| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Infralyd og lavfrekvent støj i det eksterne miljø

Sammenfatning og konklusioner

Der er foretaget undersøgelse af den internationale administrative praksis for myndighedernes behandling af klager over lavfrekvent støj i det eksterne miljø. Undersøgelsen omfatter 9 europæiske og 3 oversøiske lande. I ca. halvdelen af de undersøgte lande findes en eller anden form for retningslinier og grænseværdier for lavfrekvent støj, varierende fra ret enkle krav til udendørs støj, til mere gennemarbejdede og detaljerede forskrifter for måling og vurdering af, herunder grænseværdier for, indendørs lavfrekvent støj.

Af de undersøgte lande har Danmark, Holland, Sverige, Tyskland og Østrig de mest detaljerede retningslinier for måling og vurdering af indendørs lavfrekvent støj. Det er indtrykket på baggrunden af undersøgelsen, at retningslinierne implementeres mest intensivt i Holland, Danmark og Sverige. I visse tilfælde (fx. USA) findes tekniske standarder og metoder for behandling af lavfrekvent støj, men de anvendes ikke eller kun i begrænset omfang i miljøsagsbehandlingen fordi de ikke er forankret i det administrative regelsystem.

De eksisterende retningslinier administreres i de undersøgte lande af de decentrale miljømyndigheder, og der foretages kun i meget begrænset omfang central registrering af klager over lavfrekvent støj. De tilgængelige ret usikre oplysninger tyder på, at der i Danmark, England, Tyskland og Østrig forekommer ca. 1-10 klager pr. år pr. million indbyggere til miljømyndighederne.

I Sverige er klagefrekvensen væsentligt højere, hvilket blandt andet skyldes at det svenske administrative system giver mulighed for at klage over lavfrekvent støj fra tekniske installationer hos private naboer. En nyere hollandsk undersøgelse skønner, at op mod 15% af indbyggerne er generet af lavfrekvent støj, herunder støj fra private naboer. Dette indikerer at gener forårsaget af lavfrekvent støj kan være et relativt udbredt fænomen, men at kun ganske få klager til myndighederne. Dette tilsyneladende misforhold kan blandt andet skyldes, at støj fra private naboer i de fleste lande ligger uden for miljømyndighedernes regi.

Påbud om støjdæmpning anvendes normalt som administrativ afgørelse ved berettigede klager. Specielt i England og Sverige tilstræbes det at myndighederne primært løser støjproblemer gennem rådgivning og vejledning frem for ved administrative påbud. I de fleste lande kan afgørelser fra de lokale miljømyndigheder påklages til en højere administrativ instans. I visse lande anvendes retssystemet i en vis udstrækning som ankeinstans, dette gælder specielt USA hvor hele miljøsagsbehandlingen ofte får et retssagsagtigt præg.

Lovmæssigt er gældende retningslinier om lavfrekvent støj ofte, som i Danmark, forankret i en egentlig miljølov. I visse lande (fx. Østrig) er miljøsagsbehandlingen imidlertid baseret på love relateret til de specifikke støjkilder, fx. industri. I Sverige spiller sundhedslovgivningen en væsentlig rolle i den nyligt indførte miljølov, der samler bl.a. den tidligere miljølov og den tidligere sundhedslov.

Der er ikke konstateret nogen generel kilde til lavfrekvent støj som var fælles for de forskellige lande. Klager optræder over lavfrekvent støj fra såvel industri, som støj fra trafik og musik. I de fleste tilfælde lykkes det at identificere de støjkilder der forårsager klager. Et kvalificeret skøn lyder på at mindst 90% af støjkilderne kan identificeres. I Danmark har der dog efter Miljøstyrelsens vurdering i de senere år primært været klaget over lavfrekvent støj fra kilder der ikke har kunnet identificeres.

En sammenligning af de fire mest detaljerede metoder til vurdering af lavfrekvent støj, baseret på konkrete realistiske støjeksempler, viser, at den danske metode under de givne forudsætninger generelt ikke synes at afvige signifikant systematisk fra de øvrige sammenlignelige metoder.