Agenda 21-medarbejdere

Der findes ikke noget samlet overblik over amternes og kommunernes fremtidige visioner med lokal Agenda 21, eller med den rolle Agenda 21-medarbejderen skal spille fremover.

Den kampagne og de fælles aktiviteter, der er igangsat, vil i forbindelse med Rio +10 i 2002, blive taget op til fornyet overvejelser og justeret i det omfang, der vurderes behov for det. Det er hensigten, at alle kommuner og amter igangsætter en proces omkring LA21 og udpeger kontaktpersoner, der kan formidle, koordinere og igangsætte lokale initiativer. Der er i dag ca. 200 kontaktpersoner.

Med den seneste ændring af planloven (feb. 2000) er kommunerne og amterne forpligtet til at udarbejde en strategi for det fremtidige Agenda 21 arbejde i første halvdel af den kommunale valgperiode, dvs. første gang i perioden 2002-2003. Strategien skal indeholde politiske målsætninger for Agenda 21 arbejdet indenfor fem specifikke indsatsområder. Det forventes at denne nyskabelse vil føre til en mere strategisk indfaldsvinkel til LA21 og kvalificere bæredygtighedstankerne i den kommunale planlægning. Samlet set forventes det lokale Agenda 21-arbejde at få et løft på baggrund af de kommende strategiske arbejde.

Grønne guider

Den Grønne Fond har i sin beskrivelse taget udgangspunkt i en ordning med et volumen svarende til i dag, hvor der er ca. 100 grønne guider.

Hidtidige evalueringer har vist at de grønne guider udfylder en vigtig funktion i lokalområdet. På den baggrund vurderer fonden, at der ikke er behov for væsentlige ændringer af formål eller sigte med ordningen. Derimod ønskes et initiativ til en løsning, der kombinerer en forsat statslig støtte med et mere stabilt og langsigtet lokalt engagement i finansieringen.

På længere sigt skal der fokuseres på, hvorvidt det er nødvendigt at fastholde den ekstra ressource, som den grønne guide udgør, i det samme lokalområde ud over de første seks år. Der kan således være andre områder, som er parate til – og kan have større nytte af – at få et løft.

Fonden ser perspektiver i at udvikle og understøtte partnerskabsmodeller, som et nyt indsatsområde. Det er en arbejdsform, hvor guiden arbejder parallelt med to (eller flere) parter, der har brug for hinanden, hvis en miljøindsats skal lykkes. Det kan f.eks. være beboere og gårdmænd (affald og grønne områder) eller institutioner og forældre (kost, hygiejne og legetøj).

Naturvejledere

Naturvejlederne har en udviklingsvision, der går på at være med til at sikre en forsat fremdrift af udviklingen mod et bæredygtigt samfund. De har en solid lokal forankring og et godt udgangspunkt for at inddrage befolkningen aktivt i at opnå en større forståelse og ansvar for natur og miljø. Antallet af naturvejledere bør ifølge visionen fordobles over en tiårig periode fra de nuværende 250 til 500.

Naturvejlederordningen vil opprioritere indsatsen overfor børn og unge – specielt store børn, handicappede, målgrupper af anden etnisk oprindelse og turister – danske såvel som udenlandske.

På metodesiden er ordningen i gang med at opprioritere bæredygtighedsaspektet i naturvejledningen – ligesom formidling af kulturmiljøet også ønskes opprioriteret.

Energi- og miljøvejledere

Energi- og miljøkontorerne har i de senere år udviklet deres funktion fra den generelle vejlederrolle i retning af en konsulent/rådgiverrolle. Samtidig står det klart at energi- og miljø-kontorernes arbejdsopgaver i den kommende tid vil befinde sig i en brydningstid.

Behovet for den hidtidige konkrete vejledning om tilskud til vedvarende energianlæg vil formentlig blive reduceret på et tidspunkt på grund af anlægstilskuddets afskaffelse for en eller flere anlægstyper. Derudover må det forventes at en række andre aktører i stigende grad vil fokusere på lokal vejledning og oplysning indenfor energiområdet. Endelig forventes Energistyrelsens samlede bevillinger til at fremme vedvarende energi at være faldende i de kommende år.

Disse ændrede rammebetingelser for energi- og miljøkontorernes virke kalder på en gentænkning af deres rolle som den lokale energivejleder. Fra Energistyrelsens side ønsker man en særskilt evaluering af det hidtidige arbejde som grundlag for drøftelser vedrørende en sådan nyorientering.

Grønne Centre

De grønne centre har ikke en egentlig fælles organisering, men der arbejdes med planer om at etablere et netværkssekretariat til fremme og udvikling af LA21.

Netværkssekretariatet ønskes placeres hos et af de grønne centre og bemandes med en fuldtidsansat. Denne person skal have til opgave at fungere som tovholder, sparringspartner og holde kontakt til de enkelte centre. Samtidig skal personen være opsøgende og igangsættende i forhold til samarbejdet mellem centrene, såvel som udviklende overfor nye centre.

Tværgående emner

Organisering

Det fremgår af ordningernes perspektivpapirer, at der ikke lægges op til ændringer af den eksisterende organisering for Agenda 21-medarbejderne, naturvejlederne og energi- og miljøkontorerne.

Den Grønne Fond lægger heller ikke op til ændringer af organiseringen af de grønne guider, men har dog identificeret et behov for at hjælpe styregrupperne med at få bedre overblik over projektet. Der er således behov for fremover at vurdere projektgruppernes kapacitet i forbindelse med nye projekter.

De grønne centre har ikke planer om en egentlig fælles organisering, men de ønsker i stedet at etablere et fælles netværkssekretariat såfremt at de kan få finansieringen på plads.

Finansiering

Den Grønne Fond har udarbejdet deres oplæg under den forudsætning, at ordningen kører videre med et volumen der svarer til i dag. Fonden har samtidig tilkendegivet, at en fortsat statslig delfinansiering vil være et effektivt middel til at styrke engagementet i lokal Agenda 21.

Når det gælder mulighederne for en større grad af lokal finansiering svarer både naturvejlednings- og grøn guideordningen, at denne mulighed ikke er realistisk. De grønne guider har allerede i dag problemer med at få de lokale bidrag finansieret. Naturvejlederordningen vurderer, at man har nået et mætningspunkt for andelen af lokal finansiering med den nuværende fordeling, hvor 2/3 af ordningen finansieres lokalt.

Oplægget vedr. de kommunale Agenda 21-medarbejdere nævner ikke noget generelt omkring den fremtidige finansiering, mens oplægget vedr. energi- og miljøkontorerne gør det klart, at der er brug for at gentænke ordningen incl. finansieringsmulighederne.

De grønne centre er for en stor dels vedkommende i dag primært finansieret via lokale basismidler, såvel som statslige projektmidler. Denne ordning forventes at fortsætte uændret.

Støttefunktioner

Indenfor de enkelte ordninger bliver der i perspektivpapirerne givet udtryk for at de nuværende støttefunktioner overordnet set fungerer tilfredsstillende. Undtagelsen er de grønne centre, som ser et behov for et fælles sekretariatet.

Der sker en løbende evaluering og justering af støttefunktionerne hos de enkelte ordninger, herunder bl.a. i forbindelse med naturvejledernes og de grønne guiders netværk og uddannelse.

Den Grønne Fond har identificeret et særligt behov for at styrke den samlede kompetence indenfor projektledelse og strategisk innovativ tænkning. KL vil igen tilbyde kurser for Agenda 21-medarbejderne i kommunerne.

Opsamling

Samlet set må det forventes at ordningernes rammebetingelser ændrer sig i den nærmeste fremtid. Overordnet har staten eksempelvis signaleret, at det lokale niveau måske skal bære en større del af finansieringen.

De grønne guider kan forvente en større ændring, idet den eksisterende ordning efter planen udfases fra årsskifte 2002/2003 frem til 2005, med mindre der bevilliges nye midler på finansloven inden da. Energi- og miljøkontorerne kan formentlig også imødese større ændringer i de kommende år.

Hos Agenda 21-medarbejderne er der generelt set ikke tegn på store ændringer af ordningens rammebetingelser. Dette dækker dog over store lokale udsving, idet en del kommuner i større eller mindre grad er i gang med at udvikle det lokale Agenda 21 arbejde, mens andre endnu ikke er kommet i gang – eller har skåret ned i arbejdet.

Naturvejlederne forventer at fortsætte deres nuværende ekspansion uden de store ændringer af rammebetingelserne. Endelig er der de grønne centre, som i dag fungerer uden faste statslige bevillinger – en ordning som forventes at forsætte uændret.

Alle ordningernes udviklingsvisioner bærer præg af at være indledende overvejelser. De beskriver ordningens nuværende organisering og forslår mindre justeringer, men der skitseres ikke en klar strategi for at videreudvikle ordningen i en ny retning.

Samtidig er der ingen af ordningerne, der skitserer en strategi, der sammentænker en eller flere ordningers vejledningsarbejde.

7.2 Tre udviklingsscenarier for de grønne vejlederordninger

I det følgende beskrives tre udviklingsscenarier for de grønne vejledere. Scenarierne har karakter af "historier fra fremtiden" – nærmere bestemt fra år 2010.

De tre scenarier omfatter: Et uinspirerende "business as usual" samt to forskelligt vinklede mere udviklingsorienterede scenarier. De tre historier forsøger dermed at skildre nogle relevante sammenhænge, der formodes at være vigtige at forholde sig til i forbindelse med vejlederordningernes fremtid.

Forudsætninger

Scenarier opstilles altid på grundlag af en række forudsætninger. Det er normalt ikke muligt klart at specificere alle disse, men nogle af de centrale kan beskrives som følger:

Alle vejlederordningerne har vist deres berettigelse. Der er dog et uudnyttet potentiale i ordningerne – måske ikke så meget i de enkelte ordninger, som i ordningerne som helhed.

Vejlederne har under forskellige omstændigheder vist sig at have nogle særlige muligheder for at skabe udvikling og debat om nye ting i lokalområderne. Også her er der dog helt sikkert muligheder for at udvikle disse færdigheder langt mere.

Særligt kommunernes engagement – eller til dato manglende ditto – i forhold til lokal Agenda 21 spiller på godt og ondt en afgørende rolle for det lokale arbejde med bæredygtighed.

Vejlederordningerne supplerer på mange måder hinanden i dag i deres tilgang til miljø, energi og natur og dermed til en bæredygtig udvikling. Dette forhold kan tydeliggøres og udnyttes til et øget samarbejde, hvis man vil.

Regeringens nye strategi for bæredygtig udvikling stiller vejlederne overfor nye, aktuelle udfordringer.

Flere af ordningerne har "ondt i økonomien". Og det er sandsynligt, at ordningerne i nær fremtid vil stå overfor et politisk krav om at skabe mere værdi for samfundet for uændrede bevillinger – måske endda for reducerede bevillinger.

Vi springer nu frem i tiden……

Scenarium 1: "Business as usual"

Det er sært så svært, det stadig er at nedlægge offentlige aktiviteter med mindre de direkte misbruger offentlige midler eller på det nærmeste chikanerer politikerne eller andre væsentlige magthavere. Her i år 2010 er det stadig sådan, at hvis man holder sig i det skjulte – "den, der lever stille, lever godt" – og fremsætter nogle lokkende visioner, når man af og til kommer under luppen, så skal det faktisk gå meget galt, hvis man ikke får lov at køre videre i det uendelige.

Dette er jo ikke i sig selv slemt, hvis der i øvrigt blev produceret nogle resultater, der var gode og nyttige for samfundet. Desværre er tendensen næsten altid, at denne type "stille" aktiviteter er stille på stort set enhver tænkelig måde – faktisk bruger de blot offentlige midler og holder nogle mennesker beskæftiget – og det er måske da heller ikke så galt, men er det nok?

Det sidste eksempel af denne karakter, der er kommet frem i offentligheden er de grønne vejlederordninger. Disse blev etableret i løbet af 1980´erne og 90´erne med det formål at støtte udviklingen på natur, energi- og miljøområdet i lokalsamfundene og med en relativt høj grad af statslig finansiering.

Der var en del debat om ordningerne og deres værdi for samfundet og udviklingen umiddelbart efter årtusindskiftet, men her lykkedes det tilsyneladende ordningerne at frembringe nogle visioner, der overbeviste politikerne om, at de ville udvikle sig i nye retninger fremover og løfte nye opgaver – bl.a. i forbindelse med regeringens strategi for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i 2001.

I 2001 og 2002 gjorde man herefter ordningernes statslige finansiering mere permanent – en enkelt ordning blev dog lukket - idet man samtidig bad ordningerne om at levere målbare resultater. Ord som "målbarhed", "omkostningseffektiv" og "benchmarking" mv. var meget hotte på den tid. Der kom ro om ordningernes økonomiske situation, hvad der også på mange måder havde været brug for. Noget tyder imidlertid på, at der kom alt for meget ro om dem, for siden har man ikke hørt meget til dem. Der var lidt debat i 2005 og lidt i 2008, men begge gange lykkedes det ordningerne at fremsætte nogle vagt formulerede visioner, som politikerne valgte at tro på – i de sene nattetimer under udarbejdelse af finanslovsforligene.

Hukommelsen er kort i dette land! – nu er ordningerne blevet kigget lidt grundigere efter i sømmene af EU-revisionen, og det viser sig, at visionerne fra år 2001 stort ikke er blevet tilfredsstillende realiseret på eet eneste punkt! – Det samme gælder de senere visioner. Derimod trives ordningerne tilsyneladende udmærket i lokalsamfundene, hvor de ansatte hygger sig gevaldigt sammen med brugerne. Det skaber blot ikke så mange resultater, næsten ingen debat og absolut ingen udfordringer – det har nærmest karakter af underholdning, og omtales da også af nogle brugere som et udmærket alternativ til visse kinesiske og amerikanske internet-serier.

Der sker imidlertid ikke noget – der er ingen vilje til at røre ved ordningerne fra politisk hold i Danmark, og efter etableringen af Danmarks særstatus i EU efter den 5. folkeafstemnings-bekræftelse af de nu 9 forbehold, har EU-undersøgelsen ingen retskraft i Danmark, selvom den blev iværksat via de danske medlemmer af Europaparlamentet. Så ordningerne kommer nok foreløbigt til at køre på ubestemt tid – men det er der jo også mange andre ligegyldige forhold i Danmark, der gør….

Scenarium 2: "Kommunerne tog over"

I løbet af 1980´erne og 90´erne blev der skabt et antal "grønne vejlederordninger" i lokalsam-fundene. Ordningerne havde deres storhedstid mod slutningen af 1990´erne og omkring årtusindskiftet, hvor det samlede antal vejledere i ordningerne var over 500, og hvor ordningerne havde betydelig indflydelse. På trods af det forholdsvis gode renomme og lovende resultater samt behovet for lokalt at arbejde med bæredygtig udvikling, blev ordningerne i løbet af kort tid overflødige. Vejledningen forsvandt dog ikke som aktivitet– arbejdet skiftede blot helt karakter. Men hvad var det egentlig, der skete?

Så vidt vides var ordningerne ofte til debat i Folketinget i årene efter årtusindskiftet. Ordningerne havde her et samlet volumen, der jævnligt påkaldte sig opmærksomhed, og emnet bæredygtig udvikling var efter mange års tøven langt om længe ved at blive taget alvorligt på Christiansborg. De politiske grupperinger, der oprindeligt i særlig grad støttede ordningerne, var parallelt hermed kommet noget på retræte i forhold til de noget ukoordinerede vejlederordninger. Det var ganske enkelt et problem at finde en dagsorden eller et plot, der kunne give ordningerne en ny troværdig profil, der pegede fremad.

Samtidig oplevede landet i løbet af bare to år fra 2002-04 hele tre regeringsskifter, og det var mere end et par af ordningerne kunne bære. De var i forvejen ikke alt for godt forankrede, og uden politisk stabilitet kunne de ikke fungere. Men hovedårsagen – som også udløste de mange folketingsvalg – var den kommunalreform, som efter lang tids rumlen pludselig blev gennemført med virkning fra 1. januar 2004: Amterne blev erstattet af to sundhedsregioner - Øst og Vest - og kommunernes antal blev reduceret fra 275 til 50. Kommunerne overtog samtidig bl.a. miljøarbejdet fra amterne.

Som led i reformerne blev et hidtil forsømt arbejdsfelt kraftigt opprioriteret: Det arbejde, som kommunerne oprindeligt skulle lave under overskriften lokal agenda 21 - men som helt frem til 2003 havde haltet gevaldigt - blev med eet slag løftet til at blive hovedhjørnestenen for kommunernes strategiske planlægning og udvikling. Man kan måske sige, at dette resultat repræsenterede et klimaks for de gamle ordningers virke. Planloven blev omdøbt til "Lov om bæredygtig udvikling", og en lang række krav til kommunerne om miljøprioriterede sektorplaner blev indføjet; den traditionelle kommuneplan blev afskaffet som instrument og erstattet af en pligt til at udarbejde en sammenhængende strategisk plan for en bæredygtig kommunal udvikling, hvor hensynet til de fremtidige generationer i langt højere grad end tidligere skulle tages alvorligt. Bl.a. blev der fastlagt nye procedurer for skabelse af sammenhæng mellem de økonomiske budgetter og de langsigtede mål og planer i kommunerne, og begrebet "økologisk råderum" blev pludselig det centrale omdrejningspunkt for mange lokalpolitiske debatter.

De gamle vejlederordninger blev nedlagt, men bragte en væsentlig inspiration med ind i den nye kommunale styrelseslov. De havde nemlig vist, at "lokal vejledning" kan gøre en forskel i forhold til fremme af bæredygtighed. Kommunerne blev derfor pålagt at etablere og basisfinansiere et større "Grønt center" pr. kommune, styret uafhængig af kommunalstyrelsen via et bredt sammensat brugerråd. Centrene blev bemandet med en professionel, tværfaglig enhed bestående af kommunale vejledere med spidskompetencer indenfor naturformidling, byøkologi, sundhed & miljø og livscyklusanalyser osv. Ideen var, at centrene skulle betjene borgere og erhvervsliv med gratis råd og vejledning om natur, miljø og bæredygtighed.

Denne "kommunalisering" af vejlederarbejdet faldt ikke i starten i god jord hos mange tilhængere af de gammelkendte ordninger. Det viste sig imidlertid hurtigt, at eksempelvis frygten for, at de nye vejledere blot ville være de nye kommunalstyrelser forlængede – og ukritiske – arm, var ubegrundet. De nye kommunale "agenda-teams" fik i de fleste kommuner hurtigt den folkelige debat om den bæredygtige fremtid op at køre; og de fik i den forbindelse samtidig sat effektivt og forebyggende ind over for det demokratiske underskud, som mange frygtede ville blive en uønsket sideeffekt af de nye storkommuner. De nye storkommuner indså hurtigt, at de havde brug for nogle professionelle parter, der til stadighed kunne bearbejde og opsamle de diskussioner i det civile samfund, som ikke automatisk faldt ind under de nye forvaltningsregler – men som ud fra en demokrativinkel var og er uundværlige.

Vejlederne fik med centrene i ryggen både synlighed, frihed og styrke til at tage de udfordringer og det lokale konfliktstof op, som skønnedes nødvendigt. De nye agendateams fik således en nøglerolle i arbejdet for lokal bæredygtig udvikling; Og de nye kommunale styrings- og udviklingsplaner fik ikke mindst tilført kød og blod med det resultat, at gabet mellem teori – dvs. politisk retorik omkring bæredygtighed - og praksis – dvs. konkret handling - aldrig har været mindre end i dag.

I 2008 var det etableret i alt 60 sådanne centre med en samlet basisbemanding på ca. 1.200 vejledere. I alt ca. 2.500 lokale NGO’er og foreninger bliver som en sideydelse betjent med sekretariatsbistand mv. fra disse centre.

Succesen med kommunaliseringen af vejlederarbejdet hænger imidlertid også tæt sammen med en anden nyskabelse, som alle kommuner dog dags dato ikke er helt på omgangshøjde med. I 2006 tilsluttede Danmark sig det nye EU-initiativ om tværnationale "bæredygtige kommuneforbund" (Cross-Border Councils for Sustainable Local Initiatives), som blev igangsat på et særligt initiativ af en energisk tysk miljøkommissær. Det vil sige nye, forpligtende samarbejder mellem kommuner (lokalsamfund) i mindst tre EU-lande, som via en dokumenteret fremdrift – dvs. med regelmæssig audit fra EU’s Miljøagentur - i forhold til styrkelse af det kommunale økologiske råderum kan opnå en økonomisk fortrinsstilling bl.a. i form af kontante tilskud til nye miljøforbedringer direkte fra EU….

Scenarium 3: "Det går ufatteligt godt"

Her i år 2010 holder vi verdenskonferencen for bæredygtig udvikling i København, og det er en meget stor begivenhed med international bevågenhed af en hidtil uset kaliber her i landet. Det er imidlertid med god grund, da Danmark virkeligt har skabt helt særlige resultater indenfor bæredygtig udvikling i de senere år – det er faktisk lykkedes på dette område at gøre lille Danmark til det store foregangsland internationalt, som vi altid tidligere kun har kunnet drømme om at være.

Hvordan er det egentlig lykkedes? Det er umuligt at svare på, da det er en utroligt kompliceret kombination af mange forhold. Der er imidlertid et bestemt forhold, der i særlig grad er i fokus her på konferencen, og det er den helt særlige danske succes i de sidste 5 – 10 år med de lokale vejlederordninger i lokalsamfundene. Disse ordninger startede i 1980´erne og 90´erne med de grønne vejlederordninger indenfor natur- og miljøområdet, der omkring årtusindskiftet havde nået et volumen på ca. 500 ansatte på landsplan.

I dag arbejder vejlederordningerne bredt med alle problemstillinger indenfor bæredygtig udvikling, herunder natur, miljø, nærdemokratiudvikling, fremtidsdebatter, viden- og kompetenceudvikling i lokalsamfundene, lokal bæredygtig erhvervsudvikling og meget mere. Vejlederne samarbejder tæt med de lokale myndigheder og med alle mulige lokale foreninger, interessegrupper, erhvervsvirksomheder m. v. og er i gennemsnit finansieret halvt af staten/EU og halvt af lokalsamfundene.

Den lokale finansiering er yderligere sammensat på et utal af måder, fra ren kommunal finansiering over alle kombinationer til ren finansiering fra private virksomheder, og der er ydermere et meget stort volumen af frivilligt arbejde. Det samlede antal lønnede vejledere er på ca. 2.500. Det samlede antal frivillige årsværk kendes ikke, men vurderes at være af størrelsesordenen 8.000-10.000.

Et særligt forhold ved vejlederne er, at de er såkaldte "frie spillere" i lokalområderne, idet de er organiseret som foreninger, grønne centre eller egentlige virksomheder med lokale bestyrelser, der råder over økonomien, uanset hvor pengene kommer fra. De fungerer dermed som en slags "facilitatorer" i lokalsamfundene, der kan rejse et hvilket som helst spørgsmål, organisere debatter, bringe parter sammen, der ellers ikke kommunikerer og på alle tænkelige måder gå på tværs af systemerne. Der er i Danmark nærmest opstået en særlig kultur omkring dette vejlederbegreb – en kultur med en særlig "handlingsviden", som folk kommer fra hele verden for at studere.

Hvordan er dette lykkedes så godt? Det begyndte antagelig i 2001-02, hvor der var nogle ret stormfulde debatter om vejlederordningernes fremtid i folketinget – en situation, der meget let kunne have ført til ordningernes ophør efter få år. Det skete imidlertid ikke, og hovedårsagen var, at vejlederordningerne satte sig sammen og skabte en fælles vision om fremtiden – en vision, hvor de skulle spille en væsentlig rolle i etableringen af en bæredygtig udvikling i de danske lokalsamfund på baggrund af ordningernes samlede erfaringer på dette tidspunkt – ikke mindst erfaringerne med funktionen som "uafhængig tredjepart" i lokalsamfund, erfaringer der på dette tidspunkt var enestående i verden, men spredt over et større antal vejlederordninger, der kun i begrænset omgang samarbejdede.

Det rigtigt vigtige var imidlertid ikke visionen – der dog reddede ordningernes økonomi for endnu et år - men det forhold, at nøglepersoner fra alle ordningerne i det følgende år satte sig sammen, og gennem et meget intenst arbejdsforløb over 8 måneder udarbejdede en meget konkret, gennemtænkt og operationel plan for en fælles realisering af visionen. Noget sådant var ikke før set i Danmark, og det vakte i høj grad politikernes respekt – ikke mindst fordi vejlederordningerne for en behersket øgning af finansieringen over 5 år – påtog sig nogle meget betydelige opgaver i regeringens på dette tidspunkt helt nye handlingsplan for en bæredygtig udvikling. Siden kom der endnu flere vejledere til, idet andre ordninger - som dækkede andre områder af bæredygtighedsarbejdet – også meldte sig på banen.

Den nationale handlingsplan var på dette tidspunkt meget åben og uforpligtende – for ikke at sige en anelse tynd! – og vejlederordningernes initiativ var faktisk starten til en lang række tilsvarende initiativer i de følgende år fra andre aktører i samfundet for at gøre planen mere troværdig og realistisk. At ordningernes plan så også i høj grad fik medvind fra den pludselige frygt, der blev skabt i hele befolkningen, da benzin-additivet MTBE i 2005 – da det for længst var taget helt ud af brug - uopretteligt havde ødelagt op mod 20% af grundvandet, er en anden sag. At det på den anden side også spillede positivt ind, at lokalsamfundene og nærdemokratiet styrkedes meget væsentligt via lovgivning fra EU var selvfølgelig lidt heldigt – men heldet følger nu ofte dem, det tager stafetten på det rigtige tidspunkt!

På CNN ser vi lige nu den amerikanske præsident i en hjertelig og intens samtale med formanden for det danske vejledernetværk forud for konferencesessionen om nærdemokrati-udvikling i lokalsamfund, der er planlagt og ledes af netværket. Også den danske minister for miljø og tværsektoriel samordning er på talerstolen…