| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Etablering af praktisk anvendelige procedurer for accept af affald på deponeringsanlæg

1. Indledning

1.1 Baggrund for projektet

Den danske vejledning i deponering af affald, som blev udgivet af Miljøstyrelsen i 1997, /3/, lægger op til, at et affaldsdeponi skal kunne overgå til passiv drift 30 år efter, at deponering er afsluttet. Forud for deponering skal affaldet karakteriseres og kategoriseres med henblik på valg af deponeringsform og vurdering af miljøbelastning (på kort og på langt sigt).

Vejledningen indeholder foreløbige procedurer for accept af affald til deponering, herunder opstilling af affaldskategorier, acceptkriterier, testniveauer samt registrerings- og acceptprocedurer. I vejledningen erkendes det, at man endnu ikke har det nødvendige videnskabelige og erfaringsmæssige grundlag for at fastsætte obligatoriske testmetoder og tilhørende konkrete grænseværdier for accept af affald på de forskellige kategorier af deponeringsenheder. Vejledningen indeholder derfor ikke sådanne konkrete acceptkriterier (bortset fra kravene til affaldets glødetab).

I stedet har man valgt at beskrive de principper og hensyn, som skal ligge til grund for fremtidige konkrete acceptkriterier. For så vidt angår prøvetagningen og testmetoderne har man ligeledes angivet principperne i de metoder, som tænkes anvendt, idet man samtidig henviser til den igangværende udvikling og standardisering af prøvetagnings- og testmetoder i regi af CEN/TC 292 og Nordtest. Selv om der både nationalt og internationalt foregår og har foregået en række aktiviteter med henblik på karakterisering af affald, må det dog konstateres, at det endnu ikke er muligt alene med resultaterne af dette arbejde som baggrund at udarbejde fyldestgørende positivlister for specifikke deponeringsenheder og/eller generelle acceptkriterier og grænseværdier. Specielt savnes praktisk anvendelige acceptprocedurer for blandet affald.

De seneste 10 år har sammensætningen af affald til deponering ændret sig væsentligt, idet deponeringen af forbrændingsegnet og genanvendeligt affald er mindsket markant. Derfor er en stor del af affaldet, der i dag deponeres, en blanding af mange forskellige materialer.

Dette blandede affald er vanskeligt at karakterisere, idet affaldet består af mange forskellige materialer og indholdet kan variere væsentligt inden for et affaldsdeponi og mellem forskellige deponier. Problemet har bl.a. vist sig i forbindelse med revision af miljøgodkendelser for eksisterende deponeringsanlæg, hvor der hidtil kun er fastlagt acceptprocedurer for få og forholdsvis veldefinerede affaldskategorier.

Der er således et klart behov for fastlæggelse af praktisk anvendelige acceptprocedurer for især blandet affald, som udgør størstedelen af det deponerede affald. Acceptprocedurerne skal være i overensstemmelse med de principper, som er beskrevet i vejledningen, og de skal kunne benyttes til i videst muligt omfang at opfylde de hensigter, som er udtrykt i vejledningen, indtil der fra Miljøstyrelsen eller EU foreligger mere konkrete anvisninger og krav. Procedurerne vil formentlig være mere simple, mere praktisk orienterede og mindre velunderbyggede end de fremtidige acceptkriterier, men de erfaringer, som opnås med disse, vil formentlig også kunne anvendes i arbejdet med at opstille konkrete, velunderbyggede acceptkriterier.

For bl.a. at kunne vurdere miljøbelastningen på langt sigt (30 år eller mere) for specifikke affaldsdeponier, er det nødvendigt at kunne gennemføre en karakterisering af deponeret affald på de konkrete deponier.

Den 16. juli 1999 trådte det ny EU-direktiv om deponering af affald i kraft, og det vil inden den 16. juli 2001 skulle implementeres i medlemslandene. I Danmark betyder dette, at direktivet gradvist vil afløse Miljøstyrelsens vejledning i deponering fra 1997. Store dele af direktivet var imidlertid kendt, da vejledningen blev udarbejdet, og på mange måder vil forskellen ikke være stor. Deponeringsdirektivet opererer med tre kategorier af deponier: deponeringsanlæg for inert affald, deponeringsanlæg for ikke-farligt affald og deponeringsanlæg for farligt affald. Den danske vejledning definerer også tre hovedgrupper af deponeringsanlæg, nemlig anlæg for inert affald, anlæg for mineralsk (ikke-farligt affald) og anlæg for blandet (ikke-farligt) affald. Deponeringsanlæg for farligt affald er ikke omfattet af den danske vejledning.

En fastholdelse af det danske system vil blandt andet kræve, at der etableres mindst to undergrupper af deponeringsanlæg for ikke-farligt affald: én for mineralsk affald og én for blandet affald. Dette kan i henhold til deponeringsdirektivets artikel 16 godt lade sig gøre, i hvert fald hvis det sker som et led i det arbejde, som den såkaldte tekniske adaptationskomite (se nedenfor) p.t. udfører.

Ligesom i den danske vejledning er retningslinierne for accept af affald til deponering i EU-direktivet foreløbig kun beskrevet på det principielle plan i direktivets Annex 2. En teknisk adaptationskomite (TAC), med deltagere fra medlemslandene og med kommissionen som formand, har ansvaret for at konkretisere principperne i Annex 2. Dele af komiteens arbejde skal være afsluttet inden den 16. juli 2001, mens andre dele skal være færdige inden den 16. juli 2002. Det er endnu usikkert, hvorledes komitéens arbejde vil udvikle sig. Det vurderes dog, at der fortsat er mulighed for at etablere et system, som tager skyldigt hensyn til den danske vejledning og/eller de intentioner, der ligger bag denne.

1.2 Projektets formål

Formålet med projektet er at opstille og afprøve praktisk anvendelige metoder til karakterisering af deponeringsegnet affald. Gennem relevante eksempler er det endvidere formålet at levere praktisk anvendelig vejledning i opstilling af positivlister for affaldsmodtagelse samt for vurdering af potentiel miljøbelastning fra deponeringsanlæg.

1.3 Projektafgrænsning

Projektet omhandler både inert, mineralsk og blandet affald. Der fokuseres imidlertid på blandet affald, da denne kategori varierer mest med hensyn til sammensætning og egenskaber. Endvidere udgør blandet affald den største mængde til deponering.

1.4 Definitioner

I det følgende angives definitioner på en række centrale begreber, som anvendes i rapporten.

Aktiv periode

Sum af driftsperiode, nedlukning og efterbehandlingsperiode.

Blandet affald

Ifølge vejledningen, /3/, er blandet affald en kategori af affald med en blanding af langsomt nedbrydeligt, organisk stof og mineralske fraktioner. Blandet affald er af ikke-brændbar karakter. I tabel 4.2 i /3/ er angivet foreløbige kriterier for, hvornår affald kan kategoriseres som blandet affald.

Deponeringsanlæg

Deponeringsanlæg er i EU-direktivets artikel 2 defineret som:

Deponeringsenhed

En deponeringsenhed på et deponeringsanlæg er et afgrænset og veldefineret område på deponeringsanlægget, hvor affaldstyper med ensartet sammensætning og egenskaber deponeres sammen under kontrollerede forhold. Hver enkelt deponeringsenhed indrettes med mulighed for separat perkolathåndtering og forskellige niveauer af miljøbeskyttende systemer, som svarer til de affaldstyper, der deponeres på enhederne.

Driftsperiode

Defineres her som den periode, hvor en deponeringsenhed er under opfyldning. En typisk driftsperiode kan være på 10 år for en deponeringsenhed. Et deponeringsanlæg med flere deponeringsenheder vil typisk have en samlet driftsperiode, som er væsentlig længere end 10 år, idet de enkelte deponeringsenheder anlægges og drives i forlængelse af hinanden.

Efterbehandlingsperiode

Defineres her som den periode efter nedlukning, hvor fortsat drift og kontrol af enhedens aktive, miljøbeskyttende systemer er nødvendig (f.eks. perkolatopsamling). Efterbehandlingsperioden bør ikke overstige 30 år.

Genkendelighed

Ud fra sorteringsforsøgene vurderes genkendeligheden af de enkelte fraktioner. Genkendeligheden inddeles i niveauerne god/mellem/dårlig. Genkendeligheden vurderes ud fra, hvor nemt det er genkende en fraktion, hvilket ofte har med størrelsen af affaldsstykkerne at gøre. Skrøbelige fraktioner, såsom papir, plast, glas, tegl m.fl., vil ofte forekomme i små dele, hvorved genkendeligheden bliver dårlig. Andre fraktioner såsom flamingo og mineraluld har et karakteristisk udseende, hvilket gør genkendeligheden god.

Inert affald

Ifølge vejledningen /3/ er inert affald en kategori af affald der er ikke-reaktivt (hverken fysisk eller kemisk), og hvorfra stofafgivelse er negligérbart. I tabel 4.2 i /3/ er angivet foreløbige kriterier for, hvornår affald kan kategoriseres som inert.

Karakterisering af affald

Ifølge /3/ skal affald, inden det kan accepteres til deponering, underlægges et hierarkisk testsystem, som består af tre testniveauer, hvor karakterisering er testniveau 1. Testprogrammet er beskrevet i bilag A i /3/. Kort fortalt karakteriseres affaldets sammensætning, udvaskningsegenskaber m.m.

Lastbillæs med affald af ensartet karakter

Disse læs er defineret som læs, hvor der findes højst 3 forskellige materialefraktioner.

Lastbillæs med affald af blandet karakter

Disse læs er defineret som læs, hvor der findes mere end 3 forskellige materialefraktioner.

Mineralsk affald

Ifølge vejledningen, /3/, er mineralsk affald en kategori af affald af mineralsk karakter (højt indhold af salte og metaller) med intet eller ganske ringe indhold af organisk stof. I tabel 4.2 i /3/ er angivet foreløbige kriterier for, hvornår affald kan kategoriseres som blandet affald.

Passiv periode

Periode, der indtræder i forlængelse af efterbehandlingsperioden. I den passive periode udgør deponeringsanlægget ikke længere en risiko for omgivelserne.

Procedurer for accept af affald

Før affald kan accepteres til deponering, bør det vurderes, om miljøbelastningen fra affaldet kan accepteres i nærmeste recipient 30 år efter, affaldet er slutafdækket ved overgang til den passive fase. Disse procedurer omfatter bl.a. indledende vurderinger af affaldets egenskaber, niveaudelt testning m.m., som er yderligere beskrevet i afsnit 4 i /3/.

Sortérbarhed

Ud fra sorteringsforsøgene vurderes sortérbarheden af de enkelte fraktioner. Sortérbarheden inddeles i niveauerne god/mellem/dårlig. Sortérbarheden vurderes ud fra, hvor nemt det er genkende en fraktion, hvilket ofte har med størrelsen af affaldsstykkerne at gøre eller om de er infiltret i hinanden. Skrøbelige fraktioner, såsom papir, plast, mineraluld, flamingo m.fl. vil ofte forekomme i små dele, hvorved sortérbarheden bliver dårlig. Endvidere vil papir og plast ofte være filtret ind i det øvrige affald, hvorved papir og plast kan være vanskelig at frasortere. Affaldsstykker, som har en dårlig sortérbarhed, og som ikke kan frasorteres, benævnes restfraktionen.