Dokumentation af sinkeffekter for tetrachlorethylen

1. Projektets baggrund og formål

1.1 Baggrund
1.2 Formål

1.1 Baggrund

I forbindelse med en lang række undersøgelser af renseriers påvirkning af tilstødende boliger, kom der forøget fokus på problematikkerne omkring utilsigtet spredning af tetrachlorethylen til boligmiljøet.

Miljøstyrelsen valgte derfor at igangsætte en række projekter til afdækning af disse problematikker og løsningsmuligheder. I miljøprojektet til dokumentation af interne og eksterne kilder til tetrachlorethylen (Miljøstyrelsen 2001a), blev opmærksomheden henledt på sinkeffekter. Sinkeffekter er i denne sammenhæng bygningens og interiørets evne til at adsorbere og desorbere tetrachlorethylen til indeklimaet.

Den 23. august 2001 afholdtes derfor et møde med deltagelse fra Miljøstyrelsen, Kampsax A/S og MILJØ-KEMI, Dansk Miljø Center A/S. På mødet blev den mulige problematik omkring sinkeffekten for tetrachlorethylen i nedlagte renserier og overliggende boliger diskuteret, og rammerne for nærværende projekt blev fastlagt.

Ved efterfølgende telefoniske drøftelser den 27. august 2001 med Lisbet Heerfordt, Miljøstyrelsen, er yderligere tilpasninger aftalt. Miljøstyrelsens ønske til projektet er således en hurtig og oversigtlig belysning af sinkeffektens betydning i nedlagte renserier og overliggende lejligheder. Undersøgelserne skal munde ud i en vurdering af, hvorvidt effekten giver anledning til et stort eller et lille bidrag af tetrachlorethylen i indeklimaet samt en vurdering af, hvor lang tid afdampningen fra sinks tager.

1.2 Formål

Formålet med nærværende projekt er
hurtigt og oversigtligt at belyse sinkeffektens betydning i nedlagte renserier og overliggende lejligheder, herunder at foretage
   
en overordnet vurdering af, hvorvidt sinkeffekten giver anledning til et stort eller et lille bidrag af tetrachlorethylen til indeklimaet i det tidligere renserilokale og i de overliggende boliger, samt
   
en vurdering af tidsforløbet for sinkeffekten.

Såvel i ovenstående tekst, som i resten af rapporten, skal der med "renseri" forstås renseri, der anvender tetrachlorethylen i produktionen, hvad enten det er som rensevæske, tilsætnings- eller hjælpestof eller som pletrens.