Grønne job fremmer udvikling af bæredygtig turisme

Miljømedarbejder i Tivoli

Miljømedarbejderen i Tivoli har medvirket til, at Tivoli som måske den første forlystelsespark i 1999 blev miljøcertificeret. Derudover har miljømedarbejderen medvirket til, at der er udarbejdet en manual for miljørigtig projektering, der løbende forbedres i takt med nye erfaringer. Manualen er senere videreudviklet til et miljøvurderingsskema, som er anvendt i forbindelse med renovering af Pantomineteatret og af rutsjebanen. På trafikområdet er der sket betydelige forbedringer i form af en markant nedgang i kørslen i haven, mens de konkrete resultater i form af mindre affald og øget genanvendelse er mindre synlige. Her er gjort meget for information og motivation af medarbejderne, så resultaterne på affaldsområdet kommer formodentlig på lidt længere sigt.

Tivoli har i 1999 fået støtte til ansættelse af en miljømedarbejder. Forløbet blev forlænget til ca. 11/2 år som følge af udskiftning af den nyansatte miljømedarbejder undervejs i forløbet. Miljømedarbejderen har indgået i Tivolis samlede miljøarbejde, hvor Tivoli arbejder for at begrænse ressourceanvendelsen og miljøpåvirkningen forårsaget af havens aktiviteter. Tivoli satser i fremtiden på at profilere sig på miljøet som den i mere end én forstand grønne oase i centrum af hovedstaden.

Tivolis miljøbelastninger blev kortlagt i 1996, og denne miljø- og energigennemgang af virksomheden danner grundlaget for det fortsatte miljøarbejde.

Tivolis miljøarbejde omfattede i støtteperiode tre hovedaktiviteter:

  1. Miljørigtig projektering i Tivoli
  2. Trafikbegrænsning i Tivoli
  3. Øget affaldssortering i Tivoli

Derudover indgik miljømedarbejderen i andre miljørelaterede aktiviteter, herunder indsatsen for miljøcertificering samt medvirkede til at fremme en miljøbevidst adfærd blandt medarbejdere, lejere og leverandører.

Miljørigtig projektering

Formålet med indsatsen for miljørigtig projektering var at sikre, at byggeri, renovering og nedrivning i Tivoli bliver styret således, at den pågældende aktivitet belaster miljøet mindst muligt. Arbejdet bestod bl.a. i, at principperne for miljørigtig projektering skulle omsættes til et for Tivoli brugbart værktøj i form af udarbejdelse af tjeklister til brug ved projektering, byggeri og vedligeholdelse samt undersøgelse af, hvilke materialer der er miljømæssigt hensigtsmæssige under hensyntagen til, at man opnår mest miljø for pengene.

Arbejdsopgaver for den nye miljømedarbejder var ifølge ansøgningen:
Udarbejdelse af tjeklister
Orientering i håndbog af miljørigtig projektering
Undersøgelser i forbindelse med valg af miljøvenlige materialer
Motivation og intern træning i anvendelse af tjeklister
Opfølgning og registreringer i forbindelse med miljømæssige valg

I projektperioden blev udarbejdet en manual til miljørigtig projektering, der henvender sig til såvel interne som eksterne arkitekter. Den er udarbejdet med udgangspunkt i Københavns Kommunes hæfte om "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri", og den er opbygget med minimumskrav, anbefalinger og visioner inden for alle de områder, der vedrører miljørigtig projektering (projektstyring, vand, el, varme, energi, affald, materialevalg osv.).

Manualen er videreudviklet til et miljøvurderingsskema, som er anvendt i praksis som støtteredskab i forbindelse med renovering af bl.a. Pantomineteatret, hvor der sammen med udbudsmaterialet var vedlagt en separat redegørelse for miljøforholdene i forbindelse med renoveringen.

Miljøvurderingsskemaet indgår som et redskab i alle arbejder med hensyn til renovering og nybyggeri, og skemaet bliver løbende forbedret i takt med de erfaringer, som indhentes. Det betyder, at der ved enhver form for projektering udfyldes et skema vedr. de miljøovervejelser, der er foretaget i det enkelte projekt. Det er ikke altid, at vi i en opgave kan anvende de mest miljøskånsomme materialer, men i sådanne tilfælde skal man kunne redegøre for valget og for de miljømæssige konsekvenser. Andre forhold som pris, holdbarhed og vedligeholdelse spiller naturligvis også ind, fortæller Jane Bonde, der er Tivolis miljømedarbejder.

Trafikbegrænsning i Tivoli

Tivoli blev efter et kraftigt stormvejr i 1997 opmærksom på, hvor meget den tunge trafik i haven belaster de gamle træers rodnet. Da træerne er en stor del af oplevelsen i Tivoli som park og have, har begrænsning af trafikken været et område, som har haft høj prioritet. Tivoli havde således forud for ansøgningen haft et konsulentfirma til at udarbejde en kortlægning af trafikken i haven. Her tegnede sig flere modeller for trafikbegrænsninger, men der var endnu ikke valgt en endelig løsningsmodel.

I sæsonen 1998/1999 blev der som det første indført differentiering af prisen for en køretilladelse til haven. Herved bliver det dyrere jo tungere køretøjer og jo hyppigere, der bliver leveret varer til restauranter o.lign. I sæsonen 1999/2000 har man forbedret tilgangsforholdene for leverandører, som nu har fået mulighed for at holde og læsse varer af uden for Tivoli og bringe deres varer ind i haven via sækkevogne og via to nybyggede porte.

Resultatet er, at der er sket et betydeligt fald i antallet af kørsler i haven. Ved en sammenligning mellem sommersæsonerne i 1999 og 2000 er der sket et fald på 48% for personbiler, 18% for lastbiler, 11% for små varevogne og 7% for store varevogne, lyder det fra Jane Bonde.

Øget affaldssortering

I ansøgningen var det anført, at Tivoli allerede havde arbejdet en del med affaldssortering, men at det stadig er et område, hvor der kunne gøres mere for miljøforbedringer. Intentionerne var at gøre affaldssorteringen mere synlig for havens gæster samt at undersøge, hvordan affaldet kan sorteres i yderligere fraktioner inden for de pladsmæssige rammer, som Tivoli er underlagt. En væsentlig opgave bestod også i information, motivation og intern træning i affaldssortering for Tivolis ansatte og lejere. Endelig indgik udarbejdelse af miljømæssige og økonomiske vurderinger i forbindelse med øget affaldssortering.

I projektperioden er der gjort et stort stykke arbejde for at øge information og motivation på området som en altafgørende faktor for en effektiv affaldssortering. Der er indrettet en plads specielt til affaldssortering og opbevaring af visse affaldsfraktioner.

Tivoli har udarbejdet sit eget interne affaldsregulativ og en sorteringsvejledning, som løbende justeres. Informationsmaterialet er omdelt til alle afdelinger i Tivoli og lagt på det interne informationssystem. Derudover er den personligt uddelt til alle lejere, restauratører og butikker, hvor der er givet mundtlige råd med på vejen. Der er løbende foretaget affaldstjek af samtlige skraldebøtter med efterfølgende råd og vejledning, ligesom der løbende er informeret via Tivolis månedlige nyhedsbrev.

Resultaterne er endnu ikke helt synlige, men ligger på niveau med de forrige års tal både med hensyn til mængden af affald pr. gæst og genbrugsprocent. Genanvendelsesprocenter for sommersæsonen er på 45% mod 44% året før, mens genanvendelsesprocenten på årsplan er på 47%. Det er ikke unormalt, at resultaterne ses forskudt ved projekter som dette, hvor gode vaner først skal læres og indarbejdes, fortæller miljømedarbejderen.

Merete Frandsen, der er restauratør og ejer af Færgekroen i Tivoli, fortæller, at det kræver en intens dialog med medarbejderne, og at det tager noget tid at få medarbejderne til at ændre vaner med hensyn til affaldet. Tidligere røg det alt sammen i samme spand, men nu skal det sorteres i madaffald og andet. Der kan nemt ryge fx en serviet ned til madaffaldet, når det går hurtigt, som så må fiskes op igen.

Certificering og miljøpris

I sommeren 1999 opnåede Tivoli - som formentlig den første forlystelsespark i verden - at få certificeret deres miljøledelsessystem efter den internationale standard ISO 14001. Certificeringen betyder, at en uafhængig instans kontrollerer, om Tivoli lever op til kravene i standarden. Bureau Veritas Quality International A/S (BVQI) foretog certificeringen, og tjekker hvert halve år miljøledelsessystemet.

Tivoli er som forlystelsesvirksomhed også en sæsonvirksomhed. Det betyder, at der i to perioder på sammenlagt syv måneder er over 4 mio. besøgende på meget begrænset areal. I samme periode tidobles medarbejderstaben. Alene dette stiller store krav til miljøarbejdet, og det kræver en stor indsats fra medarbejderne at få dette arbejde til at fungere optimalt, fortæller Jane Bonde.

Tivoli modtog i foråret Miljøprisen 2001 fra Foreningen Energi og Miljø, som anerkendelse for en motiverende og dygtig indsats for energi- og miljøledelse. Dermed fik de et håndgribeligt bevis på, at Tivolis miljøarbejde bærer frugt og også er noget, der lægges mærke til uden for Tivoli. Det er vi stolte over, er den glade melding fra Jane Bonde.

Miljøprisen resulterede i en del omtale i medierne, hvorved det blev markeret, at Tivoli har en grøn profil. Det samme gjaldt ved indvielsen af det nyrestaurerede Pantomineteater. Tivoli gør dog ikke selv meget for at synliggøre miljøindsatsen i haven. Der er fx kun et sted, hvor der er et skilt, som fortæller om et af initiativerne i miljøindsatsen. Det er ved forlystelsen Paris-Dakar, der er små eldrevne motorcykler og biler til børn. Her kan man på et skilt læse, at der er installeret solceller på taget, som sikrer al strøm til driften af køretøjerne - også om aften, eller når det er overskyet. På et solometer kan man føle, hvor meget solenergi der produceres her og nu. Der er en lille brochure, hvor man kan læse mere om indsatsen.

Det er ikke miljøindsatsen, som har direkte betydning for, om gæsterne kommer i Tivoli. Vi behøver ikke profilere miljøarbejdet på samme måde, som andre virksomheder, men miljøarbejdet er også med til at give gæster en god og rar oplevelse. Som en virksomhed, der er med til at belaste miljøet, finder Tivoli det vigtigt at arbejde med miljøforbedringer i dagligdagen. Samtidig vil vi gerne fremstå som en ansvarlig virksomhed, og her spiller det en vigtig rolle med miljøindsatsen. Samtidig er det væsentligt også for økonomien, at vi sparer på ressourcerne, fortæller Jane Bonde. Hun laver gerne rundvisninger og fortæller om miljøindsatsen for interesserede, som både kan være virksomheder og miljøgrupper. I Tivolis regnskab og årsrapport kan man på "de grønne sider" læse om resultaterne og indsatsen.

Miljøpolitik

Ved lidt søgen kan man på Tivolis hjemmeside bl.a. læse om Tivolis miljøpolitik. Heraf fremgår:

Tivoli er en forlystelsespark, hvis formål er at give de besøgende en god og tryg oplevelse. Vor vision er at udvikle Tivolis største attraktion - nemlig stedets sjæl, charme og ånd og samtidig skabe rammer og tilbud, der giver Tivoli ny tiltrækningskraft. Under disse forudsætninger vil vi arbejde for at styrke Tivolis image som Københavns grønne oase ved at Tivoli drives under størst mulig hensyntagen til miljøet.

Tivoli vil arbejde for, at miljøhensyn er en naturlig del af den daglige drift og service. Ligesom miljøhensyn vil indgå i vores arbejde ved projektering, renovering og nybyggeri. Vi vil forpligte vores lejere til også at efterleve denne politik.

Dette vil vi sikre ved at:
Arbejde systematisk på at forebygge forurening, nedbringe forbrug af energi og vand, mindske affaldsmængderne og fremme genbrug
Etablere og udbygge samarbejde og dialog med vores lejere, leverandører og entreprenører med henblik på at anvende mindre miljøbelastende produkter og ydelser
Overholde gældende lovgivning
Være åbne og informative omkring vores miljøpræstationer

Målsætninger

Tivolis overordnede miljøpolitik er uddybet i en række målsætninger, som beskriver mere detaljeret, hvordan vi vil arbejde for at efterleve miljøpolitikken.
Tivoli vil i sit daglige virke arbejde systematisk på at forebygge forurening, formindske spild og forbrug af ressourcer (materialer, energi og vand) og fremme genbrug og genvinding
Tivoli vil systematisk arbejde med reduktion af energiforbrug til drift af anlæg gennem energirigtig adfærd
Tivoli vil vælge energieffektive løsninger ved nyindkøb og nyanlæg under hensyntagen til kvalitet og pris
Tivoli vil ved en helhedsorienteret tankegang sikre en fortsat forbedring af miljøindsatsen ved regelmæssigt at gennemgå de miljømæssige påvirkninger af Tivolis aktiviteter og fastsætte målsætninger og mål for indsatsen
Tivoli vil gennem aftale med sine lejere sikre, at de forpligter sig til at nå de af Tivoli satte målsætninger og mål for miljøindsatsen for udvalgte områder
Tivoli vil lægge vægt på miljø såvel som på pris og kvalitet ved indkøb og søge samarbejdspartnere med samme holdning
Tivoli vil påvirke og motivere sine leverandører til at levere miljøforsvarlige produkter og serviceydelser og sine entreprenører til at opføre sig miljømæssigt ansvarligt
Tivoli vil gennem information og uddannelse sikre, at den enkelte medarbejder virker for Tivolis miljø- og energipolitik og erkender sit ansvar for såvel det ydre miljø som for arbejdsmiljøet
Tivoli vil arbejde på at bevare havens parklignende præg, dens store træer og mange blomster og tilstræbe, at forholdene for Tivoli Søens flora og fauna forbedres
Tivoli vil opretholde en dialog med Tivolis interessenter om miljøpræstationer og formidle de opnåede resultater til Tivolis gæster
Tivoli vil bevare et certificeret miljøledelsessystem

Indsatsområder

For at kunne opfylde målsætningerne er der udvalgt en række indsatsområder med detaljerede handlingsplaner. P.t. arbejdes der inden for: Affald, el, varme, miljørigtig projektering, grønne indkøb, genbrugsbægre, havebrug, kølemidler, inddragelse af lejere, rengøring, Tivoli Søen, transport og vand.

Organisering af miljøarbejdet

Tivoli ejer alle forlystelserne, mens nogle af boderne og restauranterne er lejet eller forpagtet ud. Tivolis miljøcertificering omfatter i princippet ikke lejerne, men i praksis bliver de inddraget løbende i miljøarbejdet.

Der, hvor Tivoli har egne medarbejdere til at stå for arbejdet, er de underlagt Tivolis miljøpolitik. Alle nye medarbejdere får i deres introduktion en times miljøkursus. Lejerne forpligtes til at efterleve Tivolis miljøpolitik i takt med, at deres kontrakter fornyes. Således er målet, at alle i Tivoli følger miljøpolitikken senest i år 2006.

I Tivoli er der en miljøstyregruppe, hvor alle ledelser og alle arbejdsfunktioner er repræsenteret. Funktionerne dækker udvikling, el, arbejdsmænd, gartnere, rengøring, smede og miljømedarbejderen.

Der er udarbejdet en pjece om Tivolis miljøindsats, ligesom der sker en intern formidling om indsatsen, fx ved et nyhedsbrev. Medarbejderne holdes således løbende orienteret, ligesom miljømedarbejderen er i dialog med medarbejderne om indsatsen.

Godt for økonomien

Også på grund af økonomien er miljøindsatsen vigtig. Når der spares på ressourcerne, betyder det også en økonomisk besparelse. Merete Frandsen fortæller om en leverandør, som fik hende overtalt til at købe nogle nye duge. Dugene er pæne og nydelige, og man kan ikke umiddelbart se eller mærke, at det er en slags voksdug, som bare kan tørres af. Det sparer os mange penge i vask. Faktisk var investeringen tjent hjem på ca. 14 dage, så vaskeriet mistede en del omsætning på den konto, da flere restauratører skiftede til samme slags duge.

Der er en principbeslutning om, at der i Tivoli ikke må være elsparepærer, da de giver et anderledes lys. Men det betyder ikke, at der ikke gøres noget for at holde energiforbruget til belysningen, som er et kendetegn for Tivoli, på så lavt et niveau som muligt. Lyset styres imidlertid ved CTS anlæg, ure og følere. Hovedparten af pærerne er 5 eller 15 watt, men de får også produceret nogle specielle pærer med 3 og 4 watt til de mange lamper.

Beskæftigelseseffekten ikke opgjort

Miljømedarbejderen og den tekniske chef er udskiftet siden starten af projektet. Hvor langt miljøarbejdet ville være nået uden tilskuddet fra jobpuljen er således svært at få belyst. Med tilskuddet fra Den Grønne Jobpulje blev der basis for udvidelse fra en til to miljømedarbejdere til miljøindsatsen. Det blev imidlertid kun i projektperiode, at der var to miljømedarbejdere. Den oprindelige stilling blev ikke genbesat, da den tidlige medarbejder fandt andet arbejde. Måden haven passes på, hvor der kun i minimalt omfang bruges sprøjtemidler og byøkologiske principper for bygningsvedligeholdelse betyder dog ekstra arbejdstimer andre steder i Tivoli. Det er således ikke direkte måleligt eller opgjort, hvad den egentlige beskæftigelseseffekt har været af tilskuddet fra jobpuljen.

Projekttitel:

Miljømedarbejder i Tivoli
Journalnummer: 0374-0761

Støttebeløb:

250.000 kroner

Projektansvarlig:

Jane Bonde, miljømedarbejder
Vesterbrogade 3
1630 København V
Tlf. 33 15 10 01
jbo@tivoli.dk

Interviewede

Jane Bonde, miljømedarbejder i Tivoli

Merete Frandsen, restauratør i Tivoli

Litteratur:

Tivolis hjemmeside (www.tivoli.dk)

Årsberetninger 1998/1999 og 1999/2000