Metode til risikovurdering af gasproducerende lossepladser 

3 Gaslossepladser i Danmark, status

Der blev foretaget en gennemgang af gennemførte undersøgelser og risikovurderinger på danske gaslossepladser. Gennemgangen viste, at der i 1995 blev skønnet, at der var knapt 400 lossepladser med en potentiel risiko i relation til lossepladsgas. Disse skøn var dels udarbejdet på baggrund af oplysningerne vedrørende lossepladsens størrelse, alder, afdækning, afstand til bebyggelse m.v., dels udarbejdet på baggrund af en kvalitativ vurdering af de enkelte sager.

Gennemgangen viste, at der på ca. 1/3 af de ca. 80 lossepladser, hvor der var gennemført undersøgelser, var vurderet at lossepladsgassen udgjorde en risiko for bebyggelsen.

Begrundelserne for, at der var vurderet at være en risiko, var typisk forhøjede værdier af både methan (10 - 80 %) og kuldioxid (10 – 40 %) i poreluften. Endelig var der i en række tilfælde tillige målt indhold af methan i bygninger på op til 1,0 % og op til 0,6 % kuldioxid. På ca. 50 af de undersøgte lossepladser udførtes der monitering mindst én gang pr. år, heraf mindst 2 gange pr. år på ca. 25 lossepladser.

Der var etableret afværgeforanstaltninger på ca. 15 lossepladser i form af passiv eller aktiv ventilering samt byggetekniske foranstaltninger og afgravning.

Da der stadig resterede et antal lossepladser, der ikke var undersøgt (1995), blev det vurderet, at der var behov for udarbejdelse af et risikovurderingskoncept.