Infralyd og lavfrekvent støj i det eksterne miljø

Forord

Der har i de senere år været stigende opmærksomhed i Danmark omkring lavfrekvent støj og infralyd i det eksterne miljø. Dette har skabt behov for operationelle retningslinier for den administrative behandling af denne specielle forurening.

De generelle vejledninger om ekstern støj fra Miljøstyrelsen, fx. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 Ekstern støj fra virksomheder, behandler ikke lavfrekvent støj og infralyd. På baggrund af erfaringerne fra en række klagesager, samt baseret på erfaringer fra bl.a. Tyskland og Holland, udsendte Miljøstyrelsen i 1997 Orientering nr. 9/1997. Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø.

Som et led i evalueringen af den danske administrative praksis på dette område, ønskede Miljøstyrelsen tilvejebragt en sammenfatning af den aktuelle administrative praksis i andre lande. Sammenfatningen skulle give et bredt indtryk af praksis i europæiske og oversøiske lande, samt så vidt muligt beskrive de pågældende landes erfaringer med administration af retningslinier omkring lavfrekvent støj, klagefrekvens, lovmæssig baggrund, planer om nye retningslinier, etc.

Undersøgelsen er udført af Ingemansson Technology, København