| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Afrika

Et bjerg af udfordringer

På affaldsbjerget Goudkoppies får den 15-årige Daniel Lesupi skraldebilerne til at trykke sine indsamlede øldåser flade, så de er nemmere at tage til skrothandleren.

Danceds program i Sydafrika er designet til at spænde højt og bredt: Hvert tema forfølges fra ministeriernes skriveborde til virkeligheden i townshippene. Og de enkelte projekter er tvunget til at tage komplicerede hensyn til landets særlige historie.

Hver dag efter skoletid bestiger 15årige Daniel Lesupi et af Sydafrikas største affaldsbjerge, kendt som Goudkoppies eller Guldhøjene i udkanten af Johannesburg.

Bjerget bestod oprindeligt af slaggerne fra de guldminer, der skabte landets rigdom. Men siden blev det til en losseplads, som Daniel og hundreder af andre lever af. Nogle samler til genbrug, andre spiser direkte af resterne.

Kampen om de bedste bidder er hård. De modigste springer op på skraldebilernes stinkende leverancer, endnu mens affaldet er på vej ud gennem bagklappen. I én lang, glidende bevægelse rutcher skraldet ned ad tipladet og ind under menneskemængden, der har nogle få minutter til at finkæmme det for alt af værdi. De langsomste må springe for ikke at blive knust af de bulldozere, der kort efter jævner affaldet ud.

Den 15-årige Daniels specialitet er sodavandsdåser, som han sælger til genbrug gennem skrothandlerne. På en god dag samler han på tre timer dåser for ti rand - ca. ti kroner. På en dårlig dag tager det fem timer.

Drengen kommer oplagt fra et hjem med moral. Mange af hans jævnaldrende bekæmper en lige så desperat fattigdom gennem kriminalitet. Men Daniels historie er først og fremmest et billede på svælget mellem rig og fattig i Sydafrika, der er blandt verdens største.

Apartheid gjorde den enes affald til den andens guld. Og siden Danceds første udsendinge landede i Johannesburg i 1994, er de konstant blevet konfronteret med de kolossale dilemmaer, som denne splittelse har skabt.

De fleste af Sydafrikas miljøproblemer kræver skræddersyede løsninger, der tager ofte indviklede hensyn til landets politiske og historiske bagage. Og de fleste af Danceds projekter er løbet ind i fuldstændigt uforudsigelige reaktioner, når de forsøgte at ændre tingenes tilstand.

Også her er Goudkoppies leveringsdygtig i anskuelighedsundervisning: Da de lokale miljømyndigheder i efteråret 2000 sendte en mand op på bjerget for at analysere affaldets sammensætning med henblik på organiseret genbrug, jagede bjergets faste klientel ham væk med en pistol. Han skulle ikke røre deres guld.

Sydafrika har meget få skove i forhold til landets og befolkningens størrelse. Der er derfor hårdt brug for at beskytte dem - men det støder ofte sammen med befolkningens behov for brænde og byggematerialer.

I den store sammenhæng

Sådan kræver enhver miljøindsats i Sydafrika, at man ser tingene i endda meget store sammenhænge. Det fik Danced en enestående chance for ved at være på plads i landet mindre end et år efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994.

Landets miljømyndigheder havde stadig travlt med at finde deres ben, efter miljøsagen i årtier mest havde handlet om nationalparker og vilde dyr. I ministerier og departementer knoklede politikere og embedsmænd med at skrive og vedtage landets nye miljøpolitik.

Det førte til et samarbejde, hvor sydafrikanerne og danskerne påvirkede hinanden: Danced hjalp med at udarbejde miljøpolitikken. Og Sydafrikas prioriteringer fik en meget direkte indflydelse på sammensætningen af Danceds landeprogram, der lå færdigt i 1998. Den samlede danske miljøbistand til Sydafrika er på 540 millioner kroner for perioden 1995-2002.

Fra top til bund

Ved at være med fra starten fik Danced foræret en klar sammenhæng i sit eget program i Sydafrika: Efter at have været med til at udarbejde den overordnede politik og støtte de ansvarlige ministerier, kunne Danced bagefter følge op med praktiske projekter i marken, hvor det politiske skelet fik kød og blod.

Den store plan: Danceds konsulenter var med til at skrive den landsdækkende affaldsstrategi og en stor handlingsplan, der for første gang i Sydafrikas miljøhistorie skal rydde op i alle kroge, (se "Dyre idealer" side 42). Det var en kolossal ambition, fordi der i virkeligheden var tale om opgør med to sæt forældede ideer på én gang: Apartheidstyret brugte mange penge på at holde hvide bydele rene, mens de sorte områder fik lov at forfalde. Det skal rettes op. Den anden store udfordring er at lave mindre affald. Hvor det gamle Sydafrika næsten udelukkende overvejede, hvordan man skaffede sig af med skraldet og forureningen, forsøger det ny styre i moderne europæisk stil at slå til langt tidligere i affaldskæden: De samlede mængder skal begrænses gennem genbrug og renere teknologi.

En bedre kontrol: Denne store plan kan kun føres ud i livet, hvis der er nogen til at udføre og håndhæve den. Det arbejde ligger ikke mindst i Sydafrikas ni provinser. Derfor valgte Danced at støtte miljødepartementerne i to provinser: Hovedstadsprovinsen Gauteng med storbyerne Johannesburg og Pretoria og den mere landlige Mpumalanga-provins, (se "Mod til at bestemme" side 65). De nødvendige revolutioner var bestemt ikke mindre her. For første gang skulle industrien vænnes til en effektiv kontrol. Samtidig skulle ofte unge medarbejdere i de nye miljødepartementer klædes på med både viden og selvtillid for at føre ambitionerne ud i livet.

Fingrene ned i skidtet: Ud over indsatsen ved ministeriernes og provinsadministrationernes skriveborde har Danced sendt konsulenter derud, hvor forureningen og affaldet for alvor gør ondt. Forskellige projekter har forsøgt at finde effektive måder at rydde op i de sorte townships, hvor affaldsproblemerne hænger tæt sammen med landets historie, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46 og "Revolution fra rendestenen" side 51).I industrien handler det om renere teknologi. Sværvægtere i fiske-, metal- og tekstilindustrien skal lære at bruge færre ressourcer og begrænse affaldsmængderne, (se "Med stok og støtte" side 56).

Støtte til græsrødderne: Med sit udgangspunkt i Danmark ved Danced, at meget af den danske miljøbevidsthed og senere lovgivning bygger på pres fra NGO'er. Ethvert samfund har brug for nogen til at bide politikerne og myndighederne i haserne. Derfor har Danced valgt at supplere støtten til offentlige myndigheder og industrien med penge til græsrødderne, (se "Ulykkeligt gift" side 31 og "Dilemmaer på tryk" side 60). NGO'erne har siden 1994 haft en hård tid i Sydafrika. Mange af deres bedste medarbejdere filt job i det offentlige efter apartheids sammenbrud. Og i demokratiets første år valgte mange donorer at støtte regeringen frem for NGO'erne. Græsrødderne har nu fået en del af støtten tilbage, fordi donorerne har erkendt, at der er brug for vagthunde og pression.

Intet af alt dette er nemt: De store planer har ofte været svære at føre ud i livet, fordi økonomien ikke står mål med ambitionerne. Omstillingen fra apartheid giver fortsat politisk turbulens og konstante, ofte frustrerende justeringer af regeringens prioriteringer. Endelig er der kolossalt gennemtræk af personale hos de offentlige myndigheder, fordi højt kvalificerede sorte medarbejdere stadig er en eftertragtet mangelvare.

Langtfra alle Danceds projekter er derfor lykkedes som planlagt. Det skyldes blandt andet et bevidst valg om i mange tilfælde at satse på det usikre og være med til at udforske nye metoder gennem pilot- og forsøgsprojekter. Et eksempel er støtten til at uddanne folkeskolelærere i miljø på et tidspunkt, hvor undervisningssystemet går gennem en turbulent omstilling, (se "Lære for livet" side 69).

Miljøet og udviklingen

Meget af Sydafrikas miljødebat siden 1994 har handlet om balancen mellem miljøbevarelse - mest markant i nationalparkerne - og kampen mod forureningen. Fagfolk skelner gerne mellem "grønne" bevaringsprojekter og "brune" forureningsprojekter. Mere filosofisk handler det om, hvor vidt man betragter naturen eller mennesket som det centrale for miljøindsatsen.

Før 1994 var fokus på naturbevarelsen, siden har kampen mod forureningen taget fart. Danced har forsøgt at støtte begge lejre. Et klassisk bevaringsprojekt er støtten til Sydafrikas overholdelse af CITES-konventionen om handel med truede dyre- og plantearter. Den ovenfor beskrevne kamp mod affaldsproblemer består til gengæld næsten af udelukkende "brune" projekter.

Nogle af de måske mest spændende af Danceds projekter prøver at bygge bro mellem de to opfattelser af miljøindsatsen. Et eksempel foregår omkring nationalparkerne. Dyrereservaterne lå i mange år i krig med deres naboer, som ofte var blevet tvunget væk fra parkernes jord. Danced støtter et projekt, hvor naboerne bliver inddraget i driften af parkerne. Det vigtigste formål er at skabe forståelse nok for parkerne til at sikre deres fremtid. Men en sidegevinst er udvikling i lokalsamfundene, (se "Elitens parker åbner sig" side 36).

Status for indsatsen for de fire hovedtemaer

Miljøforvaltning i byområder: Mere end 50 procent af Sydafrikas befolkning bor i byområder, og flugten fra de fattige landområder til byen vokser med fem procent årligt. Da det meste af den økonomiske vækst også finder sted omkring byerne, er der behov for en dobbelt indsats: Fortidens synder skal rettes op. Og skaderne fra yderligere vækst skal forebygges.

Sydafrikanske byer er præget af, at der i apartheidtiden blev ofret meget få ressourcer på de fattige boligområder. De er derfor ofte ved at kvæles i overbefolkning og indbyggernes eget affald. Derudover blev mange industriområder lagt, hvor de generede det hvide mindretal mindst. Det var ofte klos op ad de sorte boligområder, hvor hovedparten af befolkningen bor.

Boligministeriets udviklingsstrategi fra 1997 siger, at byområder skal være "økologisk bæredygtige og præget af en balance mellem bebyggede områder af høj kvalitet og åbne områder". Regeringens overordnede miljøpolitik har desuden en meget bred definition af miljø, der blandt andet omfatter "befolkningens livskvalitet og dens bolig- og arbejdsforhold".

Kommunerne bliver opfordret til at skabe lokale Agenda 21-programmer, der kan føre visionerne fra FNs Riotopmøde om miljø i 1992 ud i livet. Det handler blandt andet om bæredygtig udnyttelse af ressourcer, miljøundervisning i skolerne og byplanlægning, der tager hensyn til vådområder og andre grønne indslag i byområderne.

Alt dette til trods har Sydafrika ikke nogen samlet politik for miljøforvaltning i byerne. Det har gjort det svært at gennemføre Danceds ambition om at påvirke hele området fra de øverste politiske cirkler til praktiske projekter. Støtten til miljøforvaltning i byområder er derfor koncentreret om projekter med lokale myndigheder og NGO'er, der arbejder med miljøproblemer i de sorte townships.

Samarbejdet med bystyret i Midrand mellem Johannesburg og Pretoria om en "Grøn By Vision" og et bymiljøprojekt i Sydafrikas største townships i Soweto er eksempler på samarbejdet med lokale myndigheder, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46). Samarbejdet med miljøNGO'er handler blandt andet om miljørigtige huse til de fattigste og støtte til lobbyarbejde for et renere miljø, (se "Dilemmaer på tryk" side 40 og "Syn for miljøsagen" side 73).

Forureningsbekæmpelse og affalds håndtering: Dette hovedtema handler om både industriens forurening og husholdningsaffald. Som skitseret tidligere i dette kapitel er Danceds indsats på området et godt eksempel på ambitionen om at følge indsatsen hele vejen fra de politiske visioner til praktiske projekter.

Ved programmets start var Sydafrikas indsats over for industriens udledninger præget af en overdreven tro på naturens evne til både at levere endeløse mængder af råvarer og opsluge forurening. Det mindede i høj grad om den tankegang, der for få årtier siden fik Danmark til at bekæmpe luftforurening med højere skorstene. Indendørs i industrien førte den manglende respekt for sortes arbejdskraft ofte til et kummerligt, forurenet arbejdsmiljø.

Danceds støtte var en væsentlig grund til, at Sydafrika fik skrevet en national affaldsstrategi med bidrag fra alle de parter, der skal føre strategien ud i livet. Siden har Danceds konsulenter hjulpet embedsmænd med at gøre handlingsplanen til virkelighed og arbejdet med demonstrationsprojekter i både fabrikker og townships. Men som i mange andre hjørner af Sydafrika er der langtfra penge til at opfylde alle visionerne. Industrien brokkede sig i begyndelsen af 2001 over, at end ikke lovgivningen var på plads. Virksomhederne manglede blandt andet de grænseværdier, der afgør, hvor meget udstyr de skal købe til at rense udledningerne.

Vedvarende energi og bæredygtig energiudnyttelse: Sydafrikas kolossale kulminer med lavtlønnet arbejdskraft sikrer landet nogle af verdens laveste elpriser. Og et politisk ønske om at gøre transport over de lange afstande billig har i mange år holdt brændstofpriserne nede. De lave priser har været med til at gøre Sydafrika til et af de ti mest energifrådsende lande i verden, målt som energiforbruget i forhold til samfundsøkonomiens størrelse.

Danced har siden 1995 forsøgt at bidrage til diskussionen med danske succeshistorier om vedvarende energi - på det praktiske plan blandt andet med støtte til vindmøller, der har fået status som nationalt demonstrationsprojekt.

Energiministeriet betragter mest vedvarende energi som et tilbud til de landområder, der ligger uden for elværkernes net. Det har ført til, at nogle landkommuner tøver med at acceptere alternative energikilder, fordi de frygter, de dermed for altid vil blive holdt uden for elnettet og nægtet adgang til udvikling.

Danced støtter fortsat en række NGO'er, der lobbyer for vedvarende energi. Anden støtte går til energibesparelse, først og fremmest i de fattige boligområder i townshippene, (se "Syn for miljøsagen" side 73).

Bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer: Sydafrika har svimlende naturressourcer, men også klare behov for at passe bedre på dem. Danced har hjulpet med indsatsen på tre områder:

Biodiversitet: Sydafrikas natur har en større mangfoldighed - biodiversitet - end de fleste andre lande på kloden. Landet huser desuden nogle af verdens ældste nationalparker med omfattende programmer til beskyttelse af truede dyrearter. Men indtil for nylig har der manglet national politik og strategier til bevaring af herlighederne. For eksempel var kontrollen med CITES-konventionens forbud mod handel med truede dyrearter overladt til de enkelte provinser, der gik til opgaven med meget varierende entusiasme.

Danced støttede i 1996 miljøministeriets overordnede arbejde med en ny national politik til beskyttelse af biodiversiteten. Siden er der fulgt op med konkrete projekter, der blandt andet skal forbedre kontrollen med handel med truede dyrearter.

Skove: Danced har på flere planer hjulpet med forsøgene på at bevare Sydafrikas begrænsede skovområder. I 1995 deltog en tidligere underdirektør fra den danske Skov- og Naturstyrelse i arbejdet med den overordnede strategi, der siden - og igen med dansk støtte - blev til et sæt nye skovlove. På jorden har Danced støttet et projekt, hvor lokale indbyggere i Bushbuckridge planter træer og hjælper med at beskytte skovområder. Ideen er at samarbejde med lokalbefolkningen frem for - som det mange steder har været traditionen - at betragte mennesker som naturbevarelsens fjender.

Erfaringerne vil nu blive udnyttet i et nyt projekt i Dududuku-skoven i KwaZulu-Natal provinsen, som er scene for et af Sydafrikas voldsomste opgør mellem mennesker og natur, (se "Dilemmaer på tryk" side 60).

Vand: Trods jævnlige oversvømmelser er vandmangel og adgang til rent vand et truende problem i mange områder af Sydafrika, hvilket omkring årsskiftet 2000-2001 blev understreget af en koleraepidemi i KwaZulu-Natal provinsen. Danced har støttet arbejdet med at beskytte vandforsyningen og begrænse forureningen fra spildevand i townshippene, både som en overordnet strategi og ved praktiske projekter i alle ni provinser, (se "Revolution fra rendestenen"side 51). Desuden er Danced involveret i tre af i alt 17 nye 'Vater Management Authorities", der får ansvaret for at pleje og fordele vandforsyningerne i hver sin del af Sydafrika.