Før vedtagelsen af miljøbeskyttelsesloven i 1973 var forurenende industrier reguleret
ved sundhedsvedtægter via sundhedskommissionen i de enkelte kommuner. Ved indførelsen af
miljøbeskyttelsesloven udkom diverse vejledninger, bl.a. vejledningen om begrænsning af
luftforurening fra virksomheder.
Kommunekemi etableredes i 1971 og i Miljøministeriets Lov om bortskaffelse af olie- og
kemikalieaffald af 1972 samt bekendtgørelse om kemikalieaffald af 17. marts 1976
stilledes krav om forsvarlig bortskaffelse af kemikalieaffald. Kemikalieaffald blev
reguleret i forhold til affaldskort med angivelse af affaldsart, -oprindelse,
-bortskaffelse og sikkerhedsforanstaltninger m.v. Desuden blev der udarbejdet
branchekataloger for kemikalieaffald, /31/, som både omfatter
en affaldsoversigt og et brancheindex med navneregistre og kapitel 5-koder, samt en
henvisning til affaldsnr. for hver branche.
Jordforurening fra industrien betragtes normalt som punktforurening. I /32/ er der udarbejdet en rapport om status og erfaring med
kortlægning af kilder til jordforurening. Blandt litteraturkilder kan henvises til
branchebeskrivelser og faktaark, udarbejdet af Amternes Videncenter for Jordforurening, /121/. I kortlægningsvejledningen, /33/, angives ligeledes en liste over kilder til jordforurening og
forslag til indsamling af kildemateriale i forbindelse med kortlægning. Desuden kan der
henvises til, /4/, for en mere grundig gennemgang af kilder til
industrikortlægning.
Punktkildernes bidrag til diffus jordforurening opstår typisk som følge af luftbåren
forurening fra industriens emission til luften. Men også spild, henlæggelser og
deponering må antages at bidrage til den diffuse jordforurening. Dette gælder især
perioden før vedtagelsen af Miljøbeskyttelsesloven, idet . affald fra før 1970 ofte
blev deponeret i tilfældige opfyldninger. Ved nedrivning og byggemodning af arealer, som
har tilhørt mindre virksomheder og industrier, kan forurenede materialer eller jord have
været bortskaffet og anvendt ved terrænregulering/opfyldning. Hvorvidt en forurenende
industri kan have bidraget til diffus jordforurening, afhænger af industriens art og
driftsperiode. Generelt kan det antages, at industrier etableret før vedtagelsen af
Miljøbeskyttelsesloven bidrager i højere grad end nyere industrier til den diffuse
jordforurening i byområder.
I tabel 4.1 er angivet en oversigt over typiske former for diffus jordforurening fra
industrikilder og de forventelige forureningsparametre. I tabel 4.1 er oplistet en række
typiske forureningsparametre fra punktkilder, men det skal bemærkes, at vandopløselige
og flygtige stoffer ikke vurderes som relevante i forbindelse med diffus jordforurening.
Endvidere er det usikkert om hvordan der kan tilrettelægges et måleprogram for asbest
(som fibre) i forbindelse med diffus jordforurening.
Tabel 4.1
Industriudvikling og forureningsparametre ved diffus jordforurening.
Industrial development and pollutant parameters for diffuse soil pollution.
Se her!
Ved indførelsen af Miljøbeskyttelsesloven i 1973 blev udarbejdet diverse
vejledninger, bl.a. vejledning om begrænsning af luftforurening fra virksomheder. Dette
skal ses på baggrund af, at industrisamfundet er baseret på et kolossalt energiforbrug,
der involverer forbrænding af kul, olie og gas. De væsentligste forureningskomponenter,
der opstår ved ufuldstændig forbrænding, er sodpartikler og kulbrinter, såsom PAH´er,
dioxiner m.v.
Herudover forekommer der emissioner fra industrien via udledning fra skorstene,
udluftningsrør m.v. Disse kan både omfatte produkter fra ufuldstændig forbrænding
(sod, PAH, dioxiner) og kemikalier (organiske opløsningsmidler, chlorerede
opløsningsmidler, freoner, PCB´er og tungmetaller).
Lovgivning med hensyn til regulering af skorstenshøjde i forhold til nedfaldsområde
er først indført i forbindelse med Miljøbeskyttelsesloven. Nedfaldsarealet er både
betinget af skorstenshøjden, områdets topografi, de herskende vindforhold og
partikelstørrelsen i røgen. Partikelstørrelsen er meget afhængig af anlæggets
opbygning/funktion, temperatur i ovn/skorsten samt røgens kemiske sammensætning. Større
partikler nedfalder inden for kortere afstand af kilden end de meget fine partikler.
Således kan luftforurening transporteres flere tusinde kilometer, men nedfaldsarealet
ligger typisk inden for 1-2 km fra kilden.
Emissionsundersøgelserne er omtalt i kapitel 5.
Før indførelsen af Miljøbeskyttelsesloven i 1973 er mange kemiske forbindelser endt
i spildevand, som er ledt til lokale recipienter eller rensningsanlæg. Slam fra
rensningsanlægget er herefter udbragt på landbrugsjord eller til parkerne i byerne.
Ligeledes er bundsedimenterne i recipienter blevet belastet. I tabel 3.2 og 3.3, jf.
afsnit 3.4.1, er angivet indhold af miljøfremmede stoffer i husholdningsspildevand og
slam. Indhold i industrispildevandet, gennem tiden må påregnes at være væsentligt
højere.
Før indførelsen af Miljøbeskyttelsesloven i 1973 blev affald fra fejlproduktioner og
ikke-afsættelige restprodukter ofte deponeret lokalt eller sendt til lossepladser. Også
de mange små produktionsvirksomheder i byerne har bidraget til kulturlag. Ved deres
nedlæggelse kan forurenede bygningsmaterialer og affald være tilført jordmiljøet i
forbindelse med nedrivning og byggemodning. I København har industriaffald i perioden
efter 1930 udgjort en større andel af affaldsmængden end dagrenovationen, /8/. Nedgravning af industriaffald blev frem til 1970´erne anset
som korrekt slutdeponering.
Det skal endvidere bemærkes, at slagge fra forbrændingsovne tidligere blev brugt ved
anlæg af stier, mindre veje og pladser (2000 m²). Slagge blev desuden tilladt udlagt i
større mængder, hvis slaggen overdækkedes med vandstandsende materiale, såsom asfalt,
/10/
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|