AOX udredning, litteraturstudium

8. Mulige AOX-Kilder i svømmebade

I svømmebade vil der være 4 kilder til AOX:
dannelse af halogenerede forbindelser ved chlorering.
indhold af AOX i benyttet råvand.
afgivelse af chlorerede forbindelser fra installationerne
falsk positive bidrag fra ikke chlorerede organiske forbindelser eller fra uorganiske forbindelser

Der vil dannes halogenerede organiske forbindelser ved chlorering af svømmebassinvandets naturlige indhold af organisk stof, af det organiske stof, der afgives fra de badende, samt af eventuelt organisk stof afgivet fra installationer. Trihalomethaner forventes kun at udgøre en begrænset del af de dannede halogenerede organiske stoffer, og kun at redegøre for en begrænset del af de sundhedsskadelige effekter. Ved danske målinger af AOX i svømmebadsvand vil trihalomethaner og andre flygtige forbindelser normalt være fjernet ved afstripning forinden analyse og dermed ikke indgå i AOX.

AOX i svømmebadsvand bør vurderes i forhold til (drikke-)vandets naturlige AOX indhold, der typisk vil være 1-15 µg Cl/L

Der vil kunne afgives halogenerede organiske forbindelser fra installationerne i svømmebade. Dette er særligt relevant for den type af svømmebassiner, hvor det er én stor membran, der udgør bassinbund og -sider. Det kan ikke afvises, at folien kan indeholde chlorerede organiske forbindelser, der kan afgives til vandet, samt også kan afgive ikke-halogenerede forbindelser, der efterfølgende reagerer med chlor.

Endvidere kan en del af AOX i svømmebadsvand skyldes interferens, positiv bias, fra ikke-halogenerede organiske forbindelser eller fra høj indhold af uorganisk brom og iod. Positiv bias fra ikke-halogenerede organiske stoffer forventes primært fra svovl- eller kvælstofholdige stoffer som N-butylbenzensulfonamid. Der er ikke fundet indikation af, at andre blødgørere, eksempelvis phthalater, skulle kunne føre til forhøjede AOX-værdier. Vandtyper med forhøjet brom og iod er ikke almindeligt forekommende i Danmark.

I en samlet vurdering må det konkluderes, at mens der for drikkevand og delvist også for spildevand ligger en betydelig viden om desinfektion ved chlorbehandling med hensyn til for eksempel:
dannede stoffer og mængder ved chlorbehandling
justering af procesparametre til nedbringelse af dannelse af chloreringsbiprodukter
egnede styreparametre,

så er den tilsvarende viden for svømmebade overordentlig begrænset.