Miljøstyring i plastindustrien

Forord

I henholdsvis 1995 og 1998 fik Plastindustrien i Danmark, gennem tilskudsordningen "Miljøstyring og miljørevision for danske virksomheder", bevilget støtte fra Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen til at gennemføre projekterne "Miljøstyring i Plastindustrien I og II". Miljøstyring II var en videreudvikling og fortsættelse af Miljøstyring I.

Som en udløber af Miljøstyring II er der blevet gennemført projektet "Miljøstyring og plast - formidling og økonomi", hvor erfaringerne fra Miljøstyring I og II er samlet i en ERFA-håndbog. Desuden er det økonomiske aspekt ved indførelse af et certificeret miljøledelsessystem blevet undersøgt.

Det overordnede mål med projekterne har været, gennem en sammenhængende brancheindsats på området miljøstyring, at fremme en stadig forbedring af miljøindsatsen i plastforarbejdende virksomheder.

Nærværende rapport beskriver, hvordan disse brancheprojekter har været opbygget, de delelementer projekterne har bestået af og de erfaringer, der er gjort i forbindelse med projekterne og med indførelse af miljøstyring i plastforarbejdende virksomheder.

Projekterne er gennemført af Plastindustrien i Danmark i samarbejde med MiljøFyn A/S, der har været tilknyttet som ekstern konsulent.

I alt har 31 plastforarbejdende virksomheder deltaget i projekterne, 23 i Miljøstyring I og 8 i Miljøstyring II. De 31 virksomheder repræsenter de fleste af de delbrancher, der findes indenfor plastindustrien, og såvel små virksomheder med under 10 ansatte som store med over 250 ansatte har deltaget.

I forbindelse med projekterne har der været nedsat to følgegrupper.

I Miljøstyring I bestod følgegruppen af:

Susanne Rasmussen, Miljøstyrelsen (Formand)
Hans S. Hornbech, Miljøstyrelsen
Jette Rasmussen, Plastindustrien i Danmark
Henriette Øllgaard, Erhvervsfremme Styrelsen
Kristina Elvebakken, Dansk Industri
Aksel B. Simonsen, CO-industri
Pernille Svenstrup, Energistyrelsen
Lars Søborg, Arbejdstilsynet
Kåre Gausdal, MiljøFyn A/S

Susanne Rasmussen, Henriette Øllgaard, Kristina Elvebakken og Pernille Svenstrup blev i løbet af projektperioden afløst af henholdsvis Anette Christiansen, Palle M. Sørensen, Henrik Lund og Vagn Nielbo.

I Miljøstyring II bestod følgegruppen af:

Anette Christiansen, Miljøstyrelsen (Formand)
Steen Seier Karlsen, Plastindustrien i Danmark
Palle M. Sørensen, Erhvervsfremme Styrelsen
Vagn Nielbo, Energistyrelsen
Michael Jørgensen, CO-industri
Lars Søborg, Arbejdstilsynet
Kåre Gausdal, MiljøFyn A/S

Plastindustrien i Danmark vil gerne takke følgegruppernes medlemmer for en aktiv deltagelse i møderne, hvorunder der er fremkommet mange gode forslag og nyttige råd i forbindelse med gennemførelsen af projekterne.

Plastindustrien i Danmark
Lars Blom og Kristina Elvebakken