Karakterisering af havnesediment ved hjælp af biotest

1. Indledning

Havnesedimenter er oftest forurenede med kemiske stoffer i større eller mindre grad afhængigt af de skibstyper og de fragttyper, der transporteres gennem havnene, samt af landbaserede aktiviteter (se bl.a. Jensen & Gustavson 2000). De forurenende stoffer kan direkte påvirke sedimentets dyreliv, idet sedimentet kan være akut toksisk over for sedimentlevende organismer (se bl.a. Pedersen et al. 1998, Andersen & Bjørnestad 1997), ligesom der i en række havne er fundet misdannelser (imposex og intersex) hos en stor andel af de tilstedeværende snegle (Jensen 2000). Også en række sedimenter fra havområder uden for havne er blevet karakteriseret ved kemiske analyser og, i enkelte tilfælde, biotest (Lillebæltsamarbejdet 1998, Bennetzen et al. 2000). Også hos forskellige sneglearter i disse områder er der fundet misdannelser (Jensen 2000, referencer i Madsen et al. 1998).

En række testmetoder er udviklet til undersøgelse af toksiciteten af forurenede sedimenter, og en oversigt er givet i Kristensen et al. (1998). Sådanne stoffer kan i nogen grad frigives til det overliggende vand både ved ophvirvlning af sedimentet som følge af strømforholdene og skibsaktiviteter, ved opgravning og efterfølgende ved klapninger. Herved er der risiko for eksponering af pelagiske organismer eventuelt resulterende i toksiske effekter.

Det er projektets formål at beskrive og afprøve økotoksikologiske testmetoder til undersøgelse af giftigheden af forurenede havnesedimenter som supplement til traditionelle kemiske analysemetoder.