| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Forekomst af Legionella i varmvandssystem

Sammenfatning og konklusioner

Fra hver af 22 ejendomme blev der udtaget mindst en prøve fra det varme vand, i alt 35 prøver. Prøverne blev udtaget fra tapsteder som vandhaner eller brusere. Ved dyrkning blev der påvist Legionella pneumophila i 29 prøver fra 19 af de 22 undersøgte anlæg. Kimtal for Legionella i de positive prøver varierede fra værdier tæt ved analysemetodens grænse for følsomhed 10¹ cfu/liter til ³ 4,9 x 10⁶ cfu/liter. I 10 af 22 anlæg fandtes Legionella-koncentrationer mindre eller lig med 10³ cfu/liter. I tre anlæg kunne Legionella ikke påvises ved dyrkning, og gentagne prøver fra to af disse anlæg forblev uden vækst. I otte anlæg var koncentrationen over eller lig 1 x 10⁴ cfu/liter.

Ved PCR blev der påvist Legionella pneumophila i vandprøver fra 21 af de 22 undersøgte anlæg. I de PCR positive prøver blev der påvist fra £ 10³ til ³ 10⁶ genomer/l. Fra det ene anlæg, hvor der ikke blev påvist Legionella pneumophila, blev der heller ikke påvist Legionella pneumophila ved dyrkning. I to anlæg hvor der ikke blev påvist Legionella ved dyrkning, fandtes ved PCR Legionella pneumophila på et forholdsvist højt niveau (hhv. ³ 10⁴ og 10³ - 10⁴ genomer/l). Ved PCR påvises både døde, levende og ikke-dyrkbare men levende Legionella-bakterier. Alene af den grund kan man ikke forvente at resultaterne for dyrkning og PCR vil være overensstemmende. Dyrkning er standardmetoden (referencemetoden) til påvisning af Legionella. En direkte kvantitativ sammenligning af fundene ved de to metoder er dog ikke mulig, da PCR i denne udformning højst er semikvantitativ.

Inden for temperaturintervallet (39° - 51° C) påvistes for varmtvandssystemerne i 13 beboelsesejendomme en signifikant korrelation mellem koncentrationen af Legionella-kim i vandprøve udtaget af det første vand og vandtemperaturen målt ved tapstedet efter opnåelse af stabil temperatur. Der kunne ikke påvises signifikant korrelation mellem koncentration af Legionella-kim ved tapstedet og vandtemperatur i boilerrum ved afgang fra varmtvandsbeholder eller tilgang af returvand. Dette viser, at forholdene i ledningssystemet har betydning for væksten, og at temperaturen i vandet i varmtvandsbeholderen således ikke er den eneste faktor.

Undersøgelsen bekræfter, at Legionella pneumophila kan trives i almindelige varmtvandsanlæg og hyppigt forekommer i moderate til høje koncentrationer (³ 5 x 10³ cfu/l i 11 anlæg). Der er aldrig påvist en direkte sammenhæng mellem niveauet af Legionella koncentration og risiko for at blive smittet. Det er således velkendt, at Legionella nogle steder kan forekomme i høje koncentrationer, uden at der er kendte tilfælde af smitte, mens man i andre tilfælde ser smitte fra kilder med tilsyneladende moderate koncentrationer ved efterfølgende vandanalyser. Dette beror sandsynligvis på smittemåden og på det forhold, at raske mennesker ikke er særligt udsatte for at blive smittet, ligesom ikke alle serotyper er lige virulente og sygdomsfremkaldende. På den anden side er der næppe påvist smitte fra varmtvandssystemer med mindre end 10³ cfu/liter. Et kimtal på £ 10³ cfu/l indikerer dog at Legionella kan trives i anlægget, og selv små ændringer i driftsforholdene (eller lokale forhold ved tapstederne) kan formentlig få kimtallet til at stige kraftigt.

Ved sammenligning af de serogrupper, der er fundet i vandprøverne, og de serogrupper, der er isoleret som årsag til legionærsygdom erhvervet uden for hospitaler i Danmark, kan man se, at de hyppigst sygdomsfremkaldende serogrupper: 1, 3, 4, og 6 alle også er isoleret fra vandprøver i denne undersøgelse.

Undersøgelsen , støtter den fremsatte hypotese, at almindelige varmtvandsforsyninger kan være en mulig smittekilde til legionærsygdom herhjemme.