Vurdering af muligheder og begrænsninger for
recirkulering af næringsstoffer fra by til land 

11. Konklusion

Projektet har vurderet alternative muligheder for håndtering af organisk, næringsstofholdigt affald fra husholdninger.

Næringsstofpotentialet er på landsplan opgjort til 25 mio. kg kvælstof, 4,2 mio. kg fosfor og 7,1 mio. kg kalium. Dette svarer til 4-7 % af det nuværende forbrug i dansk landbrug.

Den optimale teknologi varierer fra sted til sted og fra bytype til bytype. Der er således ikke tale om at der skal indføres den samme alternative teknologi over hele landet.

De vurderede teknologier består alle af kendte delelementer, men for flere af teknologierne kræves der betydelig udvikling og afprøvning, før man kan endelig beslutte at indføre dem i større skala i forbindelse med alternativ håndtering af affald.

Den ændrede teknologi der skal indføres vurderes at være økonomisk neutral mens der hvad energiforbrug angår vil være en gevinst. De sundhedsmæssige aspekter ved indførelse af ny teknologi er uafklarede og der kræves både videre undersøgelse og teknologiudvikling for at få sikret teknologier med acceptable sundhedsmæssige forhold. Separat opsamlet urin er den eneste affaldsfraktion der er undersøgt i forbindelse med dette projekt, (Dalsgaard og Tarnow, 2001). Mikrobiologiske undersøgelser har vist at den opsamlede urin indeholder smitstoffer. I dag kan Kildesorteret urin anvendes som landbrugsgødning og er reguleret efter de samme regler som udbringning af spildevandsslam.De kemiske parametre og medicinresterne giver ikke umiddelbart grund til bekymring. Med hensyn til estron kan det være relevant at foretage en vurdering af den toksiske virkning på afgrøder samt risici for udvaskning.

Der er udviklet en metodik for valg af lokal alternativ teknologi. Jo tættere bebyggelse desto færre teknologier er til rådighed og desto mere ligner de tekniske muligheder den nuværende miljøteknologi.