|
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika Med stok og støtte
Bag nyvunden miljøbevidsthed i Sydafrikas fiskeindustri anes den samme blanding af trusler om afgifter og udsigt til besparelser, der satte de danske kolleger i gang. Alt er kolossalt på fiskefabrikken Sea Harvest i Saldanha Bay nord for Cape Town, der er en af verdens største: På havnen bringer fabrikkens egne 17 trawlere mellem 500 og 600 ton fisk i land om dagen. På fabrikshallens 28 produktionsbånd bliver fiskene flået, udbenet og filetteret til 500 forskellige produkter, der som dybfrost spredes over hele kloden. Intet under, at både vandforbruget og udslippene af organisk affald hidtil også har været i sværvægtsklassen. Sea Harvest var derfor en oplagt deltager i det projekt om renere teknologi, som Danced og fiskeindustrien indledte i 1999. I fiskeindustrien betyder renere teknologi væsentligst to ting: At skære ned på vandforbruget og skrælle mere kød af fiskebenene, så der ryger mindre organisk materiale tilbage i havet. Der er penge at spare og penge at tjene. Så motivationen har været høj: "Vi har skåret 20 procent af vores vandregning på 120.000 rand (140.000 kroner) om måneden. Målet er skære yderlige 40 procent", siger Hannes Terblanche, der er chefingeniør i produktionen. Vandspild på video Fra Terblanches kontor er der udsigt over fabrikshallen og dermed anskuelighedsundervisning i vandspild. Vores interview afbrydes flere gange, når han udpeger eksempler på fortsat slendrian. Lige neden for vinduet er en mand i færd med en af de klassiske synder: At bruge "vandet som kost", som Terblanche kalder det: "Du vil ofte se, hvordan folk bruger en tyk vandstråle til at skubbe et lille stykke fisk ned i spildevandskanalen", siger han. For at komme den slags misbrug til livs sendte Danced en konsulent rundt på fabrikken med et videokamera. "Det var ikke for at bruge stokkemetoder, men for at vise folk, hvad der foregik. Det var ment som en chokbehandling. Meget af det var faktisk ret underholdende", siger Terblanche. I Danmark havde fiskeindustrien ikke nogen synderlig interesse for renere teknologi, før det pludselig blev en økonomisk nødvendighed. Sidst i 80erne satte vandmiljøplanen tommelskruerne på fiskefabrikanterne med højere priser på både vand og afledning af spildevand. I Sydafrika var der indtil for nylig endnu mindre motivation: "Vi levede i en verden, hvor vi opfattede vand som gratis. Vi betalte kun for det vand, der kom ind i fabrikken", som Terblanche forklarer. I nær fremtid vil Sea Harvest første gang blive tvunget til at betale afgifter på spildevand. Det vil få både vandregningen og besparelserne ved et mindre forbrug til at vokse eksplosivt. Afgifterne på spildevand vil blive fulgt med ny lovgivning mod forurening og langt højere straffe, end industrien har været vant til.
Målet er mindre affald Indsatsen for renere teknologi er det yderste led i Danceds og de sydafrikanske myndigheders forsøg på at tackle affaldsproblemerne i sammenhæng. Fra arbejdet med en national af faldstrategi har Danced bevæget sig ned gennem systemet: Nogle projekter går ud på at behandle affald, så det forurener mindre. En anden del af indsatsen skal sikre, at der samlet set bliver mindre affald.
Projekterne med renere teknologi falder i den sidste gruppe. Ud over flskeindustrien har Danced hjulpet tekstilvirksomheder og fabrikker i metalindustrien, der beskæftiger sig med overfladebehandling som galvanisering. Det er alt sammen områder, hvor Danmark har en særlig ekspertise. En vigtig del af projekterne med renere teknologi har været studieture til Danmark, som i mange tilfælde har gjort et dybt indtryk. Ved afslutningsmiddagen på tekstilindustriens studietur rejste bestyrelsesformanden for en af Sydafrikas største producenter sig op og sagde: "Jeg har nu indset, hvor meget jeg har forurenet gennem min karriere. Jeg vil rejse hjem og bruge resten af mit liv på at rette op på det. For jeg har nemlig også lært, at renere teknologi kan være en god forretning". Tvunget og lokket Selv om de fleste danske fiskefabrikker har anderledes teknologi og råstoffer end Sea Harvest, lærte også Hannes Terblanche af hele den tankegang, der ligger bag at spare på ressourcerne. "Konsulenter er jo gerne folk, der kommer og fortæller dig, hvad du ved i forvejen. Men man har en tendens til at gro fast, når man går i det hver dag. Ved at åbne dørene til omverdenen får man et større udsyn", siger han. Hannes Terblanche bruger både stok og motivation til at bringe vandforbruget ned. De enkelte produktionsbånd har fået installeret vandmålere, der bliver aflæst dagligt. Og hver uge skal de ansvarlige for hvert skiftehold forklare sig, hvis der er brugt mere end gennemsnitligt meget vand for hvert kilo forarbejdet fisk. "Én måling er bedre end 1.000 meninger", som Danceds udsendte konsulent Lars Seiersen siger. "Når vi i dag køber nye maskiner, er vandforbruget noget af det første, vi kigger på", siger Terblanche, der også har fået ombygget en række af de gamle maskiner, så de bruger mindre vand. I fiskeindustrien handler nedsat forbrug af vand ikke kun om at skåne miljøet. Det er også et spørgsmål om hygiejne. Et vådt gulv er en glimrende udklækningsanstalt for bakterier. Sea Harvest har derfor oplevet stigende krav fra udenlandske importører om at gøre produktionen så tør som mulig. " Danced har skubbet os i en retning, vi før eller siden ville være blevet tvunget til at gå - blandt andet på grund af kravene fra vores internationale kunder", siger Hannes Terblanche.
Reform i hårde tider Trods udsigten til økonomiske gevinster, strengere lovgivning og internationalt pres har det langt fra været nogen enkel opgave at ændre mentaliteten i den sydafrikanske fiskeindustri, siger Danceds danske konsulent Lars Seiersen: "De er 20 år efter Danmark, når det gælder om at spare på ressourcerne. Men de kan indhente forspringet på 35 år, hvis de vil". Lars Seiersen fremhæver som en af sine største succeser, at virksomhederne ikke længere betragter renere teknologi som et "teknisk fix". Det handler om at arbejde med holdninger og motivation hos de enkelte medarbejdere. Han oplever dog stadig, at der er meget langt fra virksomhedernes ledelser til de tekniske mellemledere som Hannes Terblanche, der er hans direkte kontakt. Og på gulvet i fiskefabrikkerne er der ofte lavtlønnede medarbejdere, hvis uddannelse og motivation langtfra altid er gearet til store omvæltninger. "En anden succes for projektet er, at det er lykkedes at holde det i gang, selv om det har været ualmindeligt hårde tider for fiskeindustrien", siger Seiersen. Sydafrikas åbning mod omverdenen efter overgangen til demokrati i 1994 har ført til større import af billige fødevarer og dermed øget konkurrence. Samtidig har de store fiskefabrikker fået mindre kvoter, fordi landets nye ledelse i højere grad har taget hensyn til ikke-hvide fiskere og producenter. På langt sigt bør det selvfølgelig kun opmuntre de store producenter til at spare på vandet og få mere ud af de fisk, de må fange. Men mange besparelser kræver først investeringer. Derfor har Danced valgt at yde 20 procents tilskud til investeringer i renere teknologi. En af de største modtagere af støtte er Marine Products Laaiplek, der producerer fiskemel og fisk på dåse. Fabrikken var presset fra to sider: Et lokalt turistområde klagede over forureningen, og EU's miljøkrav til importerede varer krævede renere teknologi. Med hjælp fra Danced bruger Laaiplek nu 1,6 millioner rand (1,8 millioner kroner) over seks år på renere teknologi. "Selv om vi kæmpede for vores overlevelse, havde vi intet andet valg end at rydde op", siger Laaipleks direktør Chris Gildenhuys.
|
