Analyserapport for brom i elektronikdele

4.Undersøgelsesmetoder

De udvalgte husholdningsapparater blev adskilt og materialerne udtaget af yderkabinet, printplader, hvor de findes, afbrydere og andre elektriske dele samt plast med direkte kontakt til varmeoverflader.

Ved den første screening af de udtagne dele er der fundet en del større og mindre plastdele med indhold af brom og antimon. Til denne screening er der anvendt et Philips EDAX PV9100/9500 energidispersiv røntgenfluorescens spektrofotometer.

Ved denne relativt hurtige screening var det muligt at sortere plastdele, indeholdende bromerede flammehæmmere, fra til yderligere kvantitativ analyse ved brug af elementaranalyse og analyse på plane emner med Philips PV2400 bølgelængdedispersiv røntgenfluorescens spektrofotometer.

Ud fra disse resultater blev der gennemført en kalibrering af EDAX, hvorved emner med former andet end plane flader kan analyseres kvantitativt for brom og antimon.

Som følge af emnernes form og fx indhold af calcium (Ca) i plasten, der giver overlap i analysen for antimon ved EDAX, er de angivne resultater for antimon behæftet med en spredning på op til 25% rel. Præcisionen på bromværdierne er 10-15% rel.