| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Den nødvendige naturforvaltning og formidling

Det ville være så nemt, hvis der var fugle og fisk nok. Hvis der var plads nok. Men det er der ikke i Grønland. Der er ikke plads nok, fordi menneskene er klumpet sammen i byer og bygder, og aktiviteterne - jagtturene og fisketurene - derfor foregår inden for et lille område. Der er alt for mange mennesker i Grønland, hvis man skulle leve direkte af og med landets ressourcer.

Det skal man heller ikke. Men i takt med at fugle og fisk udnyttes både af fangere og af mennesker, der ønsker at gå på jagt og fiskeri i fritiden - lige som i Danmark - er det blevet nødvendigt at blive enige om en fælles forvaltning af naturen og dens ressourcer.

Dette kan gøres på mange måder, og det er det, som dette kapitel handler om. Derudover handler det om, at det er nødvendigt fortsat at diskutere, hvordan vi vil anvende naturen og dens ressourcer. Det skal afgøres i fællesskab, et fællesskab der både er lokalt og globalt. Det lokale samfund i en bygd, der undrer sig over, hvorfor edderfuglene går tilbage, skal have kontakt med andre bygder, for at høre om det er generelt, der ikke er nogen edderfugle i området og kontakt med biologer, der kan fortælle, om edderfuglen er i tilbagegang over hele Grønland eller i hele verden.

Lokalt overudnyttet

Lad os tage forvaltningen af lomvien som eksempel. Konklusionen er klar: Polarlomvien er lokalt overudnyttet men ikke globalt truet. Det vil sige, der er brug for en samlet forvaltning og en grundig formidling, da det viser sig, at der er mange af de involverede jægere, der ikke ved, om de nedlagte lomvier stammer fra deres eget område, eller om de stammer fra andre kolonier.

Når biologerne er rimeligt sikre på de resultater, de er nået frem til, skyldes det, at biologerne har et internationalt samarbejde. I praksis kommer en væsentlig del af oplysningerne fra ringmærkning. Ringmærkning af fugle og genfund af ringene har kortlagt de vigtigste trækruter og vist, hvor fuglene opholder sig på forskellige tidspunkter af året.

I alt er der 23 kolonier med lomvier i Grønland. Der nedlægges mellem 200.000 og 400.000 lomvier om året. Og lomvien, der er landets vigtigste fuglevildt, indbringer mellem 3 og 12 millioner kr. årligt i Grønlands økonomi.

I Nordvestgrønland ligger nogle af de største kolonier af polarlomvien, og samtidig er der en fåtallig befolkning. Det ser ud til, at kolonierne her er rimeligt stabile. Bevæger man sig sydover, ser det værre ud. Specielt i den sydlige del af  Upernavik distrikt, Uummannaq kommune og i Diskobugt er kolonierne gået meget tilbage. 50-90% er forsvundet i nogle af kolonierne i løbet af 50 år. En del kolonier er helt forsvundet.

Syd for Diskobugt er der en række mindre kolonier. Nogen i tilbagegang. Nogle stabile. En enkelt ser endog ud til at være i fremgang. Men kolonierne er her generelt små, så det betyder ikke så meget i det store billede, om de går lidt frem eller tilbage.

Dårligt nyt fra vestkysten

Der står selvsagt nogen bag disse oplysninger om lomvierne. Flemming Merkel fra Grønlands Naturinstitut og Knud Falk fra Dansk Polar Center har begge som ornitologer beskæftiget sig intenst med lomvien. Gennem årene er en del af lomvieforskningen blevet betalt af Dancea. Jeg spurgte Flemming Merkel, om jægerne generelt er klar over lomviens situation.

"Lokalt har de check på det. Men ikke overblikket over hvordan det ser ud samlet i Grønland", svarer Flemming Merkel. "Det betyder, at de nogen gange laver forhastede konklusioner, hvis de ser, at deres egne kolonier er i tilbagegang, så konkluderer de måske, at lomvierne må yngle et andet sted."

På fem år kan et lomviepar højst blive til 8 lomvier.

Sidste nyt er, at bestandene fortsat går tilbage i den sydlige del af Upernavik distrikt og det samme gælder i Ilulissat. Lomviekolonierne i Uummannaq er forsvundet. Den lille koloni i Qaqortoq er også gået tilbage. Lige som de to eneste kolonier i Østgrønland (ved Ittoqqortoormiit) er gået tilbage.

Om årsagen til at lomvien nogle steder er gået tilbage, siger Knud Falk: "Jagt er en væsentlig årsag. Der er problemer de steder, hvor lomvien kun findes i yngletiden. Når man jager om vinteren i Sydvestgrønland, så tager man ikke af de lokale ynglefugle. Det er forårsjagten, der er problemet. Især i de bynære områder i Upernavik distrikt samt i Østgrønland, hvor man har overhøstet af bestandene."

Af de mellem 200.000 og 400.000 lomvier, der nedlægges om året, skydes de 80% i Sydvestgrønland om vinteren. Og tidspunktet for jagten er afgørende for, hvor meget bestanden belastes.

"Hvis fangerne i Upernavik distrikt skyder 5.000 lomvier, mener fangerne her, at det er helt ubetydeligt, men det er det ikke", siger Knud Falk og fortsætter "5.000 lomvier skudt i Melville bugten kan gøre mere skade end 50.000 skudt i Sydvestgrønland. I Upernavik skydes lomvierne i yngleperioden. Jagten i Sydvestgrønland drejer sig i høj grad om ungfugle, fugle der i vidt omfang ville være døde alligevel i vinterkulden. Overvintringsområderne rummer lomvier fra Norge, fra Island og fra Canada. Det betyder stort set, at vinterjagten tager fremmede ungfugle, og den lokale jagt tager lokale yngledygtige fugle. Det er langt mere bæredygtigt at skyde vinterfuglene end ynglefuglene", konkluderer Knud Falk.

På fem år kan et rypepar blive til 2.000 ryper.

Der er mange andre påvirkninger end jagten. Der er ægsamling - både tilladt og ulovlig. Der er rovdyr, først og fremmest gråmågen. Der er forstyrrelser, som vi vil se på om lidt.

Men først til møde i forsamlingshuset, stedet hvor alle spørgsmålene skal op og vende, når biologen fra Grønlands Naturinstitut - i dette tilfælde Flemming Merkel - kommer forbi.

Fangst af lomvieunger

Forsamlingshuset

Jeg spurgte Flemming Merkel, hvordan fangerne modtager hans budskaber ved mødet i forsamlingshuset.

"Folk i Upernavik føler sig unfair behandlet. De føler, at de skal have ret til de samme ressourcer. De føler ikke, det er rimeligt, at de ikke skal kunne udnytte lomvierne om sommeren.

Vi gør meget ud af at fortælle om lomviens biologi, fordi den er så speciel.

Lomvierne yngler først, når de er 5 år gamle og får aldrig mere end en unge. Når først en bestand er halveret, tager det umindelige tider, før den er kommet på fode igen. Her opstår der uenigheder. Fangerne tror ikke på, at lomvierne kun får et æg pr. år. Eller de vælger ikke at tro på det.

De kan heller ikke forstå, at det er værre at skyde de gamle fugle i fjeldet. De mener, at det er værre at skyde de unge fugle om vinteren. Det strider imod gængs opfattelse, hvor man opfatter børnene som det vigtigste. For lomvien er det faktisk omvendt. Hos lomvien er det kun 20%, der bliver gamle nok til at yngle.

Så hvis man slår en ung lomvie ihjel, så slår man en femtedel voksen ihjel. Slår man en gammel lomvie ihjel, så fjerner man en, der skal lægge æg og få unger de næste mange år.

Der er stor forskel på hvor belastende jagten på lomvier er forskellige steder i Grønland.

Som mennesker tænker vi, at det er børnene, vi skal bygge fremtiden på. Hvis skibet synker, er det børn og kvinder, der skal reddes først.

Hos lomvien er det omvendt. Der er stor naturlig dødelighed i de første leveår. Det er den, man kan udnytte, da mange af disse dyr ville dø alligevel", slutter Flemming Merkel.

Borgermøderne har stor betydning både for biologerne fra Grønlands Naturinstitut, for repræsentanterne for Direktoratet for Miljø og Natur og for fangere og jægere i lokalområdet. Mange af fangerne får kendskab til lomviens trækforhold og biologi. Biologer og forvaltere får indblik i, hvad jagttider betyder i praksis, fx at den korte jagttid medfører en intens jagt i maj måned, hvor der skydes så mange lomvier, at store dele af fangsten nedfryses.

Jagttiden er sat meget snært, således at der er jagttid på lomvier i en del af den tid, hvor lomvierne stadig yngler. Men i virkeligheden er skaden sket - dvs. den alvorlige del af nedgangen i bestanden - inden jagtreglerne blev vedtaget.

Lomvier til salg på "brættet". Jagten på lomvier har i Grønland nået et niveau, hvor den - i hvert fald lokalt - ikke er bæredygtig. En tidligere stor bestand i Uummannaq er således forsvundet, og i Upernavik er især bynære kolonier drastisk reduceret. Hovedårsagen synes at være den indtil 1988 legale jagt på fuglene i yngleperioden.Lomviebestanden i det tyndtbefolkede Avanersuaq (Thule) synes derimod at være intakt, og der yngler i dag flere lomvier i dette område end i resten af Grønland tilsammen.De små kolonier i Østgrønland er også i tilbagegang. Den alvorligste del af nedgangen er sket inden jagtreglerne blev indført, og det tager umindelige tider før netop lomviebestanden kan komme på fode igen, da en lomvie først bliver yngledygtig, når den er fem år gammel.

Regulering