"Strategi for Miljøstøtteordningen til Østeuropa år 2001-2006"
beskriver dels målsætninger og prioriterede indsatsområder - dels gennemførelsen af
det miljøbistandsarbejde, der planlægges udført i løbet af de næste fem år i
udvalgte områder i Østeuropa.
Det konkrete valg af lande og indsatser baserer sig i vidt omfang på den ændrede,
politiske kontekst i landene i Østeuropa, herunder det faktum, at modtagerlandene
befinder sig på vidt forskellige stadier i tilpasningen til EU´s miljøregelsæt,
omstillingen til demokrati, markedsøkonomi og i den administrative reformproces. Samtidig
lader ratifikation og gennemførelse af internationale miljøkonventioner af både
regional og global karakter en del tilbage at ønske i regionen som helhed.
Luftforurening fra energisektoren, industri og transport udgør stadig et af de
væsentligste miljøproblemer. Især er luftkvaliteten i mange østeuropæiske byer
ekstrem dårlig med en lang række negative sundhedseffekter for befolkningen til følge.
Det drejer sig først og fremmest om åndedrætsproblemer og luftvejssygdomme som følge
af udledningerne af SO2, NOx, partikler og flygtige organiske
forbindelser (VOC) samt påvirkning af centralnervesystemet forårsaget af blyforurening
især fra blyholdig benzin. Udledninger af SO2 og NOx påvirker
også naturen i form af sur nedbør og eutrofiering af naturområder og havvand via
kvælstofnedfald. Endvidere bidrager Østeuropa i takt med den økonomiske vækst i
stigende grad til verdens CO2 emissioner. En helt særlig problemstilling er
sikkerhedsforholdene på en række af de østeuropæiske atomkraftværker, som må
forventes fortsat at kræve en særlig indsats.
Forureningen af søer og floder samt havområder, herunder de kystnære områder, er
fortsat alvorlig, særligt i lyset af at de fleste lande anvender overfladevand i
drikkevandsforsyningen. Samtidig med vandforureningen har adskillige lande desuden knappe
vandressourcer og dårlige distributionsnet, somme tider med meget store vandtab i
distributionsnettene. Sidstnævnte er bl.a. medvirkende til, at industrien og andre
erhverv tegner sig for et uforholdsmæssigt højt vandforbrug.
Affaldsområdet er stadig ikke tilstrækkeligt prioriteret i modtagerlandene. Dette
gælder både med hensyn til indsamling, sortering, behandling og bortskaffelse samt
lovgivning og kontrol. Resultatet heraf ses i uheldige miljømæssige konsekvenser af et
stort antal uautoriserede deponeringsanlæg (lossepladser), hvorpå der både deponeres
husholdningsaffald, industriaffald og farligt affald. Nedsivning af olie, kemikalier og
pesticidrester med forværring af grundvands- og drikkevandskvaliteten til følge er andre
effekter af utilstrækkelig affaldshåndtering ogadministration.
For kemikalieområdets vedkommende er det langt de færreste kemikalier, som
markedsføres i regionen, der er grundigt undersøgte, og mange er potentielt skadelige
for sundhed og miljø. I tillæg til ukontrolleret brug af uønskede stoffer har landene
en række lokale problemer forårsaget af tidligere tiders uhensigtsmæssige oplagring af
forældede pesticider og kemikalier. Regelsæt til administration og kontrol af produktion
og markedsføring af kemikalier mangler stadig i store dele af regionen.
På naturområdet er det karakteristisk for de central- og østeuropæiske lande, at de
har meget betydelige naturressourcer, økosystemer, biotoper og arter, som ofte er ganske
enestående i sammenligning med det vestlige Europa. Landenes rige biodiversitet er dels
truet af de klassiske forureningsproblemer (luft, spildevand, affald, kemikalier og
næringsstoftilførsel), dels af forarmelse på grund af de nuværende og ikke mindst de
forventede økonomiske aktiviteter især indenfor sektorerne landbrug, skovbrug, transport
og turisme med tilhørende infrastrukturinvesteringer. Hertil kommer, at
naturressourceforvaltningen i mange år fremover vil være præget af en meget
fragmenteret ejerstruktur, som følge af genindførelsen af den private ejendomsret -
også i særligt beskyttede og værdifulde naturområder.
Tilnærmelsen til EU´s regelsæt på miljøområdet er et altafgørende
incitament for mange af kandidatlandene til at sætte ind overfor ovenstående problemer.
Det er klart, at manglende evne til at opfylde EU´s miljøkrav og de hertil nødvendige
investeringer kan blive en barriere for landenes medlemskab af EU. Samtidig ligger der en
stor udfordring for landene i at sørge for den nødvendige integration af miljø i andre
ressourceforbrugende sektorer, primært energi, landbrug og transport. Til opfyldelsen af
EU´s miljøkrav skal der ikke alene satses på traditionelle miljøinvesteringer, men
også på en indsats i form af energibesparelser, renere teknologi, etc., som supplerende
tiltag, der kan opnå betydelige resultater og gøre den samlede indsats billigere og mere
omkostningseffektiv.
For SNG landene må indsatsen primært fokuseres på de mest miljøbelastedeog
sundhedstruende områder, herunder særligt indsatsen for at stoppe den hurtige
nedbrydning af drikkevandsforsyning, i lyset af landenes meget begrænsede økonomiske
formåen.
Aktiv inddragelse af NGO sektoren og det civile samfund såvel som den private sektors
deltagelse i den miljøpolitiske beslutningsproces er vigtige parametre for at sikre, at
de miljøpolitiske målsætninger reelt implementeres og efterleves i praksis.
Underliggende for alle miljøproblemstillingerne er, at de økonomiske ressourcer er
begrænsede.
Behovet for miljøinvesteringer og udgifterne til kapacitetsopbygning i Østeuropa og
SNG-landene er enorme. For EUansøgerlandene har skønnet over omkostningerne til
opfyldelse af EU´s miljøregelsæt været vurderet til at andrage op mod ca.1 000 mia.
DKK, ca. 120 MEURO (1997-tal), og senest i en størrelsesorden af 700 mia DKK, ca. 85 -
110 MEURO (2000-tal)(9). EUKommissionen
har anslået, at ansøgerlandene skal anvende mellem 2 og 3 % af GDP over en periode på
15-20 år for at kunne implementere EU´s krav fuldt ud på miljøområdet. Der findes
ikke tilsvarende beregninger for SNG-landene.
De væsentligste omkostninger for landene er den offentlige sektors investeringer i
infrastruktur samt den private sektors investeringer til implementering af lovgivning,
f.eks. på industriområdet. Hovedparten af udgifterne (ca. 90-95 %) må forventes at
skulle finansieres af landene selv.
Der er således et stort behov både i EUansøgerlandene og SNG for at tiltrække nye
finansielle ressourcer til området, såvel nationale som internationale. Prioritering af
indsatserne, omkostningseffektiv anvendelse af ressourcerne, indragelse af privatsektoren
og identifikation af nye finansieringsmekanismer er derfor væsentlige forudsætninger for
at gennemføre de respektive miljøindsatser i landene.
Forbedringen af sundhedstilstanden i Østeuropa har endvidere siden Det Europæiske
Miljøhandlingsprogram blev vedtaget på den første paneuropæiske
Miljøministerkonference i Luzern, 1993, været fremhævet som miljøindsatsens vigtigste
formål. I London deklarationen fra den tredje Miljøministerkonference om miljø og
sundhed, juni 1999, fremhæves således behovet for en styrkelse af miljøindsatsen ud fra
sundhedsmæssige hensyn med hovedvægten på en række udpegede områder.
Miljøstøtteordningen vil i overensstemmelse hermed fremover i højere grad lægge
vægt på, at sundhedsmæssige formål optræder som projekternes overordnede eller
umiddelbare formål. Konkret vil indsatsen navnlig blive rettet mod en opfyldelse af den
under London konferencen vedtagne protokol om "Vand og Sundhed" og Charteret om
"Transport, Miljø og Sundhed". Problemstillingerne er yderligere uddybet i
afsnittet om udvalgte indsatsområder.
Den geografiske indsats
Geografisk dækker strategien indsatser i:
Den overordnede geografiske prioritering vil stadig være på indsatsen i
Østersøregionen og vil udover støtte til landenes EU-forberedelse fortsat
regionaliseres mod de fælles miljøproblemer. Indsatsen omfatter landene omkring
Østersøen, det vil sige Estland, Letland, Litauen, Polen og de russiske nærområder.
Støtte vil bl.a. kunne finde sted indenfor de fastsatte prioriteringer i EU´s
handlingsplan om Den Nordlige Dimension(10),
der særligt adresserer Østersøregionen, området omkring Barentshavet og de nye
russiske naboområder til et udvidet EU.
De øvrige østeuropæiske ansøgerlande til EU skal først og fremmest støttes i
processen med at gennemføre og implementere EU's miljøkrav. Det er karakteristisk for
disse lande, at de ikke hidtil har gjort samme fremskridt eller haft samme
donorbevågenhed som Østersøregionen. Indsatsen vil omfatte Slovakiet, Rumænien og
Bulgarien som samarbejdslande, og de øvrige EUansøgerlande, der er tættere på
EUoptagelse (Ungarn, Tjekkiet og Slovenien) alene, hvor disse er nødvendige led i
regionale projekter.
Som EU-optagelsesprocessen skrider frem, vil relationerne intensiveres med de lande,
som bliver nye grænselande til et udvidet EU. Dette bør føre til et øget samarbejde
også på miljøområdet.
Det er et fællestræk for disse lande, at der for indeværende ikke afsættes
tilstrækkelige ressourcer til landenes miljøadministration, og at miljø har meget lav
prioritet som følge af landenes økonomiske situation. Landene mister generelt kraftigt
terræn i forhold til at løse miljø- og sundhedsrelaterede problemer, eftersom
offentlige investeringer ikke kan dække selv basale drift- og
vedligeholdelsesomkostninger. Samtidig er der en meget ringe grad af åbenhed og mulighed
for indflydelse i myndighedernes beslutninger på miljøområdet.
Indsatsen vil primært omfatte Ukraine, Rusland (med et øget fokus på andre områder
af Rusland end de russiske nærområder, efterhånden som ansøgerlandene omkring
Østersøen bliver EUmedlemslande), Hviderusland(11)
og som nyt samarbejdsland Moldova. Indsatsen i Kaukasus og Centralasien vil være
af meget begrænset omfang, alene af regional karakter og med tæt ophæng i Environment
for Europeprocessen samt internationale konventioner.
Miljøstøtteordningen samarbejder med Udenrigsministeriet om en del af den
miljørelaterede indsats på Balkan. Indsatsen under programmet omfatter Kroatien,
Bosnien-Herzegovina, Makedonien (FYROM), Albanien og Forbundsrepublikken Jugoslavien.
Indsatsen under Miljøstøtteordningen vil som udgangspunkt primært være af regional
karakter, men kan også omfatte støtte til konkrete miljøinfrastrukturprojekter.
To overordnede temaer vil udgøre rammen for miljøstøtten; EU optagelsesprocessen
samt Environment for Europeprocessen. I praksis vil der i strategiperioden være meget
stor forskel mellem de omfattede lande for så vidt angår den miljøpolitiske udvikling,
herunder tempoet i denne.
EU-tilnærmelse fastslås som det overordnede omdrejningspunkt for strategien både for
EU-ansøgerlandene, men også for de SNG-lande, som i kraft af partnerskabs og
samarbejdsaftaler med EU(12) i
princippet har forpligtet sig til at tilnærme sig EU´s krav, herunder på
miljøområdet. En tilsvarende proces er undervejs med Balkan landene i form af
Stabiliserings og Associeringsaftaler (SAAs) Det er den danske regerings holdning i
udvidelsesprocessen, at EUansøgerlandene så vidt muligt bør opretholde tempoet i
reformprocessen, bl.a. for at bidrage til, at eventuelle overgangsperioder på
miljøområdet bliver så korte som muligt. Det tillægges bl.a. betydelig vægt, at EU´s
rammelovgivning og foranstaltninger vedrørende internationale konventioner, som
Fællesskabet deltager i, bør have førsteprioritet.
Strategien lægger til grund, at en reel implementering og håndhævelse af EU's
miljølovgivning vil forbedre miljøtilstanden betydeligt i Central- og Østeuropa, og
samtidig spille en væsentlig forebyggende rolle for bevarelsen af landenes rige
biodiversitet. Der gælder ét klart og homogent fælles mål for de østeuropæiske
landes miljøpolitik: at ansøgerlandene skal overtage EU´s samlede regelsæt (acquis)
på miljøområdet, herunder også forpligtelserne i henhold til Traktaten om Den
Europæiske Union art. 6 vedrørende integration af miljøhensyn i sektorpolitikkerne.
Det lægges endvidere til grund, at jo hurtigere den danske miljøbistand kan medvirke
til at få de østeuropæiske lande til at efterleve EU-kravene, jo bedre. Dette skal ses
i lyset af, at EUansøgerlandene har bedt om overgangsperioder primært på vand, luft-,
affalds- og naturområdet, heraf nogle på op til 11 år for fuld efterlevelse af
EU-kravene. Den danske indsats kan målrettet bidrage til at nedbringe længden af disse
overgangsordninger, ligesom der fra dansk side bør arbejdes for, at EU´s
førtiltrædelsesmidler kanaliseres til områder, hvor lange overgangsordninger er stillet
i udsigt.
Det må forventes, at en række lande tidligt i strategiperioden vil have afklaret
deres optagelsesbetingelser på miljøområdet. Den mellemliggende periode fra
afslutningen af forhandlingerne til fuldt medlemskab vil kunne komme til at dække en
betydelig del af strategiperioden, måske med usikkerhed omkring ratifikation af
forhandlingsresultatet. Landene vil i denne periode endnu ikke være berettiget til at
modtage støtte fra EU´s strukturfonde. Den danske miljøstøtteordning bør her medvirke
til at sikre, at kandidatlandene ikke mister deres incitament til at fortsætte en indsats
på miljøsiden i den mellemliggende periode. Andre ansøgerlande vil fortsat være
optaget af at tilpasse deres lovgivning til EU-systemet, og af at føre de nødvendige
administrative reformer og det konkrete transpositions- og implementeringsarbejde ud i
praksis.
Strategien har endvidere tæt ophæng i "Environment for Europe" processen,
der siden 1991 gennem foreløbig 4 paneuropæiske miljøministerkonferencer senest i
Århus i 1998 - har dannet ramme om en stærk udbygning af miljøsamarbejdet mellem Øst-
og Vesteuropa.
Hovedformålene med processen er bl.a. at harmonisere og effektivisere miljøpolitikken
i de omhandlede lande, samt fremme regeringernes men også industriens og befolkningens
forståelse af miljøproblemerne. På Århuskonferencen var der enighed om, at fokus
fremover i stigende grad må rettes mod SNG-landene og Balkan i takt med, at
optagelsesprocessen til EU for de øvrige lande i Østeuropa bringer disse landes
miljøpolitik og - forhold på linie med EU's. Århus-konventionen var således ét af de
instrumenter, som blev underskrevet på den 4. paneuropæiske konference med det formål
at styrke borgernes rettigheder på miljøområdet.
Fokus i den fremtidige indsats under "Environment for Europe" processen er
primært følgende:
implementering af landenes nationale miljøhandlingsplaner(13)
nye regionale miljøcentre (New RECs)
fremme af offentlighedens deltagelse i beslutningsprocesser (Århus konventionen)
styrkelse af miljøadministration og monitering mellem regionen og EU
renere teknologiprogrammer, bl.a. til at understøtte de nationale miljøhandlingsplaner
Såvel EU-tilnærmelsesprocessen som Environment for Europe processen vil fremme de
internationale miljøaftalers implementering og effektivitet. Fremme af synergieffekten
mellem internationale konventioner og den danske miljøbistand vil knytte miljøstrategien
tættere på de danske politiske interesser og styrke den danske indsats i internationale
forhandlinger.(14)
