| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Transportens eksterne omkostninger 

3. Værdisætning

Formålet med dette kapitel er at beskrive de metoder, der er anvendt til at værdisætte trafikkens eksternaliteter. Det er koblingen fra tilbagelagt trafik til værdi i monetære termer, der søges beskrevet. Denne sammenhæng ses oftest beskrevet som en kæde illustreret i figur 1, hvor der er muligheder for eventuelle raffineringer af de enkelte led i kæden.

Den viste årsagskæde gælder for luftforureningseffekter. Lignende kæder kan opstilles for de andre relevante eksterne effekter (f.eks. støj mv.). Det er her ikke meningen at gå i dybden med de enkelte af disse elementer, da det er et studie i sig selv at analysere hver enkelt af disse. Det er nærmere et forsøg på at give et overblik over forskellige indfaldsvinkler til at lave disse koblinger, så det bliver muligt at foretage værdisætningen.

Det er vigtigt her at skelne mellem metoder, der beskæftiger sig med de marginale effekter af trafikken – altså effekten af en yderligere kørt km – og metoder, der ser på de totale opgørelser af trafikkens eksterne omkostninger. Ved totalopgørelser approksimeres de marginale omkostninger ved hjælp af gennemsnitsomkostningerne. Disse afviger ofte fra marginalomkostningerne og vil derved resultere i en forkert optimal skat (se næste kapitel). At der kan være store forskelle på disse to typer af omkostningsopgørelser demonstreres bl.a. i Leksell og Löfgren (1995). For derimod korrekt at finde marginalomkostningerne, er det nødvendigt at bestemme omkostningernes afhængighed af trafikniveauet (eller omkostningsfunktionen).

3.1 Årsagskæder

I dette afsnit fokuseres på indholdet i årsagskæden beskrevet ovenfor for luftforurening. For det sidste led i kæden er mange af elementerne her i princippet identiske med elementer i opgørelse af omkostninger forårsaget af støj og færdselsuheld. Opgørelserne indeholder værdier som tabt arbejdsfortjeneste, tabt produktionsværdi og værdien af statistiske liv mv.

Når der anvendes marginal værdisætning er det et væsentligt element også at kende niveauet for den trafik, hvortil der sker en marginal ændring. Det er en meget simplificerende antagelse at antage, at en ekstra kørt km giver anledning til de samme effekter uafhængigt af niveauet af trafikken. Er der i forvejen meget trafik, er den marginale effekt større (voksende marginalomkostninger).

En metode til at inkludere de voksende effekter ved øgede trafikmængder er at anvende årsagskæder. I sådanne kæder kan f.eks. eksponeringerne af de forurenende stoffer få relativt større skadevirkninger, når trafikmængden er større. Der er dog stadig en række problemer med at anvende årsagskæderne. En nærmere beskrivelse heraf kan findes i Cowi (1999).

Vi vil ikke gå i dybden med de enkelte led i kæden, men kun se på de væsentligste elementer samt nogle af de svagheder, der findes i de studier, hvor metoden har været anvendt (f.eks. Cowi, 1999 og Filliger et al, 1999).

3.1.1 Emissionsfaktorer

Emissionsfaktorerne laver koblingen fra en kørt km. til emissionen af forskellige stoffer. Disse differentieres på køretøjstyper, kørselsmønstre (tæt by-, by- og landkørsel er typiske opdelinger). De måles typisk i gram pr. km. De fleste emissionsfaktorer er baseret på laboratoriemålinger, hvor køremønstrene er fastlagt. De er derfor relativt veldefinerede om end meget usikre i forhold til faktisk kørsel, hvor mange andre elementer spiller ind. Emissionsfaktorerne opgøres i Europa ud fra Copert modellen eller i Danmark vha. Tema modellen. Selvom der ud fra laboratorieforsøgene kan etableres sammenhænge, der angiver emissionerne til de mange forskellige forhold der influerer er dette ofte en detaljering det ikke er muligt at anvende i et system som dette. I stedet antages den samme emissionsfaktor til f.eks. alle hastigheder. Dette giver således et lineært forhold mellem kørsel og emission.

3.1.2 Eksponeringsfaktorer

Dette led indeholder flere dele. Dels sker der en kemisk omdannelse af de emitterede stoffer til de stoffer, der påvirker de eksponerede personer, bygninger og dyr. En illustration af disse omdannelsesprocesser er vist i bilag a. Dels sker der en spredning af stofferne og endelig er der den egentlige eksponering. Herefter omtales det hele som eksponeringen, med mindre der specifikt er tale om et af de tre led.

Eksponeringen er en meget kompliceret størrelse, der i meget høj grad afhænger af bl.a. topologiske og klimamæssige forhold. Det er i opgørelsen af eksponeringsfaktorer vigtigt at tage hensyn til koncentrationer, da der for mange stoffer er tale om tærskelværdier, hvorunder stofferne ikke antages at forvolde skader. Dette er et forhold, der ikke tages hensyn til i Cowi (1999). Der er således ikke den i Cowi (1999) antagne lineære sammenhæng mellem emission og eksponering, idet emissionerne giver anledning til øgede koncentrationer af stofferne. For at kunne beregne virkningerne af de opståede koncentrationer, skal det endvidere kendes hvor mange individer mv., der bliver udsat for de angivne koncentrationer.

Eksponeringsfaktoren opgøres f.eks. ved at angive, hvor mange m g af et givent stof en person udsættes for om året pr. emitteret tons af stoffet. Det største problem er, som antydet, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem emission og eksponering. For at rette op på dette forhold skal eksponeringerne findes i forhold til det aktuelle koncentrationsniveau i det relevante område. Det er et problem, der formentlig vil blive arbejdet mere med fremover.

3.1.3 Dose-Response sammenhænge

Dose-response faktorer oversætter ændringer i eksponering af luftforurening til effekter på sygdomme, dødelighed, afgrøder, bygninger mv. Koblingen fra eksponering til effekt er angivet i tabel 4. Opgørelserne af disse faktorer baseres i vid udstrækning på bl.a. epidemiologiske undersøgelser. Det er helbredsskader, der udgør langt den største del af de samlede opgjorte eksternalitetsomkostninger fra luftforurening.

Typiske dose-response faktorer er antal helbredsskader pr 100.000 indbyggere pr. år pr antal koncentrationsenheder. Blandt de effekter, der anvendes mht. helbredsskader ses der typisk på: hospitalsophold, skadestuebesøg, bronkitisanfald, dage med nedsat aktivitet, astmaanfald, symptomdage og dødelighed.

3.1.4 Værdisætning

Værdisætningen omsætter de enkelte skader og påvirkninger til omkostninger forbundet hermed.

Typiske faktorer er omkostninger pr. sygedag pr. tilfælde og omfatter bl.a. sygehusomkostninger, tabt arbejds- og produktionsfortjeneste samt, som det mest væsentlige: omkostningerne ved et tabt statistisk liv.

3.2 Værdisætningsmetoder

Metoderne til at fastsætte omkostningerne ved en given skade/påvirkning kan opdeles i følgende kategorier:

Udover disse kategorier af opgørelsesmetoder anvendes ofte den politiske betalingsvillighed, i form af investeringer til at undgå en eksternalitet, som en indikation af den faktiske omkostning. En anden lignende indirekte opgørelse er anvendelse af folks betalingsvillighed for private forsikringer. Dette er dog ikke den rette omkostning, da det eneste en sådan udgift beskriver er, at omkostningen ved en given eksternalitet er større end den givne investering. Den politiske betalingsvillighed er et udtryk for undergrænsen af omkostningens størrelse.

En nærmere uddybning af indholdet i de enkelte elementer vil ikke blive givet her. En nærmere beskrivelse kan findes i Cowi (1994), og i Møller (1996) gives en dybdegående generel beskrivelse af begrebernes indhold.