Affaldsstatistik 2000

1. Indledning

ISAG (Informations System for Affald og Genanvendelse) blev første gang taget i brug i 1993. Indberetningen for 2000 er den 8. i rækken af indberetninger.

Indberetningen til ISAG for 2000 omfatter 407 anlæg fordelt på 299 virksomheder. Indberetningen for 1999 omfattede 420 anlæg fordelt på 313 virksomheder.

Affaldsstatistik 2000 følger næsten den samme opbygning som de foregående affaldsstatistikker; kapitel 2 beskriver den generelle udvikling i affaldsproduktionen, mens kapitel 3 handler om genanvendelsen af affald.

Kapitel 4 fokuserer på produktionen og behandlingen af farligt affald og i kapitel 5 beskrives udviklingen i importen og eksporten af såvel almindeligt som anmeldelsespligtigt affald.

I kapitel 6 beskrives udviklingen i affaldsmængderne og behandlingen af affaldet fra de enkelte kilder. Der foretages desuden en vurdering af opfyldelsen af målsætningerne for behandling, som er opstillet i Regeringens Affaldsplan 1998 – 2004, Affald 21.

I kapitel 7 findes den seneste opgørelse over antallet af forbrændings- og deponeringsanlæg i Danmark.

I kapitel 8 findes en basisfremskrivning over udviklingen i affaldsmængderne frem til år 2020. Basisfremskrivningen er suppleret med en fremskrivning der medregner Affald 21 initiativernes effekt på fordelingen af affaldet på behandlingsformer.

Følgende kan fremhæves om affaldsproduktionen i 2000:
Den samlede affaldsmængde var i 2000 på 13.031.000 tons hvilket er 7% mere end i 1999
Hvis mængden af restprodukter fra de kulfyrede kraftværker holdes udenfor statistikken, har der været tale om en stigning på 921.000 tons, svarende til 8%
Den samlede genanvendelse var på 65% hvilket er mere end den overordnede målsætning på 64% for genanvendelse for år 2004
De forbrændte mængder udgjorde 24% hvilket er uændret i forhold til 1999 og i overensstemmelse med den overordnede målsætning for forbrænding i år 2004
Mængden til deponering udgjorde 11% hvilket er bedre end den overordnede målsætning på max. 12% for deponering i år 2004
Målsætningerne for behandling af affaldet fra de enkelte sektorer er imidlertid stadig ikke opfyldt – der genanvendes fortsat for lidt affald fra husholdningerne og servicesektoren, mens der deponeres for meget affald fra industrien