningsgrupper. Kampen om knappe naturressourcer er i en række tilfælde årsag til voldelige konflikter som særligt i udviklingslandene skaber store flygtningeproblemer. Klimaet bliver varmere som følge af menneskelig aktivitet og truer især de fattige lande og små ø-stater. Den biologiske mangfoldighed er under stigende pres, og naturens ressourcer udnyttes ofte på et grundlag der ikke er bæredygtigt. Brugen af farlige kemikalier udgør en stigende trussel mod menneskers sundhed samt dyre- og plantelivet. Problemerne forstærkes af at der i den rige del af verden udvises begrænset vilje til at øge bistandsoverførsler og åbne markederne.

Der er ofte en tæt sammenhæng mellem fattigdom og miljøproblemer. Det er ofte de fattigste, der bliver hårdest ramt af nedslidning på miljøet. Fattigdom begrænser mulighederne for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og begrænser de ressourcer der er til rådighed for investeringer i beskyttelse af miljøet. For eksempel bidrager fattigdom til udpining af jord og ørkendannelse i Afrika. Omvendt vil en ukontrolleret økonomisk vækst dog også føre til øget brug af naturressourcer og belastning af miljøgrundlaget.

Danmark lægger i sin samlede internationale indsats vægt på behovet for at integrere og balancere den økonomiske dimension (fattigdomsbaseret vækst), den sociale dimension (ligelig fordeling internt i lande, mellem lande og mellem generationer) og den miljømæssige dimension (beskyttelse af miljøet).

Miljøpolitisk har Danmark gennem EU-samarbejdet medvirket aktivt til at forbedre den europæiske miljøbeskyttelse. EU's miljøregulering har på en række punkter bragt Europa foran resten af verden på miljøområdet. Og der er mange eksempler på at EU-regler har medvirket til at styrke miljøbeskyttelsen i Danmark. Med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten blev bæredygtig udvikling en overordnet målsætning for EU, og det blev en pligt at integrere miljøhensyn i EU's sektorpolitikker. I EU's økonomisk politiske retningslinjer indgår særlige afsnit om bæredygtig udvikling.

Danmark har - først og fremmest gennem EU - arbejdet for bindende og effektiv regulering af internationale miljøproblemer gennem de regionale og globale miljøkonventioner. Det gælder blandt andet konventionerne om biologisk mangfoldighed, klima og ørkenbekæmpelse. Og det gælder

Basel-konventionen om grænseoverskridende transport af farligt affald og konventioner på kemikalieområdet, blandt andet POP-konventionen om svært nedbrydelige organiske giftstoffer. Danmark har arbejdet for at konventionerne koordineres og håndhæves effektivt, og for at forsigtighedsprincippet får en central rolle i reglerne.

Danmark har som et af de få lande været i front med hensyn til at stille øgede og nye (additionelle) midler til rådighed for udviklingslandene og østlandene. Det er sket gennem en stigning i bistanden under u-landsrammen der er øget til 1 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i løbet af 1990'erne. Hensynet til miljø er integreret i alle dele af udviklingsarbejdet. Det er også sket gennem etablering af Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen (MIFRESTA) - som et direkte svar på Riokonferencen i 1992. I 2001 anvendes 0,18 procent af BNI (svarende til mere end 2 mia. kroner) til miljøindsatser i øst- og u-lande og Arktis. Andelen stiger til 0,25 procent af BNI i 2005. Under MIF-RESTA bistanden gennemføres desuden indsatser på flygtningeområdet og for konfliktforebyggelse.

Miljøbistanden formidles primært bilateralt - fra Danmark direkte til et andet landet. Men Danmark yder også multilateral støtte gennem eksempelvis Den Globale Miljøfacilitet (GEF) og Montreal protokollens fond til finansiering af ulandes udfasning af ozon-nedbrydende stoffer. Den bilaterale miljøbistand under MIFRESTArammen fordeles via særskilte ordninger for Østeuropa (Dancee), Arktis (Dancea) og for henholdsvis de fattigste udviklingslande (Danida) og udvalgte udviklingslande som kan karakteriseres som mellemindkomstlande (Danced).

I Østeuropa rettes miljøbistanden mod at løse akutte miljøproblemer og at gennemføre EU's miljøregler i kandidatlandene. Siden murens fald er der gennemført en lang række konkrete miljøprojekter som på flere måder forbedrer miljøtilstanden i Danmarks nærområder. I udviklingslandene søger bistanden i de fattigste lande især at afhjælpe fattigdomsbetinget pres på miljø og natur. I de rigere udviklingslande med stigende økonomisk aktivitet sigter støtten på at hjælpe landene med miljø- og naturbeskyttelse, primært ved at styrke landenes egen kapacitet til at løse problemerne og ved at øge miljøbevidsthed. I Arktis overvåges den grænseoverskridende forurening hvilket er en indikator på regional og global forurening i og med at polarområdet er meget miljøfølsomt. Og der gennemføres desuden en række miljøprojekter i Grønland.

En del af det danske udviklingssamarbejde der finansieres af u-landsrammen på årligt 1 procent af BNI (12,7 mia. kr. i 2001). Denne del har som overordnet formål at skabe varige forbedringer i levevilkårene for verdens fattigste befolkningsgrupper ved at bekæmpe fattigdom på en måde så hverken naturressourcer eller samfundsmæssige ressourcer overudnyttes. Hensyn til miljø, kvinder, demokratisering, god åben offentlig forvaltning og respekt for menneskerettigheder er integreret i alle aspekter af bistanden. Det er senest slået fast i regeringens strategi for dansk udviklingspolitik, Partnerskab 2000, som Folketinget tilsluttede sig i oktober 2000. Dermed bidrager Danmarks udviklingspolitik til en global bæredygtig udvikling. Danmark får da også topkarakter i OECD's regelmæssige gennemgange af bistanden.


Den Globale Miljøfacilitet

Det lykkedes under Rio-konferencen om Miljø og Udvikling i 1992 at etablere Den Globale Miljøfacilitet (GEF). GEF er den globale finansieringsmekanisme for især ulande og østlande til fordel for det globale miljø. GEF støtter:

kapacitetsopbygning i ulande og østlande så landene får større kapacitet til at gennemføre de internationale miljøaftaler og bidrage til de globale målsætninger i disse,

projekter i ulande og østlande ved at finansiere de ekstraomkostninger der er nødvendige for at nationale projekter også fremmer globale miljø-målsætninger. For eksempel for at tage hensyn til bevaring af et særligt sårbart økosystem eller ved at anvende en mere klimavenlig, men dyrere teknologi til elproduktion.

GEF har siden sin start ydet mere end 50 milliarder kr. i finansiering til fordel for det globale miljø og en global bæredygtig udvikling i projekter der tilsammen er løbet op i langt over 100 milliarder kr. En stigning i GEF ressourcer er nødvendig i de kommende år for at bidrage til løsning af de store miljøproblemer verden står overfor.


Danmark yder i et nært og forpligtende samarbejde med modtagerlandene betydelig støtte til områder af relevans for bæredygtig udvikling. Konkret gælder det blandt andet på vandområdet hvor indsatsen medvirker til at sikre millionvis af fattige adgang til vand og beskytter vandkilder - for eksempel ved træplantning og ved at opbygge kapacitet til bæredygtig forvaltning. På energiområdet ydes støtte til vindmølleparker og til bæredygtig energiforsyning på landet, for eksempel støttes fattige kvinder i plantning af brændetræ der både giver indkomst og miljøbeskyttelse. På naturressourceområdet arbejdes for at styrke bæredygtig forvaltning og produktion så udpining af jord forebygges.

Desuden støtter Danmark gennem såkaldte 'trust fond-bidrag' til Verdensbanken og den Asiatiske udviklingsbank anvendelse af bæredygtig energi. Gennem privatsektorsamarbejde mellem danske virksomheder og virksomheder i u-lande bidrager Danmark til at fremme miljøforbedringer i virksomheder. Der ydes stor støtte til opbygning af en effektiv miljøforvaltning i en række lande.

Danmark yder en væsentlig støtte til internationale organisationer, ikke mindst til FN-systemet, hvor alle lande i verden deltager på lige fod. Danmark har her arbejdet aktivt for en effektivisering og strømlining af FN så arbejdsdelingen mellem organisationerne bliver bedre, og overlapning søges undgået. På miljøområdet har Danmark blandt andet arbejdet aktivt for at styrke Den Globale Miljøfacilitet finansielt og organisatorisk. Tilsvarende vil Danmark fortsat yde en høj finansiel og organisatorisk støtte til FN's Miljøprogram, UNEP. Danmark arbejder desuden for at styrke FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling, CSD.


Energipolitik i Malaysia

Malaysia's energiforbrug har været stærkt stigende gennem de seneste 10-15 år som konsekvens af en kraftig økonomisk udvikling. Malaysia har i dag store olie/gasressourcer, men ifølge prognoserne vil landet inden for de næste 8-10 år skulle importere energi. Som et led i den nye økonomiske femårs plan har Malaysia derfor justeret energipolitikken til at omfatte vedvarende energi og energieffektivisering.

Den nye energipolitik er blandt andet udviklet gennem miljøsamarbejde med Danmark. Samarbejdet omfatter blandt andet udviklingen af en strategi for udnyttelse af vedvarende energi primært fra de store mængder biomasse der findes i Malaysia. Og en strategi for effektiv energiudnyttelse er blevet udviklet gennem overførsel af danske erfaringer på området. Endelig er der ydet assistance til at implementere den nye energipolitik gennem information og kapacitetsudvikling af de offentlige institutioner.


Mål og indsats 2001-2006

Den overordnede målsætning om at støtte en global bæredygtig udvikling fremmes ved:
at sikre afkobling det vil sige bryde sammenhængen mellem økonomisk vækst og nedbrydning af naturgrundlaget,
at integrere miljøhensyn i politikker og beslutninger,
at sikre fortsat fremdrift i den globale miljødagsorden,
at fremme økonomisk samarbejde og partnerskab for udvikling, herunder bekæmpelse af den globale fattigdom og regulering af handel og investeringer,
at bidrage til international fred og stabilitet og arbejde for at fremme demokrati og menneskerettigheder,
at arbejde for en fortsat udvikling og demokratisering af det internationale samarbejde med vægt på åbenhed og deltagelse også af de svageste grupper.

I EU vil Danmark fortsat arbejde for at fremme integration af miljøhensyn i alle politikområder med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling. Danmark vil arbejde for at EU's stats- og regeringschefer løbende vurderer resultater af dette arbejde.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Göteborg i juni 2001 vedtog stats- og regeringscheferne en langsigtet strategi for bæredygtig udvikling der indeholder konkrete målsætninger for miljø og sundhed. Strategien lægger op til at miljømæssig bæredygtig udvikling som sammen med social og økonomisk bæredygtig udvikling tages op på forårstopmøderne i EU under den såkaldte "Lissabon-proces". Strategien omhandler primært politikkerne indenfor EU. Men den følges op af en anden fase der omhandler EU's globale relationer. Strategien vil hænge tæt sammen med målsætningerne i EU's 6. miljøhandlingsp som behandles parallelt med den samlede strategi for bæredygtig udvikling. EU's 6. miljøhandlingsprogram udgør en ramme for EU's miljøpolitik og for integration af miljøhensyn i alle politikområder for de næste 10 år. Danmark arbejder for at miljø-undervisning og udvikling af øget miljøbevidsthed - ikke mindst hos unge - indgår i EU's arbejde med bæredygtig udvikling.

EU vil fortsat stå centralt i Danmarks internationale miljøarbejde. Danmark ønsker at styrke miljøregulering i EU, også fordi vi kun via et samlet EU kan opnå tilfredsstillende resultater i forhandlinger med verdens andre regioner. EU-samarbejdet vil derfor fortsat være en integreret del af Danmarks regionale og globale indsats. Det danske EU-formandskab i efteråret 2002 giver os en særlig mulighed for at få højt prioriterede mål på dagsordenen - ikke bare i EU, men også i de bredere internationale sammenhænge hvor EU spiller en rolle.

Det er et vigtigt mål for Danmark at ansøgerlandene optages i EU uden lange overgangsperioder. Udover betydelige fremskridt for sundhed og miljø i ansøgerlandene vil en hurtig og fuld optagelse bidrage til økonomisk fremgang og politisk stabilitet i regionen.Ved at bringe ansøgerlandene på miljø-mæssigt niveau med de nuværende EU-lande styrker vi også EU i internationale miljøforhandlinger.

Danmark har arbejdet aktivt for bæredygtig udvikling og integration af miljøhensyn i arbejdet i OECD. I maj 2001 var Danmark formand for et OECD-topmøde i OECD om bæredygtig udvikling hvor både miljø-, økonomi- og finansministre deltog. Her vedtog OECD-landene en strategi for bæredygtig udvikling der opridser rammer for integration af økonomiske, sociale og miljømæssige målsætninger og for afkobling af økonomisk udvikling fra miljøbelastning. På dansk initiativ blev resultatet af topmødet blandt andet at OECD vil udvikle indikatorer for bæredygtig udvikling til at måle fremskridt, og at disse indikatorer vil indgå i OECD's evalueringer af medlemslandene. Danmark vil arbejde aktivt for at OECD's arbejde med bæredygtig udvikling følges op.

Gennem udviklingssamarbejdet og et langsigtet forpligtende partnerskab med udvalgte udviklingslande bidrager Danmark til at bekæmpe fattigdom i verden. Partnerskabet skal styrke udviklingslandenes mulighed for at skabe en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udviklingsproces til gavn for de fattige. Udviklingsbistanden på 1 procent af BNI medvirker også til at fremme den miljømæssige dimension af bæredygtig udvikling ved at integrere miljøhensynet i alle dele af udviklingssamarbejdet. Danmark støtter udviklingslandenes bestræbelser på at tage hensyn til miljøet i udviklingsprocessen gennem opbygning af kapacitet hos myndighederne, hos lokale organisationer, i det civile samfund og i den private sektor. I arbejdet skal der tages hensyn til ulandenes situation, behov og prioriteringer, evne og kapacitet samt den økonomiske og sociale udvikling.

Også multilateralt vil Danmark fortsat fremme internationale organisationers integration af miljø-hensyn i deres udviklingssamarbejde. Endelig vil Danmark koordinere og sikre en effektiv udnyttelse af mulighederne for samspil mellem bilaterale og multilaterale indsatser og mellem den bistand der ydes via ulands-rammen, og miljøstøtten til udviklingslande under MIFRESTA-rammen.

Midlerne til miljøbistand til ulande under MI-FRESTA rammen vil stige i de kommende år. I 2005 vil de udgøre 0,25 procent af BNI. Bistanden rettes konkret mod at sikre miljømæssig bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og naturbevarelse, forebygge og begrænse forurening af luft, vand og jord samt fremme af bæredygtig energianvendelse. Danmark har en fælles interesse med samarbejdslandene i at begrænse de globale miljøproblemer og i at støtte udviklingslandenes bestræbelser for at opnå øget velstand og velfærd samtidig med at miljøet beskyttes.

Som grundlag for at gennemføre miljøbistanden til Østeuropa de kommende år foreligger en ny strategi for miljøstøtten til Østeuropa 2001-2006. Indsatsen skal løse en række af de alvorlige miljøproblemer som de østeuropæiske lande lider under - ikke mindst regionale og globale miljøbelastninger samt truslen fra de usikre a-kraftværker. Tilpasning af de østeuropæiske ansøgerlandes miljøregler og gennemførelsen heraf til EU's niveau vil være hovedopgaven fremover.

Miljøbistanden til det arktiske område sikrer at vi fortsat kan overvåge miljøbelastningen af Arktis som dokumentation for udviklingen i den regionale og globale miljøbelastning. Desuden vil Danmark gennemføre en række konkrete løsninger på fortsat uløste problemer i Grønland.

Under både rammen for udviklingsbistand og miljøbistanden under MIFRESTA-rammen vil der være fokus på en række områder som fremmer bæredygtig udvikling. Det gælder for eksempel indførelse af renere teknologi i energiproduktionen. Og det gælder landbrugsteknologi der forbedrer udbyttet af landbrugsjorden, mindsker anvendelsen af pesticider og uhensigtsmæssig gødskning, og som dermed mindsker behovet for landområder og beskytter sårbare økosystemers biologiske mangfoldighed. Bistanden vil også blive brugt til at styrke indsatsen for modtagerlandene leveop til de internationale miljøaftaler.

Danmark vil forsat yde en aktiv indsats for at de regionale og globale miljøkonventioner sikrer, at en lang række internationale miljøproblemer reguleres stadig mere effektivt. Danmark vil arbejde aktivt for at der anvendes effektive mekanismer til at forhandle, håndhæve og finansiere internationale miljøaftaler, så udviklings- og østlande bliver bedre i stand til at efterleve aftalerne. De fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen er en vigtig del af bestræbelserne for at sikre en effektiv opnåelse af målene for bæredygtig udvikling. Det bliver en stor udfordring at udmønte Kyoto-protokollen i effektive bestemmelser og sikre at den ratificeres og træder i kraft internationalt. En anden dansk mærkesag er at fremme den internationale proces til fordel for en bæredygtig produktion og anvendelse af kemikalier med et nyt initiativ om kviksølv og andre tungmetaller.

Det bør i de kommende WTO-forhandlinger sikres at handel spiller en fuld og effektiv rolle til fremme af bæredygtig udvikling. Det bør sikres at udviklingslande - især de mindst udviklede lande - bliver i stand til at drage fuld fordel af liberaliseringen af handelen, at international handelspolitik og international miljøpolitik gensidigt understøtter hinanden. Og det skal sikres at den sociale dimension af bæredygtig udvikling tages i betragtning med henblik på at undgå de mulige, negative virkninger af globaliseringen.

Opprioriteringen af miljøhensyn bør blandt andet ske gennem en afklaring af forholdet mellem WTO-regelsættet og handelsregler i internationale miljøaftaler som WTO så skal respektere. Herudover bør WTO i sit regelsæt blandt andet indarbejde og anerkende internationalt anerkendte miljø-principper, herunder forsigtighedsprincippet, som grundlag for handelspolitiske foranstaltninger. Samtidig er det et krav at skridt som gavner både miljøet og udviklingslandene, respekterer det enkelte industrialiserede lands adgang til at udvikle en effektiv miljøpolitik, herunder at fastsætte egne miljøstandarder.

Der bør sikres bedre adgang til de industrialiserede landes markeder for produkter hvor udviklingslandene er særligt konkurrencedygtige. Der bør indrømmes fri adgang for alle produkter fra mindst udviklede lande. EU's beslutning fra februar 2001 om at yde told- og kvotefri adgang til EU's marked for alle produkter, bortset fra våben og ammunition fra de mindst udviklede lande, er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Der bør tages særlig højde for handelsrelaterede problemstillinger der er fælles for folk/befolkninger, som er afhængige af bæredygtig udnyttelse af marine ressourcer eller andre naturressourcer.

Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Sydafrika i 2002 vil være en ny mulighed for at sætte bæredygtig udvikling højt på den internationale politiske dagsorden. Danmark vil få en central rolle og et stort ansvar i forbindelse med verdenstopmødet der bliver afholdt i september 2002 under det danske EU-formandskab.

I overensstemmelse med Folketingets vedtagelse arbejder regeringen for at Verdenstopmødet resulterer i en global aftale for bæredygtig udvikling og et globalt partnerskab. Aftalen skal være baseret på et fælles men differentieret ansvar og skal:
indeholde konkrete indrømmelser fra den rige del af verden i form af afkobling af økonomisk vækst på den ene side og miljøbelastning og øget ressourceforbrug på den anden side - ikke mindst hvad angår områder som energi, affald, kemikalieanvendelse og biologisk mangfoldighed,
imødekomme ulandenes behov for vækst og reduktion af fattigdom, fastholde målsætningen om bistand, øge markedsadgang for navnligt de fattigste landes produkter, indebære gældslettelse og føre til flere investeringer og overførsel af bæredygtig teknologi,
føre til en styrkelse af den globale organisering af en bæredygtig udvikling og af befolkningens adgang til miljøinformation og deltagelse,
indebære at alle lande gennemfører internationale miljøaftaler og at handelspolitikken under WTO i højere grad inddrager og respekterer hensyn til miljø, arbejdstagerrettigheder og bæredygtig udvikling.

Danmark vil også arbejde aktivt for at civilsamfundet inddrages i forberedelserne til Verdenstopmødet. Dels ved at arbejde tæt sammen med NGO'er og erhvervsliv i Danmark, dels ved at støtte inddragelse af NGO'er i udviklingslande. Topmødet skulle også gerne føre til at der iværksættes initiativer, der styrker offentlighedens adgang til miljøinformation og deltagelse.