Renere teknologiprojekter 1997

Environmental Assessment of Textiles

Miljøprojekt nr. 369, 1997
Miljøstyrelsen

I tekstil- og beklædningsindustrien er der en stadig stigende interesse for at producere tekstilprodukter, hvor der er taget hensyn til miljø og sundhed under fremstillingen. Dette er affødt af en stigende efterspørgsel efter varer, om hvilket det kan dokumenteres, at de er fremstillet under hensynstagen til de miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger, som industriel produktion uvægerligt medfører. Denne rapport præsenterer et videnskabeligt dokumenteret værktøj, der kan være en hjælp til at arbejde seriøst og struktureret med miljø- og sundhedsmæssige emner for de udvalgte fibertyper og produkter.

Rapporten præsenterer en livscyklusscreening af fremstilling af tekstiler indeholdende fibrene bomuld, uld, viskose, polyester eller acryl. Screeningen omfatter en beskrivelse af de væsentligste processer samt en vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger for hvert trin i tekstilernes livscyklus.

Endvidere præsenteres for hvert trin anbefalinger på, hvordan man producerer tekstilerne med hensyntagen til miljø og sundhed. Disse anbefalinger bygger primært på resultatet af screeningen og sekundært på en vurdering af kriterier og anbefalinger fra andre relevante referencer.

De fem fibertyper er primært udvalgt, fordi de tilsammen er dominerende på markedet for beklædningstekstiler, og i mange tilfælde anvendes til de samme typer produkter enten som rene fibre eller blandinger.

Projektet er dækkende for enkeltlagsprodukter fremstillet af de fem fibertyper. Fremstillingen af gulvtæpper er ikke omfattet af projektet. Det skal dog bemærkes, at adskillige af de tekstile processer, der beskrives og vurderes i projektet, også anvendes ved fremstillingen af mange andre typer produkter. Projektets resultater kan derfor anvendes bredt.

I kapitel 1 gives en introduktion til projektet. Den anvendte metode beskrives kort inklusive afgrænsning, datakilder og overvejelser om valg af funktionel enhed.

De miljømæssige parametre for tekstiler indeholdende de fem fibertyper varierer i henhold til de forskellige processer og kemikalier, der anvendes i både præproduktions- og produktionsfasen. De tekniske egenskaber for de forskellige fibre har også meget stor miljømæssig betydning, idet de har indflydelse på holdbarheden i brugsfasen (levetiden) og på hvilken vedligeholdelsesmetode, der er egnet. I kapitel 2 gives derfor en kort introduktion til nogle af de væsentlige tekniske egenskaber for de udvalgte fibertyper.

I kapitel 3 beskrives fremstillingen af de fem forskellige fibertyper. Med baggrund i beskrivelsen foretages en vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger. Påvirkningerne er meget forskellige for de fem fibertyper, idet fibrene er baseret på enten vegetabilske (bomuld og viskose), animalske (uld) eller fossile (polyester og acryl) råmaterialer. Bomuld og uld kan desuden være henholdsvis økologisk eller konventionelt fremstillet.

Da tekstil- og beklædningsindustrien fremstiller mange forskellige typer af tekstiler, anvendes et meget stort antal forskellige processer. I kapitel 4 beskrives de mest anvendte, og der foretages en vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger.

I kapitel 5 redegøres for nogle af de væsentligste miljømæssige aspekter for brugsfasen for tekstiler. Desuden gives en kort beskrivelse af genbrug, recirkulering og bortskaffelse af tekstiler.

I kapitel 6 opsummeres de miljømæssige nøgleparametre for hvert trin i de udvalgte tekstilers livscyklus. Desuden præsenteres for hvert trin anbefalinger på, hvordan man producerer tekstilerne med hensyntagen til miljø og sundhed. Anbefalingerne bygger primært på rapportens kapitler og sekundært på en vurdering af kriterier og anbefalinger fra relevante referencer.

I forbindelse med fremstilling af fibrene og tekstilerne anvendes mange forskellige kemikalier. Da det især har været vanskeligt at fremskaffe data om miljø og sundhed for fremstilling af kemofibrene (viskose, polyester og acryl), er der foretaget en miljø- og sundhedsmæssig screening af nogle af de kemikalier, der anvendes ved fiberfremstillingen. Da analysen har været baseret på en screening og på umiddelbart tilgængelige data for kemikalierne, skal analysen ikke opfattes som en fuldstændig vurdering af de potentielle effekter for de anvendte kemikalier. Resultatet af screeningen præsenteres i appendiks A, og et resumé angives for de relevante fibre i kapitel 3.

Forfatter/udførende institution

Søren Ellebæk Laursen og John Hansen, DTI Clothing and Textiles, John Bagh, Ole K. Jensen og Inge Werther, dk-TEKNIK, Department of Environmental Impact Assessment.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0105-3094
ISBN nr. 87-7810-838-1