Kapitel 1: Baggrund for strategien , Miljøstyrelsen

Strategi for Miljøstøtteordningen til Østeuropa 2001-2006

Kapitel 1
Baggrund for strategien

Revision af 1993 strategien

Erfaringer fra den hidtidige miljøstøtte

Revisionen er ikke mindst nødvendig på baggrund af de sidste 8 års politiske ud SIDE 4 DEL I Nærværende strategi for Miljøstøtteordningen afløser strategien fra oktober 1993: "International Miljøbistand under Miljø- og Katastroferammen - delstrategi vedrørende Miljøindsatser i Øst- og Centraleuropa". Ordningen administreres af Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen.

Indsatsen indgår som et led i Danmarks internationale indsats under Miljø-; Freds- og Stabilitets-rammen (MIFRESTA), tidligere Miljø- og Katastroferammen (MIKA)⁽¹⁾. Miljøstøtten til Østeuropa indgår som en del af den samlede øststøtte. Den overordnede koordinering af den danske øststøtte varetages i et tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Dette sker bl.a. gennem Det Tværministerielle Østlandeudvalg (TMØ)⁽²⁾ og Det Internationale Udgiftsudvalg⁽³⁾, der refererer til Regeringens Økonomiudvalg.

Den danske miljøstøtte til Østeuropa under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen omfatter udover Miljøstøtteordningen følgende indsatser, der primært vedrører Østersøregionen:

Den Sektorintegrerede Miljøindsats⁽⁴⁾ indenfor sektorerne energi, landbrug, transport og industri, herunder arbejdsmiljø. Indsatsen administreres af Arbejdsministeriet, By- og Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Energistyrelsen, Fødevareministeriet, Indenrigsministeriet (Beredskabsstyrelsen), Trafikministeriet og Undervisningsministeriet og koordineres af Miljøstyrelsen.

Miljøinvesteringsfaciliteten for Østlandene (MIØ) under Investeringsfonden til Østeuropa, som skal bidrage til at forbedre miljøet i Central- og Østeuropa ved at medfinansiere joint venture projekter i den private sektor, der har særlig miljørelevans. Ordningen administreres af IØ fonden.

Miljøkreditordningen til Østeuropa (MKØ), baseret på favorable eksportkreditprincipper. Formålet er at fremme investeringer i østlandene gennem langfristede subsidierede miljøkreditter. Ordningen administreres i et samarbejde mellem Eksportkreditfonden (EKF) og Miljøstyrelsen.

Den Rådgivende Komité for Miljøstøtteordningen til Østeuropa bistår Miljøstyrelsen ved udformningen af tilskudsordningens formål, retningslinjer for administrationen, faglig prioritering af modtagerlande og indsatsområder samt deltager i en løbende vurdering af den gennemførte indsats. Komitéens sekretariatsfunktioner varetages af Miljøstyrelsen.

Revision af 1993 strategien

Revisionen er ikke mindst nødvendig på baggrund af de sidste 8 års politiske udvikling i Østeuropa, herunder EUudvidelsesprocessen, genopbygningen af Balkan samt udviklingen i SNGlandene.⁽⁵⁾,

På baggrund af erfaringerne med administrationen af Miljøstøtteordningen 1993-2000 tilstræbes det med en revision af strategien

at få styrket og præciseret den overordnede ramme for indsatsen under Miljøstøtteordningen.
at danne baggrunden for en opdatering og revision af landeprogrammerne for de enkelte samarbejdslande samt at
præcisere målsætningen med indsatsen indenfor de prioriterede indsatsområder.

Strategien skal endvidere bidrage til at skabe de overordnede strategiske retningslinjer også for den sektorintegrerede miljøindsats, Miljøinvesteringsfaciliteten for Østlandene (MIØ) samt Miljøkreditordningen til Østeuropa (MKØ).

Strategien for 2001-2006 tager udgangspunkt i den danske regerings øststøttestrategi: "Regeringens overordnede strategi for Øststøtten - med særligt vægt på Østersøen" fra 1997 (det såkaldte Østersøinitiativ gældende for 1998-2001). Hermed prioriteredes støtten til Østersøregionen, det vil sige til Polen, Estland, Letland, Litauen og de russiske nærområder.

Da Regeringens strategi nu er under revision, og da strategien for Miljøstøtteordningen er en del af den overordnede strategi, kan det blive nødvendigt efterfølgende at justere miljøstrategien i lyset heraf. Miljøstøtteordningen vil fortsat indgå som en integreret del af den danske øststøtte, og beskrives bl.a. i de samlede landepapirer (country operational programmes), som udgives af Udenrigsministeriet.⁽⁶⁾

Strategien indarbejder Folketingets vedtagelse V 79 af 4. maj 1999. Folketinget bekræftede her atter beslutningen om fokusering på Østersøregionen, støtte til EU-ansøgerlandenes forberedelse til EU-optagelse og en forstærket indsats i SNG-landene, og opfordrede herunder regeringen til bl.a. at styrke indsatsen for, at internationale miljøaftaler efterleves, og styrke modtagerlandenes egen miljøindsats med inddragelse af det civile samfund i beslutninger på miljøområdet.

Folketingets vedtagelse V101 af 22. maj 2000 har efterfølgende fremhævet behovet for at styrke indsatsen for at internationale miljøaftaler efterleves, herunder for den nødvendige finansiering af konventionsarbejdet, samt indsatsen for at gennemføre de øvrige anbefalinger i V 79 om miljøbistanden.

Folketingets vedtagelse V 30 af 30. november 2000 har særligt for EU kandidatlandene fastslået vigtigheden af at holde fremdriften i udvidelsesprocessen og af en miljømæssig bæredygtig udvikling, bl.a. ved i den danske miljøstøtte at …"bidrage til at eventuelle overgangsordninger bliver så korte som muligt. Med henblik herpå styrkes den bilaterale miljøstøtte til Central- og Østeuropa, for så vidt angår EUtilnærmelsen og herunder indsatsen for at integrere miljøhensyn i de vigtigste vækstsektorer (landbrug, energi og transport)".

Endelig indbygger strategien relevante resultater og anbefalinger fra Statsrevisorernes beretning om Øststøtten fra 1999 samt den eksterne evaluering af Miljøstøtteordningen, der afsluttedes oktober 1998.⁽⁷⁾

Erfaringer fra den hidtidige miljøstøtte

Den hidtidige miljøstøtte har givet en række konkrete erfaringer, som også den nye strategi for miljøstøtteordningen baserer sig på, samt en række behov for justeringer, som kan sammenfattes således:

En mere langsigtet planlægning, f.eks. over en 3-årig programmeringsperiode, af den danske miljøstøtte til samarbejdslandene forbedrer muligheden for effektiv og forlods koordinering af den danske indsats med samarbejdslandets nationale planer, herunder med andre danske programmer, samt andre multilaterale og bilaterale donorers indsats.

Fleksibiliteten i den danske miljøstøtte, især det forhold at den danske støtte hurtig har kunnet etableres, når der opstod nye behov i landene, har været væsentlig for den opnåede effekt af den danske støtte. Denne fleksibilitet må bevares ved en overgang til mere langsigtet planlægning af den danske miljøstøtte.

En fokusering af den danske miljøstøtte på max. 3-5 sektorer i hvert samarbejdsland vil styrke effekten og bæredygtigheden af den danske støtte. Dette vil, kombineret med den parallelle landeprogrammering, give et forbedret beslutningsgrundlag for de aktuelle og fremtidige behov for støtte til de udvalgte sektorer, omfattende både lovgivning, institutionelle forhold, økonomiske og finansielle forhold, relevante aktører og andre donorer.

Projekter designet med en "vertikal tilgang" omfattende både den politiske ramme, lovgivning, institutionelle forhold samt økonomiske og finansielle forhold har haft størst gennemslagskraft og bæredygtighed i modtagerlandene. Projekter med fokus på implementering af EU direktiver og internationale konventioner har haft større operationalitet, og har givet en klarere projektdefinition ogafgrænsning.

En mere systematisk udvikling af landenes kapacitet til at opbygge og gennemføre realistiske finansieringsstrategier og investeringsplaner vil styrke miljøministeriernes bestræbelser på at tiltrække økonomiske midler til miljøområdet. Samtidig kan disse værktøjer øge effekten og bæredygtigheden af de investeringsprojekter, som internationale finansieringsinstitutioner og donorer er med til at udvikle og medfinansiere.

De indhøstede erfaringer fra den konkrete danskstøttede indsats på udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer og udfasning af bly i benzin bør danne grundlag for lignende konkrete initiativer på andre grupper af kemikalier, f.eks persistent organic pollutants (POP), således at de relevante erfaringer viderebringes indenfor tilsvarende modelprojekter i andre lande.

Støtte har i vidt omfang været givet til myndighedernes implementering af EU´s regelsæt på industriområdet (særligt IPPC-direktivet) for bedre at kontrollere miljøbelastningen fra industrien, og konkrete demonstrationsprojekter indenfor renere teknologi har direkte involveret den private sektor. Erfaringen viser, at donorer i betydeligt omfang kan skabe incitament og kapacitetsopbygning i den private sektor til mere miljøvenlig drift. Det er imidlertid en klar forudsætning, at miljømyndighederne parallelt har kapacitet til at udstede og håndhæve rammebetingelser for industrien.

Erfaringerne har vist, at danskstøttede projekter med en væsentlig national medfinansiering eller in kind bidrag har et større nationalt ejerskab, og en bedre mulighed for at blive videreført af landene selv, når projektstøtten ophører. En fortsat fokus på en væsentlig national medfinansiering er derfor nødvendig under hensyntagen til landenes økonomiske og ressourcemæssige situation.

Endelig har erfaringerne ligeledes vist, at anvendelsen af danske støttemidler som løftestang for international låneeller gavefinansiering generelt har en meget positiv effekt i gennemførelsen af større investeringer.

Målgruppe

Målgruppen for nærværende strategi er kredsen af samtlige danske aktører involveret i den direkte eller overordnede koordinering af miljøbistandsindsatsen; Folketinget, Finansministeriet Udenrigsministeriet og dets tilhørende ambassader, Miljø- og Energiministeriet, samtlige øvrige ministerier, der er direkte ansvarlige for eller involverede i udførelsen af sektorprogrammer i Østeuropa, samt Den Rådgivende Komité for Miljøstøtteordningen.

En anden målgruppe er samtlige aktører på miljøområdet i samarbejdslandene, herunder modtagerlandenes miljøministerier som den umiddelbare samarbejdspartner, potentielle danske projektholdere, herunder konsulenter, virksomheder, institutioner, NGO´ere, amter og kommuner og deres lokale partnere i samarbejdslandene.

Tilsvarende er andre bilaterale og multilaterale donororganisationer og internationale finansieringsinstitutioner tænkt som målgruppe.

Strategien skal sætte rammerne for den fremtidige indsats for Miljøstøtteordningen, og skal sammen med de individuelle landeprogrammer forbedre synligheden af den danske miljøbistand i samarbejdslandene og, navnlig i lyset af de mange aktører i Østeuropa, fremme synergi og koordinering mellem disse.

Opbygning

Strategien er opbygget i afsnit, som beskriver baggrund, indledning, overordnede målsætninger, prioriterede indsatsområder, herunder den sektorintegrerede miljøindsats, samt gennemførelse af strategien.

Strategien udmøntes i landeprogrammer, hvor det egentlige detaljeringsniveau for indsatsen i landene fastlægges. Det er planen, at der løbende over det kommende år skal udarbejdes programmer for samtlige samarbejdslande og for udvalgte regionale indsatser.

Strategien vil sammen med landeprogrammerne og Miljøstøtteordningens projektstyringsmanual⁽⁸⁾ udgøre grundlaget for Miljøstøtteordningen til Østeuropa.

Et nyt rensningsanlæg i Krakow, Polen. I baggrunden ses Huta Senzimira - det næststørste stålværk i Polen.

¹	Miljø- og Katastroferammen (MIKA-rammen) blev oprettet som led i finanslovsaftalen for 1993 på baggrund af Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om global miljø- og katastrofebistand (B 2) afgivet af Folketingets Udenrigsudvalg 18. december 1992. De nærmere retningslinjer blev efterfølgende fastlagt i Betænkning nr. 1252 om Danmarks Internationale Indsats (1993). Betænkningen angav bl.a. som målsætning, at MIKA-rammen skulle udgøre 0,5 % af BNI i år 2002. I 1998 er indfasningen af MIKA-rammen til 0,5 pct. af BNI ændret til år 2005 i medfør af ændret BNI-grundlag fra år 2000. Regeringens redegørelse af 14. januar 1999 om den hidtidige anvendelse af Miljø og Katastroferammen og den fremtidige anvendelse af Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen udgør det nuværende grundlag.

²	Det Tværministerielle Østlandeudvalg består af alle de ministerier/styrelser, m.fl., der administrerer den danske øststøtte. Udenrigsministeriet varetager formandskab og sekretariatsfunktion, og udvalget varetager den teknisk-faglige koordination mellem de forskellige indsatser.

³	Det Internationale Udgiftsudvalg er et interministerielt udvalg, der under Finansministeriets formandskab forbereder den årlige bevillingsmæssige udmøntning af øststøtten og fordelingen af midlerne på indsatsområder og sektorer.

⁴	Den sektorintegrerede miljøindsats er omfattet af Finansministeriets "Generelle Retningslinjer for sektorprogrammer i Central- og Østeuropa", september 1999.

⁵	SNG: sammenslutningen af nye, uafhængige stater (Sojús Nesavismajich Gosudérst). SNG-landene består af Rusland, Hviderusland, og Ukraine, Moldova samt de tidligere Sovjetrepublikker i Centralasien og Kaukasus. Det drejer sig om 5 stater i Centralasien: Kazakhstan, Uzbekistan, Tadjikistan, Kirgistan og Turkmenistan, og 3 stater i Kaukasus: Georgien, Armenien og Azerbaijan.

⁶	Udenrigsministeriets landepapirer foreligger p.t. for Estland, Letland og Litauen.

⁷	Denmarks environmental assistance to Eastern Europe 1991- 1996 - an assessment of project achievements, environmental policy performance and the role of foreign assistance", October 1998, by Michael Skou Andersen, Aarhus University, in cooperation with PLS Consult and KPMG. Anbefalingerne i 1998-evalueringen er bl.a. omtalt i Miljøbistand Øst- DANCEE: Årsberetning 1998 - Miljøbistand til Østeuropa, p. 25.

⁸	"Project Cycle Management Manual", September 1999.