Renere teknologiprojekter 1997

Undersøgelser af sammenhæng mellem roesorter og jordvedhæng

Arbejdsrapport nr. 42, 1997
Miljøstyrelsen

Danisco Sugar Development Center, Nakskov indledte i 1993 projekt Rene Roer, som har til formål at få sukkerroer renere ind til fabrikkerne gerne så rene, at yderligere rensning på fabrikkerne bliver overflødig. Formålet med dette projekt er at udpege den roesort, som har den mest hensigtsmæssige ydre kvalitet med henblik på optimal rensning. Desuden ønsker man at udvikle en metode til måling af rensbarhed, så udvælgelsen af roer på grundlag af dette kriterium bliver så objektivt som muligt.

Danisco Seed (DC) havde til en kampagne i 1996 på Kristianssæde udsået 11 forskellige roesorter på forsøgsparceller á ca. 150 roer pr. parcel. Sorterne blev valgt af Seed, og der var såvel kommercielle sukker- og foderroer som forsøgssorter. I ugerne 40, 41 og 48 håndhøstede DC roerne med roegreb og foretog forskellige undersøgelser af roernes eksterne kvalitet (rensbarhed, dimensioner, form og placering i jorden). I store dele af optageperioderne var forholdene meget fugtige, hvilket bevirkede, at roerne havde et betydeligt jordvedhæng. Dette medførte, at proceduren i marken undervejs måtte ændres til at slå jord af roerne (fald fra ca. 1,5 m).

I marken blev roernes placering i jorden målt, blade skåret af nederst på stilken og hver enkelt roe mærket, således at den kunne følges hele vejen gennem renseprocessen. Der blev typisk taget 5 roer/sort/dag.

På DC gennemførte man følgende procedure:

  1. Måling af bladhæftediameter.
  2. Rensning af roerne enkeltvis (med variationer; men altid med rensning i børstemodul som den centrale rensning).
  3. Slutrensning med trykluftpistol.
  4. Afskæring af bladskive og opmåling af bladskivediameter og roe.

Renseresultaterne er udtrykt som restjord i procent på rene roer uden bladskive.

Resultater var følgende:
Af de 11 undersøgte sorter afviger fodbold- og især cylinderroen sig markant fra de øvrige med hensyn til form og placering i jorden. Især cylinderroen har en "jordafvisende" form, da den bl.a. vokser meget højt i jorden, er udadhvælvet fra top til spids, har små rodfuger og et rodnet lokaliseret til spidsen.
Også med hensyn til rensbarhed udskiller cylinderroen sig positivt, idet roeformen både giver gode betingelser for lav "startjord" og nemme rensningsbetingelser.
Generelt frembyder de kommercielle sorter ikke store forskelle med hensyn til rensbarhed i området 0-200% startjord. Slutjord er generelt proportionalt med startjord.
Det har ikke kunnet påvises, at der er forskel på rensbarhed af friske og 1-2 døgn lagrede roer.
Den anvendte metode til undersøgelse af rensbarhed, hvor roerne renses i et børstemodul, er ikke optimeret til alle forhold (meget/lidt startjord og våd/tør jord), og metoden skal videreudvikles.

Konklusionen på det hele er, at cylinderroen har den mest optimale form af de 11 undersøgte sorter med henblik på rensning. Den optimale metode til bedømmelse af rensbarhed er ikke fundet, men den anvendte metode med børstemodul giver en grov vurdering af betydningen af roeform. Metoden påvirkes dog af jord- og optageforhold. Grovmetoden skal suppleres med en metode, som udtrykker rensbarheden i det lave jordområde (0-5 % startjord og <1 % slutjord). Rensning med trykluft på enkeltroeniveau i en nyudviklet pilotopstilling vil være egnet (undersøges 1997).

Forfatter/udførende institution

Bjarne Fallesen, Flemming Hansen og Franck B. Hansen, Danisco Sugar.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-796-2