| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Lokale miljø, energi- og naturvejledere

Kapitel 6 - Temaer, udfordringer og perspektiver for den lokale vejledning

6.1 Indledning

En hel del mennesker i Danmark er i dag klar over, at arbejdet med at skabe en mere bæredygtig fremtid vedkommer os alle. Denne erkendelse kan ses som en vigtig overordnet indikator på, at miljøarbejdet i Danmark de sidste 20-30 år har båret frugt. Alle ved samtidig, at arbejdet ikke overstås i en håndevending.

Hvor stort et bidrag den lokale vejledning har ydet i denne sammenhæng er vanskeligt at gøre op. Det er endvidere karakteristik, at der ikke automatisk er en kobling mellem holdning og handling, selv når vidensniveauet generelt er højt.

Meget kan derfor tale for, at miljøstrategierne generelt - og i denne sammenhæng specielt de lokale og folkeligt orienterede strategier – bør tages op til revision. Det er specielt aktuelt i forbindelse med regeringens nationale strategi for et bæredygtigt Danmark juni 2001. Her er der er opstået nogle udfordringer, som vejlederne kan tage op.

I det følgende bearbejdes seks temaer/ problemsæt, der påvirker mulighederne for at den lokale vejledning får de bedst mulige arbejdsbetingelser og muligheder for succes.

Temaerne er:

1. Lokal vejledning som strategi for bæredygtig udvikling
2. Vejledernes rammebetingelser og organisering
3. Spredning og forankring blandt lokale aktører og brugere
4. Synergi og samarbejde mellem ordningerne
5. Finansieringsproblematikken - nu og i fremtiden
6. Muligheder for EU-finansiering

Indledningsvist skal det slås fast, at der frem til nu allerede er sket en rivende udvikling på vejledningsområdet. De efterfølgende diskussioner drejer sig derfor primært om at fokusere på nogle emner og perspektiver, som kan medvirke til at udvikle indsatsen for bæredygtig udvikling yderligere – med vejledernes mellemkomst.

6.2 Lokal vejledning som strategi for bæredygtig udvikling

Miljøspørgsmål har gennem flere årtier været håndteret af den offentlige administration – som samtidig ofte er blevet holdt til ilden af lokale græsrødder og grønne foreninger.

Den lokale vejledning repræsenterer en anden tilgang. Man kan sige, at der i løbet af de seneste årtier er kommet ny type aktør på banen, som via dialog, holdningsbearbejdelse, oplevelser og projektudvikling forsøger at fremme forskellige aspekter af bæredygtig udvikling lokalt. Det sker i tæt samspil med befolkningen, lokale organisationer m.v.

Den lokale vejleder er ikke en ensartet størrelse, men repræsenterer forskellige indsatsområder, tilgange og historiske baggrunde. Ligeledes finder vejledningen sted i forskellige sammenhænge.

For eksempel har den lokale Agenda 21-medarbejder udgangspunkt i den kommunale administration. Her har vejlederen delvis lagt myndighedskasketten på hylden til fordel for en ny dialogbaseret indgang til lokale aktører. Med omvendt fortegn har energi- og miljøvejlederne oprindeligt været græsrødder. I dag er der tale om lønnede medarbejdere med en klar faglig profil, som bruges i dialogen med borgere m.v. Endelig optræder eksempelvis mange grønne guider i en rolle som uafhængig tredjepart i dialogen mellem borgere og myndigheder.

Vejlederne har på hver deres måde medvirket til at virkeliggøre den danske miljø-, energi- og miljøpolitik. Alt i alt rummer de lokale vejledere – det gælder også vejledere, der ikke er omfattet af denne evaluering - således nogle kvaliteter og nogle initiativmuligheder, som ikke umiddelbart kan eller vil overtages af andre lokale aktører.

Den nationale strategi for bæredygtig udvikling

Regeringens udspil til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling - udvikling med omtanke – fælles ansvar fra juni 2001 udpeger en række væsentlige fremtidige indsatsområder omkring bæredygtig udvikling.

Borgerinddragelse og lokal Agenda 21 er udpeget som indsatsområde. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at strategien ikke kommer med et bud på, hvilken rolle den lokale vejledning skal spille fremover. Overordnet set kan det således diskuteres, om den nationale strategi vægter borgerinddragelse, lokal Agenda 21 og lokal vejledning nok. Risikoen for, at der kommer et tomrum mellem de overordnede hensigter og mål for bæredygtig udvikling og den konkrete lokale indsats og forankring, er i forvejen stor. Hér kan den lokale vejledning måske spille en stor rolle.

Udfordringen består i at finde den rigtige afvejning mellem en top-down tilgang og en bottom-up tilgang. En bottom-up tilgang fokuserer på at etablere lokal dynamik, der "nedefra" kan skabe udvikling og lokalt tilpassede løsninger. Endvidere handler det om demokratisk indflydelse omkring miljøspørgsmål – et tema, som Danmark bl.a. har forpligtet sig til via Århus-konventionen.

På den side handler top-down tilgangen om, at udvikle de overordnede strukturer og rammer for en bæredygtig udvikling. Det sker f.eks. via en målrettet lovgivning, afgiftsstrukturer, vidensudvikling m.v. Begge tilgange er nødvendige og afhængige af hinanden, når en kompleks og vanskelig dagsorden som bæredygtig udvikling skal håndteres. Samlet set tegner der sig et billede af, at den lokale vejledning i højere grad bør tænkes strategisk ind i den nationale indsats omkring bæredygtig udvikling.

Lokal vejledning med synlig profil

Når den lokale vejledning endnu ikke har en så fremtrædende strategisk placering kan det måske skyldes, at "lokal vejledning" som sådan ikke har en specielt tydelig og selvstændig profil.

Fra en statslig synsvinkel kan man sige, at lokal vejledning generelt ikke helt er trådt i karakter, som et selvstændigt virkemiddel, der kan supplere og spille sammen med andre virkemidler i arbejdet for bæredygtighed. Dette gælder i en vis grad også naturvejlederne, der nok har en relativ synlig profil overfor befolkningen, men som ordning ikke er tænkt ind i en strategisk ramme for arbejdet med bæredygtighed.

Omvendt er de grønne guider fra centralt hold netop tænkt ind som en indsats, der skal understøtte bæredygtighedsarbejdet, men ordningen synes at mangle bredere synlighed i forhold til befolkningen.

Der er således en vigtig fælles udfordring for ordningerne i at synliggøre og profilere den lokale vejledning som en strategi omkring bæredygtig udvikling. I det politiske landskab må det fremstå endnu tydeligere, hvad den lokale vejledning kan i forhold til andre strategier – og aktører - på området.

Der er samtidig gode muligheder for at skabe en betydelig synergieffekt ved at få den lokale vejledning til at spille bedre sammen med centrale initiativer og kampagner. Det centrale niveau kan på den anden side få hjælp af de lokale vejledere til at bringe centrale miljøbudskaber ud lokalt. I forlængelse heraf kan vejlederne hjælpe beslutningstagerne med råd og information om, hvad der har gennemslagskraft hos de lokale aktører.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at fremhæve, at de fem hér omtalte ordninger kun udgør en del af den samlede vejledning, der finder sted i relation til emnet bæredygtighed. De fem ordninger repræsenterer primært de miljø-, energi- og naturmæssige aspekter af bæredygtig udvikling og dækker dermed miljødimensionen af bæredygtig udvikling. Bæredygtig udvikling har herudover en social og en økonomisk dimension.

Det er således en fælles udfordring for alle der arbejder med bæredygtig udvikling, at bringe lokal vejledning i fokus som eet ud af flere centrale virkemidler, der kan gøre målet til virkelighed.

6.3 Vejledernes rammebetingelser og organisering

Den enkelte vejlederordning, såvel som den enkelte vejleder er underlagt en række rammebetingelser for det daglige virke. Rammebetingelser ligger i forskellige niveauer fra det centrale til det lokale og til den enkelte vejleders arbejdsforhold. Finansieringen er et væsentligt tværgående tema, der behandles selvstændigt i afsnit 6.6.

Vejledernes generelle rammebetingelser Den lokale vejledningsindsats kan stå i en meget svær situation, hvis ikke de generelle rammebetingelser i form af lovgivning, afgifter m.v. understøtter det lokale arbejde.

Lovgivningen kan i nogle tilfælde være en direkte barriere for gennemførelsen af konkrete projekter. F.eks. har det været en lang proces at få lovgivningen omkring anvendelse af regnvand i husholdninger på plads. Også på Agenda 21-området er det sandsynligt, at en mere kontant lovgivning overfor kommunerne ville have drevet arbejdet betydeligt længere frem, end tilfældet er i dag.

På den anden side kan den lokale vejledning understøtte implementering af centrale beslutninger i form af programmer, støtteordninger, handlingsplaner og aftaler. Energi- og miljøvejlederne har f.eks. deltaget aktivt i implementeringen af elvarmekonverteringen via en lokal uvildig vejledning til borgerne, samt i øvrigt vejledt borgerne om Energistyrelsens standardtilskudsordning til vedvarende energi.

De politisk fastlagte økonomiske forudsætninger i form af takster, grønne afgifter og støttemuligheder har ofte afgørende indflydelse på hvorvidt konkrete tiltag gennemføres. På den anden side er erfaringen også, at gode økonomiske forudsætninger ikke altid er tilstrækkeligt. I mange kommuner er der utvivlsomt økonomiske besparelser at hente ved fx at vælge ressourcebesparende installationer osv. Det sker bare ikke i det omfang, det kunne. Vaner, holdninger og viden er vigtige faktorer at påvirke, og her kan den lokale vejledning spille en vigtig rolle.

En anden form for generel rammebetingelse udgøres af de sidste 30 års trends og svingninger i samfundet. I 1970-80’erne var befolkningen generelt meget optaget af fællesskabet og solidariske løsninger, og miljøbudskaberne havde let ved at finde grobund. Mens 1990’erne har været et årti med individuelle hensyn i højsædet med den konsekvens, at de fælles problemer og udfordringen er gledet mere i baggrunden. Derudover har andre emner haft højere prioritet i samfundsdebatten. Nu gider vi ikke mere affald og afkald, synes devisen nu at være. Der kan med andre ord konstateres en slags metaltræthed i miljødebatten, som over en bred kam stiller vejlederne overfor nye udfordringer, når budskaberne skal ud.

Den overordnede organisering og styring af de lokale vejlederordninger varierer en del. Nogle af vejlederne er på godt og ondt en del af den offentlige forvaltnings- og beslutningsstruktur. De lokale Agenda 21-medarbejdere og en stor del af naturvejledningerne er ansat i kommuner og amter. En del naturvejlederne er statslige ansatte. For de kommunale Agenda 21-medarbejdere – og de vejledere der er tæt på kommunen - er en af de store udfordringer at få lokal politisk ejerskab og styring omkring Agenda 21.

De grønne guider og de ikke-statslige naturvejledere under tips- og lottomidlerne formes i højere grad af de overordnede programbeskrivelser, der ligger til grund for ordningerne i henholdsvis den Grønne Fond og Friluftsrådet. Frihedsgraden ligger i de konkrete projektbeskrivelser og i de beslutninger, der tages i de tilknyttede lokale styregrupper.

De grønne guider er blevet beskrevet som "frie spillere", der kan skabe dialog og resultater i feltet mellem kommune og borgere. Der er dog nogle gange i stedet tale om "frisatte spillere", som mangler kontakt til eller opbakning fra vigtige lokale aktører. Den lokale vejledning må tænkes ind i forpligtende netværk for ikke at blive frit svævende.

Energi- og miljøkontorerne er organiseret som selvstændige foreninger med egen bestyrelse og medlemskreds. I praksis udøver Energistyrelsen dog en rammestyring. I de årlige bevillinger til SEK (Samvirkende Energi- og Miljøkontorer) beskrives overordnet, hvilke fælles opgaver der skal løses på energi- og miljøkontorerne. Det fokuserer indsatsen på de indsatsområder, som finder støtte centralt.

De grønne centre er for en stor dels vedkommende også organiseret som selvstændige foreninger med egen bestyrelse og medlemmer. Centrene har generelt et spillerum til at lægge deres egen profil og strategi i den lokale indsats.

Et andet vigtigt styringsinstrument er projektansættelse. Fordelen er bl.a., at man kan definere målrettede ad hoc-indsatser, eller mere bredt sætte ind på at styrke et område i en periode uden at være bundet af faste omkostninger og lønninger på lang sigt. Ikke kun blandt administratorerne, men også blandt vejlederne kan man finde støtte til projektansættelser, selvom projektansættelser også kan have sine negative sider, jf. senere.

Generelt tegner der sig et billede af stor lokal frihed til at præge den lokale vejledningsindsats. For naturvejledere, grønne guider og energi- og miljøvejlederne sker det dog samtidig indenfor nogle centralt fastsatte rammer.

Det er i den sammenhæng interessant, at vejlederne generelt giver udtryk for, at de har stor frihed til at forme deres eget jobindhold. På tværs af diverse centrale og lokale styringsmekanismer har den enkelte vejleder således stor indflydelse på, hvordan den konkrete indsats og dagligdag former sig. En stor del af vejledernes generelle jobtilfredshed bunder formentlig heri.

Fra ordningernes side er fordelen at man får løst en række opgaver af en engageret medarbejderskare, der "går langt på literen" fordi de selv har været med til at tilrettelægge dagligdagen. Dermed bliver ordningernes uddannelse, de faglige netværk m.v. ikke kun et spørgsmål om vidensopbygning, men også potentielt et vigtigt styringsredskab for og en kvalitetssikring af vejledernes indsats, idet indsatsen sjældent kan styres og overvåges præcist gennem traditionelle ledelsesmæssige kommandoveje.

Organisering af brugerne

De lokale vejlederordninger prøver i forskellig omfang, at "organisere" brugerne. Foreningsstrukturen omkring energi- og miljøkontorerne, nogle af de grønne centre og de grønne guider udgør et meget håndfast forsøg på at bringe brugergruppen tæt på og aktivere og engagere dem i arbejdet.

I denne sammenhæng fremhæver især de grønne centre faren i alene at få "pinger" og "organisationsformænd" med i bestyrelserne. Græsrødderne er også vigtige, da de mange gange har bedre tid og lyst til at bakke centret op. Det giver en lokal forankring og et "fast" netværk – men måske kun indenfor en snæver kreds.

Agenda 21-medarbejderne arbejder udadvendt i forhold til borgerne, men finder også i stort omfang brugere indenfor deres eget system. De arbejder eksempelvis ofte med institutionsområdet med tilhørende brugere med emner som miljøstyring, miljø og sundhed, økologi i børnehaven. Her er de forvaltningens "egen mand", og derfor hjulpet godt på vej. På den anden side giver det en svaghed i forhold til at fungere som en uafhængig part overfor den almindelige borger.

De kommunalt ansatte naturvejledere finder også deres kunder indenfor "eget" system, idet en primær målgruppe udgøres af folkeskolen. Den store gruppe af naturvejledere, der er ansat i skovdistrikterne, har rollen som "systemets" ansvarlige for det særlige "forretningsområde", som naturvejledningen udgør. Hér udgør den bagvedliggende basisorganisation vejlederens formelle organisatoriske bagland.

Samlet set er der både brug for den interne og den eksterne lokale vejleder. I begge tilfælde bliver det en vigtig udfordring at tilpasse indsatsen til brugernes ønske om involvering.

For at styrke involveringen inddrages nøglepersoner og ildsjæle fra lokale foreninger, bydele/lokalsamfund eller fra de amtslige og kommunale forvaltninger ofte i vejlederens bestyrelser, styregrupper, koordinationsgrupper eller lignende. Andre engagerede lokale aktører inddrages i uformelle netværk, borgerpaneler m.v. Dette giver potentielt en større fleksibilitet i valget af emner, adgangen til nye målgrupper og graden af involvering.

Almindelige borgere skal have mulighed for at gå til enkeltstående arrangementer, men skal derudover også have mulighed for at engagere sig i (tidsbegrænsede) projekter/forløb. Et godt eksempel er lokale forløb med grønne familier, hvor familierne kan deltage i fællesmøder, få besøg f.eks. af den grønne guide og konkurrere om at spare på el, varme og vand mv.

Den enkelte vejleders arbejdsforhold

Den enkelte vejleders arbejdsforhold varierer en del. Men den generelle vurdering er, at de er nogenlunde i orden. Der er dog enkelte Agenda 21-medarbejdere og grønne guider, der ikke er tilfredse. En del af de grønne guider arbejder delvist eller helt alene, hvilket kan give anledning til isolation. Derudover kan manglende ressourcer og svigtende lokal opbakning være en vigtig faktor. Dette gælder også for Agenda 21-medarbejderne, der eksempelvis kan føle sig i klemme, når politiske hensigtserklæringer ikke bakkes op af håndfast støtte til agenda-arbejdet.

Generelt tegner der sig et billede af, at det er vigtigt både fagligt og menneskeligt, at have daglige kollegaer. Det kan ikke alle ordninger leve op til.

Den enkelte vejleder kan imidlertid i flere tilfælde hente støtte flere steder. Der er opbygget faste netværk og støttefunktioner indenfor flere af ordningerne, som det eksempelvis kendes fra naturvejledernes og de grønne guiders grunduddannelse og løbende netværkskoordinering. For det andet er der mulighed for at etablere et samarbejde med andre lokale vejledere i lokalområdet. De lokale energi- og miljøkontorer samt de grønne centre er forskellige bud på, hvordan den nødvendige faglige og sociale tyngde omkring den lokale vejledning kan sikres udenfor de offentlige myndigheders regi.

Samtidig er det vigtigt med en velfungerende beslutningsstruktur. Hvad enten det er en styregruppe eller en foreningsbestyrelse skal den kunne fungere professionelt, bl.a. i rollen som arbejdsgiver. Det kræver træning at være i en styrende funktion. Det har f.eks. i nogle tilfælde givet vanskeligheder, at de grønne guider startede op med "utrænede" styregrupper. Fra de samvirkende energi- og miljøkontorers side har man også haft dette problem inde på livet, og ligefrem udarbejdet en håndbog om emnet til at støtte bestyrelserne/vejlederne.

Endelig er ansættelsesformen en afgørende faktor for de lokale vejledere.

En fast ansættelse eller en form for løbende fast basisbevilling er ofte vigtig m.h.t. at fastholde medarbejderne og opbygge de nødvendige kvalifikationer. Projektansættelse bruges i næsten alle ordninger, men skaber uundgåeligt en vis jobmæssig utryghed. En anden negativ side er, at megen tid anvendes på fundraising. På den anden side kan den tilsyneladende jobmæssige utryghed, der skabes via projektansættelse, også blive en vane eller et vilkår, som man finder sig i – og til en vis grad også trives med, fordi projektarbejdet ofte giver nogle udfordrende opgaver, fagligt og personligt.

Støttefunktioner og netværk

Til rammebetingelserne hører ligeledes de generelle, overordnede støttefunktioner, som primært understøtter kommunikation (IT-systemer) og uddannelse samt ordningsinterne netværk på landsplan og regionalt. Ikke alle ordninger er dog forsynet med full-scale støttefunktioner.

De grønne guider og naturvejlederne har set i forhold til de øvrige vejledere en ret god, institutionaliseret støttestruktur at læne sig op ad. I den anden ende har de grønne centre ingen fælles støttefunktioner, men en netværksorganisering står på ønskesedlen. Energi- og miljøvejlederne har ingen permanente uddannelsesforløb men mange interne forløb, hvor bl.a. kollegerne underviser hinanden. De kommunale medarbejdere efterlyser generelt bedre uddannelsesstrukturer, og kæder bl.a. dette sammen med, at de varetager ansvaret for et "kommunalpolitisk stedbarn".

Samlet set har de generelle støttefunktioner i form af uddannelser, temadage/kurser, netværk m.v. en vigtig videns- og kulturdannende funktion. Det er også hér, ordningerne kan medvirke til at styre og udvikle det faglige arbejde.

Etableringen/videreudvikling af egentlige grunduddannelser og efteruddannelse er vigtigt for alle ordningerne. Samtidig er uddannelsen vigtig i forhold at skabe den professionelle profil indenfor de enkelte ordninger. Det kan dog diskuteres hvilke elementer, der skal vægtes i uddannelserne. På den ene side er der snævert faglige kvalifikationer, og på den anden side er der generelle emner som kommunikation, pædagogik, formidling, projektstyring m.v. Energi- og miljøvejledernes efteruddannelse lægger vægt på det første, mens de grønne guiders og naturvejledernes uddannelse lægger vægt på det sidste.

Det er vanskeligt at finde den rette balance mellem faglig viden og "proces" viden. Det ideelle er nok, når vejlederen behersker begge dele. Særligt i en situation, hvor nye målgrupper opsøges, er det vigtigt at kunne møde folk, der "hvor de er", dvs. at man eksempelvis kan sætte sig reelt ind i landmandens eller den unges livssituation og præferencer mv. Dette kræver færdigheder som psykologisk forståelse og empati. På den anden side skal vejlederen også gerne have noget med "i posen" rent fagligt set, som er vedkommende for den pågældende målgruppe.

Det er således en konstant udfordring at overveje, hvordan vejledernes konkrete handlekompetencer udvikles bedst. Udveksling og afprøvning af konkrete metoder og koncepter er en meget direkte vej til læring, men det er samtidig vigtigt at samle op og evaluere, hvad der dur og hvad der ikke gør. Hér kan alle ordninger gøre en indsats for at forbedre videngrundlaget for det fremtidige arbejde.

6.4 Spredning og forankring blandt lokale aktører

Der er sket en udviking i lokalområderne omkring miljø, energi og natur og dermed omkring bæredygtig udvikling. På tværs af alle ordninger og geografiske skel vurderer vejlederne og brugere, at vejledningen har gjort en forskel. Det er dog svært at give karakterer, når det samlede resultat skal gøres op. Det samme gør sig gældende m.h.t. til den samlede spredning. Naturvejlederne har haft over en halv millioner besøgende, mens andre af ordningerne har haft langt færre kontakter. Men hvad tæller mest – mange kontakter eller dyb involvering af få, men vigtige lokale nøglepersoner og ildsjæle?

Målgrupper og emner

Den lokale vejledningsindsats dækker forholdsvis bredt indenfor den miljømæssige dimension af bæredygtighed. Man kan dog ikke sige, at det er sket udfra en overordnet og gennemtænkt plan, så spørgsmålet er hvorvidt vejledningen kommer ud, hvor den skal.

Samlet set fokuserer de fem vejlederordninger på borgere, frivillige foreninger, skoler og daginstitutioner, samt teknisk forvaltning. En række andre målgrupper håndteres i forskellig grad indenfor de enkelte ordninger, mens andre er ladt noget i stikken.

Det er derfor værd at overveje om der er målgrupper, der generelt fortjener en større opmærksom, f.eks. servicevirksomheder og detailhandel. De er miljømæssigt set vigtige - både m.h.t. til afsætning og drift. Det samme gælder den egentlige industri, men det er et åbnet spørgsmål, om det er de her nævnte vejledere, der primært skal tage sig af denne gruppe. I Vejle amt har kommunerne og amtet således haft stor succes med Green Network, der er blevet bakket op af mange lokale virksomheder.

Blandt borgermålgruppen peger mange vejledere endvidere med beklagelse på, at de unge mellem 15-30 år stort set er fraværende. Også landbruget, turisterhvervet og servicevirksomheder og detailhandlen synes at være grupper, der ikke dækkes så godt ind.

Det samme differentierede billede tegner sig i de emner, der tages op. Emner som ressourceforbrug og sundhed og miljø vægtes generelt højt i indsatsen, mens der ikke så ofte tages fat på mere generelle emner såsom levevilkår og livsstil. Det er interessant, at der generelt er god overensstemmelse mellem de emner, brugerne ønsker at prioritere fremover og de emner, vejlederne arbejder mest med i dag.

Det er imidlertid ikke sikkert, at disse emner og indfaldsvinkler er de mest relevante set udfra et overordnet perspektiv. Ikke-lokal forurening (CO₂ m.v.), livsstil og forbrug, levevilkår og selve den sociale organisering kunne f.eks. være bud på emner, der er meget relevante omkring en bæredygtig udvikling.

Flere af disse emner vurderes klart at ligge indenfor den emneramme, de fem ordninger samlet set beskæftiger sig med, men andre vejledere har naturligvis også en relevans her, f.eks. sund by-butikkerne.

For det andet er det heller ikke sikkert, at de valgte emner, er de mest interessante udfra et lokalt perspektiv. Emner som ældrepleje, børnepasning, sundhed er fagområder med meget stort lokalt fokus. Vejledningen kan i højere grad medtænke fokusområder som disse i tilrettelæggelsen af vejledningsarbejdet. Skal man fange folks interesse om miljøarbejdet, der "hvor de er", er det netop vigtigt at kunne bringe miljøspørgsmålet ind i de aktuelle sammenhænge på en kompetent måde. Når der f.eks. gøres en miljøindsats i skolen og børnehaven kan hjemmet inddrages omkring de temaer, der tages op, f.eks. vandbesparelser, affaldssortering m.v.

Udgangspunkt i den lokale virkelighed

Er der en geografisk forskel på den lokale vejledningsindsats? Ser man på landkortet er der en naturlig koncentration omkring de større byer. Der tegner sig dog generelt en pæn fordeling på landsplan.

Der eksisterer alligevel en forskel i indsatsen mellem by og land. I de større byer er de synlige miljømæssige problemer tydeligere end på landet, hvilket nok skaber en bedre grobund for at prioritere en indsats på området. I landområderne er der samtidig et mindre befolkningsgrundlag, samt generelt færre ressourcer til rådighed. "Det skæve Danmark" slår også igennem, hvad angår mulighederne for at prioritere en udviklingsorienteret lokal vejledning.

Vejledningen har under alle omstændigheder et fælles krav om at integrere vejledning med den lokale virkelighed. Når det lokale og ikke de overordnede idealer er udgangspunktet, er det vanskeligt at komme med et isoleret miljøbudskab. Det kan derfor give mere dynamik at koble bæredygtighed til udviklingen af lokalsamfundet i bred forstand. Det kan f.eks. ske i forbindelse med obligatoriske opgaver som kommuneplanlægning, affaldsplanlægning m.v., der kan udvikles og bruges som naturligt afsæt for gennemførelsen af lokal processer omkring Agenda 21 og bæredygtig udvikling.

Vejledningens resultater og effekter

Analysen af vejledningens resultater og effekter har grundlæggende været baseret på vurderinger fra implicerede vejledere og brugere/samarbejdspartnere.

For det første er såvel vejledere som brugere/ samarbejdspartnere blevet spurgt systematisk om deres vurdering af vejledningens resultater indenfor to hovedområder - emner og aktiviteter. Der tegner sig generelt et positivt billede på tværs af ordningerne. Hvor der er gjort en indsats, er der ofte opnået resultater.

I undersøgelsen er der generelt ikke emner eller aktiviteter, der skiller sig ud ved at give bedre eller dårligere resultater end andre. Der kan derfor ikke gives nogle generelle anbefalinger om, at der er bestemte målgrupper, aktiviteter og emner, som er nemme eller svære at opnå resultater omkring. Der er dog ingen tvivl om, at den enkelte vejleder opbygger sig et billede af, hvad der fungerer og ikke fungerer. Her er det vigtigt, at de enkelte vejledere bliver udfordret f.eks. via dialog med andre vejledere.

Nogle vejledere har angivet, at de ofte vægter indsatsen der, hvor de erfaringsmæssigt opnår gode resultater. Det betyder dog ikke nødvendigvis at man fravælger en målgruppe som f.eks. borgerne selvom den kan være svær at håndtere. Der er tale om en løbende læreproces, hvor man prøver med nye aktiviteter og nye emner. På den anden side er der målgrupper som f.eks. detailhandlen, hvor der samlet set ikke er lagt en stor indsats i nogle af vejledningsordningerne. Der er ikke i undersøgelsen spurgt nærmere ind til hvorfor. En mulighed kan være, at detailhandlen ikke opfattes som vigtig, og derfor ikke prioriteres, men det kan også være fordi nogle vejledere opfatter målgruppen som "svær". Men også her ligger der gode eksempler som der kan tages fat på, bl.a. fra Byøkologisk Center i Kolding.

Den rette kombination af målgruppe, emne og aktivitetstype afhænger i høj grad af det mål, der skal nås. Hvis målgruppen er en kommunal driftsenhed, og målet er at opnå løbende ressourcebesparelser og mindre forurening, vil det være oplagt at fokusere på indførelsen af et miljøledelsessystem. Hvis målgruppen derimod er en større gruppe af borgere, vil kampagner nok være en mere passende vejledningsaktivitet. Generelt peger det på vigtigheden af, at få formidlet og nyttiggjort de gode eksempler, som netop rummer den rigtige kombination af mål og virkemidler.

Brugerne/samarbejdspartnerne og til dels vejlederne er endvidere blevet spurgt nærmere til effekterne af vejledningen.

Omkring halvdelen af brugerne har opnået konkrete forbedringer omkring miljø, energi eller naturspørgsmål. Der er ikke blevet spurgt til, hvor gennemgribende forbedringerne er. Derudover er der blevet spurgt nærmere ind til overførslen af ny viden, ændrede holdninger og evnen til selv at tage initiativ. Her er tale om effekter, der kan være afgørende for om brugerne er i stand til komme videre selv. Svarene er generelt positive, hvilket indikerer, at vejledningen har en mere vidtrækkende effekt hos de brugere, der nås. Det er dog utvivlsomt et område, som kan undersøges nærmere. Dette ligger i forlængelse af en generel diskussion omkring læreprocesser, der drejer sig om, hvordan man får de lokale aktører fra holdning til handling m.v.

I undersøgelsen blev brugerne / samarbejdspartnere spurgt om de havde nået egne mål omkring natur, energi eller energispørgsmål som resultat af vejledningen. Det mener omkring halvdelen af brugerne, men en stor del er usikre omkring spørgsmålet – for hvad er egentlig deres mål? Spørgsmålet er en overordnet indikator på om vejledningen lever op til forventningerne - det mener omkring halvdelen af brugerne.

Brugerne af energi- og miljøkontorerne skiller sig positivt ud ved at svare mere entydigt positivt på spørgsmålet. Dette kan måske bunde i det forhold, at vejlederne og brugerne her arbejder med forholdsvis afgrænsede mål, f.eks. en afklaring af, hvorvidt det er en god idé, at få installeret biomasse fyr eller ej. Omvendt er de grønne guiders og de kommunale Agenda 21-medarbejderes arbejde præget af udviklingsprocesser, som er vanskelige at vurdere. Også naturvejledernes arbejde er vanskeligt at gøre målbart, bl.a. fordi der ofte er tale om korte møder mellem kunde og vejleder.

Ovenstående illustrerer de metodiske problemer i overhovedet at gøre resultater og effekter op. Der er tale om komplekse sammenhænge – og om vejledningsarbejdet også har en varig effekt står åbent. Det er dog vores samlede vurdering, at vejledningen alt i alt gør en forskel – både på kort og på langt sigt.

Der ligger dog en række andre muligheder for at udbygge den kvantitative vurdering af vejledningsindsatsen. Som en indikator for mål- eller behovsopfyldelse - og hermed forankringen af ordningen i brugerkredsen - henviser energi- og miljøkontorerne f.eks. til det høje antal af forespørgsler, som mange kontorer har. Dertil kommer f.eks. mulighederne for at gøre effekterne op i form af sparet vand, el og varme samt øget affaldssortering og kompostering mv. Et andet eksempel er kampagner á la Giftfri Have, hvor bl.a. lokale Agenda 21-medarbejdere har gjort en indsats. Her kan effekten f.eks. måles via hvor meget bekæmpelsesmiddel, der samles ind via affaldsindsamling m.v.

Der ligger en stor udfordring for enhver der arbejder med lokal vejledning, i at udvikle metoder og indikatorer, der kan tage pulsen på om udviklingen nu også går i den ønskede retning og om vejledningen hermed giver den ønskede effekt.

For den enkelte vejleder kan opgaven et stykke hen af vejen løses ved at opstille forholdsvis få, men kontante mål for arbejdet, da sådanne alt andet lige vil være lettere at operationalisere i en effektmåling end mere bredt formulerede målsætninger. Set i forhold til det generelle vejledningsarbejde rummer specifikke rådgivningstiltag eller større kampagner generelt nogle bedre muligheder for at måle effekter. Ved regelmæssig opfølgning kan man få en pejling af, i hvilken grad de gamle vaner igen har fået overtaget, eller omvendt: hvorvidt den nyerhvervede miljøbevidsthed har bidt sig fast.

På den side er det vigtigt ikke at forfalde til et "mål- og indikatortyranni", hvor sund fornuft og langsigtede processer stilles til side for en enøjet målopfyldelse. Netop bæredygtig udvikling kræver måske i højere grad eksperimenter og metoder, hvor procesmålene og ikke alene kvantitative målinger med nøgne tal er afgørende.

Lokal vejledning – en udviklingsproces

Samlet set har de lokale vejledere fået værdifulde erfaringer om, hvordan de lokale aktører kan engageres omkring miljø, energi og naturspørgsmål. Udviklingen af den lokale vejledning er imidlertid en fortsat proces. Det er bl.a. spørgsmålet, i hvor høj grad den lokale vejledning skal bevæge sig ind i på områder, hvor der er konfliktstof, og hvor virkemidler og fremgangsmåder måske ikke er givet på forhånd.

Udfordringen for den lokale vejledning kan illustreres via følgende figur.

Kort sagt kræver forskellige omstændigheder forskellige tilgange til lokal vejledning. Samtidig er det forskelligt, hvilke læreprocesser, der sættes i gang.

Der har i nogle år været tendens til, at den lokale vejledning har sat konkret handling i værk, hvor der en lokal konsensus. Det kan der være god mening i, da vejlederen på den måde opnår et godt grundlag for det videre arbejde og den fortsatte dialog. På den anden side kan netop konflikten være et værdifuldt brændstof til at nå længere. En indsats på områder, hvor der faktisk er usikkerhed eller uenighed kan give nye perspektiver og skabe fornyet opmærksomhed om miljøarbejdet. Det er en krævende rolle for den lokale vejleder – rutiner og standardløsninger rækker ikke alene. Det er en vanskelig balancegang på den ene side at fremme nytænkning – herunder at kunne provokere konstruktivt - og på den anden side respektere de lokale forudsætninger, interessemodsætninger og ønsker.

Der er en række muligheder for at videreudvikle de enkelte ordninger. Energi- og miljøkontorerne kan f.eks. være en af de vejlederordninger, der arbejde videre med byøkologi som særligt tema – hvis der er politisk opbakning til at gøre en målrettet indsats på området. De grønne guider kunne arbejde med målrettet med projekter af eksperimenterende karakter som f.eks. eksperimentalzoner i landsbyer, mens set er oplagt for Agenda 21-medarbejderne, at afprøve nye former for borgerinddragelse i kommunalt regi. Naturvejlederne kunne arbejde videre med at styrke de sociale processer, der motiverer de bogligt svage skoleelever og giver eleverne mere selvtillid. De grønne centre kan f.eks. arbejde videre med at etablerer tværsektorielle projekter omkring borgerinddragelse, hvor centrenes fleksibilitet kan udnyttes.

Endelig bør alle kommuner i hele landet engagere sig helhjertet i den lokale Agenda 21 indsats, herunder udpege en Agenda 21 koordinator for det lokale arbejde med specificerede mål for indsatsen og en dertil svarende kompetence.

6.5 Synergi og samarbejde mellem ordningerne

De fem ordningers forskellighed er en stor styrke, da der herved opnås en stor bredde i indsatsen – set i forhold til målgrupper, emner, indfaldsvinkler og metoder mv. En bevidst udnyttelse af denne styrke vil kræve et bedre samarbejde mellem ordningerne, end det kendes i dag. Samarbejdet kan finde sted på flere planer. I det følgende skitseres nogle muligheder. Atter skal det dog erindres, at samarbejdet ikke alene skal defineres med udgangspunkt i de fem her behandlede ordninger, men at også andre vejledere kan spille en vigtig rolle.

Profilering og branding

Det er gennem analysen konstateret, at ordningerne i forskellig grad mangler profil og synlighed. Selv om hver ordning måske i dag delvis har sine egne "varemærker" eller et "brand" kan et fælles fokus på profilering af "lokal vejledning" være med til at give den samlede indsats et løft. Samtidig kan det være med til at skabe en endnu bedre arbejdsdeling.

Vejlederne kan bakkes bedre op profileringsmæssigt gennem centrale initiativer, som gør det nemmere at slå igennem lokalt. Der er delte meninger i vejlederkredse om behovet for sådanne initiativer, men det er i dag en næsten umulig opgave at få et budskab ud til den brede befolkning med mindre man investerer målrettet og konsekvent i markedsføring. At "brande" mærkevarerne er det moderne ord herfor.

Branding er som begreb ikke forbeholdt det traditionelle producentmarked - som f.eks. læskedrikke eller stereoanlæg - men i høj grad også relevant indenfor service- eller "holdningsbrancher" som vejlederordningerne. Populært kan man sige, at jo større harmoni der er mellem markedets (kunderne/brugerne) billede af ordningen, og ordningens/vejledernes eget syn på sig selv – nu og i fremtiden – jo stærkere er værdien af ordningens brand. Der kan med andre ord være inspiration at hente i brand-tankegangen.

Behovet for et positivt brand kan måske bedst illustreres ved, at en videbegærlig borger ofte kan få svar på givne spørgsmål fra mange forskellige kilder, hvis man bare går efter fakta (vejledningens "tekniske produktfordele"). Det, vejlederen som noget unikt kan lægge oven i, handler derimod om personlige holdninger, livsstil og andre emotionelle forhold. En brand-inspireret udviklings- og kommunikationsfilosofi kan således medvirke til at finde ind til ordningens kerneværdier – og bringe disse værdier bedre i spil sammen med brugerne. En vejlederordning kan dog langt fra på alle måder paralleliseres med en vare. Samtidig er vejledningen ikke tilgængelig alle steder i landet, hvilket der må tages højde for.

Samarbejde om uddannelse og IT

På uddannelsessiden er der interessante perspektiver i et større samarbejde omkring grunduddannelsen. F.eks. vil de to store ordninger grønne guider og naturvejlederne, sandsynligvis på et tidspunkt nå et mætningspunkt for antallet af vejledere. Det betyder, at det i fremtiden kan blive sværere at holde en kontinuerlig og kvalitetspræget grunduddannelse i gang, simpelthen fordi der ikke vil være nok nye folk at tage ind hvert år.

Etableringen af en fælles grunduddannelse for de to ordninger kan være vejen frem. Begge ordninger vægter i forvejen det almene pædagogiske, det formidlingsmæssige og f.eks. kompetencer i projektledelse meget højt på bekostning af det mere faglige. Der er dog også forskelle: Hvor naturvejlederne lægger meget vægt på det pædagogiske, lægger de grønne guiders uddannelse meget vægt på metoder til borgerinddragelse, konfliktløsning mv.

Selv om de enkelte ordninger lægger vægt på, at undervisningen i f.eks. formidling tager udgangspunkt i de ordningsspecifikke vejledningssituationer, kan der være noget at hente i et samarbejde her. En sådan fælles "folkeformidler" grunduddannelse vil også have interesse for andre vejledere. F.eks. opleves det som et stort problem, at lokale agenda 21-medarbejderne ikke har nogen fælles grunduddannelse at bygge på. Måske kan disse behov tilgodeses i samme ombæring?

Oven på denne basis kan man så lægge mere specifikke fag- eller temaorienterede specialmoduler. Som et tredje element kan man forestille sig et individuelt projekt- eller specialemodul.

Det er næppe realistisk at forestille sig, at der kan spares store økonomiske ressourcer ved at slå grunduddannelserne for grønne guider og naturvejlederne sammen. Fordelene ligger snarere i, at kvaliteten og regulariteten kan fastholdes, at der bedre kan nyudvikles, og at en fælles uddannelse kan støtte bedre op om de overordnede fælles mål og strategier som ordningerne sætter sig. Endelig kan der opbygges gode faglige og personlige netværk på tværs af ordningerne.

Parallelt med en fælles grunduddannelse bør man imidlertid også fastholde nogle identitetsskabende introduktionsforløb inden for hver ordning. Erfaringen viser, at tilegnelsen af en "ordningsidentitet" eller korpsånd, og skabelsen af et personligt netværk af ligesindede via grunduddannelsen, udgør en meget vigtig – og i øvrigt bevidst udnyttet – sideeffekt af de eksisterende uddannelsesforløb. Samtidig udgør de interne forløb en mulighed for centralt at påvirke vejledningens kvalitetspræg og håndværksmæssige udførelse.

Også på IT-området, som ellers ser ud til at være kommet ind i en god gænge for næsten alle ordninger, er der god grund til at vurdere samarbejdsmulighederne. Allerede i dag sker der en vis kryds-brug af hinandens IT-konferencer og debatfora, men dette kan – formentligt for små midler – udnyttes bedre. Dog er der også her et mætningspunkt, idet for store systemer eller for stort brug heraf fører til manglende overblik og effektivitet.

Etableringen af en fælles internet-portal kan være en måde at synliggøre vejledernes forskellige tilbud overfor omverdenen – og over for hinanden. Fælles værktøjskasser, idébanker og e-nyhedsbreve udgør andre konkrete muligheder. Med den rivende udvikling, som præger IT-området, vil nye muligheder hele tiden dukke op. Det vil her være en vigtig opgave at holde hovedet koldt, og kun udbygge fælles faciliteter, der reelt understøtter de strategier, som ordningerne/vejlederne er enige om.

Netværksdannelse

Endelig kan ordningerne fra centralt hold medvirke til at styrke netværksdannelse på tværs af ordningerne gennem understøtning af regionale/lokale netværk, projektnetværk, faglige netværk og deciderede centre.

De forskellige ordninger driver i dag én eller flere former for netværksaktiviteter. Flere af disse kan formentlig uden særlige ulemper – men med fordel – åbnes for andre grupper.

Regionalt/lokalt er det meget afgørende, at gøre en indsats for at få de lokale netværk styrket på tværs af ordningerne. Her skal man selvfølgelig huske at tænke bredt i forhold til alle relevante lokale ressourcer. Mange vejledere i de tyndt besatte områder kan f.eks. have stor gavn at få sig nogle næsten-kolleger, der bor i samme område.

Naturvejlederne har i nogle år arbejdet på at styrke de regionale netværk via etableringen af en central koordinatorfunktion og seks regionale koordinatorer, jf. kapitel 4. Denne funktion arbejder tillige med at få dialogen mellem vejlederniveauet og det centrale niveau styrket.

Igangsætning af de lokale netværk kan evt. ske gennem en projektorienteret tilgang eller via erfa-netværk. Det er dog under alle omstændigheder på sin plads at fremhæve, at der allerede i dag er tværgående samarbejde lokalt mellem de forskellige ordninger.

Nogle energi- og miljøkontorer har således et større eller mindre samarbejde med de grønne guider. Naturvejlederne og grønne guider samarbejder om giftfri haver og andre kampagner. Grønne centre arbejde sammen med kommunen om byøkologiske og sociale tiltag.

En anden mulighed er styrkelsen af fokuserede faglige netværk indenfor ordningerne. Energi og miljøvejlederne har f.eks. faglige "tovholdergrupper", som har ansvar indadtil og udadtil indenfor et bestemt fagligt område. Dette anvendes også i undervisningsøjemed. Dermed kan der skabes en mere samlet faglig dynamik. Udadtil kan det give de lokale vejlederordninger en central placering i diskussionen med centrale aktører på landsplan, f.eks. omkring affaldsplanlægning og -strategier.

Endelig kan etableringen af nye lokale centre – eller tilknytningen til et eksisterende grønt center, et energi- og miljøkontor, en sund by-butik el.lign – være en vej frem til at styrke de lokale netværk og undgå alenearbejdet. Flere steder i landet har man gode erfaringer med denne model, som kan give inspiration til andre områder. Andre steder har man dog også oplevet, at centrene kommer i gang – f.eks. med kommunal støtte til basisdriften – men at det på lidt længere sigt er svært vedblivende at opretholde støtten.

De forskellige typer af netværk vil generelt være velegnede til at udløse de synergier, der ligger i at vejlederne lærer af hinanden, og tilsammen videreudvikler deres arbejdsmetoder og kompetencer i forhold til for eksempel lokale aktørinddragelse, konfliktløsning, supervision og projektstyring osv. Også konkrete projekter, kan der samarbejdes om. Men som med så meget andet, kræver det et godt forarbejde og en aktiv opfølgning at holde initiativerne på sporet og netværkene i live.

Forbehold for samarbejde

Éen ting skal man dog holde sig for øje, når der tales om øget samarbejde og netværksdannelse mv.: det tager tid at pleje et netværk, og en måske i forvejen tidspresset vejleder har kun i begrænset omfang ressourcerne hertil. Derfor er det også på netværksområdet vigtigt, at fællesinitiativer designes, så de understøtter vigtige, reelle behov og ikke blot udvikler sig til tidsrøvere.

Vejledernes styregrupper/ arbejdsgivere/ bestyrelser kan endvidere udgøre en potentiel barriere for øget samarbejde i det omfang de ønsker at målrette vejlederens indsats indenfor områder, hvor det ikke er naturligt at samarbejde på tværs af ordningerne. Herudover kan der i den praktiske omstilling til større formelt samarbejde på eksempelvis uddannelses- og netværksområdet være strukturelle bindinger inden for enkelte ordninger i form af aftaler og underleverandørkontrakter mv., som det kan tage lidt tid at vikle sig ud af. Det er dog næppe hér, hovedproblemerne ligger.

6.6 Finansieringsproblematikken – nu og i fremtiden

Generelt spiller de offentlige midler fra såvel stat og kommune en væsentlig rolle i finansieringen af de lokale vejledere. Det fremgår af kapitel 4, at staten skønsmæssigt i dag står for ca. 40% af den samlede udgift til de fem vejlederordninger, svarende til ca. 75-80 mill. kr. årligt. Resten, dvs. 100-125 mill. kr. finansieres overvejende fra lokalt hold og via andre kilder. Som det uddybes i det følgende, vil det også fremover være af stor betydning, at der fortsat er et statsligt bidrag til stede. Det ligger dog samtidig klart, at der fra statsligt hold er et ønske om at den lokale vejledning også i højere grad finansieres lokalt.

I brugerundersøgelsen angiver meget få brugere og samarbejdspartnere, at de er villige til at bidrage mere til de lokale vejlederordninger. På den anden side har en stor gruppe ikke gjort op med sig selv og baglandet, om de kan/vil gøre dette. Samlet set vurderes det at være urealistisk, at den almindelige borgere/bruger skal bidrage. De større brugere og samarbejdspartnere, som kommuner og amter, yder allerede i dag væsentlige bidrag, men det kan ikke afvises, at nogle af ordningerne kan indhente yderligere midler.

Finansieringen – forankring eller uro

Der er store forskelle på hvor godt de enkelte ordninger er forankret rent finansielt og i hvilket omfang, der er tale om lokal finansiering.

Naturvejledererne har generelt "ordnede forhold", og har opnået fast finansiering fra både staten og kommunerne. I de senere år har tendensen været at der tilmeldes flere naturvejledere især fra kommunalt hold, selvom der på det seneste generelt har været en lille afdæmpning i væksten af naturvejledere. De ca. 50 naturvejledere, som delfinansieres via Friluftsrådet, har også generelt ordnede forhold, selvom der efter tre år skal ske en "prøvning" af jobbet via en ansøgt genbevilling. Hér er altså lidt mere usikkerhed set i forhold til de øvrige naturvejledere.

De lokale agenda 21-medarbejdere er ganske vist som regel fastansatte i kommunerne, men de har ofte har svært at ved at få prioriteret vejlederarbejdet i forhold til andre faste opgaver. Ligeledes kan det være småt med økonomiske midler til f.eks. kampagner. Hér er det altså ikke selve ansættelsen men jobindholdet, der er usikkert.

Energi- og miljøkontorerne fungerer under noget usikre forhold, da de kun får en grundbevilling fra Energistyrelsen til ca. 2/3 medarbejder pr. kontor. Resten skal hentes hjem via projektmidler. I 2001 har der været en del usikkerhed på grund forsinkede bevillinger. Fremtiden er også usikker, da kontorerne er afhængige af den førte politik inden for vedvarende energi-området.

De grønne guider står noget forskelligt. En stor del af guiderne har finansieringen rimeligt på plads i den nuværende 2½-3 års periode. For andre guider er det svært at opnå tilskudsmidler fra lokalt hold til den daglige drift. Der er yderligere nogle "fattige" projekter, som har haft store problemer med økonomien gennem hele projektperioden. Endelig har det de seneste år været politisk usikkerhed om selve ordningens forlængelse.

De grønne centre er også for en stor dels vedkommende baseret en kombination af lokale og statslige midler. Fra statens side har Den Grønne Fond via projektmidler spillet en rolle for stort set alle centre. De kommunale midler til basisdriften har som nævnt ovenfor i nogle tilfælde været svære at fastholde over længere tid, og flere grønne centre er lukket på denne baggrund.

Alle vejledere på nær de statsansatte naturvejledere og et fåtal af de lokale Agenda 21-medarbejdere står således ofte i den situation, at skulle bruge tid på at sikre det økonomiske grundlag for deres arbejde, herunder diverse projektbevillinger. Projektfinansieringen giver både fordele og ulemper som tidligere nævnt, men samlet set synes det at være en uforholdsmæssig stor del af vejledningsarbejdet, der i dag er afhængig af vekslende held med fundraising.

En fast grundbevilling ville derfor set fra den enkelte vejleders synspunkt være hensigtsmæssig, således at ressourcerne kunne rettes mod det egentlige: vejledningen og borgerne.

Nye finansieringsmuligheder

Fra analysen kan der konstateres en betydelig kreativitet m.h.t. at skabe den fornødne finansiering. Men megen tid spildes også på ansøgninger, som får afslag. En oplagt, men måske lidt overset mulighed, er de midler, der kommer ind via gebyrer og afgifter på vand, el, varme, affald m.v. Allerede i dag kanaliseres en del af disse penge tilbage til forbrugerne i form rådgivningsydelser via forsyningsselskabernes såkaldte oplysnings- og informationsarbejde - ofte i form af de lokale energicentre, der gratis giver råd til virksomheder og borgere om energi- og ressourcebesparelser.

Det er dog spørgsmålet, om denne finansieringskilde i højere grad end i dag kan bruges direkte til medfinansieringen af de lokale vejlederordninger. Det sker bl.a. i forbindelse med Agenda 21-centret i Albertslund samt i forbindelse med ad hoc projektaktiviteter andre steder i landet. Allerede i dag synes der at være visse muligheder, såfremt der lokalpolitisk er opbakning hertil. Skal denne mulighed videreudvikles vil det dog kræve, at den tilhørende lovgivning i højere grad signalerer denne mulighed.

En anden lignende mulighed er, at de lokale forsyningsselskaber eller de fælleskommunale selskaber skyder penge i lokale vejledningsinitiativer. Det har netop været tilfældet i Københavns Miljø- og Energikontors store affaldsprojekt på Nørrebro. En tredje mulighed består i at benytte AF’s aktiveringsressourcer mere målrettet. Der er bl.a. gode erfaringer fra et stor program i Vejle Amt omkring grøn beskæftigelse. Andre steder har aktiveringsmidler - kommunale eller fra AF – været anvendt i forbindelse med renovering og udbygning af grønne områder i byerne.

Men kan en målrettet miljøindsats ikke tjene sig selv ind via økonomiske rationaliseringer? Som tidligere nævnt afhænger det bl.a. af den overordnede afgiftsstruktur. Flere boligforeninger har fået råd til grønne gårdmænd via sparede affaldsafgifter. På den anden side viser praksis, at holdninger, viden m.v. ofte skal ændres for at selv oplagte besparelser bliver udnyttet.

En yderligere mulighed er kommercialisering af de lokale vejlederordninger. Enkelte grønne centre er begyndt at sælge deciderede ydelser. Erfaringsmæssigt vil et grønt center, der udelukkende skal leve på kommercielle vilkår blive nødt at bevæge sig ud på et regionalt og landsdækkende marked. Også blandt energi- og miljøkontorerne er kommercialiseringen så småt på vej. Spørgsmålet er så, om de kan kaldes grønne centre eller græsrødder i normal forstand. Samtidig kommer vejlederne via en kommercialisering nemt "i lommen" på opdragsgiverne al den stund man nødvendigvis må være loyal overfor en betalende kunde.

Kommercialiseringen forekommer vanskelig, hvis den specielle gratis og lokalbaserede tilgang skal bevares. Under alle omstændigheder kan og skal finansieringsspørgsmålet ikke ses isoleret fra ordningernes virke og fremtidsplaner. Lykkes det at finde en formel, hvorved "lokal vejledning" styrkes som en realistisk og resultatskabende delstrategi for implementeringen af regeringens samlede strategi for bæredygtig udvikling, er meget nået.

Alligevel må nogle af ordningerne nok indstille sig på, at rammebetingelserne for statslig finansiering ændres i de kommende år. En øget lokal finansiering kan derfor være en af vejene frem.

6.7 Muligheder for EU-finansiering

Som en særlig delopgave er der foretaget sonderinger af mulighederne for at aktivere EU-midler til hel eller delvis finansiering af de lokale vejledningsinitiativer.

Kortlægningen viser, at der eksisterer en række større eller mindre ordninger som indholdsmæssigt kan være relevante for en lang række af de aktiviteter, der finder sted under de fem ordninger.

Programmernes rammer, ansøgningskonditioner og målsætninger mv. er kortfattet uddybet i et bilag til rapporten. Relevante oplysninger kan for de fleste større programmer desuden hentes på Internettet. Programmerne i oversigten kan i princippet søges fra geografiske områder overalt i landet – og henvender sig ofte til flere forskellige typer af organisatoriske enheder.

I en lang række geografisk begrænsede områder, f.eks. landdistrikter, eksisterer der andre, relevante programmer, som kan søges. Her kan eksempelvis nævnes LEADER+, INTERREG, URBAN (bæredygtig byudvikling), initiativerne Artikel 33-programmet og EQUAL, der alle har relevans i forhold til bæredygtig udvikling. Er kreativiteten stor, kan der tillige indenfor en mængde specialprogrammer, der f.eks. omhandler uddannelse, kultur, sociale forhold og netværksopbygning osv., sagtens etableres projekter og aktiviteter indenfor lokal Agenda 21.

Hver ordning har som oftest sin egen "logik" og egne funktionsbetingelser, som skal tages i betragtning. Som hovedregel skal der være tale om nyudvikling eller projekter med pilot-karakter. Mange EU-programmer har tilmed som krav, at der arbejdes tværnationalt, hvilket stiller særlige krav til både indhold og udførelse af projekterne. Nogle af ordningerne er endvidere særligt orienteret mod forskning, udvikling og demonstration, og kan således være vanskelige at arbejde med i regi af de fem ordninger, uden at mulighederne på forhånd skal karakteriseres som ikke-eksisterende.

Endelig er der en ikke uvæsentlig detalje, som skal tages i betragtning: Nogle af de største og mest populære programmer giver kun tilsagn til ca. 20% af alle ansøgninger. Det betyder for det første, at der går meget tid fra de daglige aktiviteter til at udarbejde en kvalitetsbetonet ansøgning og evt. få de internationale netværk stablet på benene. For det andet er "hit-raten" altså lav og endelig kan ventetiden være lang. Opnår man støtte til et projekt, kan støtteprocenterne variere. Ofte er støtteudmålingen baseret på en fifty-fifty model. Resten af pengene skal man skaffe som lokal eller national medfinansiering.

Under projektperioden skal man være parat til at sætte en del ressourcer af til administration, overvågning og løbende rapportering af projektets fremdrift. Efter projektafslutningen skal der som regel tillige foretages en samlet indholdsmæssig og finansiel rapportering.

Man skal således - før en beslutning tages om at ansøge et EU-projekt - gøre sig klart, at den samlede arbejdsbyrde i forbindelse med administration og styring i visse tilfælde kan være omfattende. Disse forbehold nævnes, fordi de lokale vejledere og centre m.fl. i de fleste tilfælde i forvejen kun råder over begrænsede ressourcer og ekspertise med hensyn til håndtering af EU-midler. Nogle af de større kommuner samt de fleste amter råder dog over en sådan kompetence. Disse parter kan således være nyttige at inddrage i dele af projektet eller som projektadministratorer.

På ordningsniveau er ressourcerne til at håndtere dette arbejde generelt større. Chancerne for at for at få del i EU-midlerne er også større, da der er en tendens til, at EU-projekterne vokser i volumen.

EU-programmerne kan aktiveres på to forskellige måder:

Den mest velkendte og gennemprøvede model - også på miljøområdet - består i at udforme et specifikt afgrænset projekt, hvor enten temaet (f.eks. energibesparelser), regionen (f.eks. landdistriktet) eller samarbejdskredsen (f.eks. en kreds af kommuner) sætter rammerne for initiativet. Medfinansiering vil som oftest skulle stilles af de konkrete projektpartnere. I nogle tilfælde vil medfinansieringen kunne erlægges i form af præsterede arbejdstimer i stedet for kontant betaling. Tendensen går dog i retning af, at medfinansiering skal være kontant betaling.

Inden for denne projektkategori er der i dag mange projekteksempler at henvise til, også inden for miljøområdet. I princippet er denne procedure således ret umiddelbar at gå til – konditionerne omkring EU-finansierede projekter taget i betragtning.

En anden, mere langsigtet og krævende metode vil være at udforme et generelt nationalt pilotinitiativ i stor skala. Eventuelt gennem en rammeprogramansøgning, der delfinansieres via EU. Et sådant program kan i princippet dække aktiviteter overalt i landet, eller udvalgte regioner. Denne storskalamodel har ikke tidligere været afprøvet i vejledersammenhæng. Men en parallel kan trækkes til de store strukturprogrammer f.eks. mål 2- og mål 5b-programmerne. Hér er staten aktivt med i selve udformningen af programindholdet og deltager også i medfinansieringen af programpuljen. Man skal dog næppe regne med, at EU-programmerne vil dække basisfinansieringen af en eksisterende vejlederordning. Der skal formentlig mere nytænkning og innovation til.

Det vil i praksis komme an på en konkret prøve, hvordan en sådan projekt- eller program model kan gennemføres. Dvs. man må have både ideen, samarbejdspartnerne og den konkrete støttemulighed parat før chancerne for succes kan vurderes. EU-finansiering vil således i visse tilfælde kunne komme på tale til finansiering af en række konkrete projekter. Under alle omstændigheder vil tilvejebringelse af EU-midler fordre et seriøst lokalt, regionalt eller nationalt engagement. Der er flere steder at søge konkret råd og vejledning både regionalt og nationalt, hvilket må anbefales.

6.8 Afslutning

Gennemgangen af de foranstående temaer viser, at der for hver enkelt ordning, men også for ordningerne i fællesskab, tegner sig positive muligheder og perspektiver for fremtiden – der er dog samtidig vigtige udfordringer eller trusler at tage fat på.

Eet af de allermest oplagte steder at tage fat er systematisk at drage nytte af de gode erfaringer og eksempler som ordningerne allerede har tilvejebragt rundt omkring i landet.

Inspiration fra de steder, hvor man med dygtighed og / eller held har gjort gode fremskridt vil således udgøre et værdifuldt råstof til både den interne og den tværgående videre udvikling af vejledningsarbejdet.