|
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika Oprydning i en splittet nation
Sydafrika rummer hele verdens komplekse miljøproblemer i ét land. Industriens udledninger flyder gennem et landskab nedbrudt af Afrikas fattigdom. Sydafrika er en ung nation i gamle kulisser, der blev født den 10. maj 1994. Den dag blev Nelson Mandela indsat som landets første sorte præsident, efter et mindretal af hvide europæere og deres lokalt fødte efterkommere i næsten 350 år havde regeret Sydafrika. Mandela overtog ansvaret for to vidt forskellige verdener i ét land: Den ene verden var et lille stykke Europa på Afrikas sydspids, den anden var en afrikansk verden med mange af de problemer, der præger resten af kontinentet. En voldsom rigdom levede side om side med fattigdommen i alle dens forklædninger. Som resten af landets nyere historie er Danceds arbejde foregået midt i forsøget på at skabe én nation ud af disse to parallelle verdener. En kolossal udfordring, fordi den tidligere opsplitning handlede om alt fra politik til geografi og miljø.
Den hvide verden Landets tidligere, hvide regering definerede Sydafrika som det lille stykke Europa, de siden hollænderen Jan van Riebeecks ankomst i det senere Cape Town i 1652 havde skåret ud af bugen på Afrika. Ambitionen med det såkaldte apartheidsystem var en total adskillelse af racerne, hvor sorte kun fik adgang til den hvide verden som arbejdere og tjenestefolk. Geografisk betød det, at 87 procent af det nuværende Sydafrika var reserveret til 13 procent hvide. Her lå alle storbyer og hovedparten af den bedste landbrugsjord. I den oprindelige apartheidstrategi var planen, at den sorte del af befolkningen skulle forflyttes til de resterende 13 procent af landet og bo i ti såkaldte sorte hjemlande, sorteret efter stammer. Fire af disse hjemlande nåede at acceptere deres "selvstændighed"- som internationalt kun var anerkendt af Sydafrika - inden systemet kollapsede.
Denne overordnede opsplitning af landet var genspejlet omkring samtlige byer i Sydafrikas hvide verden. Byerne havde hver deres såkaldte township, en ghetto langt fra bymidten, hvor der i princippet kun måtte bo nøjagtigt så mange arbejdere og tjenestefolk, som det var nødvendigt for at holde det "hvide" Sydafrika kørende. Resten af den sorte befolkning skulle forflyttes til hjemlandene. Ambitionen med at skabe et europæisk land i Afrika lykkedes på mange måder, hvis vi et øjeblik ser bort fra den raceundertrykkelse, der efter kolonitidens ophør var blevet uacceptabel i Europa. Statsadministrationen og retsvæsenet fungerede. Hæren havde kontinentets bedste våben - inklusive seks atombomber - hvoraf de fleste var produceret af Sydafrika selv. Indtægterne fra guld- og diamantminerne og den lave pris på arbejdskraft sikrede det hvide mindretal en levestandard, der var blandt verdens højeste. I biler fra blandt andre Mercedes' og BMW's egne samlefabrikker i landet kørte man rundt på et fremragende motorvejsnet med udsigt til mønsterlandbrug - og til osende industri. Sydafrikas hvide verden havde alle de samme miljøproblemer, man kæmpede mod i det industrialiserede Europa. Forskellen var blot, at man i Sydafrika først sent begyndte at kæmpe. Miljøsagen var sjældent blandt de områder, hvor man forsøgte at efterligne Europa. Det skyldtes væsentligst to ting: Sydafrikas stigende isolation og en fornemmelse af, at landet og ressourcerne var uendelige.
Isolationen var omverdenens og FN's forsøg på at tvinge apartheidstyret til at indføre flertalsstyre - altså reelt give magten til landets sorte. Fra midten af 1980erne gennemførte næsten samtlige lande i verden en handels-, sport- og kulturboykot af Sydafrika. Mens effekten af handelssanktionerne kan diskuteres, lykkedes den åndelige isolering af det i forvejen fjerne land ganske godt. Derfor efterlod den voksende miljøbevidsthed i Europa op gennem 80erne ikke mange spor i Sydafrika.
Samtidig følte det hvide Sydafrika ikke noget presserende behov for at spare på ressourcerne eller begrænse forureningen. For de knap fem millioner hvide på et landområde svarende til Frankrig og Spanien tilsammen forekom verdenen endeløs, kulminerne bundløse og havet så stort, at det kunne opsluge al forurening. Omverdenens oliesanktioner havde meget begrænset effekt i et land, der i 30 år havde produceret olie af kul på en unik fabrik i byen Sasolburg, opkaldt efter det nationale olieselskab. Ved Mandelas magtovertagelse i 1994 havde Sydafrikas hvide verden med andre ord de fleste af industrialiseringens problemer og meget lidt af den miljøbevidsthed, man tacklede problemerne med i Europa. Den afrikanske virkelighed I de sorte hjemlande og townshippene omkring storbyerne fandtes et ganske andet Sydafrika, der var præget af fattigdom og overbefolkning. Apartheidsystemets ideologi om "adskilt udvikling" i det hvide Sydafrika og hjemlandene dækkede i virkeligheden over to sæt standarder: En høj for hvide, en lavere for alle andre. Det gjaldt i alle livets forhold, fra uddannelse til sundhedsvæsen til boliger. Det smittede også af på miljøproblemerne: Hvor det hvide Sydafrikas hovedpiner var skabt af luksus og industrialisering, var det sorte flertals problemer dem, der traditionelt vokser ud af overbefolkning. I landområderne i hjemlandene var det udpining af jorden, overgræsning som følge af for meget kvæg på for lidt land og den erosion af jorden, der følger med. I townshippene var det affaldsproblemer - fra kloaksystemer til afhentning af skrald. Men oveni lagde apartheidstyret også meget af landets mest forurenende industri klos op ad hjemlande og townships. Miljøproblemerne havde også en politisk dimension, der hang sammen med kampen mod apartheid. Hvor hvide havde frit valg hos alle ejendomsmæglere, var sorte tvunget ind i bestemte boliger. Det kunne være i de små, standardiserede huse, regeringen havde bygget i townshippene, eller de herberger for mænd, som var opført omkring minerne. Kærligheden til disse påtvungne omgivelser var ikke stor. Og da kampen mod apartheid for alvor tog fart i 80erne, var et af dens slogans "at gøre landet uregerbart". Det blev blandt andet fortolket som nedbrydning af apartheidstyrets infrastruktur, herunder townshippene. Samtidig nægtede townshippenes indbyggere ofte - igen som en politisk protest - at betale for el og vand, hvilket førte til sammenbrud vedligeholdelsen. Sådan bidrog både apartheids magthavere og kampen mod raceundertrykkelsen til en forslumning af de sorte boligområder.
Lidt forsimplet kan man sige, at hvor det hvide Sydafrika havde en fornemmelse af verdens og ressourcernes uendelighed, skyldtes den sorte befolknings apati, at dens miljøproblemer var alt for synlige og uoverkommelige. Mens selv det fattigste sydafrikanske hjem gerne står nyskuret, fik affaldsbjergene og stanken fra tilstoppede kloakker derfor lov at brede sig udenfor. Det ny Sydafrika Fælles for de to sydafrikanske verdener var, at ingen før 1994 for alvor havde haft overskud til at beskæftige sig med miljøet. Med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser handlede miljøbevidsthed om at passe på dyrene i de verdensberømte nationalparker. Mens den grønne bølge ramte Europa og USA i 80erne, havde de fleste potentielle miljøaktivister i Sydafrika - de unge og de politisk bevidste - travlt med at bekæmpe apartheidstyret. Da Brundtlandrapporten "Vor Fælles Fremtid" udkom i 1987, var de politiske uroligheder i de sydafrikanske townships på deres højeste. Fem år senere, da FN-topmødet i Rio fik hele verden til at diskutere miljøproblemer, var Sydafrika præcis midtvejs i de svære forhandlinger mellem Nelson Mandelas løsladelse i 1990 og hans magtovertagelse i 1994. Det betød dog langtfra, at ingen tænkte. Allerede i 1992 udgav det senere regeringsparti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) sin "Rekonstruktions- og Udviklingsplan" med kapitler om miljøet, der senere blev et skelet for den første demokratisk valgte regerings politik. Den ny forfatning fra 1996 forpligter nationen til at beskytte både nuværende og kommende generationer mod skader på miljøet.
Sådan har Sydafrika siden 1994 haft både bureaukratisk og politisk overskud til at arbejde med miljøproblemer i begge de verdener, som apartheidsystemet efterlod. Men økonomien har ikke altid tilladt landet at føre idealerne ud i livet. Det følgende er et overblik over den politiske og økonomiske virkelighed, som Sydafrikas egne myndigheder og Danced arbejder i: Politisk stabilitet: Sydafrika holdt sit andet demokratiske valg i juni 1999, hvor Thabo Mbeki efterfulgte Nelson Mandela som præsident. Med få og mindre undtagelser har landet overstået den politiske vold, der prægede årene op til valget i 1994. De to største af de traditionelt sorte partier, ANC og Inkatha Frihedspartiet (IFP), regerer i koalition, mens de to største traditionelt hvide partier, Det Demokratiske Parti og Det Nationale Parti, midt i 2000 slog sig sammen til Den Demokratiske Alliance. Selv om alle partier ihærdigt forsøger at tiltrække vælgere af alle racer, repræsenterer disse to altdominerende blokke i praksis hver sin af landets to verdener: ANC/IFP regerer på sorte stemmer - Den Demokratiske Alliance henter sine vælgere blandt hvide og de godt tre millioner af blandingsrace, som primært er efterkommere af tidligere slaver fra Malaysia. Alliancen slås hårdt for, at forbedringer for det sorte flertal ikke sker på bekostning af mindretallets privilegier. Stram økonomisk styring: ANC fik næsten to tredjedele af stemmerne ved valget i 1999 til trods for, at partiledelsen siden 1994 har gennemført en ofte upopulær økonomisk politik. Efter at have prædiket marxisme i 1980erne satser partiet nu på at skabe arbejdspladser gennem økonomisk vækst. Ambitionen er at skabe gode vilkår for erhvervslivet og tiltrække udenlandske investeringer. Inflationen er holdt nede og den offentlige sektor er skåret ned, uden at landet omkring årsskiftet 2000-2001 endnu havde set de store resultater af den stramme politik. Der har været konstant økonomisk vækst siden 1994, men de fleste år lige i underkanten af befolkningstilvæksten, når man medregner en stor illegal indvandring. Den turbulente globale økonomi samt kriminalitet, stærke fagforeninger og et lavt uddannelsesniveau får skylden for, at det store økonomiske opsving er udeblevet. Nationens genopretning Man kan hen ad vejen forvente en række sammenstød mellem ønsket om en stærk økonomisk vækst og de ambitioner om at forbedre indsatsen for miljøet, som Danced støtter. Et af Sydafrikas vigtigste fortrin i den internationale kamp om markeder og investeringer er lave energipriser og billige råstoffer. Den planlagte massive vækst på over seks procent om året kan derfor hurtigt medføre voldsomme trusler mod miljøet, hvis ikke regeringen tager drastiske skridt til at begrænse industriens forurening og sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Hidtil har meget af Sydafrikas miljøpolitik været præget af det lige så reelle behov for at samle den splittede nation. Både landets egen indsats og Danceds støtte har ofte haft en dobbelt funktion: Mange projekter er rettet mod de miljøproblemer, som overbefolkningen skabte i de tidligere sorte hjemlande og townships. Men da disse problemer har en meget direkte effekt på folks levevilkår, indgår projekterne ofte også i kampen mod fattigdommen. Danced har i mange tilfælde skullet forholde sig til den politiske og historiske arv, der skabte Sydafrikas to forskellige verdener. Det er spørgsmålet om vedvarende energi et glimrende eksempel på. Sydafrika er begavet med mange solskinstimer og stærke vinde, der ifølge energiministeriet kunne udnyttes til sol- og vindenergi. Men landet har også et meget stærkt nationalt elselskab - Eskom - der i apartheidårene opførte Afrikas eneste atomkraftværk. Som et af de få elselskaber i verden forsker Eskom stadig i atomkraft og satser på at prøvekøre en ny reaktortype i 2001. Kombinationen af atomkraft og billige kul fra landets egne miner har hidtil gjort det meget vanskeligt at komme ret langt med alternativ energi i nogen større målestok.
|
