Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger - Revideret udgave

3. Datakvalitet

3.1 Registrerede anlæg
3.2 Indsamling af data
3.3 Modtaget mængde
3.4 Produceret kompost
3.5 Fraført kompost og anvendelsen af kompost
3.6 Lager
3.7 Pris på kompost
3.8 Kompostkvalitet

I dette afsnit beskrives usikkerhed og fejlkilder i forbindelse med opgørelserne i denne statistik.

3.1 Registrerede anlæg

De fleste af de kontaktede anlæg indgår i Kommunedatabasen. Databasen revideres blandt andet på baggrund af indberetninger til ISAG. Som nævnt i Afsnit 1.3 er der herudover medtaget 6 nye kompostanlæg, ligesom enkelte anlæg på samme adresse har komposteret forskellige affaldstyper.

Muligvis findes herudover flere kompostanlæg. Sandsynligvis drejer det sig primært om Type 2 anlæg, der alene komposterer have- og parkaffald.

3.2 Indsamling af data

Sammen med stamkort og indberetningsskema er der vedlagt en vejledning i udfyldelse af kort og skema.

I vejledningen er det præciseret, at enhver mængde så vidt muligt skal opgøres i tons. Kan mængden ikke oplyses i tons – men i stedet i m3 – skal rumvægten oplyses. Kontrolopringninger viste, at mange anlæg selv havde foretaget en omregning fra m3 til tons. Ofte var brugt meget forskellige omregningsfaktorer – også for fraktioner der burde have samme rumvægt. Til næste års statistik bør det overvejes at ændre proceduren, så anlæggene indberetter i den enhed, de selv opgør mængden i. Usikkerheden i de indberettede data vil herved blive reduceret, men der vil selvfølgelig fortsat være usikkerhed på omregningen fra m3 til tons.

Kun få anlæg har valgt at stille spørgsmål til udfyldelsen af stamkort og indberetningsskema. Omvendt er 4 ud af 5 anlæg blevet kontaktet efter, at de havde returneret det udfyldte indberetningsskema. I de fleste tilfælde har denne henvendelse resulteret i, at de indberettede oplysninger er blevet revideret.

3.3 Modtaget mængde

De fleste Type 2 anlæg vejer ikke det modtagede HPA. Affaldet modtages dels på trailere (privatbiler) dels på lastvogne. Mængdeopgørelsen er ofte baseret på entreprenørens afregning for neddelingen.

I de tilfælde, hvor anlæggene ikke har indberettet en omregningsfaktor, er der foretaget en omregning med faktoren 450 kg pr. m3. Dette svarer til vægtfylden for HPA neddelt én gang.

I de tilfælde, hvor anlægget selv har anført en omregningsfaktor, er der anvendt faktorer fra 0,1 til 1,0 tons pr. m3. Der kan altså være en faktor 10 til forskel på omregningsfaktoren.

For tre anlæg er der anvendt data fra indberetninger i 1998.

Usikkerheden på det enkelte anlægs indberetninger kan være meget store.

3.4 Produceret kompost

Enkelte anlæg har ikke produceret kompost i 1999. Det kan skyldes, at anlægget er nyt eller at driften er blevet omlagt.

Usikkerheden i de indberettede mængder kan henføres til følgende:
Produceret mængde = tilført mængde.
Komposten vejes ikke.
Tvivl om hvornår kompost er "færdig".

Af nogle indberetninger fremgår, at den producerede mængde "færdig kompost" er lig med den tilførte mængde organisk affald. Oplysninger af denne type viser, at enten er mængden af tilført HPA skønnet for lav, eller at den producerede mængde færdig kompost er skønnet for høj. Et andet problem er, at anlægget med sådanne oplysninger giver indtryk af, at alt modtaget affald på samme år omdannes til færdig kompost. Normalt vil der være et massetab ved komposteringen og der vil også være en tidsforskydning fra affaldet er modtaget til det omdannet til færdig kompost.

Den færdig producerede kompost vejes sjældent. Mængden bestemmes ved opmåling af den færdige kompost, hvor vægten beregnes gennem omregning fra m3 til tons. Der er vis usikkerhed på brugen af de anvendte omregningsfaktorer.

Anlæggene anvender forskellig definition af, hvad der er "færdig kompost". For nogle anlæg er kompost færdig, når affaldet er neddelt – jvf. ovenstående bemærkninger om "produceret = modtaget". Andre anlæg betragter kompost for færdig, når den har været i behandling i en vis (ikke standardiseret) periode. En del anlæg betragter først kompost som "færdig" når den efter et ½ til 10 år sigtes og afsættes.

Alt i alt er der stor usikkerhed i bestemmelsen af mængden af færdig kompost. For det enkelte anlæg kan den nemt være +/- 100 %.

3.5 Fraført kompost og anvendelsen af kompost

Anlæggene indberetter hvor meget kompost, der fraføres anlægget i 1999. Denne mængde er ofte skønnet, idet mængden af fraført kompost typisk ikke vejes.

I indberetningsskemaet anføres endvidere til hvilket formål den fraførte kompost er anvendt. Ikke alle anlæg anfører formålet. Derfor er der nogen usikkerhed med hensyn til, hvorledes det enkelte anlæg skal fordele den fraførte mængde på anvendelsesområder.

Den mest betydende usikkerhed på dette punkt skyldes bestemmelsen af mængden af produceret/fraført kompost – jvf. afsnit 3.4.

3.6 Lager

Ændring i lagerbeholdning i 1999 stemmer godt overens med forskellen i den producerede og den fraførte mængde. Derimod er der en betydelig ændring i den lagrede mængde kompost pr. 31. december 1998 og frem til den 1. januar 1999. En sådan ændring i lageropgørelsen skyldes dels at nye anlæg er kommet med i årets statistik dels at nogle anlæg har revurderet lagerets størrelse ved indgangen til 1999.

Som anført i afsnit 3.4 er der i dag ingen retningslinier for, hvornår kompost vurderes at være færdig. Derfor kan nogle anlæg have kompost liggende "i produktion" i mange år uden at indberette denne som "færdig kompost" endsige som lager af "færdig kompost". For andre anlæg kommer kompost meget tidligere "på lager". Det vides ikke, hvor stor andelen af "kompost i produktion" er for anlæggene – muligvis svarer denne mængde til 1 års produktion af kompost.

Eftersom den lagrede kompost ikke vejes, er selve lageropgørelsen meget usikkert bestemt. Usikkerheden skønnes at være 20 pct.

Anlæggene har selv oplyst, at følgende forhold bidrager til usikkerhed i den indberettede mængde:
brug af forskellige kompostentreprenører med hvert sit skøn over de oplagrede mængder
brand i miler eller overflytning af "færdig" kompost mellem anlæg
lagermængden opgøres normalt ikke, hvorfor det kan være svært at huske 1 år tilbage (hvor store var bunkerne da?)
usikkerhed på hvad "færdig kompost" er, og om den evt. også indeholder en senere sigterest
usikkerhed ved kompostering og flisning på samme anlæg - eller ved evt. overgang mellem de to behandlingsformer i løbet af året.

3.7 Pris på kompost

Nogle anlæg indberetter, hvorvidt de sælger den færdige kompost eller om komposten uddeles gratis. Det kan umiddelbart være svært at sammenligne de gennemsnitlige, beregnede priser på kompostprodukterne, idet der kan være stor forskel på kompostens alder, forarbejdningen m.v.

3.8 Kompostkvalitet

Alle anlæg blev bedt om at vedlægge deklarationer eller andre analyseattester af kvaliteten af den producerede kompost. Beregningen af den gennemsnitlige kompostkvalitet er på to punkter behæftet med usikkerhed. For det første er der kun modtaget deklarationer/analyseattester på et begrænset antal kompostprodukter, og for det andet omfatter flere deklarationer/analyser kun udvalgte parametre.

I "Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 1999" indgår ingen opgørelse af, hvor meget kompost, der er "i produktion". Der kan således heller ikke anføres noget skøn over usikkerheden af mængden af "kompost i produktion".