|
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika Dilemmaer på tryk"Fattigdom er vores største miljøproblem", siger redaktøren af "Land & Rural Digest". For dansk miljøbistand producerer han et blad, der ofte taler landbefolkningens sag i de vanskelige opgør mellem hensynene til mennesker og natur. Mellem de afrikanske perler i Victor Munniks halskæde sidder en dansk enkrone med lædersnøren trukket gennem hullet. Han skynder sig at forsikre, den er hans egen og ikke en af de i alt 5.372.067 kroner, han i 1997 fik af Danced til blandt andet at udgive et af landets nu førende miljømagasiner, "Land & Rural Digest". "Danced er på mange måder en unik organisation. De tænker langt mere strategisk end andre organisationer. Men de er også så grundige, at det kan gøre én vanvittig", siger redaktøren. Han synes helt skræmt ved tanken om, at en statsrevisor skulle mistænke ham for at have misbrugt den mindste smule dansk miljøbistand i sin egen halskæde. Danceds brede strategi i Sydafrika er den direkte årsag til, at Munniks blad og resten af kommunikationsafdelingen i græsrodsorganisationen Environmental and Development AgencyTrust (EDA) overhovedet eksisterer. Danced valgte at støtte EDA på et tidspunkt, hvor udenlandsk støtte til NGO'er var gået af mode i Sydafrika.
Tæppet væk under NGO'erne Problemet med NGO'erne var, at de fleste græsrodsorganisationer i 1980erne og de tidlige 90ere mest var figenblade for kampen mod apartheid. I det ny Sydafrika havde NGO'erne ofte ikke meget andet at tilbyde end jobs til deres egne ansatte. Donorerne mente derfor, de lige så godt kunne give pengene til staten. Den ANC-dominerede regering stod jo selv for de værdier, donorerne havde støttet i kampen mod apartheid. Og statsapparatet ville være mere effektivt til at administrere støtten til Sydafrika end en skov af NGO'er. Donorerne lukkede derfor reelt en række NGO'er, da de trak støtten. Hen ad vejen har donorerne opdaget, det ikke var nogen entydigt heldig beslutning. For det første havde statsbureaukratiet store vanskeligheder med at bruge de mange penge. For det andet var der brug for NGO'erne til at kæmpe for de svageste og holde debatten i landet kogende. For det tredje var der blandt de lukningstruede NGO'er adskillige, der lavede fremragende arbejde i de fattige hjørner af samfundet, hvor statsapparatet aldrig rigtigt var nået ud.
En dansker på skulderen Den nu 25 år gamle EDA var et godt eksempel. Organisationen hjælper landbefolkningen med at overleve i et samfund med for lidt jord, for megen erosion, for langt til vandforsyningen og for lille politisk indflydelse. I to provinser kører EDA programmer, der blandt andet støtter landmænd med at markedsføre deres produkter og kæmpe for retten til jorden. EDA havde allerede før Danceds ankomst i Sydafrika mere end ti års erfaring med trykte medier. Organisationen udgav i 80erne "The People's Workbook" med gode råd om alt fra kyllingeopdræt, boring af vandhuller og hygiejne til baggrunden for landbefolkningens politiske kamp. Bogen blev i 1989 fulgt op med bladet "New Ground", der blandt sine mange læsere havde Danceds første udsendinge i Sydafrika. "De kunne lide bladet. Men vi havde ikke penge til at blive ved med at udgive det", siger Victor Munnik. Han var en af de få, der blev tilbage, da bladet og EDA's medieafdeling kollapsede i 1995. Med pengene fra Danced og støtte fra to andre NGO-netværk "Rural Development Services Network" og "National Land Committee" så det ny blad dagens lys. Pengene kom med krav om den grundige kontrol, som Victor Munnik elsker næsten lige så meget, som han hader den. "Jeg har en lille dansker siddende på min skulder, som jeg hele tiden taler til", siger han om de mange rapporter, der skal indsendes. Men rapporterne hjælper ham også med konstant at checke, at bladet og projektet er på rette kurs. "Rapporterne er en mulighed for at diskutere, hvad vi gør og reflektere over det", siger Munnik.
Røsten fra Dukuduku-skoven Danceds ambition med "Land & Rural Digest" var et blad for landbefolkningen og miljøinteresserede, der både kunne oplyse og deltage i miljødebatten. Når man bladrer gennem de udkomne numre er det tydeligt, at EDA's udgangspunkt er mennesker og udvikling. Der står mere om udpint landbrugsjord og landarbejderes menneskerettigheder end om næsehornets overlevelse - og mere om adgang til rent drikkevand end om truede vådområder. Indimellem foreslår Danced flere af de egentlige miljøhistorier. "De siger: Det kunne være grønnere. Men de diktere ikke", siger Munnik. Hans eget ideal af en artikel til "Land & Rural Digest" sætter miljøproblemerne i sammenhæng med den fattigdom, der ofte skaber dem. "Fattigdom er det største miljøproblem i Sydafrika", siger Munnik. Hans egen historie om Dukuduku-skoven i KwaZulu-Natal provinsen er et godt eksempel på det altid lurende sammenstød mellem miljøforkæmpere og mennesker. Vand- og skovbrugsministeriet har længe forsøgt at få Dukuduku fredet som en af Sydafrikas sidste naturskove. Men naturfredningsmyndighederne vil kun overtage skoven, når den er blevet ryddet for det, de kalder illegale beboere. Nogle af skovens indbyggere er utvivlsomt indvandrere fra Mozambique. Andre siger, deres familie har boet i Dukuduku i generationer og har en slags hævd på jorden. Alle lever af de afgrøder - fra mangoer til marihuana - som de dyrker i lysninger i skoven. Dukuduku er med andre ord en frontlinie-beretning fra fattige landes evige opgør mellem mennesker og natur. "Det er en interessant historie. Den afslører spændingerne mellem hensynet til mennesker og til biodiversitet. Konfrontationen er her helt håndgribelig", siger Victor Munnik. Hans reportager var med til at sprede historien om Dukuduku-skoven til radio og tv. Og redaktøren mener, at dækningen har været med til at øge sandsynligheden for et kompromis, der tager hensyn til både mennesker og natur. Danced har valgt at støtte et projekt i Dukuduku, der har netop denne ambition. Vand til alle Blandt bladets og EDA's største sejre regner Victor Munnik en langstrakt kampagne for rent vand til alle. Kampagnen blev i 1999 genspejlet i valgløfter fra ANC om at sikre hver eneste familie i Sydafrika 6.000 liter rent vand om måneden. En kolera-epidemi i KwaZulu-Natal omkring årsskiftet 2000-2001 understregede, at EDA og andre forkæmpere for rent vand har haft fat i en vigtig sag. Det er også lykkedes redaktionen at sprede historien om terror mod landarbejdere i Mpumalanga-provinsen og bidrage til debatten om landrettigheder i Sydafrika - et af fremtidens mest sprængfarlige emner i lyset af de ulovlige jordbesættelser i nabolandet Zimbabwe. Til gengæld er det endnu ikke lykkedes at lave en kommerciel succes ud af "Land & Rural Digest". Mængden af annoncer er yderst behersket, og meget af oplaget på 4.000 eksemplarer hver anden måned foræres væk til blandt andet politikere og andre beslutningstagere. Antallet af betalende abonnenter lå ved nytår 2001 på 1200. "Vi har gået mere op i at blive kendt end at få abonnenter. Derfor har vi forkælet folk. Til gengæld har vores gennemslagskraft så været større", siger Victor Munnik.
|
